Kasper Hyllesteds weblog

Hele sagen af Stein Bagger og IT-Factory følger jeg naturligvis lige så meget som alle andre danskere. Ja, det er så hot, at TV2 News kører adskillige “Breaking News”-historier inden for ITF-temaet for tiden.

Den historie, jeg fandt mest interessant i den forgangne uge, var egentlig afsløringerne af Baggers svenske venner og forretningsforbindelser.

Stein Bagger præsenterede selv Carl Freer, 38, og Per Mikael Ljungman, 45, som IT Factorys nære samarbejdspartnere i flere store projekter. Carl Freer stod sammen med gangsteren kendt som ‘Tykke Steffe’, Stefan Eriksson, 46, bag Gizmondo-skandalen, hvor banker og aktionærer blev snydt så vandet drev, mens svenskerne førte sig frem som verdensmænd.

Netop Gizmondo-affæren er faktisk ret interessant at studere nærmere, og jeg har fundet en gammel artikel fra Wired frem, som godt nok er lang, men en fantastisk beretning, om, hvordan et par charlataner snød alt og alle. De bildte folk ind, at Gizmondo var en fantastisk bærbar spillekonsol, som skulle slå Nintendo og Sony af markedet.

Gizmondo blev aldrig lavet, og de to fyre præsterede til gengæld at tabe mere end 5 mio. kroner om dagen. Samtidig havde de slet ikke 500.000 forudbestillinger, men snarere 500.

Men læs selv hele historien, der er meget mere spændende en ITF’s næsten pinlige deroute. Her er både hurtige damer, hurtige biler og masser af fart og spænding.

Link til Wireds artikel her.

For nylig rejste Socialdemokraterne debatten om roadpricing med et udmærket oplæg kaldet “Grøn trafik“. Partiet advokerer for indførelsen af roadpricing som afløser for cirka halvdelen af registreringsafgiften.

Ifølge den danske udgave af Wikipedia er roadpricing følgende:

Roadpricing er et system, hvor køretøjerne betaler for den faktisk kørte strækning i modsætning til bompenge, hvor der betales for at passere bomstationen eller betalingsringen. Road pricing kan være baseret på, at sted for indkørsel og udkørsel til vejnettet registreres (f.eks. de franske motorveje) eller på et satellitbaseret system, hvor der er anbragt en elektronisk brik i hver bil. Satellitbaseret roadpricing findes dog ikke i praksis nogen steder endnu.

Ikke helt præcist, da roadpricing faktisk sagtens kan tage andre hensyn end blot stedet, eksempelvis kan man lægge parametre som tidspunkt og muligheder for alternative transportmuligheder ind også. Netop disse parametre er faktisk med i Socialdemokraternes udspil.

I forbindelse med debatten er jeg tit stødt på argumentet om, at roadpricing ikke kan indføres af tekniske årsager. Argumenterne følger ofte tre hovedspor:

1. Teknologien findes ikke endnu.
2. Det vil føre til et overvågningssystem, hvor staten holder øje med, hvor folk befinder sig
3. Det er for nemt at snyde/omgås

Men ingen af de tre argumenter holder. Lad mig tage dem een ad gangen:

1. Teknologien findes ikke endnu. Det er helt korrekt. Som Wikipedia påpeger, så er der i dag kun simpel roadpricing, hvor man betaler en slags bompenge for at køre på et bestemt stykke vej. Vi har det eksempelvis på Storebæltsbroen. Men en landsdækkende roadpricing-model, der beregner afgiften på baggrund af de tre nævnte variable findes intet sted i verden. Hollænderne har brugt mange milliarder på at udvikle et sådant system, men der går mindst et par år, før de er klar til at tage det i brug.

Men de teknologiske komponenter, der skal bruges, de findes i allerhøjeste grad. Du kan i dag lokationsbestemme en bil meget præcist, enten ved hjælp af GPS eller ved hjælp af GSM/UMTS-nettet (mobilnetværket). Begge systemer har både fordele og ulemper.

GPS-systemet er ret velafprøvet og netop udviklet for at kunne lokationsbestemme og samtidig udsende meget præcise tidskoder. GPS-modtagere er simple, små, bruger ikke meget strøm og er efterhånden særdeles billige. Lokationsbestemmelse vha. GSM-nettet er væsentligt mere upræcist, og kræver en 100% tæt dækning af hele landet for at virke.

Der er intet teknisk til hinder for at udvikle en boks på størrelse med en almindelig pakke cigaretter, der kunne registrere præcist hvornår en bil var et bestemt sted. Spørgsmålet er, hvad der så skal ske med disse data. Og det leder mig over til det næste argument

2. Roadpricing vil føre til et overvågningssamfund. I så fald kræver det, at man laver et ret tåbeligt system, hvor der i hver bil ikke blot skal være en GPS-modtager, men også en radiosender, der sender lokationsdata for samtlige ca. 2 mio. biler i Danmark til en central server.

De data, der skal sendes, fx hvert minut, vil være som følger:

Bilens registreringsnummer (AA 00 000), bilens koordinater (fx 723004,0028 / 6175635,999) samt tidspunkt (fx 17:04:33,21)

Informationerne skal krypteres, da der er tale om potentielt personfølsomme oplysninger, og derfor vil jeg tro, at det mindst vil koste 2 kilobyte data. Så hvis en bil kører 2 timer om dage, 365 dage om året, så vil det generere 43.800 kilobyte data om året pr. bil. Med to mio. biler giver det 87.600.000.000 kilobyte data, eller 87.600 gigabyte.

Disse data skal sendes over et netværk, fx GSM/UMTS, hvilket er ret dyrt (teleselskaberne tager mindst et par kroner pr. megabyte med dagens priser, men man kan også vælge at bruge et andet netværk til det formål) og så skal det ikke mindst behandles. Det vil kræve ret store datacentre og en del man-power at holde styr på disse data. Samtidig er det praktisk talt umuligt for den enkelte bruger at gøre indsigelse mod den regning, man får ud i den anden ende.

Den simple – og i mine øjne rigtige – løsning vil derfor være at lade databehandlingen foregå lokalt, altså i den enkelte bil.

Roadpricing-modellen vil inddele landet i nogle pris-zoner, lad os for nemhedens skyld sige fem forskellige typer som bøhland, tyndt befolkede byområder, byer og storbyer. Disse zoner kunne man så give fx faver, så man eksempelvis ved, at bor man på bøhlandet, så kører man i en blå zone, mens man på Rådhuspladsen i København kører i rød zone. Disse zoner kunne tilmed skiltes, hvis de blot er store nok, men så går der lidt af fidusen af det tekniske.

I hver zone kunne man have eksempelvis tre tids-parametre: A) almindelig trafik, B) myldretid, C) masser af plads. Lad os sige, at det koster 5 øre at køre en kilometer på bøhlandet i blå zone i A) almindelig trafik. Det samme vil koste 30 øre i Rød zone. Og kører man i Rød Zone i B) myldretid, så koster det måske 40 øre pr. kilometer.

Det er simpel matematik, der blot kræver, at en computer har et præcist kort over Danmark inddelt i de forskellige zoner og har en tabel, der angiver priserne i de enkelte tidsintervaller.

Denne computer behøver ikke være meget større end den, der sidder i en mobiltelefon i dag.

Aflæsningen af data kan foretages manuelt af den enkelte bruger, der med et tryk på en knap fx en gang om måneden kan aflæse et beløb, som så indberettes på SKATs hjemmeside. Ganske som vi gør det med el, gas, vand og varme.

Der kan naturligvis være en mulighed for kontrol, fx i forbindelse med politiets og Skats kontroller på vejene. Men i bund og grund vil det nok være rigeligt med den kontrol, der vil ske, når man sælger sin bil videre, ganske som når man sælger en bolig.

Med denne løsning vil man få en simpel model, som overhovedet ikke er i nærheden af overvågning. Der er ingen lokationsdata, der sendes til staten eller andre.

Men så er der naturligvis det sidste argument:

3. Det er for let at omgå/snyde systemet. Ja, naturligvis kan man det. Man kan altid snyde. Men det er nu også ret let at lave systemer, så der er mere end svært at gøre det. Det er nævnt, at man eksempelvis kan blokere GPS-signalet. Her kræver det vel egentlig blot, at et blokeret GPS-signal automatisk vil føre til, at man bliver bonnet den højeste takst eller måske at der er en startspærre-funktion indbygget, så bilen simpelthen ikke kan køre.

Men hvis man vil snyde, så kan man gøre det. Ligesom folk i dag kører rundt på prøveplader lidt for meget, eller proforma flytter til Sverige eller Tyskland, men kører rundt i Danmark. I mine øjne vil det faktisk være sværere at snyde med afgifterne med et roadpricing-system.

Konklusion: Der kan være mange gode argumenter både for og imod et roadpricing-system. Man kan eksempelvis indvende, at den her skitserede model vil være et led i en massiv omfordeling fra storbyerne (læs: københavnerne) til udkantsområder (Læs: jyder/bønder). Man kan også indvende, at det formodentlig vil føre til, at flere køber en ekstra bil (fordi prisen bliver meget lavere), ligesom man kan have nogle kritiske og velbegrundede indvendinger i forhold til, hvordan man vil håndtere overgangsperioden, hvor gamle biler, der har betalt høj afgift pludselig vil være meget mindre værd på et marked, hvor en tilsvarende ny bil er meget billigere. Vil det betyde, at flere beholder bilen i længere tid og vil det gøre bilforhandlernes lagre af brugte biler værdiløse med mange konkurser til følge?

Men det er politiske indvendinger. Mit ærinde her er blot at slå fast, at tekniske indvendinger egentlig ret let kan afvises.

Det understreger blot en pointe, jeg tit har fremhævet: Hvis man har viljen – og midlerne – så kan man næsten få hvad som helst til at fungere teknisk.

Læs selv Socialdemokraternes trafikinvesteringsplan “Grøn Trafik” her.

Jeg købte min første mobiltelefon tilbage i 1994. Dengang var mobiler vildt avanceret teknologi, selvom de funktionelt – set med dagens øjne – var ret simple: Min Motorola Flare kunne holde batteri næsten en hel dag (ikke døgn, dag), hvis jeg kun talte ganske lidt. Skærmen var monokrom med vist nok tre linjers tekst. Den kunne modtage SMS’er, men ikke sende dem (der var nu heller ingen til at sende SMS’er til mig, så det savnede jeg ikke rigtig). Og så kunne man have en telefonbog, hvor navnene vist nok havde maksimalt seksten karakterer. Meget simpelt, men det fungerede nu fint nok for mig.

Sammenligner jeg med dagens mobiltelefoner, så er der ikke meget til overs. Jovist, min HTC Touch Diamond kan da også ringe og modtage SMS’er. Men den kan så meget mere end det. Faktisk er den væsentligt hurtigere end den computer, jeg havde tilbage i 1994 (en 80486′er med vist nok 8 megabyte RAM), og har en specifikationsliste, der kan give selv den vildeste gadget-junkie et kick.

Men spørgsmålet er, om det så er lykken? Eller om den næste generation af gadgets ikke bliver solgt på mængden af specifikationer, høje tal og besværlige akronymer? Noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet, men jeg vil alligevel vove den påstand, at et af fremtidens buzzwords bliver simplicity (for selvfølgelig bliver det på engelsk).

Der er simpelthen penge i at lave produkter, der gør een ting – og gør det godt.

De færreste har brug for avancerede digitalkameraer, der kan indstilles på 6.000 forskellige parametre blot der skal tages et billede. Nej, vi vil have et kamera, der bare fungerer og som tager gode billeder første gang – hver gang.

Vores computere behøver ikke adskillige kerner i processoren, for at klare Internet Explorer og MS Word. Det kan en Asus Eee PC til 2.500 kr. faktisk lige så let klare.

GPS’en skal kunne finde vej fra A til B på den hurtigste måde. MP3-afspilleren skal kunne spille musik. Mobiltelefonen skal kunne ringe og SMS’e. Og så videre.

Som nævnt, så er der allerede produkter, der er målrettet den simple forbruger. Og for nylig stødte jeg på et nyt – og i mine øjne meget interessant – produkt: Peek.

Peek er egentlig en gammeldags mobiltelefon. Den kan bare hverken ringe eller SMS’e. Den kan til gengæld sende og modtage e-mails. Og det er så det.

Den ligner måske lidt en af de populære Blackberries (populær i hvert fald i USA og Canada), men en kan altså kun bruges til e-mail.

Til gengæld er den billig. Maskinen koster $US99 (582 DKK) koster den i anskaffelse, og så koster den $US 20 (117 DKK) om måneden med frit forbrug på en bedaget GPRS-forbindelse.

Læs mere om Peek her.

Jeg har desværre ikke prøvet Peek selv, men vil forsøge at få fingre i et eksemplar. Men umiddelbart virker den særdeles interessant – også her i Danmark, hvor den næppe kommer i butikkerne lige foreløbig.

Der er dog problemer. For det første mangler den af helt naturlige årsager de danske tegn, æøå. Det skal vi bare have. For det andet kan den ikke håndtere Microsoft Exchange, som stadig bruges af langt de fleste virksomheder her i landet. For det tredje kan man ikke åbne vedhæftede filer (kun billeder). Og for det fjerde kan den ikke vise HTML-emails, men reformatterer dem, så de kan vises på den lille skærm.

Men dette er naturligvis kun første version af Peek, og jeg vil tro, at der ikke går længe, før vi ser en ny version af softwaren, der kan klare alle dele.

Det springende spørgsmål er da også i højere grad, om Peek er brugervenlig. Blackberry fik succes, fordi det var let og ligetil at læse og svare på mails. Det gjorde folk væsentligt mere effektive, når de ikke behøvede at være lænket til et skrivebord eller en stor laptop, blot for at kunne sende en mail på to linjer.

Men en Blackberry er dyr – især når virksomheden også skal have en ny mail-server. Med Peek kan mobil e-mail blive let tilgængelig for alle – også dem, der ikke har lyst til at have en avanceret smartphone, blot for at kunne sende en mail.

Min familie vil nok sige, at jeg er meget kræsen. Men jeg undrer mig altså rigtig meget over, at der findes over 190 Michelin-stjerner i Japan.

Jeg har ikke været på nogen af disse restauranter, men jeg har været på udmærkede restauranter, som serverer traditionel japansk mad. Jeg spiser ikke fisk og skaldyr, nej, slet ikke rå fisk. Og så er der altså ikke meget at komme efter hernede.

I mine øjne virker det som om, at japansk madkunst går ud på at servere alting på en eller anden måde. Den foretrukne tilberedningsmetode er friture-stegning. Kan man ikke smide ting direkte i lykkebrønden, så ryger det først i en gangn tynd dej. Denne tilberedning fik jeg bl.a. serveret et helt almindeligt grønt blad i. Samt diverse indvolde.

Den anden metode er kogning. Eller rettere: Bulder-kogning. De koger simpelthen maden, så det bliver helt blødt.

Ellers er der naturligvis lyn-stegningsmetoden, som vist er mere udbredt i resten af Asien end her. Normalt giver det et glimrende resultat med både grøntsager og tyndskåret kød, men nej, ikke her.

Og deres brød er helt i skoven. Fyldt med sukker og meget, meget kedeligt. Her savner jeg virkelig europæisk brødbagning. Selv italienere kan finde ud af at lave ordentligt brød. Men nej.

Nå, nok om maden. Det er ikke derfor, man skal tage til Japan.

Dagens program bestod bl.a. i et besøg på Panasonics PC-fabrikl. I modsætning til andre PC-producenter, så producerer Panasonic praktisk talt alt selv. 90 pct. af deres maskiner er lavet af Panasonic selv. Og langt hovedparten af de maskiner og robotter, der producerer hovedparten af maskinerne, er også lavet af Panasonic. Det gjorde fabrikken til et langt mere interessant sted at besøge end fx danske Zepto, der blot samler de enkelte dele.

Panasonic er en meget lille PC-producent og har specialiseret sig i såkaldte rugged pc’s, dvs. computere, der kan tåle at få mere end daglige tæsk, regnvejr, hård kulde osv. De laver også business-modeller, der er egnede til folk, der fx bevæger sig rundt i industrielle miljøer eller på byggepladser osv.

På dette marked er de førende, og deres maskiner er da også ret imponerende, hvilket man kunne forvisse sig om i deres testmiljø, hvor de udsætter maskinerne for ekstreme temperaturer, fald fra op til en meters højde, oversprøjtning med vand osv. Nogle af maskinerne anvendes af militæret, og man forstår hvorfor.

Det mest interessante var dog at se selve produktionen.

Hovedparten foretoges naturligvis af robotter, bl.a. verdens hurtigste samle-robot, der kunne montere et utal af komponenter på et hæsblæsende tempo. Fabrikken producerer pt. 660.000 pc’er om året og det foregår på een etage, der fylder ca. det samme som en dansk Føtex.

Mere skal der ikke til. Når robotterne er færdige med at montere de små dele på hovedkortet, sendes det videre til montage og afprøvning, som mennesker står for. Der er ca. 6-700 ansatte i produktionen, hvilket betyder, at de hver især producerer ca. 1000 PC’er om året. De arbejder i tre-holds-skift, 24-7-365. Panasonic påtænker at fordoble produktionen inden 2012, bl.a. ved at indføre flere robotter samt ved at udvide produktionsarealet med en ekstra etage.

Medarbejderne er ikke uddannede. Det er specialarbejdere, der gennemfører kortere kurser på op til 14 dage for at kunne varetage de enkelte funktioner.

Med andre ord, så er der ikke tale om højteknologiske arbejdspladser, tværtimod. Det er lavteknologi, som hverken kræver særlig meget arbejdskraft eller viden.

Umiddelbart ville jeg ikke have troet, at produktion af noget så kompliceret som en avanceret bærbar computer ville være så simpelt, men fordi robotterne klarer det svære arbejde, så er der ikke meget tilbage for dygtige mennesker at lave.

Samtidig vil det ikke være svært for et firma som Panasonic at udvikle robotter, der kunne overtage en stor del af det arbejde, som mennesker i dag udfører på deres fabrik. Men så længe, at der er rigeligt med billig arbejdskraft at få (det er aldrig svært at skaffe ufaglært arbejdskraft til en fornuftig pris – selv i Japan), så er der intet incitament for virksomheden i det. De kan altid bygge en fabrik mere efter samme mønster, og eftersom de selv producerer robotterne, så er det heller ikke svært for dem at få fingrene i produktionsudstyr.

Det var mine umiddelbare tanker om dagens oplevelser. Jeg skal tidligt op i morgen og flyve først til Tokyo og så til København, så jeg vil gå i seng nu. Men jeg lover, at der nok skal komme både billeder, video og flere indtryk og overvejelser, når jeg lander hjemme i Danmark og har fået noget ordentligt at spise.

I disse dage er jeg på Japan. Panasonic har inviteret mig – og ca. 200 andre journalister – til en verdensomspændende præsentation af en ny business-serie af bærbare computere samt ikke mindst et besøg på deres computerfabrik i Kobe.

Det er min første tur til Japan – ja, faktisk min første tur til Asien. Jeg sagde straks ja til invitationen, ikke mindst fordi jeg meget gerne ville opleve Japan. Jeg har aldrig betragtet Japan med en stor portion ærefrygt. Det er jo landet, der både opfinder de smarteste nye produkter og samtidig er i stand til at producere dem til en pris, der er så lav, at ingen europæiske konkurrenter kan følge med. En ret unik kombination, som har fået mange vestlige lande til at ryste i bukserne.

Efter et par dage i Tokyo ryster jeg dog ikke så meget mere. Selvfølgelig skal man ikke dømme et land efter så kort tid, men de ting, jeg har observeret, viser i mine øjne, at vi er langt længere fremme end japanerne på mange punkter.

Jeg havde forestillet mig, at der ville være robotter overalt. Selvom jeg har bevæget mig i de mest high-tech-områder af Tokyo, man kan finde, så har jeg endnu ikke mødt en eneste robot. Tværtimod. Overalt hvor vi i Danmark enten har automatiseret alting eller overladt arbejdet til folk selv, så er der mennesker, der er ansat til de mest tåbelige jobs. På hotellets parkeringsplads er der ikke mindre end fire mennesker, der viser busser, hvor de skal holde. Størstedelen af dagen laver disse fire mennesker ingenting, og når der kommer en bus, så kæmper de om at udføre den samme opgave, nemlig at vise bussen på plads.

Da vi tog bussen fra lufthavnen til hotellet, var der tre mennesker til at kontrollere den billet, som der var to mennesker om at sælge. Og dette til en bus, hvor der var plads til 20 mennesker i, hvoraf der var optaget på halvdelen af sæderne.

I går åbnede den første H&M-butik i Japan. Vi kørte forbi køen hentil butikken, der var ca. 600 meter lang. Alle stod på en pæn, lige række – men alligevel var der udstationeret ikke mindst end 9 politibetjente til at holde styr på køen.

Det er og bliver spild af arbejdskraft, og når man samtidig tager i betragtning, at Japan har en demografisk udfordring, der siger spar to (her ville end ikke en afskaffelse af efterlønnen være nok), så undrer det mig såre, at man i LEANs hjemland kan opleve sådan en lemfældig omgang med den væsentligste ressource overhovedet.

For japanerne er en af de knappeste ressourcer altså ikke arbejdskraft, men land. Der bor over 120 mio. mennesker på et meget lille område, og det betyder også, at jord er meget dyrt, og derfor er alle huse meget høje. Ekstremt høje. Et lille hus er på under 20 etager her i byen.

Det virker overvældende på en dansker, uden tvivl. Men samtidig bliver man skuffet, når man betragter især de arkitektoniske kvaliteter. De er mildest talt ikke noget at skrive hjem om (selvom det er, hvad jeg gør nu). Det virker som om, de har ladet den samme gruppe ingeniører designe samtlige bygninger og broer. Det hele handler om funktionalitet og om at få så mange mennesker ind på så lidt plads som muligt. Det betyder også, at alt er småt.

Selvom jeg bor på et meget fint hotel, så er rummet her mindre end et børneværelse i Danmark. Og det er tilmed et dobbeltværelse. Sengen er under 2 meter lang, og badekarret er på størrelse med en gammeldags sidde-model, som var populære i 1960′ernes betonbyggeri i Danmark.

Et sidste punkt, jeg vil nævne, er den meget indadvendte kultur. Der er praktisk talt ingen japanerne, der taler engelsk – og ingen, der taler det særlig godt. På mit hotel er et fint fjernsyn, hvor jeg kan forvisse mig om, at Japan har mindst 20 TV-kanaler, der sender i HD. Men der er ingen udenlandske TV-kanaler. Ingen CNN, ingen BBC World, ingen MTV.

Til gengæld er der fyldt med absurde japanske gameshows, baseball og de samme nyheder. Sport er fedt i HD, men gameshows med sumobrydere og piger i skoleuniformer, der forsøger at stave svære ord (eller noget i den retning) – det skal hverken opleves i SD eller HD.

Måske havde jeg lidt for høje forventninger til Japan. Jeg har altid opfattet mig selv lidt som en Japan-fan, fordi de både havde den kulturelle historie og den fremtidsvenlige indstilling til alting. Men jeg er blevet lidt skuffet. Det kan også godt være, at det skyldes, at jeg ikke er stødt på een eneste ninja (endnu).

I morgen skal jeg til Kobe og se en computerfabrik. Der er helt sikkert robotter – og måske også en ninja, der taler engelsk… jeg skal nok skrive, hvis jeg møder en af delene.

Jeg har endnu engang begået en artikel til det fine Kommunikationsforum.

Denne gang handler det om min partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Jeg har set på, hvilken strategi hun har fulgt og hvordan hun skal komme videre:

Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at finde sine ben i den første tid som partiformand. Men i løbet af det sidste års tid har hun lagt ny strategi og taget de første skridt, der skal gøre hende til Danmarks første kvindelige statsminister.

Læs hele artiklen på Kommunikationsforum – og smid gerne en kommentar her på bloggen eller på Kforum.

Paris Hilton er i København i disse dage. Det fortæller selv seriøse medier som DR’s TV-avisen, der åbenbart havde penge til at udstationere en sendevogn og have reporter live igennem fra hendes hotel, blot fort at fortælle, at hun var kommet til hovedstaden.

Men i virkeligheden skulle hun være taget til Ribe, Aalborg eller Holbæk. Alle andre steder i landet end København faktisk. For her i byen er der faktisk ikke nogen, der er interesseret i den amerikanske kändis.

Hvor ved jeg nu det fra? Fra Google, naturligvis. Søgemaskinen, der har svar på alt.

I dag lancerede “The big G” nemlig en helt ny tjeneste, der gør det muligt at se, hvem der søger på hvad.

Tjenesten hedder “Google Search Insight” og den giver – som navnet indikerer – indsigt i, hvad folk bruger Googles søgemaskine il at søge på – både netop nu og ikke mindst historisk.

Man kan således indtaste et søgeord/-term og se, hvor populær søgningen har været over tid, hvor det er mest populært (baseret på IP-adresser) samt en række andre informationer.

Og det er netop på grund af

Markedsføringsvirksomheder kan tilbyde grundige data om folk ud fra, hvor de bor. Vi ved eksempelvis, at fynboerne køber mere Ali-kaffe end københavnerne, der foretrækker Café Noir, mens jyderne er glade for Gevalia. Og vi ved også, at der findes et trailer-bælte, altså et område af Danmark, hvor koncentrationen af biltrailere er særlig høj. Det er hårde fakta.

Men når det kommer til mere bløde områder, så må man forlade sig på eksempelvis meningsmålinger, panelundersøgelse og gefühl, hvis man vil vide, hvad vi interesserer os for.

Her kommer Googles nye tjeneste os til redning, og der er masser af potentiale i den, eksempelvis for virksomheder, der kan finde ud af, hvor de skal sælge deres produkter. Men også i den politiske verden kan der være interessante muligheder i den nye tjeneste.

Politik er i høj grad regionaliseret, og det er da eksempelvis interessant at se, at det kun er i København og et par af de større byer, at der overhovedet er folk, der har interesseret sig for noget kaldet et “ungdomshus”. Og interessen er i øvrigt særdeles kortvarig. Helle Thorning-Schmidt er åbenbart kun interessant for københavnere – og kun i nogle få perioder i løbet af de seneste fire år. Anders Fogh får til gengæld suverænt mest opmærksomhed fra Viborg-egnen.

Og så var der jo Paris Hilton. Hun er altså mest populær i Ribe – ja, faktisk er København slet ikke på top 10-listen over de net-brugere, der søger på hendes navn. Til gengæld kan man også se, at det ikke er hendes taske-kollektion, som folk søger oftest på. Det er vist hendes tidligere præstationer i en film, som tiltrækker jyderne.

Prøv selv med flere søgninger på Google Search Insight.