I sidste uge begik jeg endnu et indlæg på det udmærkede Kommunikationsforum.dk.
Denne gang har jeg set lidt på, hvordan danske toppolitikere spiller “ægtefællekortet” samt givet et par gode råd.
Artiklen kan man læse på kforum.dk
Det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet her på bloggen, men fandt lige en ledig stund. Og hvad var mere oplagt end at tage tråden op fra tidligere, hvor jeg har skrevet lidt om mine overvejelser indenforn elektronik-anskaffelser.
Jeg vil skynde mig at slå fast, at 2009 allerede har budt på en del anskaffelser, hvor den mest markante nok har været, at jeg har skiftet den bærbare computer (Zepto Znote 6625WD) ud med et monster af en stationær computer med dertilhørende 24″ skærm. I et par år har jeg været fri for stationære computere, men jeg må sande, at det bare ikke er lykken til alle opgaver. Og eftersom jeg sjældent tog min bærbare med rundt, så var der faktisk ingen grund til at være bærbar derhjemme på den primære computer.
Den væsentligste årsag til at skifte var billedbehandling. Sidste år anskaffede jeg mig et Canon 30D, og samtidig er familien blevet forøget med deraf følgende flere billeder og videoer (især fra mit lille Creative Vado HD). De skal behandles, og det er nu engang bedre at gøre det på en ordentlig skærm og med rigeligt med power under hjelmen. En Intel Quadcore-processor kan sagtens klare mit arbejde i Photoshop og Sony Vega.
Det betyder altså, at jeg ikke har planer om at købe ny computer i år. Og dog. For jeg skal have mig en ny mininote. Jeg har længe prøvet forskellige af, og pt. er min primære tertiære (yes, sir!) maskine en HTC Shift. Alene af den årsag, at den har indbygget 3G-modem og er så tilpas lille, at den kan være med i min taske hver dag uden at give mig myoser.
Men den er sløv og har et dårligt tastatur. Så den skal skiftes ud (er til salg, hvis nogen har lyst?), og jeg satser kraftigt på, at afløseren skal være en HP Mini 2150 med en tilpas høj opløsning på skærmen og indbygget 3G-modem. Den er lidt tungere end Shift’en, men det klarer jeg nok. Til gengæld er jeg ærgerlig over, at Sonys Vaio P ikke kommer til Danmark til en fornuftig pris. For den kunne i høj grad sagtens være løsningen for mig. Og så har den tilmed en ekstra cool-factor i form af indbygget GPS (ikke at jeg lige ved, hvad jeg skulle bruge det til, men alligevel).
På mobilfronten er der også sket en del ting. Jeg har været glad for min HTC S740, men jobbets PIM-system har det bedst med Nokia, så jeg er hoppet på en E75, som jeg faktisk er blevet rigtig glad for. Jeg kan jo ikke undgå at have en Windows Mobile-enhed, så tasken har også en HTC Touch HD. Mit krav er god processor-hastighed og ikke mindst en ordentlig skærm. Jeg savner min gamle Dell Axim X50v med VGA-skærm på 3,7 tommer, men er egentlig godt tilfreds med HTC’en. Især når/hvis Windows Mobile 6.5 giver nogle hastighedsforbedringer.
Min E75 har jeg i øvrigt sat op sammen med Nokias glimrende nye Nokia Messaging, som gør det muligt at få pushet mails fra op til 10 forskellige e-mail-konti direkte ud på telefonen. Og så er det tilmed gratis.
På hjemmefronten er der også behov for fornyelse. Mit TV er simpelthen ikke godt nok. Jeg har netop testet Samsungs nye LED-tv, og er ovenud begejstret. Ikke kun for den glimrende skærm, men især for muligheden for at koble det på hjemmenetværket og streame billeder og video fra mit Qnap NAS. Det holder 100%. Men det er lidt dyrt, så jeg må vist se mig om efter noget andet, hvis det også skal passe ind i budgettet. Jeg har købt mig en Samsung DVD/HDD-recorder, og Samsungs Anynet+ fungerer rigtig fint og smart, så det er nok i Samsung-retningen, jeg kigger.
På kamerafronten bør der også ske noget. Jeg har lidt svært ved at se hvad, men er åben for forslag. Jeg har investeret i flash, trådløs sender/modtager til flash, pol-filter osv. Jeg mangler et godt stativ, og måske noget lys-ting. Men hvad ellers?
Derudover er jeg på udkig efter et par fotorammer. Både een til hjemmet, som gerne må have en ordentlig opløsning og selv kunne hente de nyeste billeder, fx fra mit NAS eller fra Picasa. Og så skal jeg også have en til jobbet. Den behøver ikke at være vildt avanceret. Hvilken skal jeg have? Gode råd modtages gerne.
Det var første status. Mere kommer senere – og kommentarer og forslag er velkomne.
Min familie vil nok sige, at jeg er meget kræsen. Men jeg undrer mig altså rigtig meget over, at der findes over 190 Michelin-stjerner i Japan.
Jeg har ikke været på nogen af disse restauranter, men jeg har været på udmærkede restauranter, som serverer traditionel japansk mad. Jeg spiser ikke fisk og skaldyr, nej, slet ikke rå fisk. Og så er der altså ikke meget at komme efter hernede.
I mine øjne virker det som om, at japansk madkunst går ud på at servere alting på en eller anden måde. Den foretrukne tilberedningsmetode er friture-stegning. Kan man ikke smide ting direkte i lykkebrønden, så ryger det først i en gangn tynd dej. Denne tilberedning fik jeg bl.a. serveret et helt almindeligt grønt blad i. Samt diverse indvolde.
Den anden metode er kogning. Eller rettere: Bulder-kogning. De koger simpelthen maden, så det bliver helt blødt.
Ellers er der naturligvis lyn-stegningsmetoden, som vist er mere udbredt i resten af Asien end her. Normalt giver det et glimrende resultat med både grøntsager og tyndskåret kød, men nej, ikke her.
Og deres brød er helt i skoven. Fyldt med sukker og meget, meget kedeligt. Her savner jeg virkelig europæisk brødbagning. Selv italienere kan finde ud af at lave ordentligt brød. Men nej.
Nå, nok om maden. Det er ikke derfor, man skal tage til Japan.
Dagens program bestod bl.a. i et besøg på Panasonics PC-fabrikl. I modsætning til andre PC-producenter, så producerer Panasonic praktisk talt alt selv. 90 pct. af deres maskiner er lavet af Panasonic selv. Og langt hovedparten af de maskiner og robotter, der producerer hovedparten af maskinerne, er også lavet af Panasonic. Det gjorde fabrikken til et langt mere interessant sted at besøge end fx danske Zepto, der blot samler de enkelte dele.
Panasonic er en meget lille PC-producent og har specialiseret sig i såkaldte rugged pc’s, dvs. computere, der kan tåle at få mere end daglige tæsk, regnvejr, hård kulde osv. De laver også business-modeller, der er egnede til folk, der fx bevæger sig rundt i industrielle miljøer eller på byggepladser osv.
På dette marked er de førende, og deres maskiner er da også ret imponerende, hvilket man kunne forvisse sig om i deres testmiljø, hvor de udsætter maskinerne for ekstreme temperaturer, fald fra op til en meters højde, oversprøjtning med vand osv. Nogle af maskinerne anvendes af militæret, og man forstår hvorfor.
Det mest interessante var dog at se selve produktionen.
Hovedparten foretoges naturligvis af robotter, bl.a. verdens hurtigste samle-robot, der kunne montere et utal af komponenter på et hæsblæsende tempo. Fabrikken producerer pt. 660.000 pc’er om året og det foregår på een etage, der fylder ca. det samme som en dansk Føtex.
Mere skal der ikke til. Når robotterne er færdige med at montere de små dele på hovedkortet, sendes det videre til montage og afprøvning, som mennesker står for. Der er ca. 6-700 ansatte i produktionen, hvilket betyder, at de hver især producerer ca. 1000 PC’er om året. De arbejder i tre-holds-skift, 24-7-365. Panasonic påtænker at fordoble produktionen inden 2012, bl.a. ved at indføre flere robotter samt ved at udvide produktionsarealet med en ekstra etage.
Medarbejderne er ikke uddannede. Det er specialarbejdere, der gennemfører kortere kurser på op til 14 dage for at kunne varetage de enkelte funktioner.
Med andre ord, så er der ikke tale om højteknologiske arbejdspladser, tværtimod. Det er lavteknologi, som hverken kræver særlig meget arbejdskraft eller viden.
Umiddelbart ville jeg ikke have troet, at produktion af noget så kompliceret som en avanceret bærbar computer ville være så simpelt, men fordi robotterne klarer det svære arbejde, så er der ikke meget tilbage for dygtige mennesker at lave.
Samtidig vil det ikke være svært for et firma som Panasonic at udvikle robotter, der kunne overtage en stor del af det arbejde, som mennesker i dag udfører på deres fabrik. Men så længe, at der er rigeligt med billig arbejdskraft at få (det er aldrig svært at skaffe ufaglært arbejdskraft til en fornuftig pris – selv i Japan), så er der intet incitament for virksomheden i det. De kan altid bygge en fabrik mere efter samme mønster, og eftersom de selv producerer robotterne, så er det heller ikke svært for dem at få fingrene i produktionsudstyr.
Det var mine umiddelbare tanker om dagens oplevelser. Jeg skal tidligt op i morgen og flyve først til Tokyo og så til København, så jeg vil gå i seng nu. Men jeg lover, at der nok skal komme både billeder, video og flere indtryk og overvejelser, når jeg lander hjemme i Danmark og har fået noget ordentligt at spise.
I disse dage er jeg på Japan. Panasonic har inviteret mig – og ca. 200 andre journalister – til en verdensomspændende præsentation af en ny business-serie af bærbare computere samt ikke mindst et besøg på deres computerfabrik i Kobe.
Det er min første tur til Japan – ja, faktisk min første tur til Asien. Jeg sagde straks ja til invitationen, ikke mindst fordi jeg meget gerne ville opleve Japan. Jeg har aldrig betragtet Japan med en stor portion ærefrygt. Det er jo landet, der både opfinder de smarteste nye produkter og samtidig er i stand til at producere dem til en pris, der er så lav, at ingen europæiske konkurrenter kan følge med. En ret unik kombination, som har fået mange vestlige lande til at ryste i bukserne.
Efter et par dage i Tokyo ryster jeg dog ikke så meget mere. Selvfølgelig skal man ikke dømme et land efter så kort tid, men de ting, jeg har observeret, viser i mine øjne, at vi er langt længere fremme end japanerne på mange punkter.
Jeg havde forestillet mig, at der ville være robotter overalt. Selvom jeg har bevæget mig i de mest high-tech-områder af Tokyo, man kan finde, så har jeg endnu ikke mødt en eneste robot. Tværtimod. Overalt hvor vi i Danmark enten har automatiseret alting eller overladt arbejdet til folk selv, så er der mennesker, der er ansat til de mest tåbelige jobs. På hotellets parkeringsplads er der ikke mindre end fire mennesker, der viser busser, hvor de skal holde. Størstedelen af dagen laver disse fire mennesker ingenting, og når der kommer en bus, så kæmper de om at udføre den samme opgave, nemlig at vise bussen på plads.
Da vi tog bussen fra lufthavnen til hotellet, var der tre mennesker til at kontrollere den billet, som der var to mennesker om at sælge. Og dette til en bus, hvor der var plads til 20 mennesker i, hvoraf der var optaget på halvdelen af sæderne.
I går åbnede den første H&M-butik i Japan. Vi kørte forbi køen hentil butikken, der var ca. 600 meter lang. Alle stod på en pæn, lige række – men alligevel var der udstationeret ikke mindst end 9 politibetjente til at holde styr på køen.
Det er og bliver spild af arbejdskraft, og når man samtidig tager i betragtning, at Japan har en demografisk udfordring, der siger spar to (her ville end ikke en afskaffelse af efterlønnen være nok), så undrer det mig såre, at man i LEANs hjemland kan opleve sådan en lemfældig omgang med den væsentligste ressource overhovedet.
For japanerne er en af de knappeste ressourcer altså ikke arbejdskraft, men land. Der bor over 120 mio. mennesker på et meget lille område, og det betyder også, at jord er meget dyrt, og derfor er alle huse meget høje. Ekstremt høje. Et lille hus er på under 20 etager her i byen.
Det virker overvældende på en dansker, uden tvivl. Men samtidig bliver man skuffet, når man betragter især de arkitektoniske kvaliteter. De er mildest talt ikke noget at skrive hjem om (selvom det er, hvad jeg gør nu). Det virker som om, de har ladet den samme gruppe ingeniører designe samtlige bygninger og broer. Det hele handler om funktionalitet og om at få så mange mennesker ind på så lidt plads som muligt. Det betyder også, at alt er småt.
Selvom jeg bor på et meget fint hotel, så er rummet her mindre end et børneværelse i Danmark. Og det er tilmed et dobbeltværelse. Sengen er under 2 meter lang, og badekarret er på størrelse med en gammeldags sidde-model, som var populære i 1960′ernes betonbyggeri i Danmark.
Et sidste punkt, jeg vil nævne, er den meget indadvendte kultur. Der er praktisk talt ingen japanerne, der taler engelsk – og ingen, der taler det særlig godt. På mit hotel er et fint fjernsyn, hvor jeg kan forvisse mig om, at Japan har mindst 20 TV-kanaler, der sender i HD. Men der er ingen udenlandske TV-kanaler. Ingen CNN, ingen BBC World, ingen MTV.
Til gengæld er der fyldt med absurde japanske gameshows, baseball og de samme nyheder. Sport er fedt i HD, men gameshows med sumobrydere og piger i skoleuniformer, der forsøger at stave svære ord (eller noget i den retning) – det skal hverken opleves i SD eller HD.
Måske havde jeg lidt for høje forventninger til Japan. Jeg har altid opfattet mig selv lidt som en Japan-fan, fordi de både havde den kulturelle historie og den fremtidsvenlige indstilling til alting. Men jeg er blevet lidt skuffet. Det kan også godt være, at det skyldes, at jeg ikke er stødt på een eneste ninja (endnu).
I morgen skal jeg til Kobe og se en computerfabrik. Der er helt sikkert robotter – og måske også en ninja, der taler engelsk… jeg skal nok skrive, hvis jeg møder en af delene.
Ja, jeg er hooked på mininotes – de ultra-små bærbare computere til en lav pris.
Og da jeg læste nyheder rundt omkring på nettet om, at et Hong Kong-baseret firma ved navn Bestlinke solgte en lille PC for 1.200 kroner, ja, så måtte jeg naturligvis fatte kreditkortet og sende min ordre afsted. Den skulle da prøves af.
Bestlinke lovede mig en maskine for 250 dollars inkl. fragt, og for den beskedne sum ville jeg få en Alpha 400, med en lagerhukommelse på 1 gigabyte, en CPU på 400 MHz og 128 MB RAM. Skærmen på 7 tommer skulle have en opløsning på 800 x 480 pixels og den skulle være udstyret med Ethernet, Wi-Fi, CDMA og GPRS.
Det hele skulle blot veje 700 gram og fylde 21.2 x 14.2 x 3.3 centimeter. Altså 200 gram mindre end min Eee PC fra Asus og lidt mindre.
Til gengæld var processoren sløv. Meget sløv. En XBurst på blot 400 MHz er ikke bare halvt så sløv som Celeron 900 MHz, som i Asus Eee PC – den er væsentligt sløvere.
Styresystemet naturligvis Linux. Hvilke dristro ved jeg ikke.
Jeg bed særligt mærke i løftet om CDMA/GPRS, som er IT-jargon for det vi kender som 3G eller mobilt bredbånd og forestillede mig, at man altså blot skulle sætte et SIM-kort i maskinen ogå ville man være online.
Maskinen blev som sagt bestilt i Bestlinkes noget besynderlige og direkte utroværdige webshop, og jeg blev noget nervøs, da pengene allerede blev hævet på min konto et par dage efter. En mail til butikken blev ikke besvaret, og jeg var egentlig indstillet på at bede min bank om at tilbageføre pengene, men så kom der et svar inkl. et tracking-nummer til Hong Kong Post.
Det tog et par dage at komme fra Hong Kong til Kastrup, og en uge at komme fra Kastrup til Frederiksberg. Helt som sædvanlig, når Post Danmark er involveret. Denne “service” tog Post Danmark sig naturligvis betalt for. Told, moms og fortoldning løb op i 361 kr., som altså skal lægges oven i de ca. 1200 kr., maskinen kostede. Alt i alt ca. 1.500 kr.
Jeg pakkede maskinen ud og fandt til min positive overraskelse at strømforsyningen var af den standard, som vi bruger her til lands. Designet var ligeledes positivt. Flot, strømlinet og maskinen var utrolig let.
Men det var også slut på det positive.
Jeg tændte maskinen og opdagede til min overraskelse, at der ikke var Wi-Fi indbygget. Der medfulgte til gengæld en USB-dongle, som kunne sættes i en af de tre porte. Det er i mine øjne at snyde.
Jeg forsøgte også at finde et sted at sætte et SIM-kort i, men fandt kun et SD-kort slot. Der var ikke understøttelse for CDMA endsige GPRS. Eller dvs. det er der i softwaren. Altså man kan tilslutte et 3G-modem til en af de andre USB-porte og så kan Linux-systemet sandelig bruge den til at gå på nettet med. Det er endnu mere snyd.
Jeg var lidt negativt stemt på nuværende tidspunkt, og jeg blev ikke mildere stemt, da jeg forsøgte at bruge maskinen. For den var godt nok sløv.
Det tager ca. 24 sekunder at starte Firefox op, og det tager ligeledes usigeligt lang tid at loade sider, der ikke blot er simpel HTML-tekst. Jeg måtte næsten opgive at bruge Google GMail, fordi det var så sløvt. Heldigvis er der en fin lille POP3/SMTP-mailklient, som man kan bruge, men det er jo ikke just ideen i sådan en maskine. Den skal være på nettet og køre alt derfra.
Den største overraskelse kom dog, da jeg kigger bag på maskinen og så den lange liste over ting, man skulle være opmærksom på. Her stod bl.a., at maskinen ikke kunne håndtere filer, der var større end 8 megabyte.
8 megabyte? Hvor kom den begrænsning fra? Man kan sætte SD-kort på op til 32 gigabyte i maskinen, men hvis man gjorde sig forestillinger om at køre videofilm, så skal de deles op i flere hundrede små filer. Glem det!
Der er to positive ting at sige om Alpha 400 på nuværende tidspunkt. Det ene er, at skærmen er overraskende god. Både betragtningsvinkel og lysstyrken er væsentligt bedre end på min Eee PC (men naturligvis ikke i nærheden af HP 2133).
Det andet er tastaturet, som også er glimrende og har en bedre vandring end Eee PC’en (men igen, ikke i nærheden af HP 2133).
Nu har jeg kun haft Alpha 400 i et par timer, men jeg er alt andet end imponeret, og jeg vil ikke under nogen omstændigheder anbefale folk at købe den. Jeg har svært ved at se behovet. Vil man have en lille maskine, så gå efter Asus Eee PC eller bedre: HP 2133 Mini.
Update:
IT-avisen ComON er – åbenbart – blandt de faste læsere af min blog, og de faldt over indlægget. Jeg har talt lidt med en journalist derfra om mine oplevelser med Alpha 400 og det kan man læse om her
Jeg elsker, når folk vil høre min mening. Og jeg deler gerne ud af den.
Desværre har jeg flere meninger, end der er villige ører. Derfor bliver jeg nødt til at have en blog, skrive kommentarer på andres blogs, anmelde bøger og så videre. Og så er jeg altid klar til at deltage i meningsmålinger og undersøgelser.
Desværre er det jo sjældent, at Gallup ringer og spørger mig, hvem jeg ville stemme på, hvis der var valg i morgen.
Til gengæld popper der gerne flere gange om ugen e-mails ind i min indbakke med opfordring til at klikke på et link og være med i en undersøgelse.
Jeg har tilmeldt mig snart sagt alle tænkelige paneler lige fra Gallup over OMD og AC Nielsen til Zapera.
Fælles for dem er, at de lokker med, at jeg kan vinde oftest gavekort, eksempelvis til COOP eller Magasin.
Jeg har været med i flere af panelerne i flere år, og jeg udfylder dem altid pænt og loyalt. Men på trods af, at jeg nok har udfyldt omkring 500 af slagsen efterhånden, så har jeg ALDRIG vundet så meget som et gavekort til en CD.
Nu kan det naturligvis tænkes, at jeg bare er meget uheldig, men jeg synes ærligt talt, at det er lidt underligt. Jeg har i løbet af det sidste halve års tid konverteret 3.450 point hos Zapera til deres lodder, så jeg kan være med i en eller anden lodtrækning. Ingen af mine lodder er blevet udtrukket.
Ifølge Zapera er der adskillige vindere hver eneste måned, men bare ikke mig.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt over det. Statistisk set burde jeg vel egentlig vinde – bare en enkelt gang.
Jeg bruger ganske mange timer på at udfylde skemaerne – samlet set – og nu er jeg efterhånden ved at komme til den konklusion, at hvis jeg ikke har vundet noget inden 1. august 2008, så begynder jeg at melde fra. Så gider jeg sgu ikke længere.
Jeg kunne holde modet oppe, hvis der var en, der kunne fortælle mig, at de havde vundet noget gennem disse paneler.
Har du vundet noget hos Zapera, OMD Snapshots, AC Nielsen, Gallup eller hvad de nu ellers hedder, ja, så smid en kommentar.
Jeg er stadig meget glad for min Asus Eee PC, som jeg har skrevet en del om her på min blog. Og når jeg præsenterer den for andre, så deler de ofte min begejstring.
Derfor undrer jeg mig jævnligt over både “eksperter” og andre journalisters tilgang til hele det fænomen, som Eee’en har igangsat, og som Intel har døbt “netbooks”.
Et eksempel er en artikel fra Business.dk forleden, hvor netbook-konceptet beskrives således:
“…modellerne er så skrabede, at de primært kan bruges til surf på nettet og andre meget basale funktioner. Til gengæld er de billige.”
Det er en ganske udbredt misforståelse, nemlig at der er tale om billige bærbare computere, som er baseret på 5 år gammel teknologi og slet ikke kan hamle op med moderne bærbare. Mange spørger da også, hvorfor man skulle købe en Eee PC til 2.500 kr., når man for 1.000 kr. mere kan købe en almindelig bærbar computer med større skærm, større harddisk osv.
Misforståelsen er også udbredt hos “eksperter”, fx siger analytiker hos IT-analysehuset IDC, Anders Elbak:
“Der kan være et lille segment, der er interesserede i dem. Men jeg tror, det er et nichemarked, og jeg tvivler på, at vi kommer til at tale om meget mere end et par procent af det samlede salg af bærbare. Det er måske endda højt sat.«
Han mener, at de “ultrasmå og skrabede computere er udsprunget af netop OLPC-projektet (One Laptop Per Child), der handlede om at opfinde en bærbar, som var så billig, at den kunne købes af regeringer i de fattige lande til landets skolebørn.”
Men nej. Og en analytiker burde nok overveje sine ord lidt op imod de massive salgstal, som Asus har på Eee PC’en. Samtidig vidner de ufatteligt mange e-mails og kommentarer, jeg har modtaget, om en udbredt interesse – også her i Danmark.
Asus Eee PC udfylder nemlig et helt nyt marked, som i mine øjne er ganske stort. Det skyldes flere ting, men for mig er det væsentligste tre ting:
1. Den er så lille, at jeg kan have den i min taske – og altid har den i min taske. Det betyder, at jeg har den med – også i situationer, hvor jeg normalt ikke ville have en PC med.
2. Den er så billig, at jeg ikke bekymrer mig så meget om dens tilstand. Samtidig ved jeg præcist, hvilke opgaver, den kan løse – og hvilke den ikke kan. Den erstatter på ingen måde hverken min PDA, min arbejdscomputer eller min private computer. Den er et supplement.
3. Sikkerhedsproblemer er begrænset. Mængden af data er begrænset, så jeg gemmer ikke dokumenter på den, men arbejder på nettet. I modsætning til min almindelige bærbare, som jeg meget nødig ville miste.
Det er disse tre faktorer, som er afgørende for Eee PC’ens succes, og det er derfor, jeg tror på konceptet. Hvor vi i dag ofte har to PC’er i hjemmet (måske en stationær og en bærbar), så vil vi fremover have mindst tre – vi vil nemlig også have en netbook i tasken.
Det eneste, jeg savner på min Eee PC, er bedre forbindelse til nettet. Jeg kan smække et 3G-modem i eller koble den til min mobiltelefon, når der ikke er trådløst netværk – men den perfekte maskine havde også 3G indbygget.
Den perfekte maskine findes endnu ikke, men jeg tror, jeg har fundet noget, der er tæt på, nemlig HP’s nye 2133 Mini-model, som også er en netbook. Sådan en har jeg bestilt nu – i den store model.
Sammenlignet med Eee PC har den en væsentligt bedre skærm, en stor hukommelse, et ordentligt arbejdslager, Bluetooth og en hurtigere CPU. Den har et ordentligt batteri (6 celler) og desuden kan den udvides med PCIExpress-kort.
Min plan er så at smække et PCIExpress-kort med indbygget Turbo-3G samt GPS (fx dette fra Sony Ericsson) i maskinen, og så har jeg faktisk alt, hvad jeg har behov for.
HP’en har den ulempe, at den er noget dyrere end Asus Eee PC’en – så der ryger lidt. Men jeg tror, at den er de ekstra penge værd, hvis man har dem. Når jeg får min HP Mini, så skal jeg naturligvis nok skrive om den her på bloggen (og nok også på PC World). Jeg regner med, at den afsendes fra USA i denne uge, og så har jeg den forhåbentlig i næste uge.
Læs mere om HP Mini hos PC World.