Kasper Hyllesteds weblog

Jeg har endnu engang begået en mindre artikel til det udmærkede site, Kommunikationsforum.

Denne gang har jeg set lidt nærmere på de udfordringer, som den nye konservative leder, Lene Espersen, står overfor – og særligt, hvorfor hun ikke har formået at fastholde den indledende “Lene-effekt”.

“Lene Espersen har stået i spidsen for liste C i fem måneder, men står stadig over for afgørende udfordringer. Først og fremmest mangler hun stadig at definere sin politiske platform og fremlægge en troværdig strategi for partiet. Men indtil nu har hun ikke imponeret. Lene-effekten er måske blevet til Lene-defekten?”

Man kan læse hele artiklen her.

Jeg har endnu engang begået en artikel til det fine Kommunikationsforum.

Denne gang handler det om min partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Jeg har set på, hvilken strategi hun har fulgt og hvordan hun skal komme videre:

Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at finde sine ben i den første tid som partiformand. Men i løbet af det sidste års tid har hun lagt ny strategi og taget de første skridt, der skal gøre hende til Danmarks første kvindelige statsminister.

Læs hele artiklen på Kommunikationsforum – og smid gerne en kommentar her på bloggen eller på Kforum.

Det udmærkede website, Kommunikationsforum, har bedt mig om at kommentere gårsdagens store politiske nyhed: Ny Alliances eksklusion af Jørgen Poulsen.

Det er der kommet et Pip ud af, som man kan læse hos K-forum.

Som de fleste vil vide, så er valgkampen godt i gang – også på nettet. Denne gang deltager jeg dog ikke. Faste læsere vil nok kunne huske, at jeg engang har været politisk blogger, men har lagt den karriere på hylden.

Men i stedet for mine betragtninger om dansk politik, så kan man ovre på kommunikationsforum.dk læse mine vurderinger af de bedste danske politiske weblogs her i valgkampen.

Artiklen indledes således:

Hvis man nu ikke er til vælgermøder på biblioteket eller kedelige partilederrunder på tv, så er der hjælp at hente på nettet. For første gang vil blogs, YouTube og andre “nye medier” nemlig spille en væsentlig rolle, når vælgerne skal indstille deres indre politiske pejlevogn og finde ud af, hvor de skal sætte krydset. Kforum guider dig til de bedste danske valgkamp-blogs.

Læs hele artiklen hos kforum.dk

Mange har nok hørt om den svenske udenrigsminister, Carl Bildts, blog, Alla dessa dagar.

Bildt er uden tvivl det bedste forbillede for politikere, der ønsker at “være med på det der blog-noget”. Han skriver interesseret, interessant og personligt. Og han giver et helt unikt indblik i, hvordan hverdagen for en udenrigsminister er.

Anders Fogh forsøger sig også som blogger – men sammenlignet med Carl Bildt er det næsten pinligt, hvad vores politiske førstemand præsterer på nettet. Og man må undre sig over, at Bildt gider læse med på Foghs blog.

Normalt er danske medier rimelige til at følge med i, hvad der sker hinsidan, og derfor undrer det mig, at jeg ikke har set omtalt den seneste ballade, der har været derovre omkring Bildts blog.

For historien har faktisk også interesse for os andre.

Det viser sig nemlig, at en eller anden idiot har skrevet en tåbelig kommentar på Bildts blog. En bruger har således skrevet i en kommentar, at palæstinensere kan sammelignes med “djävulens avkommor” og “massmördare” som borde utrotas, “ge oss 24h och alla palestinier är borta”. Personer som argumenterede imod blev kaldt “judehatare och terroriströvslickare”.

Jeg behøver næppe oversætte.

De hårde kommentarer blev for meget for en svensk blogger, som meldte Bildt til politiet, fordi han ikke fjernede kommentarerne, selvom han blev gjort opmærksom på dem.

Sagen blev taget op af Konstitutionsutskottet, eller forfatningsudvalget, som senere har afgjort, at det ikke er en sag for dem, da Bildts blog ikke er omfattet af hans arbejde som udenrigsminister (sådan har jeg i hvert fald forstået det – mit svenske bliver begrænset, når der går jura i den, men der er lidt på engelsk her.).

Uanset hvad, så er det i hvert fald en interessant problemstilling. Jeg har her på min blog eksempelvis lagt serverplads til en del hadske angreb på mig og andre slangehadere. Flere andre blogs og debatfora har ligeledes givet plads til ytringer, som i bedste fald er idiotiske, i værste fald er ulovlige.

Og hvem har så ansvaret for dem? Er jeg skyldig, fordi jeg indirekte er med til at udsprede dem, fordi jeg har lejet mig ind på et webhotel? Er det ikke mest oplagt, at det er personen, der skriver dem, der er ansvarlig?

Injurier, copyright og blasfemi-paragraffer hører i bund og grund primært fortiden til. Det er praktisk talt umuligt at håndhæve den slags paragraffer i cyberspace, og spørgsmålet må derfor være, om vi enten skal forsøge med det resultat, at vi risikerer tåbelige retssager, der destabiliserer befolkningens tillid til retssystemet og lovgivningen eller om vi skal afskaffe bestemmelserne i tide.

Lovlydige kommentarer er velkomne i kommentarfelterne.

Hvor mange gange har vi ikke hørt den indledning i Radioavisen, TV2 Nyhederne eller læst den i vores morgenavis? Undersøgelser er godt stof i medierne. Fakta og tal tæller og når journalister skal prioritere blandt de mange historier i indbakken, så vælger de ofte netop undersøgelserne. Annette Holm, der er radiounderviser på Journalisthøjskolen, har i forbindelse med et såkaldt “Public Service Projekt” optalt, hvordan DR’s “P3 Nyheder” på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts i år omtalte adskillige undersøgelser og rapporter:

“Resultatet viste, at nyhederne på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts omtalte 14 forskellige undersøgelser, to rapporter og tre meningsmålinger. Det er med et rundt tal tre undersøgelser pr. morgen. Tre!. Det er over 1000 undersøgelser om året.”

Sådan skriver hun på sin blog i et efterhånden gammelt indlæg fra maj måned i år.

Hun kritiserer i sit indlæg medierne for ganske ukritisk at videregive disse undersøgelser relativt ukritisk:

[...] “jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der sætter dagsordenen med alle de tilstrømmende undersøgelser. Og om vi kan regne med, at undersøgelserne taler sandt. Man kan som bekendt spørge, som man får de svar, man ønsker.
Under alle omstændigheder kunne det være betryggende med flere nyheder, der ikke udspringer af undersøgelser, måske oven i købet nyheder, som DR selv har skaffet til huse.”

Det er ganske sjovt, at hun benytter den samme metode, som hun i sit indlæg kritiserer, til at understøtte sin pointe. Hun har jo netop selv lavet en undersøgelse, der viser, at undersøgelser er populære. Og hendes undersøgelse formåede tilmed at komme i medierne og blive omtalt her på min blog.

Når jeg hiver fat i Annettes indlæg her, så er det faktisk for at gå lidt imod hende, men måske henvendt til en anden målgruppe. Jeg er både på den ene og den anden side af hegnet.

I mit daglige arbejde bruger vi ofte og gerne netop undersøgelser til at påvise problemer eller understøtte vores pointer. Det er en effektiv og troværdig metode, og fordelen er, at journalisterne selv kan efterprøve om fakta nu holder. I hvert fald så længe folk fremlægger data fuldt og helt.

Det er desværre ikke alle, der forstår vigtigheden i netop dette parameter. Virksomheder, organisationer og bureaue, der eksempelvis får udarbejdet meningsmålinger eller særkørsler i Danmarks Statistik burde som minimum at lægge resultaterne åbent ud på en hjemmeside, så alle og enhver kan checke eksempelvis formuleringen af spørgsmålene, hvor mange der har svaret, hvad “Ved ikke”-procenten er – og alle de andre ting, der ofte udelades, når pressemeddelelsen skal formuleres lidt spidst.

I min fritid skriver jeg anmeldelser og artikler om nyt IT-udstyr, og også her lader jeg mig naturligvis ofte inspirere af undersøgelser. Seneste eksempel er et indlæg på PC Worlds GPS-blog, hvor jeg omtaler en undersøgelse, der viser, at folk er glade for GPS-modtagere på mobilen – og at rigtig mange danskere gerne vil have det i deres næste mobiltelefon.

Det er en interessant historie, og jeg valgte derfor at viderebringe den. Det var ikke et offentligt finansieret forskningsprojekt under Grundforskningsfonden, der havde fundet ud af dette, men derimod en meningsmåling, som var bestilt, købt og betalt af Nokia. Nokia, som selv satser hårdt på GPS-mobiler og derfor var meget glade for undersøgelsens resultat.

Det kan virke som en uheldig sammenblanding af interesser, men min vurdering var – og er – at historien var relevant at bringe videre. For det første fordi den rent faktisk understøtter, at der er stor interesse for GPS’er i mobilen. For det andet var det bureau, som Nokia havde valgt at bruge rimeligt anerkendt, for det tredje gengav Nokia ret præcist undersøgelsens setup (spørgsmål, procent-tal etc.), og endelig fremgik det tydeligt, at det var Nokia, der stod bag undersøgelsen.

Der har været adskillige eksempler på dårlige undersøgelser, hvis resultater er så misvisende, at de mest af alt vinde om en valgoptælling af et “frit og demokratisk valg” i Hviderusland eller Nordkorea. Eksempelvis, da CD fik lavet en meningsmåling, der viste, at partiet ville få 20 mandater, hvis Naser Khader blev formand for partiet. Skønne, spildte kroner.

Og undersøgelser, der er foretaget på “Ekstra Bladets hjemmeside med 4.000 besvarelser” på et eller andet perfidt formuleret spørgsmål om a la “Skal Dr. Klam have lov til at rage på kvinder igen eller skal han have frataget sin bestalling?” er på ingen måder troværdige.

Det er kendt, at der er stor forskel på meningsmålingsinstitutters resultater, når de laver politiske index i den samme uge – og det burde der jo ikke være, hvis man skal tro den sociologiske sagkundskab. Årsagen er ofte forskelle i metoder og datagrundlag. Det ville derfor klæde dem og alle de aviser, der konsekvent smider undersøgelserne ukritisk på forsiden, hvis de på deres hjemmeside gør hele baggrundsmaterialet tilgængeligt, så læserne selv kan vurdere det.

Det er præcist 30 år siden Den Lille Latinprøve bortfaldt som optagelseskrav til sprogligt gymnasium, og siden er det gået ned ad bakke for faget på alle niveauer. Der er dog politisk røre, og forleden kunne man i KD læse, at der er overvejelser om et politisk indgreb, der måske vil sidestille latin med naturfag i gymnasiet.

Jeg var en af de der mega-nørder, som ikke valgte at tage knallert-kørekort, da Ungdomsskolens verden blev åbnet for os i 8. klasse, men derimod tilmeldte mig latin. Mandag og onsdag aften – to timer. Hver eneste uge. Vi var vel en 10-12 stykker fra hele Odense, der kastede os over sum, fui, esse etc.

Latin åbnede for mig sproget totalt, og det var første gang, at jeg indså, at sprog og matematik hænger sammen. Den latinske grammatik var ikke bare logisk, dens indbyggede matematik var smuk. Når man havde knækket en sætning og forstået, hvorfor et substantiv stod i ablativ og dermed pludselig forstod sætningen, ja, så var det en særlig fornøjelse.

Men som sagt: Man skal nok være mega-nørd for at sætte pris på den slags.

I mine øjne er latin en gave, som rigtig mange ville have glæde af at tage imod. Ikke blot fordi et kendskab til latin åbner for en helt unik forståelse for både modersmål og fremmedsprog, men også fordi det åbner et sprogligt univers, der binder hele den europæiske kulturhistorie sammen – lige fra antikken over middelalderen og helt op til moderne tid. Latin og har også pædagogiske potentialer, som kan fremme elevernes koncentration, arbejdsdisciplin og analytiske kompetencer.

Jeg stiller mig derfor glædeligt op i køen af folk, der anser det for en tåbelighed, at man over de sidste 30 år helt har udryddet latin fra den danske uddannelsesverden. I 1977 afskaffede undervisningsminister Ritt Bjerregaard Den lille Latinprøve som adgangskrav til gymnasiets sproglige linje. Dermed blev latin som valgfag reelt afskaffet i folkeskolen.

Faget var derefter obligatorisk på de sproglige linier i 1.g samt – selvfølgelig – på en eventuel klassisk-sproglig linie. Da valgfagsgymnasiet i 1988 erstattede grengymnasiet, blev faget yderligere svækket. Latin er for mange travle, unge mennesker ikke det mest fristende tilvalg i konkurrencen med mindre terpeintensive fag, og en del gymnasier prioriterede derfor heller ikke at fastholde tilbuddet om latin på højt niveau. I perioden fra 1988-2007 blev der undervist i latin på A-niveau på halvdelen af landets knap 150 almene gymnasier, kan man læse i dagens udgave af Weekend-Avisen.

Den seneste gymnasiereform, der trådte i kraft i 2005, har givet latin det endelig dødsstød. Ganske vist indgår latin nu som en fast del af introduktionsmodulet “almen sprogforståelse”, hvilekt betyder, at 1.g’ere skal bruge 20 ud af 45 timer på en elementær indføring i mekanikken bag latin og, i langt mindre grad, græsk. De, der blev sproglige studenter i juni i år, havde haft fire gange så mange timer i 1.g.

Halvandet år efter reformen undervises der nu kun i latin på A-niveau på otte gymnasier, pt. svarende til 110 elever.

Det er sørgeligt og synd for rigtig mange gymnasieelever, som uden tvivl ville have haft glæde og gavn af at stifte bekendtskab med latin – uanset om de skal være civilingeniører eller translatører.

I mine øjne bør man belønne de gymnasieelever, der trådser den politiske vilje og stædigt holder fast i latinen. De 110, der nu har taget latin, bør have bedre muligheder for at blive optaget på videregående uddannelser og evt. belønnes direkte i gymnasiet med nedsættelse af pensum i sprogfag eller en eksamen mindre.

Der bliver ikke mindre brug for folk, der har indgående kendskab til sprogets struktur, historie og baggrund. Og det er netop, hvad latin kan give.