Når hylden blomstrer…

De sidste uger af juni måned byder på mange glæder: Glade studenter, der fester løs og minder os andre om, hvor sjovt det var at blive student i sin tid; ferien, der står for døren og de mange blomster og træer, der springer ud.

Som faste læsere af nærværende blog vil vide, så har jeg før brokket mig over, at så få unge mennesker, der i dag går op i at lave ordentlig mad. Hjemkundskabsundervisningen består åbenbart primært i at lære at betjene en dåseåbner og afkode vejledningen på bagsiden af Knorrs pakker.

Jeg har før opfordret flere til at koge deres egen fond, og i samme åndedrag vil jeg her komme med en opfordring til alle – unge som gamle – til at lave deres egen hyldeblomstsaft – eller blost, som det retteligt hedder, når man laver det selv og ikke forfalder til Søbogårds noget kedelige udgave.

Det er faktisk slet ikke så svært, og det er heller ikke dyrt. Men til gengæld skal man i gang netop nu, for hylden blomstrer netop i disse dage, og derfor skal man slå til nu.

Desværre har vi ikke selv et hyld i haven, men de findes overalt og de smukke, hvide skærme er ofte lette at komme til. Så udstyret med en saks og en stor spand eller gryde gik jeg forleden på jagt i nabolaget, og kom efter 20 minutter hjem med godt 50 store skærme.

Hyldeblomster

De blev roligt rystet og de største grønne stilke blev klippet af. Herefter blev de lagt i en stor 10-liters gryde. Så skar jeg fire ubehandlede citroner i tynde skiver og lagde dem ned til skærmene.

Så hældte jeg en opløsning af ca. 2 dl. lunkent vand og 75 gram citronsyre (kan købes i supermarkeder eller hos Matas) ned i gryden. Endelig hældte jeg 2 kilogram brun farin (eller puddersukker, som det også hedder) ned i grynden.

Det hele overhældtes med 3½ liter kogende vandt, og så rørte jeg godt rundt i suppen, så det hele blev grundigt opløst.

Derefter er det blot at vente. Gryden skal stå køligt i mindst fem dage, og man rører i det et par gange om dagen. Når den tid er gået, så sier man det hele gennem et klæde, og hælder det på flasker.

Blosten skal ikke drikkes “rå”, men naturligvis fortyndes i forholdet 1:4 eller 1:5 alt efter, hvor stærk man kan lide det.

Hvis man ikke har tænkt sig at drikke blosten med det samme, så skal flaskerne naturligvis skoldes i Atamon-vand og det vil næppe heller skade, hvis man tilsætter en smule Atamon til selve saften. Man kan også konservere blosten ved at fryse det ned, eksempelvis i ½-liters sodavandsflasker, som naturligvis også skal skoldes.

Der er lidt uenighed om, hvordan man bedst laver blost, især når det kommer til syre-tilsætningen. Visse personer foretrækker at bruge vinsyre, andre tilsætter slet intet. Citronsyren giver et citrus-islæt, som jeg godt kan lide, og det er vist den mest gængse metode.

Som man kan se, så er det faktisk ganske simpelt at lave blost, og arbejdsindsatsen er minimal. Det tog mig under en time alt i alt, og det har kostet mig cirka 60 kr. i indkøb. Jeg forventer at få omkring 4 liter blost, hvilket altså giver 16-20 liter saft af den type, som man betaler en formue for på de fancy caféer.

Så se at komme afsted og i gang med at lave blost.

5 thoughts on “Når hylden blomstrer…

Comments are closed.