Kasper Hyllesteds weblog

Selvom jeg er opvokset i byen og aldrig har haft et stort arsenal af eksotiske kæledyr, så har jeg altid haft en stor fascination af dyr. Desværre er det danske dyreliv jo ret begrænset, og når man har fået nok af at se på harer og hjorte i dyrehaven, så er det svært at finde flere spændende dyr at se på i den danske natur.

Derfor har jeg også i flere år haft årskort til Zoologisk Have. Jeg bor på Frederiksberg, og ofte lægger jeg og familien en tur forbi Valby Bakke og den smukke, gamle have. Tilsvarende når vi er på familiebesøg i Odense, hvor Zoo i de senere har gennemgået en fantastisk udvikling.

Dyrene i zoo er dybt fascinerende, og at have en dreng på 1½ år med, er en fornøjelse. Han får nemlig øje på helt nye dyr og hvor fantastisk en lille fugl eller en dværgodder kan være. Vi voksne kan ofte overse dem til fordel for de enorme elefanter eller de voldsomme løver. Men de mest spændende dyr i zoo, er faktisk også ofte de mest oversete.

Jeg har nogle favoritter, og især eet dyr, som jeg gerne vil avertere for her på bloggen, nemlig okapien. I Københavns Zoo er der tre okapier, som desværre er gemt væk helt nede i hjørnet af søndermarken. Ved siden af de gule giraffer, lige overfor det anlæg, hvor zebraerne boede før opbygningsprojektet gik i gang.

Okapien er et fantastisk spændende dyr. Og det er ikke kun i København, at de er gemt væk. Faktisk blev det først opdaget af rigtige hvide mennesker omkring år 1900. Lokalbefolkningen havde naturligvis kendt til dyret i mange generationer, men det var først da en opdagelsesrejsende ved navn Johnson stødte på det særprægede dyr dybt inde i Congos jungle, at det fandt vej til de vestlige civilisationers zoologiske opslagsværker og sidenhen til vores zoologiske haver.

At okapien først blev opdaget så sent, siger noget om, at vi her har at gøre med et meget sky dyr. Samtidig har det været udsat for krybskytter og en evindelig borgerkrig i centralafrika har samtidig gjort kål på en stor del af dyrets habitat og dermed truet arten med udryddelse. Det er ganske sigende, at man faktisk ikke har set en okapi i det vilde siden 1959. Sidste år fandt en gruppe forskere spor efter okapier, og det giver håb om, at der stadig findes nogle derude i junglen.

Man skal altså ikke tage til Congo for at se på okapier, men derimod i Zoologisk Have. Og her er vi faktisk ekstremt heldige i København. Vi har hele tre af slagsen, og da det har vist sig meget svært at få dem til at yngle i fangenskab, så findes der i dag under 100 okapier i bur hele verden.

Derfor var det også en stor tragedie, da en okapi for nogle år siden døde i Københavns zoo. Ikke på grund af alderdom, men fordi nogle operasangere skrålede løs ovre i Søndermarken. Det stressede simpelthen dyret så meget, at det drattede død om. Og for at det ikke skal være løgn, så serverede Mick Schack (ja, ham fra “Hjemmeservice” på DR2) det for nogle venner ved en middag efterfølgende (gad vide, hvordan det smagte?).

At okapien fascinerer mig så meget, skyldes ikke blot historikken, men lige så meget dyret i sig selv. Umiddelbart ligner det en underlig krydsning af en zebra og en kamel, men i virkeligheden er der tale om en giraf-art. Skovens giraf, er den blevet kaldt meget sigende, selvom den har sort/hvide striber i stedet for de karakteristiske gule/røde pletter, som kamuflerer savanne-girafferne.

Noget af det mest fascinerende ved okapiens natur er den lange, blå tunge. Tungen bruger den til at flå blade af junglens vegatation, og derfor skal den naturligvis være lang. Men okapiens tunge er faktisk så lang, at den ikke bare kan slikke sine øjenlåg (sic!), men faktisk også rense sine ører med tungen (ja, det gør den – jeg har faktisk set det i Zoo!).

På trods af, at okapien er et vildt spændende dyr, så er den alt for overset. Flere gange, når jeg har besøgt zoo tidligt på dagen, har de tre dyr været lukket inde, fordi dyrepasserne ikke lige har haft tid til at lukke dem ud endnu.

Ser man på sponsorskiltet foran okapi-indhegningen, så er det heller ikke de største guld-sponsorer, der brillerer med at smide penge efter skovens giraffer. Og det er synd. For okapien fortjener al den opmærksomhed, den kan få.

Derfor en opfordring til alle læsere: Næste gang det er godt vejr, så læg vejen forbi Zoologisk Have – og husk at droppe forbi det bagerste hjørne i Søndermark-delen. Helt ovre ved siden af girafferne. Og kig så godt på det spøjse dyr, de kalder for en okapi.

[ratings]

Da jeg var barn elskede jeg at komme på besøg hos min mormor i Jylland. Naturligvis fordi min mormor var, som mormødre skal være: Ufatteligt sød og rar ved os børnebørn. Men også fordi hun altid lavede god mad – og rigeligt af den. Når man havde været på besøg hos mormor, så var man mæt for flere dage. Der var små, lækre fiskefileter. Der var flæskesteg. Der var små frikadeller. Der var hjemmelavet leverpostej. Der var… ja, der var det hele. Hver gang. Og altid. Og det mest fantastiske var, at når man så havde spist alle disse dejlige retter, så kom der hjemmelavet is. Og bagefter det, så var der kage. Og for at det ikke skal være løgn, så var der også altid lige hjemmebagte småkager til kaffen. Min mormor havde lavet mad hele sit liv, og hun var god til det.

Mine forældre fik naturligvis øl og snaps til maden, men os børn blev skam også forkælet. Vi fik sodavand. Og som læsere over 25 år vil vide, så var det ikke noget, man bare fik hver dag. Nej, det var noget særligt, som kun kom på bordet, når der var gæster. Og kun i meget begrænsede mængder.

Hos min mormor var det lidt anderledes. Hun havde altid købt en kasse sodavand nede hos købmanden. En orange kasse med små 25-centiliters flasker med forskelligt indhold. Jeg mener at huske, at det var Baldur Sodavand, men dengang fandtes der mange danske sodavandsproducenter, der ikke var opkøbt af Carlsberg, så jeg kan tage fejl.

Én ting, jeg dog ikke tager fejl af, er min favorit. Det var en lille flaske med en blå og sort etiket, hvor navnet “Klar cola” synede frem.

“Klar cola” var et hit hos mig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Smagsmæssigt ville man nok kalde den en sportsvand af en slags i dag, men det var der ikke tale om dengang. Jeg var ikke den eneste, der foretrak den klare cola. Mine fætre og min søster var også altid ude efter netop denne sodavand, og ofte måtte de voksne mægle, når der ikke var klar cola til alle.

Jeg havde egentlig glemt alt om “Klar Cola”, men dog bemærket, at den var gledet ud af mit sodavands-repertoire til fordel for “the real thing”.

Men så forleden læste jeg en artikel i Nyhedsavisen. Journalistens navn er desværre anonymiseret, men jeg har tydeligvis fundet en “lidelsesfælle”. Én, der ligesom jeg, nød Klar Cola dengang i 1980′erne, hvor alting ellers skulle være pastelfarvet og kunstigt.

Denne journalist har begået et sandt pragteksempel på god, afdækkende journalist. Han har nemlig sporet sig ind på den tabte historie om, hvad der blev af den. Altså den klare cola.

Artiklen fortæller bl.a., at Klar Cola faktisk var et svar på 1980′ernes store forskrækkelse over for farvestoffer. Klar Cola var et alternativ til forældre, der helst ville have, at deres poder ikke skulle udsættes for kunstige farvestoffer.

For 30 år siden gik en bølge mod kunstige farvestoffer over landet. Derfor lancerede flere bryggerier klar cola.
»Vi lavede både cola, hindbær og appelsin uden farve. Men de to andre faldt hurtigt fra, der var ingen, der gad købe dem,« husker Egon Adelhardt, der er direktør for Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe.
Klar cola var lidt af et hit til børnefødselsdage i 80′erne. Den sjove klare farve var nok mere skyld i populariteten, end smagen egentlig var.
Indtil flere bryggerier, oftest i discount-genren, bryggede de klare dråber. Men som tiden gik, faldt de alle fra. Hancock Bryggerierne i Skive forsøgte sig med Hvid Cola, men heller ikke det kunne vare ved.
»Salget raslede ned. Til sidst blev dem, der efterspurgte Hvid Cola, mere interesserede i øl,« siger regnskabschef Jørn Jensen.

Og ja, det er nok rigtigt, at jeg og min generation forlod den klare cola til fordel for kolde fra kassen, men vi savner nu den alligevel.

Klar cola var til at begynde med et dansk fænomen, men i 90′erne, da den gennemsigtige drik stort set var død og borte herhjemme, genoplivede amerikanerne den klare cola. I 1993 forsøgte Pepsi at lamme Coca-Cola med deres Crystal Pepsi. Drikken blev lanceret til Superbowl, den største amerikanske sportsbegivenhed, med svimlende reklamepriser. Tilmed betalte Pepsi legenderne i Van Halen en klækkelig sum for at bruge deres comeback-sang ‘Right Now’ som musik i reklamen.

Men på trods af, at hverken Pepsi eller Coca-Cola, der forsøgte sig med en konkurrent, fik succes med deres foretagende, så lever den klare cola faktisk videre i sit hjemland:

Herhjemme kan det være mere end vanskeligt at opdrive en klar cola. Men på Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe brygges den stadig. I dag under navnet Albino Cola, »for der skal være lidt mode over det«, som Egon Adelhardt siger.
Fabrikken leverer mest til købmænd i Jylland og på Fyn, men der er også et lille salg på Sjælland. Det var faktisk tæt på, at Albino Cola også var afgået ved døden.
For halvandet år siden prøvede Frem at trække den tilbage, fordi salget var for dårligt. Men det faldt ikke i god jord blandt klar cola-entusiasterne, som protetesterede massivt. Så foreløbig lever den klare cola stadig.

Jeg vil næppe selv gå i gang med at lave en underskriftsindsamling til bevarelse af Klar Cola, men jeg er helt sikker på, at jeg ville købe nogle stykker, hvis jeg faldt over dem i mit lokale supermarked. Og så ville jeg sidde og drømme mig tilbage til min mormors veldækkede og velspækkede frokostbord, mens jeg nyder den kolde, klare cola…

[ratings]

Da jeg i morges gik ned til min postkasse for at hente dagens aviser, kunne jeg samtidig for første gang også hente tre kasser fyldt med dagligvarer ind i køkkenet. Kasserne stod nemlig pænt og nydeligt foran min hoveddør, hvortil de var blevet leveret, mens jeg sov sødt.

Kasserne indeholder (næsten) alle de varer, som jeg og min lille familie skal bruge i husholdningen de næste syv dage. De kom ikke flyvende af sig selv, men blev leveret af det nye internetbaserede supermarked, torvet.dk.

Det er ikke første gang, at danske virksomheder har forsøgt at få os til at handle dagligvarer på nettet. Både ISO og Favør brændte nallerne noget så gevaldigt, da de forsøgte sig som pionerer, men siden dengang er der sket en del med nethandlen i Danmark.

En meget stor del af os køber telefoni på nettet. Vi køber også togbilletter og printer dem selv. Og hvornår har vi sidst sagt ja til at betale ekstra for at få en papir-billet, når vi skal med flyveren? Og musik? Det er da kun gamle mænd, der køber CD’er -vi andre er blevet 100% digitale.

Men det er jo tjenester, der sagtens kan digitaliseres. Det kan 2 liter minimælk trods alt ikke. Men også når det kommer til almindelige varer har nethandlen større succes i dag end for fem år siden. Se eksempelvis Aarstiderne.dk, som leverer frugt- og grønt. Og Dell, der leverer IT-udstyr. Og danske smartguy.dk, der sælger tøj på nettet har faktisk også succes i dag.

Spørgsmålet er så, om vi er modne til at få leveret mælk, brød og smør. Jeg ved i hvert fald, at jeg er!

I min familie bruger vi let 1-2 timer om ugen på at være i supermarkeder. I søndags brugte vi 25 minutter på at sidde ved computeren og bestille varer på torvet.dk. Onsdag morgen var det hele leveret – uden problemer. Og hverken jeg eller Katrine havde tilbragt tiden i Føtex, NETTO eller SuperBrugsen.

Det var lidt en test for vores vedkommende, men vi var positivt overraskede over sortimentet. Vi oplevede ikke, at der manglede varer – dog var der et par punkter, hvor vil blev lidt nærige. Jeg vil fx ikke betale 30 kr. for 100 gram cashew-nødder.

Men ellers var priserne ikke på nogen måder urimelige. De er naturligvis ikke på det niveau, som man finder i NETTO eller ALDI, men nok nærmere SuperBrugsen. Udvalget var pænt, men der var ikke mange forskellige mærker indenfor den samme kategori. Hvor man i Føtex let kan finde 3-4 forskellige slags af den samme vare, så var der ofte kun een.

Et andet problem, som vi stødte på, handler om deklarationer. Nogle varer havde billeder af bagsiden, så man kunne læse, hvad der var i den, men det var ikke alle (kan være vigtigt for fødevareallergikere eksempelvis), og der står ikke noget om holdbarhedsdatoer.

Man betaler naturligvis noget for den service, det er, at få leveret sine dagligdagsindkøb. Torvet.dk har indført en flatrate-pris på kr. 49 – uanset hvor meget, man får leveret. Man skal altså ikke bruge dem til blot at få en pakke Bastogne-kiks leveret, og da prisen for øl ikke kan konkurrere med supermarkedernes slagpriser, så skal man nok heller ikke regne med, at den næste abefest billigst arrangeres fra computerskærmen.

Torvet.dk’s hjemmeside har nogle problemer pt. (eksempelvis med Firefox), men der er nogle rigtig gode elementer og der er tydeligvis fokus på udvikling. Eksempelvis kan man benytte nogle opskrifter, og automatisk overføre ingredienserne direkte til indkøbskurven. Desværre skal de tilføjes een ad gangen, men mon ikke torvet.dk snart finder på at lave en knap der hedder “Overfør alle”.

Hvis jeg kan spare en lørdag formiddag sammen med 2000 andre børnefamilier i Føtex helvede, og i stedet bruge dem sammen med min familie, så betaler jeg gerne 49 kr. Det er velfærd i mine øjne.

P.S.
Torvet.dk ejes i øvrigt af de samme personer, der står bag som skagenfood.dk, så i hvert fald fisk og grønsager fra torvet.dk må antages at være af samme kvalitet, hvis man har erfaringer med dem.

[ratings]

Ved årets begyndelse oplistede jeg mine ønsker for, hvilke dimser der skulle lande på Ved Grænsen 50 i løbet af 2006. Listen var lang, og mange mente, at den var ganske urealistisk – selv for en gadget-o-holic som mig.

Nu er der gået lidt mere end et kvartal, og det er på tide at gøre status. Hvor langt er jeg nået i mit forsøg på egenhændigt at ødelægge de danske handelsbalance?

Mit første ønske var flere tv-kanaler. Og her må jeg melde pas. Der er ikke sket noget på den front. Vi har stadig kun 3½ kanal, og det piner mig fortsat. Dog forventer jeg, at kvaliteten af disse tre kanaler vil blive væsentligt bedre, når jeg i løbet af de næste par uger køber mig en digital TV-modtager. Forslag til hvilken modtages gerne i kommmentar-feltet

Punkt 2 var et nyt fjernsyn. Og her er der et plus. I onsdags bragte jeg et 32″ stort MEDION LCD-TV hjem. Et lækkert apparat, hvor jeg især er fascineret af Picture-in-Picture samt ikke mindst de mange avancerede tekst-tv-funktioner. Desværre er det stadig lidt sølle, når man kun har 3½ tv-kanal.

Men det bringer mig straks videret il punkt 3, som var en en HDD-recorder. Og sådan en er også landet i det lille hjem. Og ganske som ønsket, så faldt valget på en KiSS DP-558. Jeg har haft nogle problemer med at få netværksforbindelsen til at fungere ordentligt, men nu kører EPG, FTP, Netradio osv. DP-558 er og bliver en entusiast-maskine, som jeg aldrig ville installere hos mine forældre, men har man mod på at bruge hackede firmware-opgraderinger og lege med KML-scripts, så er det den fedeste maskine. Især til den pris.

Det fjerde punkt var en DAB-radio. Og her er jeg faktisk lidt bagud. Jeg har i længere tid haft en model til test, som står i køkkenet, men jeg har endnu ikke fundet den model, som er perfekt til mig. Ej heller til bilen, desværre. Gode råd? Smid en kommentar.

Den sidste jeg kan sætte kryds ud for i dette kvartal er robotstøvsugeren. Faktisk er det ikke mig, men Katrine, der har hjembragt en AGK DirtButler. Hun vandt den tilmed uhyggeligt billigt i en auktion på morsverden.dk. Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, så knokler Svetlana (det kalder vi den) med at støvsuge hele stuen. Det larmer lidt, men hold op hvor er det rart, at det ikke er mig, der knokler rundt

Ud over disse fire ting, så kan jeg også tilføje en femte ting, som dog ikke stod på den oprindelige liste, men som retteligt bør være med i denne status. Det er nemlig min nye bagemaskine. En fantastisk opfindelse, som allerede er blevet en integreret del af vores familie. Maskinen er i sig selv ikke noget særligt. Den er fra Melitta og kostede ikke mange hundrede kroner. Men den fungerer upåklageligt, og vi får friskbagt brød tre-fire gange om ugen. Den helt store fordel ved maskinen er, at det tager ganske kort tid at forberede brødet samt at opvasken er minimal. En vægt og de to medfølgende målebægre er alt, hvad man behøver. Og så det medfølgende opskriftshæfte. For man skal følge opskriften meget nøje – ellers går det helt galt, siger min erfaring Men gør man det, så kan man med fem minutters forberedelse om aftenen vågne op til duften af friskbagt brød – og det er altså noget helt særligt. Lige for tiden eksperimenterer jeg med lidt grovere brød, bl.a. med havregryn og durum. Og det smager sgu meget godt.

Ud over dette intermezzo er der ikke kommet det store at nye ting på listen endnu – men der er jo også kun gået lidt over tre måneder so far

I mine øjne bør alt, der kan være digitalt, være digitalt. Jeg er stor tilhænger af selvbetjeningsløsninger på nettet og vores hjem er allerede fyldt op af alskens elektroniske dimser og dingenoter, der gør vores hverdag lettere og/eller mere spændende.

Der er dog nogle undtagelser fra reglen. Ting, som bare har det bedst i gammeldags analog form. Bøger er et oplagt eksempel. Jeg har læst adskillige e-bøger på min PDA og ifm. mit netop afsluttede speciale læste jeg flere af Magtudredningens udgivelser på PC’en (i øvrigt ganske visionært at gøre dem tilgængelige for alle i PDF-format helt gratis!)

Men når jeg skal læse en roman, en digtsamling, en stak noveller eller hvad det nu kan være, jeg er faldet over i bogladen, så foretrækker jeg altså en rigtig bog. Den gammeldags, analoge bog har ikke de samme smarte funktioner som e-bøgerne, men de fungerer stadig, som de altid har gjort. Mit håb er, at vi fremover vil få bøger både i analog og elektronisk form, hver gang vi køber en. Det burde være ret let at lave (fx blot ved integration af en RFID-chip i bogen, som kunne give adgang til teksten på nettet eller på anden vis), og forhåbentlig er der nogle forlag, der er i gang med at tænke i disse baner.

Der er også andre eksempler på, at analoge medier stadig står stærkt. Her i huset tager vi hver eneste dag adskillige billeder. 99 pct. af dem er af vores søn, og nogle af dem bliver lagt på hans weblog, og på den måde lever de et fuldstændig digitalt liv. Vi har i hans syv måneder gamle liv taget over 3.700 billeder af ham og det er jo en del. Kun nogle få af dem bliver lagt på hjemmesiden, og endnu færre bliver lagt i en mappe, der hedder “Til fremkaldelse“. Når der er samlet en god stak sammen, så får vi dem fremkaldt.

Hvorfor? Alle kan jo gå ind og se billeder af knægten på nettet. Og vi er godt klar over, at vi aldrig får taget os sammen til at lave fotomapper eller på anden vis organiseret billederne.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er stadig noget over at sidde med et rigtigt fotografi i hånden. Det er let at forære dem væk til venner og bekendte (oftest dem, der optræder på billederne) og så kan de jo også komme op og hænge på væggen eller stå på skrivebordet.

Indtil nu har vi benyttet Føtex’ fremkaldelsesservice. De var hurtige, rimelige i pris og kvaliteten var udmærket. Men da vi forleden skulle have fremkaldt en stor stak billeder og samtidig ønskede at få nogle i stor forstørrelse, gik jeg på net-jagt efter et fremkalder-sted, der måske var bedre end Dansk Supermarked.

I min søgen faldt jeg over digifotopriser.dk, der som navnet antyder er en service, hvor man kan finde ud af, hvad det koster at få fremkaldt sine digitale fotografier hos en lang række udbydere. Man taster blot antal, størrelse og andre krav ind, og så får man en liste over, hvad det vil koste i de forskellige netbutikker.

Til min store overraskelse, var der meget stor prisforskel. Adskillige hundrede kroner faktisk.

Jeg valgte at få fremkaldt hos de billigste, og her sender man en venlig tanke til EU og globaliseringen, for de viste sig at bo i Tyskland (faktisk i Köln) og hedde pixum.com. Pixum fik billederne tilsendt over nettet onsdag aften omkring kl. 22:00, og lørdag lå de i postkassen med morgenposten. Prisen var så afgjort ganske rimelig:45 billeder i to eksemplarer + 5 stk. i 20 cm-format fik vi for lidt over 14 euro inkl. forsendelse. Og billederne er særdeles flotte.

Det eneste, jeg savner, er muligheden for at få printet filnavnet på billedet på bagsiden. Det ville give mig mulighed for at huske billedets situation endnu bedre.

Men sådan blev en historie om analoge og digitale medier til et banalt råd om at fremkalde billeder hos Pixum

Når jeg fra tid til anden falder over et ugeblad, så undrer jeg mig altid lidt over, at der ofte er et dobbelt opslag med navne og billeder af “kendte”, der har fødselsdag i den kommende uge. Hvad i alverden skal jeg bruge den information til? Og er der nogen, der på den baggrund begynder at sende disse “kendte” fødselsdagshilsner og lign.?

Nå, men da jeg selv havde fødselsdag i går, og desværre ikke er nævnt i nogle ugeblade af den grund, så tænkte jeg, at det da kunne være meget sjovt at finde ud af, hvem der ellers har haft samme fødselsdag som mig igennem historien. Og hvad der i øvrigt er sket den 15. februar.

Den 15. februar er Faustinus dag. Faustinus og hans bror Jovita blev kastet for de vilde dyr, som imidlertid angreb og dræbte soldaterne i stedet (hvorfor ved jeg ikke), men Roms kejser i 120 mente, at det var så slemt, at de i stedet for at blive flået af vilde dyr skulle pines med gloende jern og have hældt smeltet bly i halsen. Tak for kaffe!

Denne noget bizare historie er altså baggrunden for navnet på min fødselsdag, som jeg i øvrigt deler med nogle prominente personer. Lad mig blot nævne Galileo Galilei, der som bekendt var fysiker og astronom. Han fødtes den 15. februar i 1564 og døde i 1642.

Senere fødselarer er den danske digter Jens Baggesen hvis “Labyrinten” jeg blev tvunget til at læse på 1. år på danskstudiet. Den var da meget god, men jeg har læst bedre.

Min kæreste vil nok vide, hvem Alfred North Whitehead er – han skulle være en engelsk matematiker og filosof, der blev født i 1861 og døde i 1947.

Om jeg skal være særligt stolt eller beæret over det, aner jeg ikke, men ikke desto mindre, så kom håndbold-ikonet Anja Andersen også til verden den 15. februar 1969. Hun er så vidt vides ikke død endnu, men hvis hun også gør det den 15. februar et eller andet år, så vil hun dele dødsdato med en del prominente danskere, eksempelvis Adam Wilhelm Moltke, der som bekendt var Danmarks første valgte konseilspræsident. Han døde den 15/2 i det forsmædelige år 1864.

I 1902 var det Viggo Hørups tid, der var oprundet. Han blev kun 60 år, men 63 år senere måtte Nat ”King” Cole lægges i graven kun 45 år.

Der er også sket en masse ting den 15. februar gennem historien. Desværre ikke så mange spændende ting, men jeg kan da fremhæve, at det også er dagen, hvor Aksel Larsen i 1959 stifter Socialistisk Folkeparti (SF). 18 år senere – i 1977 – vinder Socialdemokraterne dog dagens folketingsvalg og kan dermed fortsætte i regering. Og så var det i øvrigt også den 15. februar 1989, at den sidste Sovjet-soldat blev tvunget ud af Afghanistan.

På min eksakte fødselsdag, den 15. februar 1978, har jeg ikke kunnet finde ud af, om der er sket noget epokegørende – altså ud over, at jeg blev født Men jeg hører da gerne om det i kommentarerne…