Kasper Hyllesteds weblog

Jeg tror, jeg har det lidt som 99% af befolkningen, når det kommer til IT-sikkerhed. Jeg forventer, at der er nogen, der tager sig af det. Og hvis jeg selv skal sørge for det, så skal det i hvert fald være let og ligetil.

De fleste af os er nok glade for, at det nu er en del sværere at kopiere vores Dankort, fordi der er kommet en chip på. Men havde det eksempelvis betydet, at vores pin-koder skulle være på 8 cifre, så var vi nok gået baglæns.

På jobbet er jeg tvunget til at skifte kodeord hver måned, og der stilles krav om både en længde på mindst 8 tegn, brug af VERSALER, tal og bogstaver. Det er besværligt, og hvis der bliver strammet op, og man fx kræver passwords skiftet hver anden dag eller mindst 16 tegn, så står vi nok alle sammen af.

Vi ved alle sammen godt, at risikoen for problemer er stor, når det kommer til IT-systemer – især fordi vi bruger IT til flere og flere helt afgørende ting, eksempelvis når det kommer til pengesager og kontakt med det offentlige. Heldigvis er det også teknisk set utroligt let at sikre systemerne, eksempelvis med kryptering, så kommunikationen ikke kan aflures eller systemerne kan brydes ned.

Men hvis ikke, det er let at bruge de sikre systemer, så betyder det enten, at vi helt fravælger dem – eller at vi prøver at omgås dem.

Eksempelvis vil krav om nye passwords ofte betyde, at folk enten skriver dem ned på en gul PostIt og placerer den på skærmen eller under tastaturet. Eller også vælger de bare at sætte 1,2,3 osv. efter et standard-kodeord, og så er man lige vidt.

Når det kommer til kommunikation med det offentlige, så har vi i Danmark et på papiret fantastisk værktøj. Vi har nemlig en fælles, digital signatur, som man kan bruge til alt. Jeg kan både indsende min årsopgørelse til skattevæsenet, indberette aflæsning af min el-måler og skrive min søn op til daginstitution.

Men som jeg har skrevet om før, så er det kun på papiret. For den Digitale Signatur er ikke bare besværlig, den er praktisk talt totalt umulig.

Årsagen er, at man har bedt en projektgruppe bestående af ingeniører og dataloger om at udvikle alt, inklusive brugergrænsefladen. Og det betyder, at systemet er fuldstændig håbløst og uforståeligt for almindelige hvide mennesker.

Jeg havde selv ”fornøjelsen” af den Digitale Signatur i dag, da jeg – efter at have brugt weekenden på at tage backup og geninstallere min maskine – skulle indlæse min sikkerhedskopi af min Digitale Signatur.

Problemet ligger i, at den digitale signatur absolut ikke spiller godt sammen med Internet Explorer.

Således skal man først og fremmest have Java installeret. Det kræver, at man besøger en engelsksproget hjemmeside, www.java.com, og installerer et program, som pga. nogle amerikanske jurister ikke længere er standard i Windows. Nuvel, det har de fleste installeret på forhånd, men har man en helt nyinstalleret PC, så er der ingen vej uden om, hvis man følger hjælpefilen – på engelsk – til den danske udgave af Windows Vista.

Når Java er installeret, så skal man i gang med at installere signaturen. Og her får man adskillige advarsler fra Internet Explorer, som egentlig lyder ret alvorlige, og som de fleste nok vil lade sig afskrække af.

Det værste var den nedenstående meddelelse, som var så alvorlig og uigennemskuelig, at jeg må indrømme, at jeg var ved at sige nej tak.

Det store problem er, at dette sagtens kunne være undgået.

Eksempelvis ville det være oplagt, om afsenderen ikke blev identificeret med en noget kryptiske kode, ”TDC OCES CA”, men eksempelvis blot hed ”TDC Digital Signatur”.

For det andet kunne man måske forestille sig, at TDC og den danske stat fik sig et samarbejde, så Windows faktisk KUNNE identificere afsenderen, og ikke noget med, at man skulle ringe til TDC OCES CA og give dem en kode på ca. 30 tegn for at være sikker på, at man nu også var på rette vej.

Havde TDC brugt bare et par hundrede tusinde kroner på at teste brugervenligheden af den Digitale Signatur, så er jeg helt sikker på, at man havde fået det at vide – og så havde man nok rettet det til. Og så tror jeg, at endnu flere ville bruge signaturen endnu mere.

De eneste officielle tal, vi har for brugen af Digital Signatur er faktisk, hvor mange, der har en signatur. Dvs. hvor mange bestillinger har TDC ekspederet. Vi aner ikke, hvor mange, der rent faktisk bruger den – eller har formået at få den installeret. Jeg vil gætte på, at rigtig mange er stået af undervejs i den absurde proces.

I går gav jeg den som GPS-ekspert i Danmarks Radios TV-avisen kl. 21:00.

Historien, jeg deltog i, er ganske uhyggelig: Et ægtepar er blevet tævet og bortført af nogle forbrydere, som ville have adgang til et lager fyldt med GPS’er.

Jeg ved ikke noget om selve forbrydelsen, men forsøger at forklare, hvorfor i alverden det kunne være interessant for lyssky pesoner at få fingre i en ordentlig ladning GPS’er.

Det kan man forvisse sig om ved at se indslaget (link til DR her), som også er lagt på YouTube. Man skal 2:10 ind i indslaget, før your’s truely toner frem foran residensen på Frederiksberg:

Hvis der er noget, IT-verdenen er god til, så er det at opfinde nye ord og begreber. Det mest kendte eksempel er nok begrebet spam, som engang dækkede over maskinpresset svinekød i vacuum-dåser. Jeg tvivler på, at dagens unge overhovedet ved, hvad Jaka-bov er – men de ved helt sikkert, hvad spam er, når det handler om de irriterende reklamemails, der fylder inbox’en op i mail-klienten.

Nu er der født et nyt ord i samme genre, nemlig ordet “bacn“, som udtales som “bacon”.

Bacn er en afart af spam, men alligevel ikke helt det samme. Det er ikke personlig e-mails, men hvis spam er e-mailens svar på underklassen, og den personlige direkte mail til overklassen, så er bacn middelklassen.

Det er bacn, når du får en automatisk genereret besked om, at der linkes til din profil på Kommunikationsforum, en ny “follower” på Twitter og når du får en Google Alert på dit navn. Eller når du får nyhedsbrevet fra Løgismose, som du selv har bedt om at modtage.
Bacn optager uden tvivl mere og mere plads i vores inbox, og der er ingen tvivl om, at vi har brug for et begreb til at dække over det.

Men inden bacn-begrebet når at brede sig, så vil jeg nu alligevel sige hey, hov stop!
For mens der var god grund til at forbinde skod-emails med skod-kød som spam, så er der absolut ingen grund til at forbinde noget så trist og kedeligt som maskin-genereret e-mails med noget så fantastisk som bacon.

Jeg elsker bacon, og er i bund og grund af den holdning, at det i selv sig burde udgøre en ekstra bund til madpyramiden, ligesom fødevareministeren straks burde iværksætte arbejdet for en bacon-kanon over de bedste retter, hvori indgår bacon. Og i samme ombæring kunne man kaste et par millioner efter et forskningsprojekt, der fandt på mindst 10 forskellige deserter med bacon.

Derfor har jeg da også straks skrevet under på en underskriftsindsamling mod bacn-begrebet, og jeg vil da opfordre alle andre til at gøre det samme.

I kommentarfeltet her på bloggen kan I så komme med forslag til 1) andre navne for auto-generede e-mails og 2) lækre retter med bacon.

Faste læsere kan huske, at jeg tilbage i maj måned var gæst i DR P1’s glimrende blog-program, Kaffeklubben. Dengang talte vi om politiske blogs, nostalgi og overforbrugs-samfundet.

Nu på tirsdag er jeg så tilbage i programmet, som blev optaget her fredag morgen. Ud over undertegnede består Kaffeklubben denne gang af Sophie Hæstorp Andersen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Michael Aastrup Jensen (V).

Vi diskuterer en del ting med udgangspunkt i to indlæg, jeg har skrevet her på bloggen, nemlig God latin og Sådan aflytter du kendtes mobiler. Mon ikke min gamle latinlærer bliver glad for at høre, at jeg forsvarer faget i national radio?

Man kan læse omtalen af programmet her.

Programmet blev sendt tirsdag den 14. august 2007, første gang kl. 10:03 og igen om aftenen kl. 20:00. Det varer 1½ time, så hvis man ikke har tid til at høre radio, så kan man jo vælge at podcaste det eller bare hente MP3-filen her.

Som sædvanlig er kommentarer velkomne her på bloggen.

Hvis der er noget, der kan få sindene i kog ved selv den kedeligste familiemiddag, så er det uden tvivl, når folk fortæller forfærdelige forsikringshistorier. Alle har haft dårlige oplevelser med et forsikringsselskab - og ellers har de i hvert fald en veninde eller kollega, der har.

Jeg har selv arbejdet for et forsikringsselskab tidligere, og det har givet mig et rimelig godt indblik i, hvordan forsikringer fungerer - og især hvilket misforhold, der er mellem selskabernes og kundernes opfattelse af ret og rimeligt i forsikringssammenhæng.

Men det er nu ikke de traditionelle indbo-, hus- eller bilforsikringer, jeg vil beskæftige mig med her, men derimod de meget populære tillægsforsikringer, som man altid bliver tilbudt, når man køber en ny MP3-afspiller, et nyt fjernsyn eller lignende. Sælgeren i Fona, Merlin eller El-giganten - der naturligvis får provision af salget - har altid gode argumenter for, hvorfor man skal tegne sådan en forsikring. Og er man den uheldige type, så kan der da være ræson i det.

Men der er også problemer, og dem skal man nok have med i sine overvejelser, inden man siger ja tak til forsikringen. For det første skal man vide, at man har 2 års reklamationsret. Ofte dækker forsikringer på eksempelvis en iPod i 3 år, men de første to år er det først og fremmest reklamationsretten, der gælder. Går ens iPod i stykker efter fx 3-4 måneder, og det tydeligvis er en fabrikationsfejl, så dækker garantien - ikke forsikringen. Men da forsikringen er købt på en bestemt iPod - med angivelse af serienummer, så betyder det, at en ombytning af iPod’en vil medføre et tab af forsikringen.

Man kan gøre to ting: Insistere på, at butikken skal forsøge at reparere iPod’en. Det er dog butikken, der bestemmer, om ombytning eller reparation i første omgang er bedst. Bliver man tilbudt ombytning bør man kræve en ny forsikring eller at butikken betaler en forholdsmæssig andel af præmien tilbage. Har man eksempelvis betalt 500 kr. for 3 års forsikring, og maskinen går i stykker efter 5 måneder, så har man 31 måneders forsikring tilbage, hvilket svarer til ca. 430 kr. Vil butikken ikke acceptere det, så ville jeg som sidste udvej forsøge at kræve hele købet hævet - inklusive forsikringen. Og som allersidste udvej, så kan man jo forsøge at krejle sig til noget ekstra eller en større iPod.

Men det er ikke kun i disse tilfælde, at der er problemer med tillægsforsikringer. Jeg selv oplevede noget tilsvarende for en del år siden. Jeg købte min første bærbare computer i 1996, hos Fona, og købte en tillægsforsikring til den. Jeg skulle slæbe den rundt til alskens ting og sager - og den var ret følsom overfor stød og lignende, så det var nok en god idé at sikre den lidt ekstra, når jeg nu havde betalt en mindre formue for den.

Men ganske få måneder efter fik jeg desværre stjålet computeren med taske etc. Jeg var dog rimeligt fortrøstningsfuld og kontaktede forsikringsselskabet, der straks sprugte, om jeg havde en indboforsikring. For så dækkede de jo ved tyveri. Her ville jeg også kunne få dækket tasken etc.

Jeg kontaktede derefter mit eget forsikringsselskab, og sendte dem en skadesanmeldelse. Jeg vedlagde naturligvis fakturaen, som også indeholdt de ca. 1.500 kr. forsikringen havde kostet.

Jeg fik erstattet hele beløbet - undtagen de 1.500 kr. til forsikringen. Det var et indirekte tab, som ikke var dækket. Ej heller af tillægsforsikringen.

I bund og grund handler forsikring om, at man vælger at bede andre om at påtage sig en risiko, som man selv har. Og det er egentlig pudsigt, at der er rigtig mange danskere, der ikke har tegnet en ulykkesforsikring på deres børn, men altid køber en tillægsforsikring, når de køber et stykke elektronik til et par tusinde kroner. Vi køber også rask væk en rejseforsikring, når vi tager et smut til Tyskland eller Sverige.

Risikoen for at komme til skade i Tyskland på en uges ferie i Hartzen er for langt de fleste minimal, og omkostningerne, som ikke dækkes af den offentlige sygeforsikring, vil i langt de fleste tilfælde være så små, at de fleste af os let vil kunne klare det, måske med et mindre overtræk på kontoen. Derfor er det da også en så god forretning for forsikringsselskaberne at sælge rejseforsikringer.

Det samme gælder med tillægsforsikringer på elektronik. Prisen for et fjernsyn eller en bærbar computer er i dag så lav, at man bør tænke sig godt om, før man smider 10-20 pct. oveni for at forsikre den. Går den i stykker efter tre år, så er spørgsmålet, om du i virkeligheden ikke hellere vil have en ny bærbar, der til den tid er mere end 3 gange så hurtig og formodentlig koster en 10-20 pct. mindre end du gav for den oprindelige maskine.

Vi er ret godt stillede med 2 års reklamationsret her i Danmark, og de fleste af os har en rimelig god forsikring mod tyveri etc. Derfor er det en god idé at tænke sig godt om, inden man siger ja, tak, når Fona-sælgeren anbefaler dig at købe en tillægsforsikring eller rejsebureauet gør opmærksom på, at de skam har et rigtig godt samarbejde med Europæiske Rejseforsikring.

Har du andre historier eller kommentarer, så er der åbent for indlæg og debat i kommentarfeltet.

»Jeg mener simpelthen ikke, det er dyrt. TV og underholdning bliver en stadig større del af alles liv. Og der er ingen tvivl om, at danskerne har en betalingsvillighed til mere. Nu skal danskerne blot vænne sig til, at det hedder digitalt TV, og at man bliver nødt til at skaffe sig det nødvendige udstyr. Og det uanset hvem man vælger at have som distributør.«

Sådan siger Niels Breining, adm. direktør for TDC Kabel TV, til business.dk i en artikel om, hvordan vores tv-apparater er teknologisk forældede, når der om to år - efter planen - slukkes for det analoge sendenet.

Når det sker, så skal vi nemlig ud og købe enten en DVB-T-modtager eller et helt nyt tv-apparat med modtageren indbygget. Og vil vi se kabel-tv, så skal vi have en moderne udgave af TDC’s 9 år gamle Selector.

Det koster naturligvis alt sammen, og der er kun een til at betale sådan en regning: Dig og mig.

Men lad os lige se lidt på, hvad det egentlig koster mig at se TV i dag:

Først og fremmest betaler jeg jo licens. Ifølge DR Licenskontoret koster det 1.075 kr. pr. halvår at have et apparat (mobiltelefon, PDA, computer, fjernsyn), der kan modtage TV-signaler.

Derudover har jeg for nylig betalt en mindre formue for at få opsat et kabel-tv-stik i hjemmet, og ud af det strømmer naturligvis den såkaldt store pakke, der pt. koster 318 kr. om måneden.

Gør man det op på årsbasis, så koster licens kr. 2150 og kabel-tv koster 3.816. Alt i alt betaler jeg 5.966 kr. for at se fjernsyn om året, eller 16,35 kr. hver eneste dag.

Dertil skal så lægges strøm til at holde de 32 tommer kørende et par timer om dagen (et kvalificeret gæt er, at det koster mig omkring 1-2 kr. om dagen, dvs. nok omkring 4-700 kr. om året).

Nu vil Breining så have mig til at betale endnu mere for at kunne se TV. Jeg skal nemlig have en “digital boks”, som jeg kobler til tv-apparatet, og som dekoder de digitale signaler og fremviser dem på mit tv, hvad enten det er digitalt eller analogt. TDC har valgt Samsung i stedet for franske Sagem (uanset hvad de laver, så er det noget skidt, siger min erfaring mig, så det er da godt, at TDC også har indset det) til at producere den nye Selector-boks, som skulle være klar i løbet af nogle måneder.

Jeg gætter på, at TDC vælger at smide et massivt tilskud efter boksene, og så blot kræve, at man tegner sig for et abonnement på en hel masse kanaler. En Guld-pakke eller lignende. Så kan det være, at vi ligefrem kan få en boks for en krone.

Men vi kommer naturligvis til at betale for den. Bare over abonnementet.

For selvom det er teknisk muligt for TDC at tilbyde folk helt skræddersyede tv-løsninger, hvor man kun betaler for de kanaler, man rent faktisk ønsker at se, så er det slet ikke muligt. End ikke, hvis man køber en Selector-boks i dag. TDC tjener naturligvis flest penge på at få os til at købe pakkeløsninger, men jeg føler mig faktisk lidt snydt, når jeg ikke kan undgå at købe fx Voice TV, TV5 Monde eller SBS for den sags skyld.

Men spørgsmålet er, om TDC’s forretningsmetode med pakker ikke er kunstigt holdt oppe af et defacto monopol, som snart forsvinder. Teknisk set er der ingen grund til at have et særligt distributionsnetværk som kabel-tv-nettet jo er. Man kunne lige så godt sende tv over IP-forbindelser, hvilket TDC faktisk også allerede gør. Så kan man bare få tv-signalerne over ADSL-forbindelsen eller 3G-netværket for den sags skyld.

Jeg vil gætte på, at der på et eller andet tidspunkt kommer en større aktør, som vil ind på det danske marked for TV-distribution. De skal nok få landet nogle aftaler med stationerne, og så vil vi få mulighed for at se lige præcis de kanaler, vi vil - og det vil ganske givet være billigere end TDCs priser. For hvis jeg skal op og betale mere end de 6.000 kr. om året for at se tv, så skal jeg godt nok have noget mere for mine penge.

Det er præcist 30 år siden Den Lille Latinprøve bortfaldt som optagelseskrav til sprogligt gymnasium, og siden er det gået ned ad bakke for faget på alle niveauer. Der er dog politisk røre, og forleden kunne man i KD læse, at der er overvejelser om et politisk indgreb, der måske vil sidestille latin med naturfag i gymnasiet.

Jeg var en af de der mega-nørder, som ikke valgte at tage knallert-kørekort, da Ungdomsskolens verden blev åbnet for os i 8. klasse, men derimod tilmeldte mig latin. Mandag og onsdag aften - to timer. Hver eneste uge. Vi var vel en 10-12 stykker fra hele Odense, der kastede os over sum, fui, esse etc.

Latin åbnede for mig sproget totalt, og det var første gang, at jeg indså, at sprog og matematik hænger sammen. Den latinske grammatik var ikke bare logisk, dens indbyggede matematik var smuk. Når man havde knækket en sætning og forstået, hvorfor et substantiv stod i ablativ og dermed pludselig forstod sætningen, ja, så var det en særlig fornøjelse.

Men som sagt: Man skal nok være mega-nørd for at sætte pris på den slags.

I mine øjne er latin en gave, som rigtig mange ville have glæde af at tage imod. Ikke blot fordi et kendskab til latin åbner for en helt unik forståelse for både modersmål og fremmedsprog, men også fordi det åbner et sprogligt univers, der binder hele den europæiske kulturhistorie sammen - lige fra antikken over middelalderen og helt op til moderne tid. Latin og har også pædagogiske potentialer, som kan fremme elevernes koncentration, arbejdsdisciplin og analytiske kompetencer.

Jeg stiller mig derfor glædeligt op i køen af folk, der anser det for en tåbelighed, at man over de sidste 30 år helt har udryddet latin fra den danske uddannelsesverden. I 1977 afskaffede undervisningsminister Ritt Bjerregaard Den lille Latinprøve som adgangskrav til gymnasiets sproglige linje. Dermed blev latin som valgfag reelt afskaffet i folkeskolen.

Faget var derefter obligatorisk på de sproglige linier i 1.g samt – selvfølgelig – på en eventuel klassisk-sproglig linie. Da valgfagsgymnasiet i 1988 erstattede grengymnasiet, blev faget yderligere svækket. Latin er for mange travle, unge mennesker ikke det mest fristende tilvalg i konkurrencen med mindre terpeintensive fag, og en del gymnasier prioriterede derfor heller ikke at fastholde tilbuddet om latin på højt niveau. I perioden fra 1988-2007 blev der undervist i latin på A-niveau på halvdelen af landets knap 150 almene gymnasier, kan man læse i dagens udgave af Weekend-Avisen.

Den seneste gymnasiereform, der trådte i kraft i 2005, har givet latin det endelig dødsstød. Ganske vist indgår latin nu som en fast del af introduktionsmodulet “almen sprogforståelse”, hvilekt betyder, at 1.g’ere skal bruge 20 ud af 45 timer på en elementær indføring i mekanikken bag latin og, i langt mindre grad, græsk. De, der blev sproglige studenter i juni i år, havde haft fire gange så mange timer i 1.g.

Halvandet år efter reformen undervises der nu kun i latin på A-niveau på otte gymnasier, pt. svarende til 110 elever.

Det er sørgeligt og synd for rigtig mange gymnasieelever, som uden tvivl ville have haft glæde og gavn af at stifte bekendtskab med latin - uanset om de skal være civilingeniører eller translatører.

I mine øjne bør man belønne de gymnasieelever, der trådser den politiske vilje og stædigt holder fast i latinen. De 110, der nu har taget latin, bør have bedre muligheder for at blive optaget på videregående uddannelser og evt. belønnes direkte i gymnasiet med nedsættelse af pensum i sprogfag eller en eksamen mindre.

Der bliver ikke mindre brug for folk, der har indgående kendskab til sprogets struktur, historie og baggrund. Og det er netop, hvad latin kan give.