Kasper Hyllesteds weblog

Min familie vil nok sige, at jeg er meget kræsen. Men jeg undrer mig altså rigtig meget over, at der findes over 190 Michelin-stjerner i Japan.

Jeg har ikke været på nogen af disse restauranter, men jeg har været på udmærkede restauranter, som serverer traditionel japansk mad. Jeg spiser ikke fisk og skaldyr, nej, slet ikke rå fisk. Og så er der altså ikke meget at komme efter hernede.

I mine øjne virker det som om, at japansk madkunst går ud på at servere alting på en eller anden måde. Den foretrukne tilberedningsmetode er friture-stegning. Kan man ikke smide ting direkte i lykkebrønden, så ryger det først i en gangn tynd dej. Denne tilberedning fik jeg bl.a. serveret et helt almindeligt grønt blad i. Samt diverse indvolde.

Den anden metode er kogning. Eller rettere: Bulder-kogning. De koger simpelthen maden, så det bliver helt blødt.

Ellers er der naturligvis lyn-stegningsmetoden, som vist er mere udbredt i resten af Asien end her. Normalt giver det et glimrende resultat med både grøntsager og tyndskåret kød, men nej, ikke her.

Og deres brød er helt i skoven. Fyldt med sukker og meget, meget kedeligt. Her savner jeg virkelig europæisk brødbagning. Selv italienere kan finde ud af at lave ordentligt brød. Men nej.

Nå, nok om maden. Det er ikke derfor, man skal tage til Japan.

Dagens program bestod bl.a. i et besøg på Panasonics PC-fabrikl. I modsætning til andre PC-producenter, så producerer Panasonic praktisk talt alt selv. 90 pct. af deres maskiner er lavet af Panasonic selv. Og langt hovedparten af de maskiner og robotter, der producerer hovedparten af maskinerne, er også lavet af Panasonic. Det gjorde fabrikken til et langt mere interessant sted at besøge end fx danske Zepto, der blot samler de enkelte dele.

Panasonic er en meget lille PC-producent og har specialiseret sig i såkaldte rugged pc’s, dvs. computere, der kan tåle at få mere end daglige tæsk, regnvejr, hård kulde osv. De laver også business-modeller, der er egnede til folk, der fx bevæger sig rundt i industrielle miljøer eller på byggepladser osv.

På dette marked er de førende, og deres maskiner er da også ret imponerende, hvilket man kunne forvisse sig om i deres testmiljø, hvor de udsætter maskinerne for ekstreme temperaturer, fald fra op til en meters højde, oversprøjtning med vand osv. Nogle af maskinerne anvendes af militæret, og man forstår hvorfor.

Det mest interessante var dog at se selve produktionen.

Hovedparten foretoges naturligvis af robotter, bl.a. verdens hurtigste samle-robot, der kunne montere et utal af komponenter på et hæsblæsende tempo. Fabrikken producerer pt. 660.000 pc’er om året og det foregår på een etage, der fylder ca. det samme som en dansk Føtex.

Mere skal der ikke til. Når robotterne er færdige med at montere de små dele på hovedkortet, sendes det videre til montage og afprøvning, som mennesker står for. Der er ca. 6-700 ansatte i produktionen, hvilket betyder, at de hver især producerer ca. 1000 PC’er om året. De arbejder i tre-holds-skift, 24-7-365. Panasonic påtænker at fordoble produktionen inden 2012, bl.a. ved at indføre flere robotter samt ved at udvide produktionsarealet med en ekstra etage.

Medarbejderne er ikke uddannede. Det er specialarbejdere, der gennemfører kortere kurser på op til 14 dage for at kunne varetage de enkelte funktioner.

Med andre ord, så er der ikke tale om højteknologiske arbejdspladser, tværtimod. Det er lavteknologi, som hverken kræver særlig meget arbejdskraft eller viden.

Umiddelbart ville jeg ikke have troet, at produktion af noget så kompliceret som en avanceret bærbar computer ville være så simpelt, men fordi robotterne klarer det svære arbejde, så er der ikke meget tilbage for dygtige mennesker at lave.

Samtidig vil det ikke være svært for et firma som Panasonic at udvikle robotter, der kunne overtage en stor del af det arbejde, som mennesker i dag udfører på deres fabrik. Men så længe, at der er rigeligt med billig arbejdskraft at få (det er aldrig svært at skaffe ufaglært arbejdskraft til en fornuftig pris – selv i Japan), så er der intet incitament for virksomheden i det. De kan altid bygge en fabrik mere efter samme mønster, og eftersom de selv producerer robotterne, så er det heller ikke svært for dem at få fingrene i produktionsudstyr.

Det var mine umiddelbare tanker om dagens oplevelser. Jeg skal tidligt op i morgen og flyve først til Tokyo og så til København, så jeg vil gå i seng nu. Men jeg lover, at der nok skal komme både billeder, video og flere indtryk og overvejelser, når jeg lander hjemme i Danmark og har fået noget ordentligt at spise.

I disse dage er jeg på Japan. Panasonic har inviteret mig – og ca. 200 andre journalister – til en verdensomspændende præsentation af en ny business-serie af bærbare computere samt ikke mindst et besøg på deres computerfabrik i Kobe.

Det er min første tur til Japan – ja, faktisk min første tur til Asien. Jeg sagde straks ja til invitationen, ikke mindst fordi jeg meget gerne ville opleve Japan. Jeg har aldrig betragtet Japan med en stor portion ærefrygt. Det er jo landet, der både opfinder de smarteste nye produkter og samtidig er i stand til at producere dem til en pris, der er så lav, at ingen europæiske konkurrenter kan følge med. En ret unik kombination, som har fået mange vestlige lande til at ryste i bukserne.

Efter et par dage i Tokyo ryster jeg dog ikke så meget mere. Selvfølgelig skal man ikke dømme et land efter så kort tid, men de ting, jeg har observeret, viser i mine øjne, at vi er langt længere fremme end japanerne på mange punkter.

Jeg havde forestillet mig, at der ville være robotter overalt. Selvom jeg har bevæget mig i de mest high-tech-områder af Tokyo, man kan finde, så har jeg endnu ikke mødt en eneste robot. Tværtimod. Overalt hvor vi i Danmark enten har automatiseret alting eller overladt arbejdet til folk selv, så er der mennesker, der er ansat til de mest tåbelige jobs. På hotellets parkeringsplads er der ikke mindre end fire mennesker, der viser busser, hvor de skal holde. Størstedelen af dagen laver disse fire mennesker ingenting, og når der kommer en bus, så kæmper de om at udføre den samme opgave, nemlig at vise bussen på plads.

Da vi tog bussen fra lufthavnen til hotellet, var der tre mennesker til at kontrollere den billet, som der var to mennesker om at sælge. Og dette til en bus, hvor der var plads til 20 mennesker i, hvoraf der var optaget på halvdelen af sæderne.

I går åbnede den første H&M-butik i Japan. Vi kørte forbi køen hentil butikken, der var ca. 600 meter lang. Alle stod på en pæn, lige række – men alligevel var der udstationeret ikke mindst end 9 politibetjente til at holde styr på køen.

Det er og bliver spild af arbejdskraft, og når man samtidig tager i betragtning, at Japan har en demografisk udfordring, der siger spar to (her ville end ikke en afskaffelse af efterlønnen være nok), så undrer det mig såre, at man i LEANs hjemland kan opleve sådan en lemfældig omgang med den væsentligste ressource overhovedet.

For japanerne er en af de knappeste ressourcer altså ikke arbejdskraft, men land. Der bor over 120 mio. mennesker på et meget lille område, og det betyder også, at jord er meget dyrt, og derfor er alle huse meget høje. Ekstremt høje. Et lille hus er på under 20 etager her i byen.

Det virker overvældende på en dansker, uden tvivl. Men samtidig bliver man skuffet, når man betragter især de arkitektoniske kvaliteter. De er mildest talt ikke noget at skrive hjem om (selvom det er, hvad jeg gør nu). Det virker som om, de har ladet den samme gruppe ingeniører designe samtlige bygninger og broer. Det hele handler om funktionalitet og om at få så mange mennesker ind på så lidt plads som muligt. Det betyder også, at alt er småt.

Selvom jeg bor på et meget fint hotel, så er rummet her mindre end et børneværelse i Danmark. Og det er tilmed et dobbeltværelse. Sengen er under 2 meter lang, og badekarret er på størrelse med en gammeldags sidde-model, som var populære i 1960′ernes betonbyggeri i Danmark.

Et sidste punkt, jeg vil nævne, er den meget indadvendte kultur. Der er praktisk talt ingen japanerne, der taler engelsk – og ingen, der taler det særlig godt. På mit hotel er et fint fjernsyn, hvor jeg kan forvisse mig om, at Japan har mindst 20 TV-kanaler, der sender i HD. Men der er ingen udenlandske TV-kanaler. Ingen CNN, ingen BBC World, ingen MTV.

Til gengæld er der fyldt med absurde japanske gameshows, baseball og de samme nyheder. Sport er fedt i HD, men gameshows med sumobrydere og piger i skoleuniformer, der forsøger at stave svære ord (eller noget i den retning) – det skal hverken opleves i SD eller HD.

Måske havde jeg lidt for høje forventninger til Japan. Jeg har altid opfattet mig selv lidt som en Japan-fan, fordi de både havde den kulturelle historie og den fremtidsvenlige indstilling til alting. Men jeg er blevet lidt skuffet. Det kan også godt være, at det skyldes, at jeg ikke er stødt på een eneste ninja (endnu).

I morgen skal jeg til Kobe og se en computerfabrik. Der er helt sikkert robotter – og måske også en ninja, der taler engelsk… jeg skal nok skrive, hvis jeg møder en af delene.

Jeg har endnu engang begået en artikel til det fine Kommunikationsforum.

Denne gang handler det om min partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Jeg har set på, hvilken strategi hun har fulgt og hvordan hun skal komme videre:

Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at finde sine ben i den første tid som partiformand. Men i løbet af det sidste års tid har hun lagt ny strategi og taget de første skridt, der skal gøre hende til Danmarks første kvindelige statsminister.

Læs hele artiklen på Kommunikationsforum – og smid gerne en kommentar her på bloggen eller på Kforum.