Kasper Hyllesteds weblog

Jeg har før skrevet om, at danske politiske bloggere er borgerlige. Ser man på chart.dk - der måske indfanger 1 pct. af de danske politiske blogs - så er der i hvert fald en klar, højreekstrem overvægt blandt de mest besøgte.

Besøgstal siger som nævnt ikke så meget. Ofte skyldes et højt besøgstal, at man skriver ofte, og derfor kommer mange folk ind på siden, når der er noget nyt. Desuden vil en gammel blog med meget indhold oftere blive fanget i Google-søgninger end nyere blogs, hvor der kun er lidt indhold. Logik, ja.

Derfor har jeg også været skeptisk overfor at bruge chart.dk til at sige noget som helst om danske bloggere. Og en ny “undersøgelse”, der peger på samme tendens som Mandag Morgens “Chart.dk-undersøgelse” ændrer ikke så meget på det.

Den selverklærede borgerlige netavis, 180grader.dk, har nemlig fundet ud af, at 180grader.dk er blandt de danske netaviser, som bloggere oftest linker til.

Link betyder alt i blogosfæren, og Technorati er uden tvivl den mest autoritative kilde, man kan finde, når det kommer til blogs.

180grader.dk har brugt Technorati til at finde ud af, hvor mange dage, hver netavis har skullet bruge på at opnå 100 bloglinks.

Listen ser således ud:

politiken.dk: 8 dage
berlingske.dk: 9 dage
ekstrabladet.dk: 9 dage
jp.dk: 11 dage
bt.dk: 21 dage
avisen.dk: 37 dage
180grader.dk: 38 dage
borsen.dk: 39 dage
business.dk: 40 dage
epn.dk: 41 dage
kristeligt-dagblad.dk: 54 dage
information.dk: 70 dage
metroxpress.dk: 92 dage
urban.dk: 111 dage

Det er imponerende, at 180grader.dk er kommet så højt ind på listen på de tre måneder, som avisen har eksisteret. Men igen er der problemer i metoden. For man sammenligner gråspurve med kanoner - eller hvordan det nu er.

En søgning på Technorati på politiken.dk fortæller således, at der er 12.631 links til Hørups gamle blad. Til sammenligning er der 503 på 180grader.dk.

180grader.dk har flere links end urban.dk, der skraber bunden med blot 274 links, men den væsentlige historie er nok, at det kun er nogle få, helt store aviser, der også hitter i blogosfæren. Eksempelvis får Dagbladet B.T. i alt 2.315 links, hvilket på ingen måder kan siges at være prangende for et af de største danske dagblade.

Havde 180grader.dk ført listen - eller ligget i top 3 - så havde jeg taget hatten af. Men at der er lidt over 500 blog-indlæg, der linker til dem, er på ingen måder særligt imponerende. En stor del af dem er uden tvivl indlæg som “Berlingske-journalist vil stifte en borgerlig netavis” [eks] og “Så kom den borgerlige netavis” [eks].

Naturligvis er der reelle links (jeg har lige leveret en del af dem bare i dette indlæg), men det væsentlige i denne historie er nok, at danske bloggere skriver om noget, som de traditionelle medier åbenbart ikke skriver om. Ej heller 180grader.dk.

I øvrigt, så tror jeg, at 180grader.dk ville ryge langt ned ad listen, hvis man trak dansk-politik.dk ud af regnestykket

Helt ærligt: Hvis du skulle betale for at læse eb.dk, ville du så gøre det hver dag? Og hvor meget er du villig til at betale for at bruge tv.tv2.dk?

De første ti år på nettet har lært os en uvane: Vi tror, at alt på nettet er gratis. De eneste, der har rimelig succes med at få folk til at betale for noget, er Apple iTunes og porno-industrien (tænk, hvis de to gik sammen?).

Men som vi alle ved, så er der intet, der hedder en gratis frokost. Og når vi nu tænker os godt om, så ved vi jo også godt, at de tekster, podcasts og video-klip, som vi bruger på nettet, ofte er produceret af nogle dygtige mennesker, som naturligvis skal have løn for deres arbejde, fx journalister på aviserne.

I dag finansieres net-indhold af reklamer, og ifølge de seneste tal, så er der en ret voldsom vækst i online-annonceringen. Så de professionelle indholdsproducenter får altså flere penge mellem hænderne. Og vi har da også i de senere år set en massiv vækst i mængden af indhold på nettet. Men det er ikke udelukkende professionelle, der står bag. Snarere tværtimod. Væksten i indhold kommer i høj grad fra ikke-professionelle.

Se blot på Youtube. Her der især glade amatører og folk med mobil-telefonkameraer, der står bag langt størsteparten af indholdet.

Og se på antallet af blogs, der stadig eksploderer. Og der kommer tilmed flere og flere brugbare og interessante blogs til - skrevet af amatører, der ikke får en krone for deres arbejde.

Lige nu har Youtube ingen problemer med at få folk til at lægge deres indhold gratis på nettet hos dem. Og de færreste læser nok den lange juridiske tekst, man accepterer - og hvor man samtidig frasiger sig retten til sit indhold og forærer alle rettigheder til Youtube, der så tjener kassen på at sælge annoncer på sitet.

Og der findes et utal af blog-tjenester, der allerede tjener penge på, at folk skriver gratis indhold på sites, som de sælger annoncer på. Eksempelvis smartlog.dk, der vist nok ejes af Fyens Stiftstidende, og ikke mindst de store blog-universer på tv2.dk og eb.dk. Her får bloggerne ikke en krone for deres arbejde. Det hele går til mediehuset bag. Og deres udgifter er trods alt ikke ret store. Eksempelvis benytter smartlog.dk sig af WordPress, der er et gratis opensource-baseret blogsystem.

Men nu er der lidt røre på vej. Folk ved godt, at bagmændene tjener på deres indhold. I Sverige er gratisavisen Metro derfor nu gået i gang med at dele pengene med bloggerne. Blogger man på Metros svenske blog-univers, metrobloggen.se, så får man 3 øre pr. klik, der bliver genereret på ens blog.

Men man skal nu ikke regne med at blive rig af den grund. Selv de absolut mest læste blogs vil næppe kunne tjene mere end maksimalt et par tusinde kroner om måneden på den forretningsmodel. Og man kan være sikker på, at hvis du kommer op og tjener så mange penge på metro-modellen, så tjener Metro kassen på dig.

Herhjemme har vi også set en lignende model, hvor bloggerne på 24.dk (24timers elektroniske univers) optjener point, som så kan byttes til præmier.

Hvis man mener sig i stand til at blogge så interessant, at det også kommercielt kan betale sig at annoncere på siden, så skal man altså holde sig væk fra de kendte tjenester. Det koster omkring 200 kr. at komme i gang med sit eget domæne og man kan være i gang med at blogge på ca. 10 minutter.

Okay, jeg ved det godt. Priserne på IT-udstyr er ikke bare raslet ned i løbet af de senere år. De er styrtdykket hurtigere end Michael Rasmussens karriere som cykelrytter.

Køber man en bærbar computer i dag, så kan man godt være sikker på, at den er på brandudsalg til en væsentligt lavere pris, måske allerede om et par uger.

Da jeg købte min første laptop i 1996 var det en “billig-model” til ca. 15.000 kr. Den gang kostede almindelige laptops rask væk 20.000 kr. Og så fik man også en computer som matchede forrige års stationære PC’ers teknologi. Sidste år brugte jeg 8.000 kr. på en laptop, og så fik jeg da også en rimeligt potent maskine.

Men måske var det ikke bare spild af penge, fordi jeg i dag kan få noget langt bedre for færre penge. Men også en massiv overpris! I hvert fald kan man nu støde på et lille svensk firma med navnet Medison (nej, ikke tyske Medion kendt fra ALDI), som påstår, at de kan lave en bærbar computer og sælge den for 113 euro, eller hvad der svarer til ca. 840 danske kroner.

De kalder maskinen Medison Celebrity, og selvom den ikke på nogen måder kan slå min Dell Inspirion 6400, så er der ikke tale om en forvokset lommeregner, som man kan forvisse sig om ud fra dens specifikationer:

Maskinen er med en Intel Celeron 370, der har en clockfrekvens på 1,5 GHz, 90 nm-teknologi og en FSB på 400. Level 2-cache er på 1 MB.

Arbejdshukommelsen er på sølle 256 megabyte RAM, og hardisken er på 40 gigabyte. Skærmen, som også normalt er ganske dyr, er på hele 14 tommer i diagonal og opløsningen er på WXGA, dvs. 1280×768.

Der er også blevet plads til et gammeldags CD/DVD-drev, og grafikken leveres naturligvis af en indbygget controller fra VIA (VIA PN800), der snupper op til 64 MB af RAM’en, men som samtidig understøtter en gammeldags VGA-udgang til en almindelig monitor eller projektor med en opløsning på op til 1920×1400.

Det udstyr, der ikke er blevet plads til, kan man sætte i en af de tre USB-porte eller i det ledige PCMCIA-slot.

Der er ikke tale om en sub-notebook, men de 2,2 kilogram er da mindre end min maskine og størrelse på 33,3 x 24,3 x 2,4/3,3 cm er da ganske pænt. En smule mere end et A4-ark i fladeformat.

Og så får man tilmed Linux-distributionen Fedora fra Red Hat leveret med, hvis man altså ikke har en gammel Windows 98 SE liggende, som vil køre helt fortrinligt på en maskine som den her.

Der er uden tvivl tale om en PC, som langt de fleste ganske almindelige danskere sagtens ville kunne klare sig med. Både derhjemme og på jobbet. Og hvis prisen vitterligt holder, så er den jo så lav, at man ikke engang ville blive rigtig ked af det, hvis man mistede den. Folk betaler jo rask væk det tre-dobbelte for en mobiltelefon eller en MP3-afspiller.

Men jeg er skeptisk. For ingen andre har hidtil formået at levere en PC til så lav en pris.

Og mine bange anelser bliver da også vakt, når man på firmaets hjemmeside kan læse, at der er 4-6 ugers leveringstid. Firmaet kan nemlig kun levere til prisen, hvis der er rigtig mange bestillinger. De skal op på 20.000 om ugen, ifølge Computerworld.

Men jeg har smidt en bestilling på siden, og jeg skal love, at jeg nok skal skrive noget om den, når/hvis jeg nogensinde får den leveret. Er du selv fristet, så se mere på Medisons side.

Update:

Flere har allerede gjort mig opmærksom på, at min skepsis nok er ganske velbegrundet. Flere og flere ting peger nemlig i retning af, at Medison er et fup-foretagende. Bare forsøg dig med en Google-søgning på Medison, og man vil opdage adskillige hits, der understøtter skepsisen.

Men jeg har ikke tabt mine penge. Derpå kan jeg være sikker. Jeg har nemlig brugt mit Visa/Dankort til at købe PC’en, og eftersom det betyder, at jeg altid bare kan henvende mig til min bank og få pengene retur, hvis jeg ikke får leveret varen, så er jeg på meget sikker grund i denne sag. Men hvis man benytter netbank-overførslen, som firmaet også tilbyder, så er pengene ganske rigtig tabt.

Og husk også, at et firma først må hæve pengene på dit kort, når varen er afsendt. Ikke et sekund før.

Vi er ret heldige her i landet, at vi sådan kan handle med stor sikkerhed og tryghed på nettet.

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om det fantastiske online-leksikon Wikipedia, men da der stadig er mange, der åbenbart ikke helt har set det geniale i et åbent online-leksikon, så kommer her et par tips til, hvad og hvordan man kan bruge Wiki-verdenen:

1. Google + wiki = stærke facts. Især når det kommer til personer, så er det stærkt. Skriv navnet på en politiker i Googles søgefelt og føj et lille +wiki til. Så får du lynhurtigt et overblik.

2. TV-serier + wiki = overblik. Wikipedia har enorme oversigter over afsnittene af næsten alle tv-serier. Man kan nørde og følge med og ikke mindst finde uvurderlige “conversation starters” til næste gang, man er på café eller middagsselskab. Og det er faktisk rigtig godt. Se eksempel her. Skal du finde andre, så søg på seriens navn + list of.

3. Cliffs Notes = lær bøger hurtigt. Vil du gerne virke belæst, men har du ikke tid og lyst til at læse Dostojevskis samlede værker? I gamle dage skulle man have fat i Cliffs Notes, som var små bøger med korte resuméer af alle klassikerne. I dag skal man bare have fat i Wikipedia. Du skriver blot navnet på bogen, og så vil du ofte få hele handlingen, temaer, symboler og andre analyser.

4. Stock images = gratis billeder. Skal du bruge et billede til en Powerpoint-præsentation eller din hjemmeside, så skal du principielt have rettighederne til billedet. Ellers risikerer du en kæmpe regning fra rettighedshaveren. Men Commons har masser af stock photos, som er helt fri for royalties. Se mere her.

5. Ny smag = Ny musik. Vil du lære noget ny musik at kende, så er Wikipedia også vejen. Der er tilmed masser af spændende artikler om musikgenrer og stilarter, og det gør det til et oplagt redskab til at finde nye bands eller kunstnere, der “minder mig om Limahl“.

6. Bliv bedre i sengen. En af de mest læste artikler på Wikipedia handler om seksuelle positioner. Og ja, man kan faktisk også bruge Wikipedia til at finde en slags porno.

Og så blev du så meget klogere! Og forhåbentlig fik du også klikket lidt på nogle links. For det er jo netop en af de helt fede ting ved Wikipedia: At klikke sig rundt fra artikel til artikel og pludselig opdage, at man har brugt en time, og er kommet ud i et eller andet helt obskurt.

[ratings]

Tak til Neomeme