Hjem > Diverse > Det handler om at være … ligeglad?

Det handler om at være … ligeglad?

Ifølge en helt ny undersøgelse fra mediabureauet MindShare reagerer den danske befolkning med stadig større irritation over for reklamer i almindelighed og i særdeleshed, når de udsættes for dem på TV og i radio. Mens reklamer på TV i 2004 fik 57,5 af alle danskere mellem 12-59 år til at reagerer negativt, er det nu 65 pct., som svarer, at reklamer i TV irriterer dem stort set hver eneste gang. Når det gælder reklamer i radio er tallet steget fra 56,7 pct. til 62,1 pct.

Sådan kan man læse i Berlingske Tidende. Jeg tilhører ikke de 57,5% af befolkningen, men derimod nok en meget lille gruppe, der faktisk godt kan lide at se og høre reklamer. En god reklame er en ultra-kompakt fortælling, der i bund og grund har alt det, som en god roman eller helaftens-film også har.

Alle har vi naturligvis vore favortitter, når det kommer til tv-reklamer, og selvom der er langt mellem snapsene her i sommertiden, så har Danmarks største forsikringsselskab, Tryg, ikke bare lanceret en ny film, men et helt nyt univers. Tryg er ellers det selskab, der har kørt med de samme reklamer i længst tid – og alle har været en del af det samme univers. Undersøgelser har vist, at Trygs reklamefilm ikke bare er nogle af de mest kendte reklamer – de er også ufatteligt vellidte. Og folk kan umiddelbart afkode budskabet.

Hvis man ikke har set den nye Tryg-reklame, så kan man gøre det her

Ulempen ved Tryg-reklamerne har været, at de ikke fortalte eet eneste ord om produktet: Forsikringer.

Det gør den nye film heller ikke. Til gengæld har den et noget underligt budskab. Hvis jeg forstår den ret, så lyder budskabet noget i retning af: “Måske bekymrer du dig for meget?”. Hvad er det for et budskab at sende fra et forsikringsselskab, der jo netop lever af, at folk frygter uheld, ulykker og ulykkelighed? Hvis de gamle Tryg-reklamer var langt fra produktet, så er de nye jo helt i den modsatte grøft.

På linket ovenfor kan man både se og anmelde reklamen. Det har jeg gjort – jeg har givet den een stjerne og min uforbeholdne mening. I øvrigt en interessant måde at få vurderet sin reklamestrategi på. Hvis folk stemmer den ned – vil Tryg så forlade den ganske givet meget dyre branding-strategi, som reklamen er en del af? Jeg tvivler.

I øvrigt, så var dette ikke ment som et reklameindslag for Tryg Forsikring :-)

Categories: Diverse Tags:
  1. 16 juni, 2006 på 13:38 | #1

    Jeg er sørme ikke enige med dig, Kasper. At have en forsikring handler jo netop om at man ikke gider gå og frygte at få stjålet dig og dat eller komme til skade.

    Problemet med mange forsikringsselskaber er jo folk ik er trygge ved dem og dermed bekymrer sig en masse.

    Så jeg ved ik om reklamen virker, men den rammer efter min mening plet.

  2. 17 juni, 2006 på 12:14 | #2

    Hvis du vil overbevise folk, der ikke har en forsikring, om at de skal købe en, så nytter det da ikke at begynde med at sige: Hey, du bekymrer dig alt for meget… Det hænger altså ikke sammen i mit hoved.

  3. 22 juni, 2006 på 10:50 | #3

    Jeg er helt enig med dig, Kasper – den nye reklamefilm er ikke særlig god.

    Det er bestemt et problem, at man, efter at have set filmen, sidder tilbage og tænker: Hmm, hvad var det lige, jeg så der? Hvordan hang det sammen?

    Det er jo det man gør – ja, eller i hvert fald det jeg gør.

    Pointen har de fleste formentlig fanget. Det er svært andet, når de ligefrem skriver det for os til sidst i filmen. Men det der forstyrre, det er de tre små historier i historien. Specielt den sidste med drengen i gymnastiksalen. Hvad sker der lige der? Hvorfor skal jeg høre den historie nu? Man kan ikke klart afkode den. Det er noget andet med den klassiske Tryg reklame: bilhjulet og den lille kylling. Den er ikke til at misforstå. Det gør den i mine øjne til en god reklame.

    God, det er den nye reklame ikke. Jeg vil også skynde mig ind og give en karakter. En enkel stjerne.

    /mh

  4. Nikolaj Anker-Møller
    10 januar, 2007 på 18:10 | #4

    Det, Dan mente, da han skrev sit indlæg, var netop – som han skrev det til sidst – ikke at sige om den virker eller ikke virker, men derimod at påpege, at der er en fin logik i den. Du ser det at købe en forsikring som et udtryk for bekymring. Og når man bliver opfordret til at bekymre sig mindre, må det ifølge den antagelse betyde, at man ingen forsikring behøver. Den fejl du begår i din resonning i forhold til reklamens budskab er, at selvom det at forsikre sig er forbundet med at bekymre sig, så er det jo tværtimod en lettelse af den bekymring, hvis man opnår en øget sikkerhed i sit liv – og det er hvad der tilbydes i form af en forsikring. Deres budskab er altså: “Måske bekymrer du dig for meget – vi kan hjælpe dig til at bekymre dig mindre”.

    Men jeg ved godt hvad du mener. Og der er også en vis brist i reklamen. For jeg vil også mene, at det “ikke at bekymre sig så meget” normalt betyder, at man skal tage lidt lettere på tingene, og jeg vil ikke just kalde det at forsikre sig at tage lettere på tingene. De mener på en anden måde, nemlig at man ikke skal bekymre sig UNØDIGT. Det hele ligger i den oprindelige betydning af ordet at bekymre sig. For at kymre sig om noget betyder at det betyder noget for en, at man ikke er ligeglad. At BEkymre sig er faktisk netop at kymre sig FOR MEGET. Så det ligger allerede i ordet, det har bare fået en lidt anden betydning med årene, og det kan derfor misforstås. Men de mener altså ikke at man skal være ligeglad – hvilket er den ene løsning på at bekymre sig for meget – de mener at man skal lade dem lindre bekymringen ved øget sikkerhed via deres produkt. Det udgør den anden løsning, hvor man altså stadig lade sig underlægge en vis bekymring, men blot afhjælper den ved at modvirke bekymringens usikkerhed med en form for sikkerhed.

    Så om reklamen virker eller ikke virker, er god eller ikke god, skal jeg ikke kunne sige. Men den giver nu god nok mening. Over and out…

  1. Ingen Trackbacks endnu.