Kasper Hyllesteds weblog

Jeg er stadig meget glad for min Asus Eee PC, som jeg har skrevet en del om her på min blog. Og når jeg præsenterer den for andre, så deler de ofte min begejstring.

Derfor undrer jeg mig jævnligt over både “eksperter” og andre journalisters tilgang til hele det fænomen, som Eee’en har igangsat, og som Intel har døbt “netbooks”.

Et eksempel er en artikel fra Business.dk forleden, hvor netbook-konceptet beskrives således:

“…modellerne er så skrabede, at de primært kan bruges til surf på nettet og andre meget basale funktioner. Til gengæld er de billige.”

Det er en ganske udbredt misforståelse, nemlig at der er tale om billige bærbare computere, som er baseret på 5 år gammel teknologi og slet ikke kan hamle op med moderne bærbare. Mange spørger da også, hvorfor man skulle købe en Eee PC til 2.500 kr., når man for 1.000 kr. mere kan købe en almindelig bærbar computer med større skærm, større harddisk osv.

Misforståelsen er også udbredt hos “eksperter”, fx siger analytiker hos IT-analysehuset IDC, Anders Elbak:

“Der kan være et lille segment, der er interesserede i dem. Men jeg tror, det er et nichemarked, og jeg tvivler på, at vi kommer til at tale om meget mere end et par procent af det samlede salg af bærbare. Det er måske endda højt sat.«

Han mener, at de “ultrasmå og skrabede computere er udsprunget af netop OLPC-projektet (One Laptop Per Child), der handlede om at opfinde en bærbar, som var så billig, at den kunne købes af regeringer i de fattige lande til landets skolebørn.”

Men nej. Og en analytiker burde nok overveje sine ord lidt op imod de massive salgstal, som Asus har på Eee PC’en. Samtidig vidner de ufatteligt mange e-mails og kommentarer, jeg har modtaget, om en udbredt interesse - også her i Danmark.

Asus Eee PC udfylder nemlig et helt nyt marked, som i mine øjne er ganske stort. Det skyldes flere ting, men for mig er det væsentligste tre ting:

1. Den er så lille, at jeg kan have den i min taske - og altid har den i min taske. Det betyder, at jeg har den med - også i situationer, hvor jeg normalt ikke ville have en PC med.

2. Den er så billig, at jeg ikke bekymrer mig så meget om dens tilstand. Samtidig ved jeg præcist, hvilke opgaver, den kan løse - og hvilke den ikke kan. Den erstatter på ingen måde hverken min PDA, min arbejdscomputer eller min private computer. Den er et supplement.

3. Sikkerhedsproblemer er begrænset. Mængden af data er begrænset, så jeg gemmer ikke dokumenter på den, men arbejder på nettet. I modsætning til min almindelige bærbare, som jeg meget nødig ville miste.

Det er disse tre faktorer, som er afgørende for Eee PC’ens succes, og det er derfor, jeg tror på konceptet. Hvor vi i dag ofte har to PC’er i hjemmet (måske en stationær og en bærbar), så vil vi fremover have mindst tre - vi vil nemlig også have en netbook i tasken.

Det eneste, jeg savner på min Eee PC, er bedre forbindelse til nettet. Jeg kan smække et 3G-modem i eller koble den til min mobiltelefon, når der ikke er trådløst netværk - men den perfekte maskine havde også 3G indbygget.

Den perfekte maskine findes endnu ikke, men jeg tror, jeg har fundet noget, der er tæt på, nemlig HP’s nye 2133 Mini-model, som også er en netbook. Sådan en har jeg bestilt nu - i den store model.

Sammenlignet med Eee PC har den en væsentligt bedre skærm, en stor hukommelse, et ordentligt arbejdslager, Bluetooth og en hurtigere CPU. Den har et ordentligt batteri (6 celler) og desuden kan den udvides med PCIExpress-kort.

Min plan er så at smække et PCIExpress-kort med indbygget Turbo-3G samt GPS (fx dette fra Sony Ericsson) i maskinen, og så har jeg faktisk alt, hvad jeg har behov for.

HP’en har den ulempe, at den er noget dyrere end Asus Eee PC’en - så der ryger lidt. Men jeg tror, at den er de ekstra penge værd, hvis man har dem. Når jeg får min HP Mini, så skal jeg naturligvis nok skrive om den her på bloggen (og nok også på PC World). Jeg regner med, at den afsendes fra USA i denne uge, og så har jeg den forhåbentlig i næste uge.

Læs mere om HP Mini hos PC World.

Jeg var blandt de første til at skifte teleselskab, da det for efterhånden mange år siden blev muligt. I lang tid tastede jeg troligt 1001 (jeg havde Tele2), hver gang jeg skulle ringe fra min fastnettelefon. Jeg havde også på et tidspunkt en lille boks, der gjorde det for mig, og jeg var ikke sen til at skifte udbyder fuldt og helt, da det endelig blev muligt at slippe af med TeleDanmark, som TDC hed dengang.

Hvorfor gjorde jeg det? Fordi det kunne betale sig. Prisen hos det gamle monopol var latterligt høj - især på udenlandske samtaler og nationale samtaler. Så vidt jeg husker betalte jeg dengang 70 øre hos TeleDanmark for at ringe fra Odense til København. I dag koster det jo en brøkdel af det.

Konkurrencen gjorde godt. I hvert fald for os forbrugere.

Nu er tiden kommet til et nyt monopol, nemlig el-selskaberne.

Flere har måske mødt nogle ihærdige sælgere på togstationer, der forsøger at overbevise os om, at vi skal købe strøm fra et eller andet nordjysk elselskab, og at der er store penge at spare.

Jeg har også fået brev fra mit lokale elselskab om, at jeg skam kan købe strøm til mit sommerhus hos dem - og så kun få een regning og den samme pris. Uanset hvor i landet mit sommerhus ligger. Desværre har jeg ikke et sommerhus.

Jeg vil altid gerne spare penge, og som jeg har skrevet om tidligere, så forsøger jeg faktisk at spare lidt på strømmen. Jeg har således gennem lang tid holdt øje med familiens strømforbrug, og taster troligt ind på www.klub1000.elsparefonden.dk.

Vi er tre personer i husstanden, og vores strømforbrug ligger årligt ca. på 3.312 kW/h. Med den nuværende pris her på Frederiksberg koster det os ca. 6.099 kr. plus diverse abonnementer etc.

Der er jo lidt at tage af, hvis der nu skulle være en konkurrent, der kunne gøre det billigere.

En sådan konkurrent kunne være det fynske Switch.dk, som reklamerer ret aggressivt for tiden på nettet. De har tilmed en fiks lille funktion, så man kan se, hvor meget man vil spare ved at skifte til dem.

Når jeg taster mit forbrug og postnummer ind, så får jeg at vide, at jeg kan spare 189 kr. om året, dvs. 15,75 kr. pr. måned, eller ca. 3 pct.

Vi bruger faktisk lidt mindre strøm end den gennemsnitlige danske familie på tre personer, som ifølge Elsparefonden bruger ca. 4350 kW/h om året. Sådan en Familien Hakkebøf (der også bor på Frederiksberg) vil ifølge beregneren kunne spare 201 kr. på at skifte til Switch.dk.

Det er simpelthen for lidt til at jeg gider besværet. Og jeg tror også, at det er svært at overbevise andre forbrugere om, at der er den store fidus i det.

Hvis elselskaberne skal lære noget af teleselskaberne, så skal de få nogle væsentligt større besparelser på bordet.

Jeg vil have besparelser, der kan mærkes. 3 pct. kan ikke mærkes.

Hvis der er nogen, der kender til andre selskaber, som er billigere, så hører jeg gerne om det. Men indtil videre, så bliver jeg hos DONG Energy, som har købt elselskabet her på Frederiksberg.

De seneste par uger har min blog ligget stille, og desværre haft problemer med danske tegn.

Det skyldtes en fejlslagen opdatering af WordPress til en beta-version af 2.5-udgaven. Stor fejl.

Jeg har først i dag fået tid til at opdatere til den nye endelige 2.5-version, og samtidig restore databasen. Desværre betyder det også, at nogle af de kommentarer, der er kommet den seneste tid er gået tabt. Beklager meget til de af jer, der har skrevet dem. I er velkomne til at skrive igen.

I øvrigt, så ser WordPress 2.5 ret godt ud, så har man en WP-blog, så kan jeg anbefale en opdatering. Men husk at tage backup af databasen inden

Jeg har skrevet en del om alle mine dimsers strømforbrug her på det sidste, og selvom bloggen ikke skal udvikle sig til kun at handle om den slags, så kan jeg ikke dy mig for lige at skrive om en anden af mine kæpheste indenfor dette område: Opladning!

Efterhånden har vi alle adskillige enheder, der har indbygget et eller andet batteri, og som derfor skal oplades med jævne mellemrum. Mest udbredt er naturligvis mobiltelefoner, men også MP3-afspillere, GPS’er, bærbare computere, PDA’er osv. er i samme genre.

For få år siden kunne man være sikker på, at alle dimser havde hver deres stik og hver deres lader, men på det seneste har jeg bemærket, at flere og flere går over til at bruge USB- eller mini-USB-stik til både at klare tilkoblingen til PC’en og opladning. En markant undtagelse er naturligvis Apple og Nokia. Nokia bruger godt nok USB-kabler til at forbinde til PC’en, men opladning foregår stadig kun med deres eget proprietære system.

Men selvom min Zune eksempelvis også har et propritært stik i bunden, så kan den også lades op med et USB-stik. Det samme gælder min HTC S730 og mine GPS’er samt mit Plantronics Discovery Bluetooth-headset. Desværre gør det sig ikke gældende med min Asus Eee PC, der stadig kræver sin egen lader, og ej heller kærestens Nokia-telefon.

Men udviklingen går i den rigtige retning, og derfor kan man undre sig over, at der ikke er flere, der har set lyset og eksempelvis udviklet en smart lader med adskillige USB-stik i. Så kunne man nøjes med een adaptor i stikket, og fire-otte ledninger ud fra den. Se, det ville være ganske smart.

Jeg har kun fundet denne fra Belkin til ca. 25 dollars, dvs. lidt over 100 kr.

Den er da ganske smart, og jeg kunne sagtens forestille mig at indbygge sådan en mere permanent på en eller anden central, men dog afsides placering i huset, så alle apparater kunne lades op samlet på eet sted.

Fordelen ved denne dims er også, at jeg dermed kunne spare det døde strømforbrug, som der er i mange af disse adaptorer - især dem af dårlig kvalitet. Når de bare sidder i stikkontakter, så bruger de faktisk strøm - og hvis man mærker på dem, når de har kørt i et stykke tid, så kan man også mærke, at de ofte er meget varme. Og varmeproduktion på denne måde er ikke en særlig energieffektiv at varme hytten op på.

Jeg har set eksempler på smarte ladestationer, men ikke noget, der samler produktionen af strøm i een adaptor. Hvis nogen kender til sådanne enheder, så smid endelig en kommentar.

I går gav jeg den som GPS-ekspert i Danmarks Radios TV-avisen kl. 21:00.

Historien, jeg deltog i, er ganske uhyggelig: Et ægtepar er blevet tævet og bortført af nogle forbrydere, som ville have adgang til et lager fyldt med GPS’er.

Jeg ved ikke noget om selve forbrydelsen, men forsøger at forklare, hvorfor i alverden det kunne være interessant for lyssky pesoner at få fingre i en ordentlig ladning GPS’er.

Det kan man forvisse sig om ved at se indslaget (link til DR her), som også er lagt på YouTube. Man skal 2:10 ind i indslaget, før your’s truely toner frem foran residensen på Frederiksberg:

Faste læsere kan huske, at jeg tilbage i maj måned var gæst i DR P1’s glimrende blog-program, Kaffeklubben. Dengang talte vi om politiske blogs, nostalgi og overforbrugs-samfundet.

Nu på tirsdag er jeg så tilbage i programmet, som blev optaget her fredag morgen. Ud over undertegnede består Kaffeklubben denne gang af Sophie Hæstorp Andersen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Michael Aastrup Jensen (V).

Vi diskuterer en del ting med udgangspunkt i to indlæg, jeg har skrevet her på bloggen, nemlig God latin og Sådan aflytter du kendtes mobiler. Mon ikke min gamle latinlærer bliver glad for at høre, at jeg forsvarer faget i national radio?

Man kan læse omtalen af programmet her.

Programmet blev sendt tirsdag den 14. august 2007, første gang kl. 10:03 og igen om aftenen kl. 20:00. Det varer 1½ time, så hvis man ikke har tid til at høre radio, så kan man jo vælge at podcaste det eller bare hente MP3-filen her.

Som sædvanlig er kommentarer velkomne her på bloggen.

Hvis der er noget, der kan få sindene i kog ved selv den kedeligste familiemiddag, så er det uden tvivl, når folk fortæller forfærdelige forsikringshistorier. Alle har haft dårlige oplevelser med et forsikringsselskab - og ellers har de i hvert fald en veninde eller kollega, der har.

Jeg har selv arbejdet for et forsikringsselskab tidligere, og det har givet mig et rimelig godt indblik i, hvordan forsikringer fungerer - og især hvilket misforhold, der er mellem selskabernes og kundernes opfattelse af ret og rimeligt i forsikringssammenhæng.

Men det er nu ikke de traditionelle indbo-, hus- eller bilforsikringer, jeg vil beskæftige mig med her, men derimod de meget populære tillægsforsikringer, som man altid bliver tilbudt, når man køber en ny MP3-afspiller, et nyt fjernsyn eller lignende. Sælgeren i Fona, Merlin eller El-giganten - der naturligvis får provision af salget - har altid gode argumenter for, hvorfor man skal tegne sådan en forsikring. Og er man den uheldige type, så kan der da være ræson i det.

Men der er også problemer, og dem skal man nok have med i sine overvejelser, inden man siger ja tak til forsikringen. For det første skal man vide, at man har 2 års reklamationsret. Ofte dækker forsikringer på eksempelvis en iPod i 3 år, men de første to år er det først og fremmest reklamationsretten, der gælder. Går ens iPod i stykker efter fx 3-4 måneder, og det tydeligvis er en fabrikationsfejl, så dækker garantien - ikke forsikringen. Men da forsikringen er købt på en bestemt iPod - med angivelse af serienummer, så betyder det, at en ombytning af iPod’en vil medføre et tab af forsikringen.

Man kan gøre to ting: Insistere på, at butikken skal forsøge at reparere iPod’en. Det er dog butikken, der bestemmer, om ombytning eller reparation i første omgang er bedst. Bliver man tilbudt ombytning bør man kræve en ny forsikring eller at butikken betaler en forholdsmæssig andel af præmien tilbage. Har man eksempelvis betalt 500 kr. for 3 års forsikring, og maskinen går i stykker efter 5 måneder, så har man 31 måneders forsikring tilbage, hvilket svarer til ca. 430 kr. Vil butikken ikke acceptere det, så ville jeg som sidste udvej forsøge at kræve hele købet hævet - inklusive forsikringen. Og som allersidste udvej, så kan man jo forsøge at krejle sig til noget ekstra eller en større iPod.

Men det er ikke kun i disse tilfælde, at der er problemer med tillægsforsikringer. Jeg selv oplevede noget tilsvarende for en del år siden. Jeg købte min første bærbare computer i 1996, hos Fona, og købte en tillægsforsikring til den. Jeg skulle slæbe den rundt til alskens ting og sager - og den var ret følsom overfor stød og lignende, så det var nok en god idé at sikre den lidt ekstra, når jeg nu havde betalt en mindre formue for den.

Men ganske få måneder efter fik jeg desværre stjålet computeren med taske etc. Jeg var dog rimeligt fortrøstningsfuld og kontaktede forsikringsselskabet, der straks sprugte, om jeg havde en indboforsikring. For så dækkede de jo ved tyveri. Her ville jeg også kunne få dækket tasken etc.

Jeg kontaktede derefter mit eget forsikringsselskab, og sendte dem en skadesanmeldelse. Jeg vedlagde naturligvis fakturaen, som også indeholdt de ca. 1.500 kr. forsikringen havde kostet.

Jeg fik erstattet hele beløbet - undtagen de 1.500 kr. til forsikringen. Det var et indirekte tab, som ikke var dækket. Ej heller af tillægsforsikringen.

I bund og grund handler forsikring om, at man vælger at bede andre om at påtage sig en risiko, som man selv har. Og det er egentlig pudsigt, at der er rigtig mange danskere, der ikke har tegnet en ulykkesforsikring på deres børn, men altid køber en tillægsforsikring, når de køber et stykke elektronik til et par tusinde kroner. Vi køber også rask væk en rejseforsikring, når vi tager et smut til Tyskland eller Sverige.

Risikoen for at komme til skade i Tyskland på en uges ferie i Hartzen er for langt de fleste minimal, og omkostningerne, som ikke dækkes af den offentlige sygeforsikring, vil i langt de fleste tilfælde være så små, at de fleste af os let vil kunne klare det, måske med et mindre overtræk på kontoen. Derfor er det da også en så god forretning for forsikringsselskaberne at sælge rejseforsikringer.

Det samme gælder med tillægsforsikringer på elektronik. Prisen for et fjernsyn eller en bærbar computer er i dag så lav, at man bør tænke sig godt om, før man smider 10-20 pct. oveni for at forsikre den. Går den i stykker efter tre år, så er spørgsmålet, om du i virkeligheden ikke hellere vil have en ny bærbar, der til den tid er mere end 3 gange så hurtig og formodentlig koster en 10-20 pct. mindre end du gav for den oprindelige maskine.

Vi er ret godt stillede med 2 års reklamationsret her i Danmark, og de fleste af os har en rimelig god forsikring mod tyveri etc. Derfor er det en god idé at tænke sig godt om, inden man siger ja, tak, når Fona-sælgeren anbefaler dig at købe en tillægsforsikring eller rejsebureauet gør opmærksom på, at de skam har et rigtig godt samarbejde med Europæiske Rejseforsikring.

Har du andre historier eller kommentarer, så er der åbent for indlæg og debat i kommentarfeltet.