Kasper Hyllesteds weblog

Mange har nok hørt om den svenske udenrigsminister, Carl Bildts, blog, Alla dessa dagar.

Bildt er uden tvivl det bedste forbillede for politikere, der ønsker at “være med på det der blog-noget”. Han skriver interesseret, interessant og personligt. Og han giver et helt unikt indblik i, hvordan hverdagen for en udenrigsminister er.

Anders Fogh forsøger sig også som blogger - men sammenlignet med Carl Bildt er det næsten pinligt, hvad vores politiske førstemand præsterer på nettet. Og man må undre sig over, at Bildt gider læse med på Foghs blog.

Normalt er danske medier rimelige til at følge med i, hvad der sker hinsidan, og derfor undrer det mig, at jeg ikke har set omtalt den seneste ballade, der har været derovre omkring Bildts blog.

For historien har faktisk også interesse for os andre.

Det viser sig nemlig, at en eller anden idiot har skrevet en tåbelig kommentar på Bildts blog. En bruger har således skrevet i en kommentar, at palæstinensere kan sammelignes med “djävulens avkommor” og “massmördare” som borde utrotas, “ge oss 24h och alla palestinier är borta”. Personer som argumenterede imod blev kaldt “judehatare och terroriströvslickare”.

Jeg behøver næppe oversætte.

De hårde kommentarer blev for meget for en svensk blogger, som meldte Bildt til politiet, fordi han ikke fjernede kommentarerne, selvom han blev gjort opmærksom på dem.

Sagen blev taget op af Konstitutionsutskottet, eller forfatningsudvalget, som senere har afgjort, at det ikke er en sag for dem, da Bildts blog ikke er omfattet af hans arbejde som udenrigsminister (sådan har jeg i hvert fald forstået det - mit svenske bliver begrænset, når der går jura i den, men der er lidt på engelsk her.).

Uanset hvad, så er det i hvert fald en interessant problemstilling. Jeg har her på min blog eksempelvis lagt serverplads til en del hadske angreb på mig og andre slangehadere. Flere andre blogs og debatfora har ligeledes givet plads til ytringer, som i bedste fald er idiotiske, i værste fald er ulovlige.

Og hvem har så ansvaret for dem? Er jeg skyldig, fordi jeg indirekte er med til at udsprede dem, fordi jeg har lejet mig ind på et webhotel? Er det ikke mest oplagt, at det er personen, der skriver dem, der er ansvarlig?

Injurier, copyright og blasfemi-paragraffer hører i bund og grund primært fortiden til. Det er praktisk talt umuligt at håndhæve den slags paragraffer i cyberspace, og spørgsmålet må derfor være, om vi enten skal forsøge med det resultat, at vi risikerer tåbelige retssager, der destabiliserer befolkningens tillid til retssystemet og lovgivningen eller om vi skal afskaffe bestemmelserne i tide.

Lovlydige kommentarer er velkomne i kommentarfelterne.

Jeg har før her på bloggen skrevet om diverse mere eller mindre pålidelige undersøgelser af weblogs og webmediers popularitet. Den første stod Mandag Morgen for. Den viste, at danske blogs var borgerlige. Det var jeg nu ret uenig i.

Den anden stod 180grader.dk for. Den viste også, at danske bloggere var glade for den borgerlige netavis. Det var jeg nu også ret uenig i.

Nu er der så kommet endnu en undersøgelse. Den påstår ikke så meget. Egentlig er den blot en top 99 over “de mest populære blogs i den danske blogosfære”.

Sådanne lister er naturligvis vildt populære - også for MSM. Berlingske Business konkluderer således ud fra undersøgelsen, at “Danske virksomheder halter efter på bloggen”, fordi der ikke er nogle corporate blogs på listen.

Ser man nøgternt på listen, så kan man lige så godt komme til konklusionen, at danske bloggere er vildt underlige, eller at jeg kender en utrolig stor del af de mest populære bloggere (og faktisk kommer “min” GPS-blog på PC World relativt flot ind på listen:-)).

Men spørgsmålet er, om man kan lave den slags konklusioner? Og svaret er klart og entydigt: Njah.

Det er det svenske firma Primelabs - der beskriver sig selv som et ‘forskningsinriktat IT-företag‘ - har lavet undersøgelsen, og de har brugt deres eget Twingly-system til at lave den.

Ingen steder oplyser Primelabs, hvordan de præcist har lavet undersøgelsen, og der fremgår heller ingen tal eller andre data, som man kan efterprøve. Det er i sig selv dybt utroværdigt, og burde får alarmklokkerne til at ringe hos enhver.

På oschlag.dk er der en interessant diskussion om undersøgelsen, hvor også bagmanden til undersøgelsen deltager. Herfudra har jeg kunne sjusse mig frem til, at den anvendte metode går ud på at måle, hvor mange links andre blogs giver til en bestemt blog. Jo flere bloggere, der linker til eksempelvis min blog her, desto højere op på listen kommer jeg. Blogrolls tæller ikke med. Og umiddelbart virker det heller ikke til, at links i kommentarer tæller med.

Undersøgelsen medtager “kun” omkring 30.000 danske blogs, og meget underligt, så er der ingen fra de helt store bloguniverser på eksempelvis TV2, der er med på listen. Overskrift.dk indexerer omkring det dobbelte antal blogs her i Danmark, så det undrer jo endnu mere. Hvem er ikke med, må man spørge?

Et andet væsentligt spørgsmål er, hvordan “dansk blog” defineres? Kræver det bloggin på et dansk domæne, altså TLD .dk. Eller må man eksempelvis bruge en .net? Og er man dansk blogger, hvis man skriver på engelsk? Og hvad hvis man nu er dansker bosat i Sverige, der blogger på engelsk? Hvor tæller man så med?

Men det væsentligste spørgsmål er nu engang et helt andet: Er det en valid metode at bruge, hvis man vil undersøge, hvem der har den mest populære blog i Danmark?

Nej. Der mangler et kvalitativt element. Man kan sagtens have en meget besøgt blog, som læserne er vildt glade for, men som ingen linker til. Eksempelvis tror jeg, at Arlas blogs er ret populære, ligesom rigtig mange besøger de hyggelige TV-værters blogs på tv2.dk, og de er helt sikkert meget populære.

Men som nævnt, så er ingen af dem på listen. Fordi der er meget få, der linker til dem fra deres egne blogs.

Hvad linker man til, hvis man blogger? Godt spørgsmål. Hvis jeg skal se på min egen blog, så er det primært aviser eller andre net-mediers historier, jeg linker til. Det samme gælder for eksempelvis Dansk Politik, der linker urimeligt meget til aviser etc., men til meget få blogs.

De blogs, der ligger højt oppe, linker til hinanden. For at give hinanden et “headtilt” eller H/T, som er så udbredt i blogosfæren. Selvom historien de skriver om måske i virkeligheden kommer fra DR Nyheder, så viser de lige, at de faktisk så den omtalt på en anden blog. Gør det “den anden blog” mere populær?

Nej, hvis man vil finde ud af, hvem der er mest populær, så skal man i gang med at lave seriøse undersøgelser og bruge seriøse metoder.

Man skal i mine øjne som minimum have en fornuftig metode til at afgrænse mængden af blogs, man undersøger. Ikke bare en arbitrær udvælgelse af dem, man bedst kan lide eller noget.

Dernæst vil parametre som opdateringsfrekvens og ikke mindst antallet af kommentarer og trackback-links være relevante. Ligeledes vil jeg mene - i modsætning til Primelabs - at Blogrolls også bør tælle med i et vægtet niveau.

Endelig skal antallet af besøgende (unikke og tilbagevendende) naturligvis også indgå i sådan en undersøgelse. Og det er jo netop det, der gør det besværligt. For ingen vil ud med den slags data.

Kun Google Analytics kan faktisk give de fornødne data - og det er først den dag, hvor alle blogs bruger Google Analytics. Og det sker næppe.

Kommentarer er velkomne.

Update: Peter Kurrild-Klitgaard har forsøgt sig med en anden metode. Jeg vil prøve at kommentere på den senere.

Hvor mange gange har vi ikke hørt den indledning i Radioavisen, TV2 Nyhederne eller læst den i vores morgenavis? Undersøgelser er godt stof i medierne. Fakta og tal tæller og når journalister skal prioritere blandt de mange historier i indbakken, så vælger de ofte netop undersøgelserne. Annette Holm, der er radiounderviser på Journalisthøjskolen, har i forbindelse med et såkaldt “Public Service Projekt” optalt, hvordan DR’s “P3 Nyheder” på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts i år omtalte adskillige undersøgelser og rapporter:

“Resultatet viste, at nyhederne på fem tilfældigt udvalgte morgener i januar og marts omtalte 14 forskellige undersøgelser, to rapporter og tre meningsmålinger. Det er med et rundt tal tre undersøgelser pr. morgen. Tre!. Det er over 1000 undersøgelser om året.”

Sådan skriver hun på sin blog i et efterhånden gammelt indlæg fra maj måned i år.

Hun kritiserer i sit indlæg medierne for ganske ukritisk at videregive disse undersøgelser relativt ukritisk:

[…] “jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der sætter dagsordenen med alle de tilstrømmende undersøgelser. Og om vi kan regne med, at undersøgelserne taler sandt. Man kan som bekendt spørge, som man får de svar, man ønsker.
Under alle omstændigheder kunne det være betryggende med flere nyheder, der ikke udspringer af undersøgelser, måske oven i købet nyheder, som DR selv har skaffet til huse.”

Det er ganske sjovt, at hun benytter den samme metode, som hun i sit indlæg kritiserer, til at understøtte sin pointe. Hun har jo netop selv lavet en undersøgelse, der viser, at undersøgelser er populære. Og hendes undersøgelse formåede tilmed at komme i medierne og blive omtalt her på min blog.

Når jeg hiver fat i Annettes indlæg her, så er det faktisk for at gå lidt imod hende, men måske henvendt til en anden målgruppe. Jeg er både på den ene og den anden side af hegnet.

I mit daglige arbejde bruger vi ofte og gerne netop undersøgelser til at påvise problemer eller understøtte vores pointer. Det er en effektiv og troværdig metode, og fordelen er, at journalisterne selv kan efterprøve om fakta nu holder. I hvert fald så længe folk fremlægger data fuldt og helt.

Det er desværre ikke alle, der forstår vigtigheden i netop dette parameter. Virksomheder, organisationer og bureaue, der eksempelvis får udarbejdet meningsmålinger eller særkørsler i Danmarks Statistik burde som minimum at lægge resultaterne åbent ud på en hjemmeside, så alle og enhver kan checke eksempelvis formuleringen af spørgsmålene, hvor mange der har svaret, hvad “Ved ikke”-procenten er - og alle de andre ting, der ofte udelades, når pressemeddelelsen skal formuleres lidt spidst.

I min fritid skriver jeg anmeldelser og artikler om nyt IT-udstyr, og også her lader jeg mig naturligvis ofte inspirere af undersøgelser. Seneste eksempel er et indlæg på PC Worlds GPS-blog, hvor jeg omtaler en undersøgelse, der viser, at folk er glade for GPS-modtagere på mobilen - og at rigtig mange danskere gerne vil have det i deres næste mobiltelefon.

Det er en interessant historie, og jeg valgte derfor at viderebringe den. Det var ikke et offentligt finansieret forskningsprojekt under Grundforskningsfonden, der havde fundet ud af dette, men derimod en meningsmåling, som var bestilt, købt og betalt af Nokia. Nokia, som selv satser hårdt på GPS-mobiler og derfor var meget glade for undersøgelsens resultat.

Det kan virke som en uheldig sammenblanding af interesser, men min vurdering var - og er - at historien var relevant at bringe videre. For det første fordi den rent faktisk understøtter, at der er stor interesse for GPS’er i mobilen. For det andet var det bureau, som Nokia havde valgt at bruge rimeligt anerkendt, for det tredje gengav Nokia ret præcist undersøgelsens setup (spørgsmål, procent-tal etc.), og endelig fremgik det tydeligt, at det var Nokia, der stod bag undersøgelsen.

Der har været adskillige eksempler på dårlige undersøgelser, hvis resultater er så misvisende, at de mest af alt vinde om en valgoptælling af et “frit og demokratisk valg” i Hviderusland eller Nordkorea. Eksempelvis, da CD fik lavet en meningsmåling, der viste, at partiet ville få 20 mandater, hvis Naser Khader blev formand for partiet. Skønne, spildte kroner.

Og undersøgelser, der er foretaget på “Ekstra Bladets hjemmeside med 4.000 besvarelser” på et eller andet perfidt formuleret spørgsmål om a la “Skal Dr. Klam have lov til at rage på kvinder igen eller skal han have frataget sin bestalling?” er på ingen måder troværdige.

Det er kendt, at der er stor forskel på meningsmålingsinstitutters resultater, når de laver politiske index i den samme uge - og det burde der jo ikke være, hvis man skal tro den sociologiske sagkundskab. Årsagen er ofte forskelle i metoder og datagrundlag. Det ville derfor klæde dem og alle de aviser, der konsekvent smider undersøgelserne ukritisk på forsiden, hvis de på deres hjemmeside gør hele baggrundsmaterialet tilgængeligt, så læserne selv kan vurdere det.

Tilbage i marts 2007 skrev jeg en post her på bloggen om et værktøj, der kunne bruges til at lave en digital analyse af eksempelvis en politikers tale. Text mining, som feltet, hvor man bruger IT-værktøjer til at analysere større mængder tekst, er et utrolig spændende område, som der desværre er alt for få, der forsker i herhjemme.

Hidtil har de elektroniske værktøjer til korpuslingvistiske analyser været enten utrolig besværlige eller meget lidt effektive. Og det har primært været værktøjer, som forskere og nørder som mig har kunnet finde ud af at bruge.

Men heldigvis er der også programmører, der tænker på ganske almindelige mennesker, og sammen med IBM har nogle sådanne udviklet et fantastisk redskab,s om hedder Many Eyes.

Med Many Eyes kan man få visualiseret en stor mængde data på en logisk måde. Det mest oplagte er naturligvis data, der indeholder tal, så man kan få vist grafer eller kort med farvekoder etc. Det er programmet faktisk også rigtig godt til, selvom jeg stadig foretrækker Excel, når jeg skal lege. Men er man ikke god til Excel, så er Many Eyes glimrende.

Men man kan også - og det er her, der for alvor bliver spændende - bruge tjenesten til at visualisere større mængder tekst.

I USA har man en langt større tradition for, at politikere eksempelvis holder taler. Og deres taler er ofte gjort til genstand for indgående analyser - også i lingvistisk form.

Herhjemme udgiver politikere i stedet “debatoplæg”, men fra tid til anden skal de også holde taler. Og hvis man gerne vil vide, hvilke ord og vendinger, en politiker lægger vægt på eller bruger ofte, så kan man få et rigtig godt overblik med Many Eyes.

Er man eksempelvis en lidt doven journalist, der torsdag sad og hang på Chrisitiansborg og bare ikke gad høre på flere finanslovstaler, så er der hjælp at hente. For man skal jo have skrevet artiklen om, hvad de enkelte ordførere lagde vægt på i deres taler.

Talerne bliver altid udsendt elektronisk til pressen, og kan også hentes på nettet med det samme. Og så er det bare at fyre det ind i Many Eyes, og bede om at få en såkaldt tag cloud.

En tag cloud kendes fra mange blogs og andre hjemmesider. Den viser, hvilke ord, der bruges ofte, eksempelvis på en blog. Jo oftere, et ord bliver brugt, desto større og mere markant fremhæves ordet i tagclouden.

Jeg brugte Many Eyes til at analysere Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskovs, tale ved torsdagens finanslovsdebat. Talen kan læses her.

Det tog ikke mange sekunder at copy-paste teksten over i Many Eyes, og sekunder efter havde jeg følgende tag cloud:

Her har jeg kun vist et screendump af tag cloud’en, men i bedste web 2.0-stil er der naturligvis tale om et interaktivt stykke java-slik, som man kan klikke på, og få vist , hvilken kontekst et ord står i. Man burde kunne se tag cloud’en ved at følge dette link.

Ud fra tag cloud’en kan man se, at Morten talte rigtig meget om skattelettelser, regeringen og ikke mindst velfærd. Finansministeren bliver også nævnt ofte, åbenbart.

Tag cloud’en kan altså give et indtryk af, hvad der tales om i den givne tekst. Har man et større korpus - eksempelvis samtlige taler fra debatten - så kan man få et samlet indtryk af hele debatten, og ikke blot en enkelt talers. Der er en grænse på 5 megabyte, og det er en meget stor mængde tekst, så go for it.

Many Eyes er helt gratis at bruge. Man skal være registreret hos IBM, for at kunne uploade sine egne data, men det er ganske uproblematisk - og ligeledes gratis. Se mere hos Many Eyes.

Jeg har før her på bloggen skrevet om, hvilke teknologiske nyskabelser, jeg forventede ville indfinde sig på matriklen i den kommende tid. Det er dog et stykke tid siden sidst, men i stedet for en status eller en ønskeliste, så vil jeg her blot tilføje et enkelt punkt: En Windows Home Server.

Windows Home Server er en privat-version af virksomhedernes store servere. Idéen er født af, at flere og flere hjem ikke blot har én, men adskillige PC’er, som ideelt bør deles om ressourcer. I første omgang var det internetforbindelsen, der skulle deles med en router. Så kom tiden til printeren, der i dag kobles på nettet og ikke til en USB-port. Og det næste skridt er at dele data.

Det har Microsoft også indset, og derfor har de udviklet Windows Home Server.

Uanset hvilken PC, man benytter, så skal man have adgang til sine egne data - og det skal være let at dele data med andre. Og så skal backup være noget der foregår uden problemer og uden man bemærker det.

Når jeg eksempelvis tømmer digitalkameraet, så ligger billederne jo på min disk. Skal min kæreste bruge billederne, så skal vi til at sende dem frem og tilbage. Det er vildt besværligt - og det bliver endnu værre, når det kommer til video. Så skal vi til at brænde CD’er eller sende via MSN Messenger (og det fungerer bare aldrig ordentligt).

Windows Home Server bygger faktisk på en neddroslet version af Windows Server 2003, og den kan køre på en neddroslet udgave af en PC. Det betyder, at man kan køre en Windows Home Server på en PC uden skærm, grafikkort, tastatur eller noget. Man skal faktisk bare sætte strøm til den, så kan den koble sig på det trådløse netværk og være klar til at blive fjernstyret fra enhver PC med den rette adgangskode.

Det betyder også, at man køber en Windows Home Server sammen med noget hardware. Man kan ganske givet godt købe softwaren løst og bygge sin egen maskine, men Microsoft samarbejde med fx Fujitsu Siemens, Iomega, Medion og Hewlett-Packard m.fl., og de første maskiner blev præsenteret på IFA-messen i Berlin her i sidste uge.

Meningen var, at Windows Home Server skulle lanceres her i september, men da Microsoft har fundet nogle problemer og fejl i softwaren ifm. beta-testen, så er det blevet udskudt (læs også her på den officielle Microsoft-blog)

Det betyder desværre, at eksempelvis HP’s MediaSmart er udskudt, og at vi nok først får den at se efter nytår.

Tyske Medion, som de fleste kender fra ALDI’s kataloger, er til gengæld parat til lancering af deres Medion MD 90110 Home Server. Se i øvrigt denne liste over lanceringsdatoer for WHS-maskiner.

Det er endnu ikke helt klart, hvad prisen på disse maskiner bliver, men jeg vil gætte på, at Medion vil sælge sine maskiner for omkring 5-600 euro, hvilket vil sige, at man nok skal forvente at lægge omkring 4-5.000 kr. for en Home Server, når de kommer i handlen. De fleste maskiner vil have 500 GB harddisk, men de kan udvides op til adskilige terrabyte (TB).

Der er ingen tvivl om, at der er et marked for hjemmeservere. Og selvom man længe har kunnet hente programmer eller sætte en linux-box op selv, så tror jeg, at Microsoft har fat i den lange ende ved at kombinere hardware med software, der er så simpel, at de fleste PC-brugere kan finde ud af at sætte det op.

Jeg glæder mig bare til at få en ind ad døren og sat den op. Og så glæder jeg mig til at lege med de mange add-ins, som allerede er udviklet og som der helt sikkert vil blive mange flere af. Især samspillet mellem Home Server og min PDA/mobiltelefon samt ikke mindst muligheden for fjernstyring af både WHS’en og PC’er på netværket åbner store muligheder i mine øjne.

Læs også denne glimrende artikel om Windows Home Server hos PC World.