Kasper Hyllesteds weblog

Her i huset er der hver lørdag lidt slåskamp om, hvem der først skal have lov at læse Bøger-sektionen i Politiken. Men da reolpladsen er begrænset, så er der også altid lidt diskussion om, hvilke titler, der skal hentes hjem fra Boghandleren på Godthåbsvej, som er vores faste bogpusher. Det samme gælder også, når vi har hentet kataloget fra Samlerens Bogklub.

Passionen for bøger har jeg med hjemmefra. Mit barndomshjem havde både klaver og adskillige meter bogreoler. Så ja, jeg er nok skadet lidt. Og ja, det var nok også en medvirkende årsag til, at dansk-studiet lå lige for, da KOT-skemaet skulle udfyldes tilbage i 1998.

For selvom jeg er bidt af en gal dims, så er jeg stadig totalt hooked på det mest analoge medie af dem alle: Bogen. Det er fra litteraturens forunderlige verden, jeg har hentet de absolut bedste oplevelser - og det er også her, jeg har lært allermest.

Men bøger bliver bedre, hvis man deler sine oplevelser med dem med andre. Og det er ikke helt nok for mig at snakke lidt om den seneste bogoplevelse hen over frokosten med kollegerne.

Det samme mente min kæreste, og derfor fik vi her i Pinsen ideen om at lave en blog med boganmeldelser, og det er nu blevet til virkelighed med lanceringen af bogblogger.dk.

Vi har skrevet til en række gode bog-interesserede venner og spurgt, om de vil være med, og vi håber, at vi kan samle et eksklusivt anmelderkorps på en 10-15 personer, der hver især skriver anmeldelser af de bøger, de nu går og læser.

Der er altså ikke noget egentligt fokus, og der vil nok være en tendens til positive anmeldelser, da de fleste jo kun læser bøger, som de har en formodning om at kunne lide.

Og er man ikke enig, så er det heldigvis blogformatets helt afgørende styrke, at man kan smide en kommentar til anmeldelsen.

Det bliver næppe en konkurrent til Politiken Bøger, men vores håb er, at netop muligheden for at diskutere med udgangspunkt i noget konkret og nærværende for mange mennesker, vil tiltrække boglæsere fra hele landet.

Vi lancerede bogblogger.dk i går og har allerede de første anmeldelser klar. Jeg har selv lagt for med en anmeldelse af Carsten Jensens “Vi, de druknede” - men følg selv med på bogblogger.dk.

Jeg fik min første mobiltelefon, da jeg gik i 2.g. Er man 2.g’er i dag, så vil sådan en udtalelse kun give hovedrysten og næsten medlidenhed. Men da jeg gik i 2.g tilbage i 1994-1995, så var der kun mig og et par stykker mere på hele gymnasiet, der havde en mobiltelefon.

Jeg havde en Motorola Flare - en superavanceret GSM-telefon, der kunne næsten alt. Og så var den lille. Faktisk ikke meget større end min nuværende Nokia N80. Batteriet holdt næsten en hel dag, og abonnementet var tilmed af den nye Fritids-type, hvor man kunne ringe til kl. 0,70 pr. minut - efter kl. 17.00. Øvrig tid kostede kr. 4,00 pr. minut. Og så skal man lige lægge kr. 240 pr. kvartal i abonnement.

Når jeg ikke skriver noget om SMS-prisen, så skyldes det, at det var totalt ligegyldigt. For min Flare kunne slet ikke sende SMS’er. Den kunne modtage dem, men dengang var der ingen, der overvejede, at man selv skulle kunne sende SMS’er. SMS var en ingeniør-opfindelse, som skulle bruges af maskiner til at sende beskeder til indehaveren af en mobil. Jeg modtog fx en SMS, når der var en besked på min telefonsvarer, eller hvis jeg koblede mig på et udenlandsk netværk. Det var tanken bag SMS-teknikken, da den blev udviklet. Og derfor var det også oplagt at begrænse en SMS til kun at kunne indeholde 160 tegn.

Min næste telefon - en Dancall - kunne sende SMS’er, og da mine daværende kolleger også blev udstyret med en lignende model, så brugte vi det måske engang om ugen til at sende hinanden en besked. Primært fordi jeg tvang dem til det. Prisen for en SMS var i øvrigt kr. 2,80 pr. stk. Vi skriver 1996 her.

Jeg havde dengang været på nettet i et stykke tid, og fik faktisk mindst et par e-mails om dagen. Dengang var der ikke meget spam. Så det var oplagt at bruge de nye muligheder for at få videresendt e-mails til mobilen via SMS, når de tikkede ind. Så behøvede jeg ikke at være online med min dyre modem-forbindelse hele tiden, bare i tilfælde af, at der skulle komme en e-mail.

Desværre lukkede teleselskaberne denne mulighed for nogle år siden. Nuvel, det kan lade sig gøre - men det var så simpelt og ligetil i gamle dage, og så var det gratis.

I dag bruger alle danskere SMS’er. Jeg sender i gennemsnit 10 om dagen, og dermed er jeg håbløst bagud i forhold til de fleste unge mennesker, der let kan sende 10 SMS’er i timen - selv når de sover.

SMS er blevet en integreret del af vores kommunikation med hinanden - og det udnytter flere og flere virksomheder og organisationer. Man kan gå i banken via SMS, give bidrag til velgørenhed, få besked om bus-aflysninger og deltage i Boogie-battles og meget, meget andet. Vi SMS’er løs.

Det kræver godt nok, at vi gør lidt vold på os selv og den traditionelle tænkemåde, og det skyldes som sagt, at det var ingeniører, der udtænkte teknologien i sin tid. Det betyder, at vi i dag skal sende mystiske koder til bestemte 4-cifrede numre, og det er meget sjældent, det giver mening overhovedet.

Men det virker, og det betyder, at vi SMS’er løs - både til hinanden og til maskiner.

En ny undersøgelse, som Telia har fået lavet, viser da også, at vi gerne vil SMS’e langt mere. Ja, faktisk forventer vi at alle skal være lige så meget med på det dér SMS, som vi selv er.

Vi forventer, at kunne have daglig kontakt med barnets skole via SMS. Næsten halvdelen af danskerne ønsker at få SMS’er fra børnehaven eller skolen om eksempelvis fridage og udflugter. Det vil lette hverdagen for forældrene og skolen, og måske gøre den gamle kontaktbog overflødig.

På samme vis ønsker en tredjedel af de adspurgte danskere at få mulighed for at have kontakt med personalet på det plejehjem, hvor en slægtning bor via SMS.

“Undersøgelsen viser, at forbrugerne ønsker hurtig og direkte information, så man hele tiden er opdateret på, hvad der sker. Vi vil have en hverdag, der er let at planlægge og vi ønsker samtidig sikkerhed for, at vigtige informationer kommer til os med det samme.” siger Anders Rendtorff, kommunikationsdirektør, Telia Danmark

Allerede i dag benytter flere læger sig af e-mail eller SMS ved kontakten med patienterne, og hvis det står til befolkningen, kommer vi til at se mere af det i fremtiden. Over halvdelen af de adspurgte vil gerne bestille lægebesøg eller få påmindelser om det via SMS, og hver tredje vil gerne modtage prøvesvar, der ikke betyder sygdom, via SMS eller e-mail.

“For bare få år siden, var det de færreste danskere, der kunne forestille sig at SMS’e med klasse-læreren omkring ens barn eller med lægen omkring svar på en prøve. Men voksne har også væn-net sig til at bruge SMS’er til at kommunikere, og derfor ser vi nu helt nye ønsker fra danskerne,” fortæller Anders Rendtorff.

En anden undersøgelse viser ligefrem, at SMS’er kan redde hele vores sundhedsøkonomi:

En sms, når du skal opereres kan spare samfundet for millioner. Men projektet kommer først i gang i 2008, skønt alt fra biblioteker til frisører har brugt systemet i årevis.

En masse IT-virksomheder forsøger hver eneste dag at finde på nye, fancy måder at få os til at kommunikere med hinanden på. Vi skal være i Second Life, Twitte med hinanden eller dyrke sociale realtioner på et-eller-andet-nyt-web-2.0-medie. Men læren af SMS er, at vi gerne vil have simple løsninger. Vi har ikke brug for alle mulige fancy ting, men blot nogle kanaler, der virker.

Det kan man også se på udviklingen i brug af IM-programmer. Max 1 pct. af trafikken via MSN Messenger er video eller lyd. Langt hovedparten er blot simpel tekst. Små sætninger, der skrives og sendes afsted med et tryk på Enter eller et klik på Send. Vi krydrer det måske med et par smileys, der også er simpel tekst, men som oversættes til et grafisk udtryk.

Tilsvarende med Google, der revolutionerede hele søgemaskine-tankegangen ved at fjerne fokus fra de grafiktunge portaler, hvor søgefeltet blot udgjorde et par pct. af hele brugergrænsefladen, og i stedet smed det centrale lige plask midt i hovedet på os.

Måske skulle IT-udviklere til at tænke lidt mere simpelt. Droppe alt det fancy og fokusere på at få det simple til at fungere hurtigt og godt.

[ratings]

Jeg har jo i et par indlæg slået til lyd for, at flere danskere burde gå i gang med at blogge - især hvis de har noget viden om og interesse for politik.

En god ven sendte mig et link til en anden blog, “Pick the Brain”, der har den ret sigende overskrift: “27 Lessons Learned on the Way to 3000 Visits a Day and 2200 RSS Subscribers“.

Som det fremgår, så er det 27 gode råd til folk, der enten påtænker eller er i gang med at blogge og som gerne vil vide, hvordan man bliver et så stort hit, at man kan fordrive Uriasposten fra 1. pladsen på chart.dk

I bund og grund handler de 27 råd om, at man skal hjælpe sine læsere - give dem noget at komme tilbage til - samt at man skal skille sig ud fra resten af blogosfæren.

Hele det læsværdige indlæg kan læses her.

[ratings]

Jeg ved godt, at Google og Microsoft er kommercielle fjender, og i krig og kærlighed findes åbenbart ingen grænser for, hvor små sko, man må gå i.

Men Microsoft overrasker mig nu alligevel.

I den nye danske version af deres glimrende tekstbehandler, Word, er indbygget en fin ordbog, som automatisk understreger ord, den ikke genkender, med en rød bølgestreg.

Det er en ganske fin funktion, men nogle gange undrer man sig over, hvilke ord den kender, og hvilke den ikke gør.

Jeg undrede mig nu en del over, at Google åbenbart ikke hører til Microsofts vokabularium (faktisk et ord, som Word kender!), selvom vi andre bruger det flere gange om dagen og ikke har problemer med det:

[ratings]

I morgen, tirsdag den 15. maj 2007, kan du høre mig i radioen!

Jeg deltager nemlig i DR P1’s program, “Kaffeklubben“.

Kaffeklubben er et ganske pudsigt koncept, hvor man har et panel bestående af tre politikere. Hver uge inviterer man så en blogger ind i studiet til en debat, der tager udgangspunkt i nogle af de ting, som bloggeren har skrevet.

Som sagt, så er bloggeren i morgen mig. Panelet består af Margrethe Vestager (R), Martin Henriksen (DF) og Rune Lund (Ehl.).

Redaktionen bag programmet havde udvalgt tre blog-posts, som vi så diskuterer ud fra.

Det drejer sig om mit indlæg om brunch, mit indlæg om politiske blogs samt mit indlæg om nostalgi. Det skal lige siges, at vi ikke diskuterer en god brunch, men derimod primært den kronik af Martin Kongstad, som jeg citerer indledningsvist.

Programmet blev optaget i fredags, så jeg glæder mig også selv til at høre det. Og jeg skal nok love, at jeg her på bloggen uddyber nogle af de ting, jeg siger - og skriver de ting, jeg ikke fik sagt.

Programmet bliver som sagt sendt tirsdag, første gang kl. 10:03 og igen om aftenen kl. 20:00. Det varer 1½ time, så hvis man ikke har tid til at høre radio, så kan man jo vælge at podcaste det.

Eller man kan vælge at klikke direkte på dette link til en MP3-fil og downloade det.

Når det kommer til IT og dimser, så er jeg, hvad man kalder en “early adoptor”. I bund og grund betyder det, at jeg meget hurtigt tager nye teknologier til mig og prøver dem af. Nogle gange betyder det, at jeg ved, hvad der rykker, før det rykker - og andre gange betyder det, at jeg har spildt penge og tid på at prøve noget, der slet ikke holder.

Det sidste gælder ikke helt for mit seneste indkøb, men det gør det første nemlig heller ikke. Det er sådan mest af alt en blandet fornøjelse. Som jeg fortalte for nylig, så har jeg købt en Microsoft Zune.

Zune er Microsofts bud på en iPod-killer - og på papiret ser det rigtig godt ud, men der er nogle væsentlige problemer. Jeg har skrevet en anmeldelse af dyret til PC World, som man kan læse her. Her på bloggen vil jeg primært dele mine oplevelser med installationen.

Microsoft sælger ikke Zune udenfor USA. Det skyldes primært, at man vil tjene penge på, at folk køber musik og film i deres Zune Marketplace, der er en onlinebutik med indhold direkte målrettet Zune. Ganske som Apple tjener kassen på deres iTunes Store.

Men fordi pladebranchen stadig ikke har opdaget globaliseringen og hvad det betyder på det digitale marked, så kan man ikke bare sådan åbne en musikbutik på nettet og lade fx os danskere købe musikken direkte og betale med vores Visa-kort. Det kræver, at man har lavet aftaler med rettighedshavernes organisationer i hvert enkelt land, og det er ret besværligt og kræver mange jurister involveret og sikkert mange frokoster med repræsentanter fra KODA og co.

Men summa summarum: Man kan faktisk slet ikke købe en Zune her i Danmark.

Jeg har derfor købt min i England via ebay, og jeg fik den forleden dag (efter en masse bøvl, fordi de sendte mig en forkert pakke i begyndelsen!).

En Zune er ikke meget værd uden at den er forbundet til en PC, så man kan overføre musik og video til den. Jeg tændte derfor straks PC’en og satte CD’en i drevet. Installationsprogrammet begyndte at køre, men så stoppede det pludselig med denne fejlmeddelse:

Som det fremgår, så er det ikke særlig tydeligt, hvad der var problemet. Jeg kører den nyeste og fuldt opdaterede version af Windows Vista Home Premium på dansk, så jeg havde svært ved at forestille mig, at det var det, der var problemet.

Jeg forsøgte først at checke Zunes supportsider, men der var der ikke noget hjælp. Så gik jeg i gang med at Google. Jeg havde på fornemmelsen, at problemet lå i Vista, og der var da også ganske mange, der havde haft problemer med at få Zune til at virke under Vista.

Men alle de forslag og idéer, der kom frem, hjalp mig ikke. Det tog mig flere timer at komme igennem alle forslagene, og jeg blev mere og mere desperat.

Det gik langsomt op for mig, at problemet nok ikke lå i Vista alene, men nærmere det faktum, at jeg havde en dansk version af Vista.

Af gode grunde er der ikke nogle danskere, der har skrevet om disse problemer på nettet, og der er næppe heller en eneste amerikaner, der har en dansk version af Vista kørende og har købt en Zune over there.

Men til gengæld fandt jeg ud af, at der var masser af tyskere, der havde problemet. Og selvom mit tyske er ret begrænset, så fik jeg da stavet mig igennem et par weblogs og hjemmesider, og fandt til sidst frem til en herr Krauss, der tilmed blogger halvt på engelsk.

Han havde en løsning og en forklaring på problemet.

Det viser sig nemlig, at Microsoft har lavet en omgang direkte dårlig programmering. Det betyder, at installationsprogrammet leder efter nøgler, der refererer til USERS, men i de danske versioner hedder det jo Brugere (på tysk Benutzer). Når der ikke findes noget med USERS, så stopper programmet op og vil ikke fortsætte.

Løsningen er derfor at koble Users til Brugere og det kræver, at man gør følgende:

Tryk på Start, vælg Kør
Skriv CMD - tryk enter
Herefter starter en god gammeldags DOS-prompt.

I denne prompt skriver du følgende fire kommandoer:

net localgroup “Users” /ADD
net localgroup “Users” “YourUserName” /ADD
net localgroup “INTERACTIVE” /ADD
net localgroup “INTERACTIVE” “YourUserName” /ADD

Når det er gjort, og man har genstartet maskinen, så kan man installere programmet. Det kræver dog, at man bruger en særlig udgave af installationsprogrammet, som jeg fandt her.

Efter ca. 4 timers arbejde, lykkedes det mig endelig at få forbindelse til min Zune. Det er absolut ikke brugervenligt, og jeg er ret sikker på, at 99% af alle ville være gået totalt kold undervejs og have opgivet det hele.

Så hvis Microsoft gør sig forhåbninger om at sælge Zune udenfor USA, så skal de nok lige se deres kode igennem.

[ratings]

I sidste uge bragte Ugebrevet Mandag Morgen en artikel, som næppe har taget forfatteren mange timer at skrive. Overskriften lød “Højrefløjen har sat sig på ‘blogosfæren’”, og indholdet har været citeret vidt og bredt i mainstream medierne. Jeg citerer her fra indledningen:

Det er den politiske højrefløj, der dominerer ‘blogosfæren’. På et tidspunkt, hvor de etablerede politiske partier er ved at træde tæerne af hinanden på midten af dansk politik, er det yderfløjene, der har taget føringen i cyberspace. Blandt de 20 mest læste politiske blogs på nettet er det kun en enkelt, der holdningsmæssigt kan betegnes som politisk mainstream. Resten er hovedsageligt ærkeliberalistiske eller national-konservative, mens den radikale venstrefløj er i klart mindretal.

Metodisk er der naturligvis nogle problemer i Mandag Morgens opgørelse. Den er baseret på det populære chart.dk-index, som har flere, men absolut ikke alle danske, politiske weblogs med. Havde man afleveret sådan en artikel på en kort videregående uddannelse, så var man uden tvivl dumpet.

Og ydermere, så handler blogosfæren - som jeg også tidligere har påpeget - jo netop ikke om kvantitet, men om kvalitet. At have mange læsere er ikke ensbetydende med, at man skriver interessante ting. Jeg følger en del meget specialiserede blogs (især om IT), og her sætter man en ære i at skrive til en helt præcis, meget af- og begrænset målgruppe. Derfor siger besøgstal absolut intet om kvaliteten, endsige om hvor meget indflydelse, de enkelte blogs har.

Men lad os lade metoden ligge og se på essensen. For der er ingen tvivl om, at der findes mange velbesøgte højreorienterede weblogs på dansk. Og få, der ligger i det spektrum, som normalt dækkes af de partier, der sidder i Folketinget. Min erfaring siger mig dog, at den yderste venstrefløj også er meget aktive på nettet, men at det sker i debatfora og på sider, som ikke indekseres af chart.dk, men som er ganske velbesøgte.

Men hvorfor er højrefløjs-blogs så populære, trods alt? Hvorfor gider flere hundrede mennesker hver dag læse Uriasposten og co’s udgydelser om “de røde lejesvende i DR” og faren ved islam?

Den borgerlige netavis 180grader.dk har fået fat i Kim Møller, der driver Uriasposten, og han siger:

Det er en helt naturlig konsekvens af den ensretning, der foregår i de traditionelle medier. Ønsker man et konservativt syn på samfundsudviklingen, skal man ikke finde det her, siger han til 180Grader.dk og peger på en tidlig opstart og bloggens mangel på dommedagsprædikener som årsagerne til sin egen succes.

Argumentet holder ikke en nærmere afprøvning. For det samme gælder jo venstrefløjen, der heller ikke just ofte kommer til orde i de traditionelle medier - og ifølge Mandag Morgens undersøgelse, så er de jo heller ikke i toppen af blogosfæren.

Årsagen til misforholdet tror jeg snarere skal søges andre steder.

For det første tror jeg desværre, at venstrefløjen er doven og ugidelig på dette punkt. Der mangler ikke dygtige, velformulerede meningsmaskiner på venstrefløjen - snarere tværtimod. Men af en eller anden grund er de ikke kommet videre siden 1970′erne. Det er som om, man på venstrefløjen lever i den forestilling, at man formulerer politik ved at sidde og diskutere tingene på møder eller over en kop kaffe.

Det skyldes ganske givet traditioner og indgroede vaner, men på venstrefløjen skal debatoplæg og forslag altid formuleres i grupper. Man bruger timer på at diskutere både form og indhold, og resultatet bliver så forelagt til endnu flere diskussioner og debatter. Man bruger således enorme mængder energi og ressourcer på at få formuleret en holdning, som alle så helst skal være enige i.

Højrefløjen har i højere grad en tradition for, at politikken er båret af enkeltpersoner. Det betyder, at man afkræver en person (fx en politiker) en holdning, og så beslutter man sig for, om man er enig eller uenig. Det betyder, at højrefløjen har en større tradition for at stille sig op og erklære sig - en form, der passer godt til nettet og især til blog-konceptet.

(Indrømmet: Min lille analyse af højre/venstrefløj er måske lidt firkantet, men jeg synes at kunne se den bekræftet i de senere år).

For det andet er det gået ned ad bakke for den kritiske tradition, som venstrefløjen byggede på frem til den europæiske kontrarevolution omkring 1990. Der findes i dag ikke en samlet, socialistisk kritik af det postmoderne samfund, som er holdbar. I stedet omfavner selv erklærede socialister materialismen, forbrugerismen og individualismen og prøver at tolke disse ind i den gamle analyse af klassesamfundet. For venstrefløjen handler det i dag om at bevise, at man godt kan være både solidarisk og individuel. At man kan bygge bro over gamle modsætningsforhold. At den moderne socialisme åbenbart ophæver skellet mellem godt og ondt. Det betyder, at man bruger mere tid på at forklare i stedet for at kritisere det moderne samfund. Det er synd og skam.

I mine øjne er det et paradoks, at netop den kritiske tradition ikke har fået et revival på internettet. Mediet er jo som skabt til formålet. Og en veluddannet venstrefløj, der kan andet og mere end at lire citater fra Formand Mao af, burde gribe chancen og komme i gang.

Jeg har i et tidligere indlæg givet et par gode råd til, hvordan man kommer i gang med at blogge. Der burde vel være en enkelt eller fem med sympatier til venstre for Ny Alliance, der tager teten og begynder at skrive en blog, der er mere interessant end det, man finder her, her, eller her.

[ratings]