Kasper Hyllesteds weblog

Som de fleste vil vide, så er valgkampen godt i gang - også på nettet. Denne gang deltager jeg dog ikke. Faste læsere vil nok kunne huske, at jeg engang har været politisk blogger, men har lagt den karriere på hylden.

Men i stedet for mine betragtninger om dansk politik, så kan man ovre på kommunikationsforum.dk læse mine vurderinger af de bedste danske politiske weblogs her i valgkampen.

Artiklen indledes således:

Hvis man nu ikke er til vælgermøder på biblioteket eller kedelige partilederrunder på tv, så er der hjælp at hente på nettet. For første gang vil blogs, YouTube og andre “nye medier” nemlig spille en væsentlig rolle, når vælgerne skal indstille deres indre politiske pejlevogn og finde ud af, hvor de skal sætte krydset. Kforum guider dig til de bedste danske valgkamp-blogs.

Læs hele artiklen hos kforum.dk

Mange har nok hørt om den svenske udenrigsminister, Carl Bildts, blog, Alla dessa dagar.

Bildt er uden tvivl det bedste forbillede for politikere, der ønsker at “være med på det der blog-noget”. Han skriver interesseret, interessant og personligt. Og han giver et helt unikt indblik i, hvordan hverdagen for en udenrigsminister er.

Anders Fogh forsøger sig også som blogger - men sammenlignet med Carl Bildt er det næsten pinligt, hvad vores politiske førstemand præsterer på nettet. Og man må undre sig over, at Bildt gider læse med på Foghs blog.

Normalt er danske medier rimelige til at følge med i, hvad der sker hinsidan, og derfor undrer det mig, at jeg ikke har set omtalt den seneste ballade, der har været derovre omkring Bildts blog.

For historien har faktisk også interesse for os andre.

Det viser sig nemlig, at en eller anden idiot har skrevet en tåbelig kommentar på Bildts blog. En bruger har således skrevet i en kommentar, at palæstinensere kan sammelignes med “djävulens avkommor” og “massmördare” som borde utrotas, “ge oss 24h och alla palestinier är borta”. Personer som argumenterede imod blev kaldt “judehatare och terroriströvslickare”.

Jeg behøver næppe oversætte.

De hårde kommentarer blev for meget for en svensk blogger, som meldte Bildt til politiet, fordi han ikke fjernede kommentarerne, selvom han blev gjort opmærksom på dem.

Sagen blev taget op af Konstitutionsutskottet, eller forfatningsudvalget, som senere har afgjort, at det ikke er en sag for dem, da Bildts blog ikke er omfattet af hans arbejde som udenrigsminister (sådan har jeg i hvert fald forstået det - mit svenske bliver begrænset, når der går jura i den, men der er lidt på engelsk her.).

Uanset hvad, så er det i hvert fald en interessant problemstilling. Jeg har her på min blog eksempelvis lagt serverplads til en del hadske angreb på mig og andre slangehadere. Flere andre blogs og debatfora har ligeledes givet plads til ytringer, som i bedste fald er idiotiske, i værste fald er ulovlige.

Og hvem har så ansvaret for dem? Er jeg skyldig, fordi jeg indirekte er med til at udsprede dem, fordi jeg har lejet mig ind på et webhotel? Er det ikke mest oplagt, at det er personen, der skriver dem, der er ansvarlig?

Injurier, copyright og blasfemi-paragraffer hører i bund og grund primært fortiden til. Det er praktisk talt umuligt at håndhæve den slags paragraffer i cyberspace, og spørgsmålet må derfor være, om vi enten skal forsøge med det resultat, at vi risikerer tåbelige retssager, der destabiliserer befolkningens tillid til retssystemet og lovgivningen eller om vi skal afskaffe bestemmelserne i tide.

Lovlydige kommentarer er velkomne i kommentarfelterne.

Hvor mange gange har vi ikke hørt den indledning i Radioavisen, TV2 Nyhederne eller læst den i vores morgenavis? Undersøgelser er godt stof i medierne. Fakta og tal tæller og når journalister skal prioritere blandt de mange historier i indbakken, så vælger de ofte netop undersøgelserne. Annette Holm, der er radiounderviser på Journalisthøjskolen, har i forbindelse med et såkaldt “Public Service Projekt” optalt, hvordan DR’s “P3 Nyheder” på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts i år omtalte adskillige undersøgelser og rapporter:

“Resultatet viste, at nyhederne på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts omtalte 14 forskellige undersøgelser, to rapporter og tre meningsmålinger. Det er med et rundt tal tre undersøgelser pr. morgen. Tre!. Det er over 1000 undersøgelser om året.”

Sådan skriver hun på sin blog i et efterhånden gammelt indlæg fra maj måned i år.

Hun kritiserer i sit indlæg medierne for ganske ukritisk at videregive disse undersøgelser relativt ukritisk:

[…] “jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der sætter dagsordenen med alle de tilstrømmende undersøgelser. Og om vi kan regne med, at undersøgelserne taler sandt. Man kan som bekendt spørge, som man får de svar, man ønsker.
Under alle omstændigheder kunne det være betryggende med flere nyheder, der ikke udspringer af undersøgelser, måske oven i købet nyheder, som DR selv har skaffet til huse.”

Det er ganske sjovt, at hun benytter den samme metode, som hun i sit indlæg kritiserer, til at understøtte sin pointe. Hun har jo netop selv lavet en undersøgelse, der viser, at undersøgelser er populære. Og hendes undersøgelse formåede tilmed at komme i medierne og blive omtalt her på min blog.

Når jeg hiver fat i Annettes indlæg her, så er det faktisk for at gå lidt imod hende, men måske henvendt til en anden målgruppe. Jeg er både på den ene og den anden side af hegnet.

I mit daglige arbejde bruger vi ofte og gerne netop undersøgelser til at påvise problemer eller understøtte vores pointer. Det er en effektiv og troværdig metode, og fordelen er, at journalisterne selv kan efterprøve om fakta nu holder. I hvert fald så længe folk fremlægger data fuldt og helt.

Det er desværre ikke alle, der forstår vigtigheden i netop dette parameter. Virksomheder, organisationer og bureaue, der eksempelvis får udarbejdet meningsmålinger eller særkørsler i Danmarks Statistik burde som minimum at lægge resultaterne åbent ud på en hjemmeside, så alle og enhver kan checke eksempelvis formuleringen af spørgsmålene, hvor mange der har svaret, hvad “Ved ikke”-procenten er - og alle de andre ting, der ofte udelades, når pressemeddelelsen skal formuleres lidt spidst.

I min fritid skriver jeg anmeldelser og artikler om nyt IT-udstyr, og også her lader jeg mig naturligvis ofte inspirere af undersøgelser. Seneste eksempel er et indlæg på PC Worlds GPS-blog, hvor jeg omtaler en undersøgelse, der viser, at folk er glade for GPS-modtagere på mobilen - og at rigtig mange danskere gerne vil have det i deres næste mobiltelefon.

Det er en interessant historie, og jeg valgte derfor at viderebringe den. Det var ikke et offentligt finansieret forskningsprojekt under Grundforskningsfonden, der havde fundet ud af dette, men derimod en meningsmåling, som var bestilt, købt og betalt af Nokia. Nokia, som selv satser hårdt på GPS-mobiler og derfor var meget glade for undersøgelsens resultat.

Det kan virke som en uheldig sammenblanding af interesser, men min vurdering var - og er - at historien var relevant at bringe videre. For det første fordi den rent faktisk understøtter, at der er stor interesse for GPS’er i mobilen. For det andet var det bureau, som Nokia havde valgt at bruge rimeligt anerkendt, for det tredje gengav Nokia ret præcist undersøgelsens setup (spørgsmål, procent-tal etc.), og endelig fremgik det tydeligt, at det var Nokia, der stod bag undersøgelsen.

Der har været adskillige eksempler på dårlige undersøgelser, hvis resultater er så misvisende, at de mest af alt vinde om en valgoptælling af et “frit og demokratisk valg” i Hviderusland eller Nordkorea. Eksempelvis, da CD fik lavet en meningsmåling, der viste, at partiet ville få 20 mandater, hvis Naser Khader blev formand for partiet. Skønne, spildte kroner.

Og undersøgelser, der er foretaget på “Ekstra Bladets hjemmeside med 4.000 besvarelser” på et eller andet perfidt formuleret spørgsmål om a la “Skal Dr. Klam have lov til at rage på kvinder igen eller skal han have frataget sin bestalling?” er på ingen måder troværdige.

Det er kendt, at der er stor forskel på meningsmålingsinstitutters resultater, når de laver politiske index i den samme uge - og det burde der jo ikke være, hvis man skal tro den sociologiske sagkundskab. Årsagen er ofte forskelle i metoder og datagrundlag. Det ville derfor klæde dem og alle de aviser, der konsekvent smider undersøgelserne ukritisk på forsiden, hvis de på deres hjemmeside gør hele baggrundsmaterialet tilgængeligt, så læserne selv kan vurdere det.

Det er præcist 30 år siden Den Lille Latinprøve bortfaldt som optagelseskrav til sprogligt gymnasium, og siden er det gået ned ad bakke for faget på alle niveauer. Der er dog politisk røre, og forleden kunne man i KD læse, at der er overvejelser om et politisk indgreb, der måske vil sidestille latin med naturfag i gymnasiet.

Jeg var en af de der mega-nørder, som ikke valgte at tage knallert-kørekort, da Ungdomsskolens verden blev åbnet for os i 8. klasse, men derimod tilmeldte mig latin. Mandag og onsdag aften - to timer. Hver eneste uge. Vi var vel en 10-12 stykker fra hele Odense, der kastede os over sum, fui, esse etc.

Latin åbnede for mig sproget totalt, og det var første gang, at jeg indså, at sprog og matematik hænger sammen. Den latinske grammatik var ikke bare logisk, dens indbyggede matematik var smuk. Når man havde knækket en sætning og forstået, hvorfor et substantiv stod i ablativ og dermed pludselig forstod sætningen, ja, så var det en særlig fornøjelse.

Men som sagt: Man skal nok være mega-nørd for at sætte pris på den slags.

I mine øjne er latin en gave, som rigtig mange ville have glæde af at tage imod. Ikke blot fordi et kendskab til latin åbner for en helt unik forståelse for både modersmål og fremmedsprog, men også fordi det åbner et sprogligt univers, der binder hele den europæiske kulturhistorie sammen - lige fra antikken over middelalderen og helt op til moderne tid. Latin og har også pædagogiske potentialer, som kan fremme elevernes koncentration, arbejdsdisciplin og analytiske kompetencer.

Jeg stiller mig derfor glædeligt op i køen af folk, der anser det for en tåbelighed, at man over de sidste 30 år helt har udryddet latin fra den danske uddannelsesverden. I 1977 afskaffede undervisningsminister Ritt Bjerregaard Den lille Latinprøve som adgangskrav til gymnasiets sproglige linje. Dermed blev latin som valgfag reelt afskaffet i folkeskolen.

Faget var derefter obligatorisk på de sproglige linier i 1.g samt – selvfølgelig – på en eventuel klassisk-sproglig linie. Da valgfagsgymnasiet i 1988 erstattede grengymnasiet, blev faget yderligere svækket. Latin er for mange travle, unge mennesker ikke det mest fristende tilvalg i konkurrencen med mindre terpeintensive fag, og en del gymnasier prioriterede derfor heller ikke at fastholde tilbuddet om latin på højt niveau. I perioden fra 1988-2007 blev der undervist i latin på A-niveau på halvdelen af landets knap 150 almene gymnasier, kan man læse i dagens udgave af Weekend-Avisen.

Den seneste gymnasiereform, der trådte i kraft i 2005, har givet latin det endelig dødsstød. Ganske vist indgår latin nu som en fast del af introduktionsmodulet “almen sprogforståelse”, hvilekt betyder, at 1.g’ere skal bruge 20 ud af 45 timer på en elementær indføring i mekanikken bag latin og, i langt mindre grad, græsk. De, der blev sproglige studenter i juni i år, havde haft fire gange så mange timer i 1.g.

Halvandet år efter reformen undervises der nu kun i latin på A-niveau på otte gymnasier, pt. svarende til 110 elever.

Det er sørgeligt og synd for rigtig mange gymnasieelever, som uden tvivl ville have haft glæde og gavn af at stifte bekendtskab med latin - uanset om de skal være civilingeniører eller translatører.

I mine øjne bør man belønne de gymnasieelever, der trådser den politiske vilje og stædigt holder fast i latinen. De 110, der nu har taget latin, bør have bedre muligheder for at blive optaget på videregående uddannelser og evt. belønnes direkte i gymnasiet med nedsættelse af pensum i sprogfag eller en eksamen mindre.

Der bliver ikke mindre brug for folk, der har indgående kendskab til sprogets struktur, historie og baggrund. Og det er netop, hvad latin kan give.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at ville behandle DR’s tåbelige spareplan her på bloggen. Der er masser andre, der har gjort det, og mange har anført gode, solide argumenter, men de er blevet mødt med enten tavshed, dumsmarte bemærkninger eller tåbeligheder fra kulturminister Brian Mikkelsen og især fra K. Plummer.

Det undrer mig egentlig ikke. For der findes ingen solide, fornuftige argumenter for, hvorfor der skal spares - og heller ikke, hvorfor DR har valgt at spare på de områder, som de har udset sig.

Jeg er en ivrig bruger af DR’s produkter, men i modsætning til de fleste, så bruger jeg nok mest tid på radio og net, og knap så meget tid på TV (jo, deres tekst-tv er rigtig godt). Og derfor er jeg også så meget desto mere harm over besparelserne.

For de rammer især nogle af de få, smalle radioprogrammer, som jeg holder af at lytte til.

Jeg har længe undret mig over, at man ikke på en eneste dansk tv-kanal har et ordentligt program om aktuelle film. I gamle dage havde vi i det mindste Bogart. Men det er slut nu. Heldigvis er der glimrende film-anmeldelser på DR P2 og de sendes ofte også på P1 Morgen.

Men man skulle da tro, at der var basis for at lave bare en smule public service-baseret oplysning om film på et medie, der om få år rent faktisk vil bruge penge på at få lov til at sende filmene.

Tilsvarende med litteratur. Der sælges faktisk rigtig mange bøger i Danmark, og vi er rigtig mange, der holder af at læse bøger. Men vi er også rigtig mange, der gerne vil have kvalificerede holdninger og anmeldelser af bøger. Og vi vil gerne høre forfatterne udlægge sagerne. Og vi vil gerne høre bøgerne læst op af dygtige skuespillere.

Det har DR Litteratur hidtil stået for. Jeg har flere gange podcastet oplæsninger af eksempelvis Homers Odyseen eller Herman Bangs Ludvigsminde. Til min store fornøjelse, når jeg kører på cykel eller sidder i metroen. Men det er slut nu også. DR har fyret de sidste litteraturmedarbejdere og fjernet litteraturprogrammerne fra sendefladen.

Hurra for mangfoldigheden. Som Lars Jacobsen så rigtigt gør opmærksom på, så får vi nu bare mere af det, de fleste vil have. “Vis mig din Hokus Havemand” og “Dans i samtalekøkkenet”

Trisse Gejl blogger på litteratursiden, og skriver ganske rammende:

Faktisk skal der slet ikke være kunst mere i DR. Nå jo, det vil blive behandlet i de øvrige programmer. Fx. på P3’s formiddagsflade, hvor de i skrivende stund fniser over hvorfor der ikke kommer ånde ud af numsen, når man prutter, og hvor det sproglige niveau begrænser sig til en lix på pik og kusse, og det åndelige til den uopslidelige messende jingle: ”det man hører er man selv”.

Og det er jo rigtigt, man bliver hvad man spiser. Visioner om noget så gammeldags som almen dannelse, oplysning om ting (bøger, tendenser, mennesker, tanker) vi ikke kender i forvejen og kyndig, begejstret indførelse i emner der er noget vigtigere end hvorfor der ikke kommer ånde ud af røven på os, når vi fiser, er hermed forsvundet. De små fedtede bundlinjemænd med tandpastasmil (Mikkelsen og Plummer fx.) er gået i gang, men desværre uden evner for at forstå de egentlige konsekvenser. De ved ikke, at i deres bundlinjeiver er de i fuld gang med at smide alle børnene ud med badevandet, alt det vi bliver klogere af, alt det der kunne være med til at skabe en nation af nuancerede, nysgerrige mennesker og radio og tv på højt kvalificeret niveau. Det er uhyggeligt.

Det, der undrer mig mest, er hvordan DR overhovedet er kommet i denne situation. Forklaringen er, at man skal overholde public service-kontrakten. Og at DRs generaldirektør ligefrem har skrevet under på den. Men public service-kontrakten er en kontrakt mellem politikerne - ikke mellem DR og Folketinget. Politikerne fastsætter, hvad de vil have af public service, og så leverer DR det. Men det er politikerne, der skal levere pengene. Hvis de ikke leverer penge nok, så kan DR jo heller ikke levere varen, de har bestilt.

Men det er klart, at når kulturministeren har fået K. Plummer til at skrive under, så hænger ikke bare Kænned, men hele DR på den. Og så skal der skæres - desværre på steder, hvor det gør meget ondt, og hvor der kun er een ting, der er sikkert: Ingen bliver klogere af det. Tværtimod.

Men pludselig står det klart for mig, hvorfor en ignorant som Plummer - der tydeligvis intet aner om at drive en public service-virksomhed og slet ikke noget om, hvordan man navigerer i et politisk farvand, som dét, DR besejler - kan blive udpeget til generaldirektør for Danmarks Radio. Det var den eneste kandidat, der ikke overgik Brian Mikkelsens eget intellektuelle niveau og kompetencer.

[ratings]

Jeg er ikke den store ideolog, men har derimod en meget pragmatisk tilgang til de fleste ting. Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive hidsig over noget, men blot, at jeg ikke er pernitten, når det kommer til at bruge bestemte virkemidler - ej heller i politik.

Derfor finder jeg normalt også diskussioner af ideologisk karakter relativt ligegyldige og meget lidt ophidsende. Jeg kan simpelthen ikke gå i selvsving over, at man skal betale topskat, hvis man tjener kassen - eller at EU regulerer krumningen på agurker.

Men det er der heldigvis andre der kan. Og de befinder sig normalt gerne yderst på fløjene eller uden for pædagogisk rækkevidde. Ingen af delene mener jeg dog, at teleeksperten John Strand gør, og derfor undrede jeg mig også lidt, da jeg læste hans indlæg på mobil.nu, der bærer overskriften: “Lavere datapriser dræber konkurrencen”.

I bund og grund er Strands holdning, at enhver form for regulering af telesektoren er af det onde. Hans ærinde er specifikt at imødegå Helge Sanders udtalelser om, at han også er parat til at gribe ind overfor de meget høje roaming-priser på data - altså den pris, jeg betaler, når jeg vil checke min mail på mobil, når jeg er i Tyskland.

Sander og hans EU-kolleger har netop grebet ind overfor priserne på samtaler, når man roamer, og det indgreb er man nu også parat til at gøre, hvis ikke teleselskaberne selv finder en løsning, så det ikke skal koste 10 gange så meget at checke sin mail, bare fordi man krydser en grænse.

Jeg anser som sagt John Strand for at være rimeligt fornuftig, og jeg skrev derfor en kommentar på siden til hans artikel. Det førte til, at John ringede mig op, og vi havde en hyggelig snak om regulering i almindelighed, og datapriser i særdeleshed.

Da John Strand har redegjort for sine synspunkter, så vil jeg her redegøre for mine, som jeg i øvrigt også har gjort på Dansk Politik i en kommentar.

I bund og grund er statsregulering og indgreb i private virksomheder en uskik i et kapitalistisk samfund, men selv kapitalismens fornemste analytiker, Karl Marx, forudsagde, at markedet ikke altid er bedst til regulere sig selv. Karteller, monopoler og hemmelige aftaler vokser altid frem - og det er sjældent til gavn for forbrugeren.

Derfor har vi brug for kontrol og overvågning af markedet. Vi har love og regler, der forbyder virksomheder at forsøge at sætte konkurrencen ud af kraft. Vi har regler for god markedsføring. Vi har myndigheder som politi, Konkurrencestyrelsen og Finanstilsynet, der holder øje med, at virksomhederne nu opfører sig ordentligt - og ikke snyder forbrugeren.

For virksomhederne har i bund og grund ikke de samme interesser som vi forbrugere. De vil tjene så mange penge som muligt - vi vil betale så lidt som muligt.

Telemarkedet i Danmark er noget af det mest gennemregulerede overhovedet. Men samtidig er det også et af de områder, hvor der er aller-stærkest konkurrence. Det misforhold kan umiddelbart undre, men i mine øjne er det helt logisk.

Konkurrencen bliver nemlig først stærk og tydelig, hvis markedet er gennemsigtigt. Teleselskaberne har gang på gang forsøgt at sløre markedet og især gøre det mere besværligt for kunderne at gå over til konkurrenten.

Havde det stået til teleselskaberne, så havde vi ikke haft grænser for bindingsperioder på abonnementer. Vi havde heller ikke haft nummerportabilitet, så man kunne tage sit telefonnummer med over til en konkurrent. Vi havde ikke haft regler for, hvordan man skal skilte med sine priser (minimumspriser for 6 måneder etc.). Og så videre. Eksemplerne er mange - og uanset hvordan man vender og drejer det, så er der ingen tvivl om, at disse forhold har været med til at gøre det lidt lettere og lidt billigere at være dansk teleforbruger.

Og det er min påstand, at disse forhold ikke var kommet af markedet selv. Uanset hvor mange små Telmore eller CBB’er, der dukker op - så havde de ikke fået overbevist Sonofon og TDC om, at man skulle kunne portere sit nummer.

Nu har man så fra EU’s side grebet ind overfor slutbrugerpriserne. Og uden at blive for teknisk, så kan det meget vel være, at det ikke er den mest geniale måde. Og indgrebet er måske heller ikke grebet helt elegant ad. De færreste tror, at det kommer til at koste teleselskaberne det store. De tjener det tabte ind på øget brug, og så går det jo som bekendt lige O.P.

John Strand siger, at et tilsvarende indgreb overfor særligt datapriserne vil betyde, at alternative udbydere af dataforbindelser - primært WiMax og Wi-Fi, men også CDMA - vil få det svært, hvis man laver sådan et indgreb. Deres businesscase forsvinder simpelthen.

Til det vil jeg blot stilfærdigt anføre, at så er deres businesscase næppe holdbar alligevel.

Hvis man bygger sin forretning op på, at konkurrenterne tager en overpris på flere hundrede procent ift. hvad deres vare koster at producere, så er man godt dum. For konkurrenten kan uden problemer sætte sin pris ned, den dag du åbner for din service.

Hvis Nordisk Mobiltelefon - som har fået den gamle NMT-licens og nu leverer en slags 3G-netværk i hele Norden - kun kan tjene penge, så længe TDC tager mellem 10 og 25 kr. for en megabyte data over mobilnettet, ja, så tror jeg, at de skal se sig om efter noget andet at lave. For TDC kan uden at blinke sætte prisen ned til en tiendedel.

Tilsvarende med SMS’er, som alle ved er urimeligt overtakserede. Hvis en ny udbyder forsøgte at gå ind på markedet med et abonnement, hvis SMS-prisen var det halve af TDC’s, ja, så kunne TDC enten 1) opkøbe selskabet, som de gjorde med Telmore, da de blev for stor en succes eller 2) sænke deres egne priser og udkonkurrere den ny konkurrent. Og TDC vil stadig tjene gode penge på SMS’erne. Der er en grund til, at Telias kunder er dem, der sender absolut flest SMS’er. Det er fordi de var de første med fri-sms-abonnementer. Og trust me: Telia tjener stadig penge på, at deres kunder sender SMS’er - også selvom det er flatrate.

Men udover at betænkelige i at have en virksomhed, der bygger sin businesscase på, at konkurrenterne har for høje priser, så er der også et andet væsentligt forhold, som er af mere teknisk karakter.

Jeg vil vove den påstand, at hverken Wi-Fi eller Wi-Max-teknologien på nuværende tidspunkt er i stand til at konkurrere med GSM/GPRS/UMTS/HSDPA eller hvad de almindelige mobiltelefon-teknologier nu hedder ift. data (CDMA kan måske).

Jeg har en Nokia N80 som min daglige mobiltelefon samt en Dell Axim X50v som PDA. Derudover har jeg en bærbar computer. Alle tre enheder har indbygget trådløst netværk (Wi-Fi).

Når jeg er derhjemme, bruger jeg kablet netværk til min internetforbindelse på den bærbare. Det skyldes primært, at jeg ellers ikke kan få fuldt glæde af min Fullrate-forbindelse.

På PDA’en bruger jeg rimelig ofte min egen Wi-Fi-forbindelse derhjemme, og engang imellem bruger jeg det også på mobilen.

Men når jeg er ude i byen - dvs. her i Danmark - så er det meget sjældent, at jeg bruger Wi-Fi. Jeg har haft abonnement på TDC’s Hotspots-service - og ja, jeg er faktisk også Fonero - altså tilsluttet FON-netværket. Men hvis jeg blot ønsker at checke min mail på min Nokia-telefon, så tager det - og ja, jeg har målt efter - 2,57 gange så lang tid at bruge et offentligt adgangspunkt fra TDC som det gør at bruge TDC’s 3G-netværk. Simpelthen fordi proceduren er så besværlig med indtastning af brugernavne og adgangskoder i en browser osv.

Derfor bruger jeg i 95% af tilfældene 3G-forbindelsen. Kun når jeg har været til konferencer og lign., hvor der er åbent Wi-Fi, og hvor jeg skal være i længere tid, bruger jeg Wi-Fi. Hvorfor? Fordi det er for besværligt.

Flere virksomheder udstyrer deres medarbejdere med Windows Mobile-telefoner og direkte adgang til firmaets Exchange-server. Genialt - og har man én gang haft det, så vil man aldrig tilbage igen.

Men de fleste instruerer også medarbejderne i, at der gerne skal slå mail og kalender-opdatering fra, hvis de er i udlandet. Det er simpelthen for dyrt (se evt. denne artikel på PocketFreak.dk om, hvad det koster med push e-mail), hvis telefonen hele tiden checker, om der er kommet nye mails eller aftaler.

Men uanset hvor mange hotspots, der bliver sat op, så vil det ikke være et alternativ i den forbindelse. Kun for de ganske få - og så måske entusiastiske privatbrugere som mig og andre nerds.

For jeg indrømmer da gerne, at jeg aldrig kunne drømme om at bruge en GPRS/3G-forbindelse i udlandet, hvis jeg selv betaler. Der vil jeg altid gå efter at finde det nærmeste hotspot.

Ift. WiMax, så er der ingen tvivl om, at der er potentiale i den teknologi. Men det kræver flere ting. For det første kræver det, at vi får en udbyder i Danmark, som ikke laver et proprietært system. Clearwire kører deres eget WiMaxx - der er vist endnu ikke vedtaget en helt præcis standard, og det er ærgerligt. For det andet, så kræver det, at vi får enheder med det indbygget. Fx bærbare computere med WiMax-chipset. De nuværende bokse på størrelse med en spilkonsol og med separat strømforsyning - det holder sgu ikke. Det er i hvert fald på ingen måder et alternativ til en mobil dataforbindelse.

Det sidste punkt, jeg vil anføre, er handler om helt andre teknologier. Flere og flere ting bliver afhængige af, at de kan tilsluttes en netforbindelse. Vi ser eksempelvis smarte radioer, som kobler sig automatisk på hjemmets trådløse netværk og henter flere tusinde netradiostationer. Det samme kommer i fjernsyn, HD-optagere, printere, harddiske og alt andet forbrugerelektronik.

Også det mobile af slagsen. Det mest oplagte eksempel er GPS-navigation. De mest moderne af slagsen kobles uden problemer sammen med mobiltelefonen, og så kan man bruge GPS’ens højtaler og mikrofon som håndfri installation. Men nogle producenter har også fundet ud af, at når man så har koblet mobiltelefonen til GPS’en, så kan den bruges til at hente informationer fra nettet. Det kan eksempelvis være trafikinformationer, som TomTom eksempelvis tilbyder i sin Plus-service. De skulle være lidt bedre i nogle lande en dem, der udsendes via de gratis TMC-signaler, men lur mig om vi ikke også snart ser en masse andre muligheder for at hente informationer til vores GPS-anlæg direkte fra nettet. Vejrudsigter, lokale tilbud fra biografen, supermarkedet, online-booking af hoteller osv. Mulighederne er enorme - de kræver blot en netforbindelse. Og den leverer telefonen.

Og det er endnu et argument for, at Wi-Fi, WiMax og andre teknologier ikke er et alternativ. For ude på den tyske Autobahn er der mobildækning - men ikke så meget andet. Og derfor vil GPS-producenterne ikke finde på at indbygge Wi-Fi i deres anlæg.

Asymmetriske interesser
Det sidste forhold, jeg vil pege på i dette alt for lange indlæg, handler om asymmetriske interesser mellem udbydere, forbrugere og alternative udbydere.

John Strands påstand om, at vi i løbet af kort tid bare vil kunne vælge et alternativ til mobilens dataforbindelse, holder nemlig ikke. Det skyldes flere ting, hvor det vigtigste er, at teleselskaberne ikke ønsker det.

Det betyder eksempelvis, at de vil forsøge at gøre det umuligt for forbrugeren at vælge et alternativ.

Et eksempel: Min Nokia N80 har indbygget Wi-Fi. Men jeg kan ikke bruge den til at ringe via IP-telefoni over min internetforbindelse, når jeg i huset. Jo, dvs. det kan jeg godt - men det er vildt besværligt og jeg har opgivet at få programmer til at fungere. I John Strands logik ville der så være en lille udbyder som så et kæmpe marked her, og som tilbød mig, at jeg kunne købe en Nokia N80, hvor det hele var indbygget. Jeg har ikke set det endnu, men kan blive overrasket, måske?

Når det ikke er indbygget fra fabrikkens side, så skyldes det, at det er udbyderne, der bestemmer, hvilke telefoner, der skal sælges i Danmark. Det er nemlig i 75-80 pct. af tilfældene telefoner med operatørtilskud og SIM-lås, der bruges i Danmark. Og udbyderne hader at sælge telefoner, der kan bruges til noget, de ikke tjener penge på. Tænk bare på den store succes, Nokia fik med at smække en FM-radio-modtager i en mobil. Udbyderne var trætte af det, og tvang Nokia til at udvikle noget Virtual Radio, som skulle være et lag ovenpå radio, hvor man over nettet modtog (og betalte for) information om musikken, konkurrencer og lign. Jeg har endnu ikke hørt om steder, hvor det kører.

Teleselskaberne har interesse i at holde mig som kunde og få mig til at bruge deres services via deres netværk. Det betyder eksempelvis, at de lukker deres tjenester, hvis man ikke bruger deres netværk.

Jeg kan eksempelvis ikke se TDC’s Mobil-TV-portal, hvis jeg bruger en Wi-Fi-forbindelse. Jeg kan faktisk heller ikke se DR’s udsendelser på dr.dk/mobil, hvis det ikke er over 3G-forbindelse. Planet3 hos teleselskabet 3 er også helt lukket land, hvis man bruger en anden forbindelse end lige præcis 3’s.

Det er netop kommet frem, at Apples kommende iPhone kun fungerer på netværk, hvor der er installeret særlige Apple servere. Det betyder, at man vil være bundet til den samme udbyder i al den tid, man vil bruge sin iPhone. Og jeg vil tro, at Apple kun laver aftaler med én udbyder pr. land. Får eksempelvis Sonofon landet Apple, så kan de sælge iPhones med store tilskud, men vide sig sikre på, at kunderne bliver efter 6 måneder, fordi deres telefon simpelthen ikke kan bruges hos eksempelvis Telia eller TDC.

Smart for udbyderen, men ikke særlig fedt for forbrugeren, der ikke har frihed til at sammensætte sin personlige buket af hhv. abonnement og telefon/terminal.

Summa summarum
Jeg har imødegået noget af John Strands kritik her, og for blot at summere op, så er min holdning i bund og grund følgende: Jeg bryder mig ikke om regulering, men mener, at det er et instrument, som politikerne ikke skal være bange for at bruge, hvis virksomhederne ikke overholder de relativt simple regler for at have et gennemsigtigt marked.

Den meget hårde grad af regulering (både aftalemæssigt mellem udbyderne og statspåbudt) af det danske - og europæiske - telemarked har i mine øjne ført til adskillige forbedringer set med slutbrugerens øjne. Og disse forbedringer var aldrig kommet, hvis det blot havde været op til markedet at bestemme og regulere sig selv.

Helge Sander og hans ministerkolleger har nu truet teleselskaberne med også at ville gribe ind, hvis de ikke selv får styr på datapriserne. Det finder jeg ganske fornuftigt. Branchen skal have en chance for selv at finde en løsning. Men hvis det ikke lykkedes, så skal politikerne ikke være bange for at gribe til lovvåbnet.

[ratings]

10 år er ingen tid i kosmisk sammenhæng, men 10 år er mere end rigeligt til at få en hel befolkning til at glemme både fordomme, vaner og forestilling om “de go’e gamle dage”. Det er dagen i dag - den 1. juni 2007 - et levende bevis på.

I dag for præcis 10 år siden - 1. juni 1997 - var jeg og tre kammerater ude at køre med tog. Ikke bare et hvilket som helst tog, men det første kommercielle IC3-tog, der kørte fra Jylland til København og ikke skulle med en færge undervejs. Det var dagen for indvielsen af den kombinerede bro- og tunnelforbindelse for jernbane over Storebælt.

Vi havde glædet os usigeligt til turen. Både fordi vi ville fejre et af Danmarkshistoriens største stykker infrastruktur, men også fordi vi vidste, at netop denne dag ville markere et skifte i Danmarkshistorien. Det var den 1. juni 2007 Danmark for første gang blev bundet helt sammen.

Jeg var 19 år i 1997, og qua mit job og politiske engagement havde jeg adskillige gange taget tog og færge, når jeg skulle til møder, konferencer og kurser på Sjælland. En tur fra Odense til København tog ca. tre timer - hver vej. Men med broen kunne det pludselig gøres på den halve tid. Men det var faktisk ikke så meget tidsbesparelsen, der betød noget. Det var derimod muligheden for at komme hjem efter kl. 20:00, hvor det sidste IC-tog ellers afgik fra København. Nåede man ikke det, så var man henvist til enten den sene aftenflyver (det var dyrt!) eller nat-/posttogene. Jeg har et par gange kørt med posttoget, det tog mere end 4 timer om dem samme tur, fordi det stoppede på alle stationer. Det var slet ikke sjovt.

Jeg var en af de få tilhængere af Storebæltsbroen, allerede før den blev indviet. Adskillige meningsmålinger viste dengang, at der var store dele af befolkningen, der var direkte modstandere. Ja, de havde tilmed opbakning fra eksempelvis Det Radikale Venstre og andre politikere. Hvis Storebæltsbroen kom til afstemning i Folketinget i dag, så tvivler jeg på, at noget parti vil stemme imod. Dertil er broen simpelthen for stor en succes.

MetroXpress har i dagens avis en fin artikel om tunnelskræk-bussen, problemerne for knallertkørerne osv. Læs den og vær lidt nostalgisk.

Og når du så har læst den artikel, så kan du godt indstille dig på, at vi nok snart skal igennem den samme omgang engang til. Ikke bare ift. Fehmern-broen, men også ift. en ny Storebæltsbro.

Enhver, der kan læse statistik på et simpelt plan, kan regne ud, at den konstante stigning i trafik over Storebæltsbroen i løbet af ganske få årtier vil give os problemer. Broen har kun to spor i hver retning, og eet spor for tog. Med en 5% stigning i trafikken om året vil der i 2030 være så store trafikale problemer, at det kun kan løses ved at bygge en ny forbindelse.

Umiddelbart lyder det jo lidt vanvittigt, men hvis politikerne var lidt forudseende, så gik man i gang med 1) at projektere en forbindelse over Kattegat og 2) projektere en motorvejsforbindelse sydvest over Fyn/Als til Sønderjylland og 3) udvide motorvejene over Sjælland/Fyn og 4) skabe det økonomiske fundament, fx gennem en opsparing af overskud fra Storebæltsbroen ved at udvide afdragsperioden for den nuværende til fx 100 år.

Men lur mig, om der ikke straks vil blive dannet en “Foreningen mod Storebæltsbro 2″ eller at Ny Alliance straks indoptager modstanden mod en sådan bro som sit første punkt i sit principprogram.

Og imens de så galper op, så kan vi andre bare sende en venlig tanke til Dronning Ingrid, Kronprins Frederik og Prins Joachim, der alle blev sendt på pension i dag for 10 år siden. Vi savner hverken bølgeskvulp, kaffen eller den legedariske biksemad.

[ratings]