Kasper Hyllesteds weblog

En weblog om livet i det moderne IT-samfund

Kan man overhovedet spare noget på at skifte elselskab?

Jeg var blandt de første til at skifte teleselskab, da det for efterhånden mange år siden blev muligt. I lang tid tastede jeg troligt 1001 (jeg havde Tele2), hver gang jeg skulle ringe fra min fastnettelefon. Jeg havde også på et tidspunkt en lille boks, der gjorde det for mig, og jeg var ikke sen til at skifte udbyder fuldt og helt, da det endelig blev muligt at slippe af med TeleDanmark, som TDC hed dengang.

Hvorfor gjorde jeg det? Fordi det kunne betale sig. Prisen hos det gamle monopol var latterligt høj - især på udenlandske samtaler og nationale samtaler. Så vidt jeg husker betalte jeg dengang 70 øre hos TeleDanmark for at ringe fra Odense til København. I dag koster det jo en brøkdel af det.

Konkurrencen gjorde godt. I hvert fald for os forbrugere.

Nu er tiden kommet til et nyt monopol, nemlig el-selskaberne.

Flere har måske mødt nogle ihærdige sælgere på togstationer, der forsøger at overbevise os om, at vi skal købe strøm fra et eller andet nordjysk elselskab, og at der er store penge at spare.

Jeg har også fået brev fra mit lokale elselskab om, at jeg skam kan købe strøm til mit sommerhus hos dem - og så kun få een regning og den samme pris. Uanset hvor i landet mit sommerhus ligger. Desværre har jeg ikke et sommerhus.

Jeg vil altid gerne spare penge, og som jeg har skrevet om tidligere, så forsøger jeg faktisk at spare lidt på strømmen. Jeg har således gennem lang tid holdt øje med familiens strømforbrug, og taster troligt ind på www.klub1000.elsparefonden.dk.

Vi er tre personer i husstanden, og vores strømforbrug ligger årligt ca. på 3.312 kW/h. Med den nuværende pris her på Frederiksberg koster det os ca. 6.099 kr. plus diverse abonnementer etc.

Der er jo lidt at tage af, hvis der nu skulle være en konkurrent, der kunne gøre det billigere.

En sådan konkurrent kunne være det fynske Switch.dk, som reklamerer ret aggressivt for tiden på nettet. De har tilmed en fiks lille funktion, så man kan se, hvor meget man vil spare ved at skifte til dem.

Når jeg taster mit forbrug og postnummer ind, så får jeg at vide, at jeg kan spare 189 kr. om året, dvs. 15,75 kr. pr. måned, eller ca. 3 pct.

Vi bruger faktisk lidt mindre strøm end den gennemsnitlige danske familie på tre personer, som ifølge Elsparefonden bruger ca. 4350 kW/h om året. Sådan en Familien Hakkebøf (der også bor på Frederiksberg) vil ifølge beregneren kunne spare 201 kr. på at skifte til Switch.dk.

Det er simpelthen for lidt til at jeg gider besværet. Og jeg tror også, at det er svært at overbevise andre forbrugere om, at der er den store fidus i det.

Hvis elselskaberne skal lære noget af teleselskaberne, så skal de få nogle væsentligt større besparelser på bordet.

Jeg vil have besparelser, der kan mærkes. 3 pct. kan ikke mærkes.

Hvis der er nogen, der kender til andre selskaber, som er billigere, så hører jeg gerne om det. Men indtil videre, så bliver jeg hos DONG Energy, som har købt elselskabet her på Frederiksberg.

2 Kommentarer

  1. Peter Løhmann 10. april, 2008 08:50

    Kunne det ikke tænkes, at elselskaberne, modsat Tele Danmark, har omstillet sig noget tidligere, og dermed netop tilpasset prisen på en sådan måde, at det bliver svært for andre udbydere at komme ind på markedet?

  2. Kasper Hyllested 12. april, 2008 11:22

    En væsentlig pointe, naturligvis. Der er bare ikke umiddelbart belæg for det. De ændringer, der har været i prisstrukturen har primært handlet om ændret forhold mellem faste omkostninger (abb.) og variable omkostninger (kW/h-prisen). Det har eksempelvis betydet, at man har hævet abb. og sænket kW/h-prisen flere steder, hvilket gør det 1) mindre attraktivt at spare på strømmen og 2) mindre attraktivt at skifte selskab, da man ikke kan flytte målerabb. til en ny udbyder, men fortsat skal betale til sit lokale selskab.
    Jeg tror desværre, du har ret i, at før markedet bliver givet mere frit, så vil andre aktører (eksempelvis fra udlandet) ikke finde det attraktivt at komme ind på det danske marked.

Skriv kommentar

MSN Alerts

Xobni outlook add-in for your inbox