Kasper Hyllesteds weblog

Jeg har en af de hurtigste internet-forbindelser på markedet. 20 Mbit/s i download, og 1 Mbit/s i upload. Det er oplagt at bruge den til at se fjernsyn på.

Jeg har prøvet Joost, og er faktisk ret imponeret over kvaliteten. Og selvom DR har indgået et samarbejde med Joost, så eksperimenterer de også selv. Således kører der netop nu, mens jeg skriver disse ord, et forsøg med at bruge den såkaldte P2P-teknologi til at distribuere aftenens semifinale i UEFA-cuppen mellem Sevilla og Ossasuna (jeg holder med Ossasuna. De slog OB ud af turneringen, og så må de være gode!).

P2P kender de fleste nok fra den mere lyssky side af internettet. Det er nemlig den samme teknologi, som mange bruger til at dele filer. Det fungerer i bund og grund ved, at brugerne ikke henter data fra een central server, men derimod henter fra hinanden. Når jeg har downloadet noget data, så uploader jeg det samtidig til en række andre brugere. På den måde belaster man ikke serveren i samme omfang, og det giver mulighed for, at mange flere kan se den samme udsendelse live.

Signalet, jeg modtog, var på 780 kbps, hvilket vidner om, at det ikke just er top-kvalitet, der streames ud. Og det kan man desværre godt se på billedet.

Der var ingen hak eller udfald i hverken billede eller lyd. Det er rigtig godt, og en klar forudsætning for, at man gider at sidde og se på en udsendelse i længere tid på PC’en. Det lille Octoscape-program, som man skal hente og installere fungerer også rigtig fint - selv på Windows Vista, som jeg kører med. Det tog mig ca. 20 sekunder, fra jeg trykkede på linket med den højeste kvalitet, til streamen begyndte at køre i Windows Media Player.

Desværre holdt jeg ikke ud at se hele kampen. Simpelthen fordi kvaliteten af billederne ikke er i orden. De er alt for grynede og opdateringshastigheden kan altså ikke følge med det hurtige spil. Der er tydelige skygger på bolden, når den sparkes afsted, og små, hurtige, tætte driblinger kan man ikke nyde. I hvert fald ikke i fuld-total, som er den mest brugte vinkel, når man ser fodbold, fordi man her bedst kan overskue banen og spillernes placering.

Close-ups fungerer okay, men det kan man ikke bruge til meget i en fodboldkamp. Her har man brug for overblikket, og et godt overblik kræver et godt billede. Og det får man altså ikke i DR’s P2P-løsning. Desværre.

Det var dog ikke det eneste, der ikke helt fungerede. Eksempelvis undrede jeg mig meget over, at man i pausen blot viste nogle klip fra kampen, helt uden kommentarer på lydsiden. Kom man ind i kampen her, så ville man nok undre sig en del over, hvad der skete. Knap så heldigt, DR.

Det store spørgsmål omkring IP-TV er, om P2P-teknologien kan være brugbar. Det er en rigtig billig måde at distribuere data på, og det vil klart være interessant for en virksomhed som DR, hvis det kan bruges til noget.

Og jeg vil da også tro, at eksempelvis en koncert eller en TV-avis sagtens kunne ses med den kvalitet, som DR sender fodboldkampene i. Men fodbold - og andre udsendelser med høj hastighed og mange fuld-totaler - der holder det bare ikke.

Det er i øvrigt sjovt at tænke på, at vi alle køber tv-apparater, der kan vise HD, og så er den teknologi, som er “the next big thing” slet ikke klar til at være på niveau med den gamle, analoge teknologi, som vi er ved at forlade.

I øvrigt, nåede man ikke selv at se P2P-forsøget, så kan man være med ved returkampen den 3. maj. Se mere hos DR.

[ratings]

Update:
DR bad om kommentarer til forsøget, og jeg sendte derfor en mail til DR med link til dette indlæg. 20 minutter senere modtog jeg et svar (flot, DR!), der lyder:

Hej Kasper,
Tak for din grundige analyse. Vi tager alle henvendelser og tilbagemeldinger med i vores evaluering og i fremtidig udvikling af tv på dr.dk. Forklaringen på at der ikke blev kommenteret i pausen er, at vi stadig er på forsøgsniveau - og at vi altså ikke kører med det største setup endnu. Men tak igen for ordene

Jeg er ikke den første, der har undret mig over de utallige spam-mails, jeg modtager hver eneste dag. Og jeg er slet ikke den første, der blogger om det. Men i stedet for bare at brokke mig, så vil jeg dele min undren med jer.

Jeg undrer mig i bund og grund over, hvorfor spammere…

1. konsekvent kun bruger et fornavn som afsender? Jeg vil umiddelbart vurdere, at max 1 ud af 1000 rigtige mails, jeg modtager, kun har et navn som afsender.

2. konsekvent staver elendigt. Det skyldes nok, at de fleste af dem er to-cifrede, men alligevel? Hvis man sender en mail til flere tusinde mennesker, kan man så ikke liiige kigge den igennem for de værste fjel?

3. er så opfindsomme til at finde på alternative måder at skrive cialis, viagra og så videre. Jeg tror, jeg har set mindst 100 forskellige måder at stave det på. Det virker da ikke just fremmende for troværdigheden, at de ikke kan finde ud af at skrive et navn rigtigt af efter etiketten på de åbenbart mange dåser, de har stående.

4. åbenbart ikke har læst blot en kort guide til, hvordan man skriver et godt salgsbrev. Der er aldrig en ordentlig struktur, og ofte er det hele rodet samme og mest af alt ulæseligt.

5. kan få folk til at hoppe på den. Helt ærligt? Det er sgu godt gået. Men alle historierne om, at flere pct. af modtagerne faktisk klikker sig videre. Det må sgu da være et spin fra dem, der sælger de der e-mail-databaser, som spammerne køber i håb om, at de kan tjene kassen på at sende spam-mails til os. I virkeligheden er det kun dem, der tjener penge…

[ratings]

Det gav en del genlyd i IT-pressen sidste år, da Microsoft lancerede deres bud på en “iPod-killer”, den såkaldte Zune. Siden har der været ret stille om den lille, stilfulde medieafspiller. I hvert fald herhjemme. Vi har nemlig endnu ikke fået lov til at købe den. Kun “over there” er de så heldige at kunne vælge et reelt alternativ til Apples musik-maskine.

Det er endnu uvist, hvornår vi ser den første Zune på vore breddegrader, men de seneste rygter siger en gang til efteråret. Det kan jeg ikke vente på, og derfor har jeg - med en del møje og besvær - købt mig en på eBay.

Der kan være mange årsager til, at Microsoft endnu ikke har lanceret Zune i Danmark. Den mest sandsynlige er nok, at de først vil have styr på deres musikbutik, som er ret afgørende for Zune. De fleste kan nok godt huske, at der gik flere år fra de første iPods blev solgt, før man kunne købe musik i iTunes Store, som er Apples online musikbutik.

Microsoft Zune har på papiret en række smarte funktioner, som jeg glæder mig til at teste af i virkeligheden. Den vigtigste er dog uden tvivl, at den ikke er så lukket som iPod’en, der er bundet til Apples egen onlinebutik og hvad man har af gammeldags CD’er liggende derhjemme.

Det mest interessante er dog uden tvivl, at den har indbygget trådløst netværk (Wi-Fi). Desværre kan man ikke bruge det til så meget. Microsoft har nemlig udelukkende givet mulighed for at bruge WLAN-radioen til at udveksle sange med andre Zune-brugere. Får man sådan en sang overført, så kan man høre den i tre dage. Idéen er jo god nok, men det er lidt pauvert. Hvorfor kan man ikke gå på nettet og købe sange direkte over et trådløst netværk? Eller synkronisere med sit NAS derhjemme? Eller måske surfe lidt på mobile hjemmesider? Det havde da været oplagt, og jeg håber stadig, at Microsoft pønser på en softwareopdatering, der åbner lidt op for mulighederne.

Men hvorfor har jeg så købt en Zune?

Det har jeg, fordi jeg har brug for en lille afspiller med indbygget radio, som jeg kan bruge til at høre podcasts og se tv-programmer. Jeg hører ikke meget musik, men til gengæld hører jeg ofte lydbøger og endnu oftere P1. Og jeg downloader gerne amerikanske TV-programmer, som jeg ikke gider at sidde og se på PC’en derhjemme, men gerne lige vil have med i lommen, når jeg sidder i metroen eller venter på et møde.

Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere omtale af Microsoft Zune, når den er landet. Og jeg hører meget gerne om andre, der har erfaringer eller gode idéer.

[ratings]

Jeg er nyhedsjunkie. Uden tvivl. Når jeg står op om morgenen er det til lyden af P1 Morgen, hvis indsigtsfulde analyser, interviews, historier og radioavisen følger mig ud på badeværelset.

Inden morgenmaden når jeg gerne enten Nyhederne på TV2 eller lidt TV2 News, inden jeg kaster mig over Politiken og/eller Nyhedsavisen. Og så selvfølgelig text-tv.

Tager jeg metroen på arbejdet, så kan jeg lige nå MetroXpress og Urban på de 12 minutter, og når jeg an kommer til Kgs. Nytorv station, så kan jeg ofte lige se overskrifterne fra Berlingske Tidende på de smarte skærme, der er placeret i selve metro-røret. Når jeg er kommet op fra Kgs. Nytorv Station, så tænder jeg min bærbare radio og hører den nyeste radioavis. Kører jeg på cykel, så hører jeg radio hele vejen, så hører jeg P4, for at fange de regionale nyheder kl. halv.

På jobbet er jeg så heldig at have adgang til Ritzaus nyhedstjeneste, så jeg kan følge med hele dagen. Plus et par faste hjemmeside, især udenlandske aviser og gode blogs.

I løbet af dagen har jeg også konstant min mobiltelefon eller PDA på mig. Dem bruger jeg til lige at checke et par nyhedssider ud. I løbet af den seneste tid har næsten alle de danske aviser fået et særligt mobilt interface, så man kan læse siden på den lille skærm.

Der ryger også gerne et par papiraviser i løbet af dagen, men jeg må indrømme, at jeg er blevet meget digital. Jeg holder mig for det meste til netaviserne.

Når jeg kommer hjem, så ser jeg gerne et par nyhedsudsendelser i løbet af dagen, og kl. 17:00 plejer jeg gerne at gå i gang med at lave mad - og her hører jeg P1 Orientering, selvom det ofte er ulideligt venstreorienteret, så er det lige så ofte dybt interessant og indsigtsfuldt.

Ved siden af fjernsynet har jeg placeret en Kiss DP-558, som er en slags multi-maskine, der både kan bruges til at optage og afspille tv, film, DVD samt ikke mindst netindhold. For nylig kom der en ny firmware til maskinen, der bl.a. åbnede op for en nyhedsfunktion. Konkret betyder det, at man nu kan læse artikler fra Ekstra Bladets, Jyllands-Postens og Politikens hjemmesider samt de nyeste telegrammer fra Reuters.

Artiklerne er væsentligt længere end på traditionelt tekst-tv, og der er tilmed billeder med, ligesom det er noget lettere at navigere rundt i menuerne, som er de samme som på nettet.

På billedet nedenfor kan man se, hvordan det så ud, da Politiken forleden omtalte en historie, som min gode ven, David Garby, havde fået afsat til avisen (i øvrigt en rigtig spændende historie, som man kan læse om her).

Mit nyhedsforbrug har fået mig til at tænke lidt over, hvilken rolle nyheder spiller i mit og også i mange andre danskeres liv. Hvis vi vil, så kan vi få nyheder overalt.

Jeg er faktisk ofte irriteret, når jeg ikke liiige kan checke nyhederne. Eksempelvis generer det mig grænseløst, at jeg ikke kan høre radio, når jeg kører i S-tog.

Jeg har kraftigt overvejet at skifte min HTC S620 ud med en 3G-telefon, som kan bruge TDC’s ny mobil-tv, fordi man her kan se TV2 News live på mobilen. Jeg har også kigget efter en bærbar DAB-radio, så jeg i det mindste kan høre den sidste radioavis altid, men sidst jeg testede dem, var det så som så med kvaliteten, så det venter jeg nok lidt med.

[ratings]

Vi kender det nok alle. Vi sidder og surfer lidt på må og få, og pludselig falder vi over noget, som fanger vores opmærksomhed.

Sådan en oplevelse havde jeg i dag, hvor en overskrift på Politikens hjemmeside fangede mine øjne og en åbenbart latent interesse for mig.

Overskriften lød: “Mongoler synger om heste på Frederiksberg“, og da jeg klikkede åbenbarede sig en artikel af ingen ringere end filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen.
Artiklen indledes lovende med følgende:

I sovjettiden blev Tuva- sangernes instrumenter knust, nu turnerer Huun-Huur-Tu over hele verden med sange og rytmer, inspireret af hestenes galop over de sibirske sletter.

Hold da op! Det lyder sgu spændende. En mongolsk strubesanger-kvartet! Og så kommer de tilmed til Frederiksberg på torsdag, fortæller Thomsen mig. Jeg kan næsten ikke få vejret af bar spænding. Jeg må bare vide noget mere om dette fantastiske fænomen.

For hvad i alverden er strubesang egentlig? Braad Thomsen har naturligvis et svar parat:

Huun-Huur-Tus leder, Kaigal-ool Khovalyg, har beskrevet den således:

»Et folk, der tilbringer så megen tid sammen med heste – som er et af de mest rytmiske dyr i verden – må naturligvis have absorberet deres rytme. Heste har en harmonisk rytme, og folk, der rider meget på heste, optager denne rytme i kroppen, ligesom den afspejles i musikken. Rytmen er ikke som en metronom, den er ikke stabil, men kan forandres. Tilsvarende brydes melodilinjerne ikke ned i firkantede fraser, men kan forlænges afhængig af sangerens åndedrag.

De bestemmes af sangerens intuition og ikke af et bestemt metrisk mønster. Den måde, vi f.eks. bruger det tostrengede instrument doshpuluur på, har ikke været hørt for nylig i tuvansk musik. Den bruges normalt som akkompagnement til strubesang, men engang må der være blevet spillet på den, som vi gør det, som om den repræsenterer hestens rytme. Vi prøver at genopdage, hvad der har været engang«.

Braad Thomsen går helt amok i den ekstremt lange artikel, og forklarer os bl.a. følgende:

Trods den fremmedartede musik kan man på f.eks. Huun-Huur-Tus gennembruds-cd, ’The Orphan’s Lament’ (1994), støde på melodier, der virker sært fortrolige og ligefrem minder om gamle danske skæmteviser, f.eks. ’Aa-shuu dekei-oo’, en munter vise, hvor sangeren associerer fra rideture på hesten, der galopperer så hurtigt gennem landskabet, at tågen letter foran ham, til samtaler med hans pige så intense, at de ikke bemærker, at Storebjørn dukker frem på nathimlen.

Sangens titel, der desuden bruges som refræn, betyder »Og hesten renser hans sind«.

Heste er meget vigtige i strubesangen fra Tuva, åbenbart. I hvert fald mener Thomsen, at man kan “opfatte hesten som en seksuel metafor og kvinden som en skabning, der skal berides“. Intet mindre!

Der er sikkert nogle af jer, kære læsere, der allerede nu er i gang med at ringe og bestille billetter hos sortbørshajerne, der allerede nu har mangedoblet billetprisen. Men “hold your horses”. For det er åbenbart ikke en skønhedsåbenbaring at lytte til:

Gruppens vokaludfoldelser lyder vitterligt ikke som noget, man tidligere har hørt.

Nogle gange kan man være i tvivl om, hvorvidt det, som sangerne præsterer, er stemmegymnastik eller kunst

, men i gudbenådede øjeblikke er det en dybt original sammensmeltning af begge dele. De har specialiseret sig i at udnytte overtonerne, der knytter sig til de almindelige toner som en medklingende harmonisk farvning af grundtonen.

Hvad skal man lægge i det? Er der tale om en mellemting mellem hosten og harken og skønsang? Det kan da umuligt være rart at lytte til i længere tid ad gangen?

Helt galt går det, når Braad Thomsen går i gang med at beskrive de underlige musikinstrumenter, “sangerne” åbenbart også bruger:

De traditionelle instrumenter regnedes for at være en arv fra feudaltiden, og det fortælles, at den kommunistiske partisekretær Toka, der kaldtes Tuvas Stalin, lod samtlige eksemplarer af strubesangernes yndlingsinstrument, khomuz, indsamle, hvorpå han personligt knuste dem.

Khomuz er en jødeharpe, og derudover benytter Huun-Huur-Tu sig af igil, som er et tostrenget instrument, der spilles opretstående og kan minde om den iranske kamancheh. Biizaanchi er et firestrenget flageoletagtigt instrument, mens doshpuulur er en langhalset lut.

Desuden benyttes et særpræget rytmeinstrument, dazhaanning khavy, som er fremstillet af knogler fra fårets knæben, der bringes til at rasle i tyrens scrotum (testikelpung). Instrumentet er ikke så frivolt, som det kan synes, idet scrotum også har fundet andre anvendelser i Tuva, f.eks. som saltbøsse.

Sig mig en gang? Hvad sker der lige her? Render de rundt med saltbøsser lavet af tyrenosser og rasler løs og har tilmed den frækhed at kalde det musik? Det er lige før man savner den gamle partisekretær.

Når man læser Braad Thomsens artikel, så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Hvad har den mand taget? Og skulle han ikke hellere lade “hesten rense sit sind”?

Læs selv her eller se gruppen “optræde” i Philadelphia herunder:

[ratings]

Selvom jeg er opvokset i byen og aldrig har haft et stort arsenal af eksotiske kæledyr, så har jeg altid haft en stor fascination af dyr. Desværre er det danske dyreliv jo ret begrænset, og når man har fået nok af at se på harer og hjorte i dyrehaven, så er det svært at finde flere spændende dyr at se på i den danske natur.

Derfor har jeg også i flere år haft årskort til Zoologisk Have. Jeg bor på Frederiksberg, og ofte lægger jeg og familien en tur forbi Valby Bakke og den smukke, gamle have. Tilsvarende når vi er på familiebesøg i Odense, hvor Zoo i de senere har gennemgået en fantastisk udvikling.

Dyrene i zoo er dybt fascinerende, og at have en dreng på 1½ år med, er en fornøjelse. Han får nemlig øje på helt nye dyr og hvor fantastisk en lille fugl eller en dværgodder kan være. Vi voksne kan ofte overse dem til fordel for de enorme elefanter eller de voldsomme løver. Men de mest spændende dyr i zoo, er faktisk også ofte de mest oversete.

Jeg har nogle favoritter, og især eet dyr, som jeg gerne vil avertere for her på bloggen, nemlig okapien. I Københavns Zoo er der tre okapier, som desværre er gemt væk helt nede i hjørnet af søndermarken. Ved siden af de gule giraffer, lige overfor det anlæg, hvor zebraerne boede før opbygningsprojektet gik i gang.

Okapien er et fantastisk spændende dyr. Og det er ikke kun i København, at de er gemt væk. Faktisk blev det først opdaget af rigtige hvide mennesker omkring år 1900. Lokalbefolkningen havde naturligvis kendt til dyret i mange generationer, men det var først da en opdagelsesrejsende ved navn Johnson stødte på det særprægede dyr dybt inde i Congos jungle, at det fandt vej til de vestlige civilisationers zoologiske opslagsværker og sidenhen til vores zoologiske haver.

At okapien først blev opdaget så sent, siger noget om, at vi her har at gøre med et meget sky dyr. Samtidig har det været udsat for krybskytter og en evindelig borgerkrig i centralafrika har samtidig gjort kål på en stor del af dyrets habitat og dermed truet arten med udryddelse. Det er ganske sigende, at man faktisk ikke har set en okapi i det vilde siden 1959. Sidste år fandt en gruppe forskere spor efter okapier, og det giver håb om, at der stadig findes nogle derude i junglen.

Man skal altså ikke tage til Congo for at se på okapier, men derimod i Zoologisk Have. Og her er vi faktisk ekstremt heldige i København. Vi har hele tre af slagsen, og da det har vist sig meget svært at få dem til at yngle i fangenskab, så findes der i dag under 100 okapier i bur hele verden.

Derfor var det også en stor tragedie, da en okapi for nogle år siden døde i Københavns zoo. Ikke på grund af alderdom, men fordi nogle operasangere skrålede løs ovre i Søndermarken. Det stressede simpelthen dyret så meget, at det drattede død om. Og for at det ikke skal være løgn, så serverede Mick Schack (ja, ham fra “Hjemmeservice” på DR2) det for nogle venner ved en middag efterfølgende (gad vide, hvordan det smagte?).

At okapien fascinerer mig så meget, skyldes ikke blot historikken, men lige så meget dyret i sig selv. Umiddelbart ligner det en underlig krydsning af en zebra og en kamel, men i virkeligheden er der tale om en giraf-art. Skovens giraf, er den blevet kaldt meget sigende, selvom den har sort/hvide striber i stedet for de karakteristiske gule/røde pletter, som kamuflerer savanne-girafferne.

Noget af det mest fascinerende ved okapiens natur er den lange, blå tunge. Tungen bruger den til at flå blade af junglens vegatation, og derfor skal den naturligvis være lang. Men okapiens tunge er faktisk så lang, at den ikke bare kan slikke sine øjenlåg (sic!), men faktisk også rense sine ører med tungen (ja, det gør den - jeg har faktisk set det i Zoo!).

På trods af, at okapien er et vildt spændende dyr, så er den alt for overset. Flere gange, når jeg har besøgt zoo tidligt på dagen, har de tre dyr været lukket inde, fordi dyrepasserne ikke lige har haft tid til at lukke dem ud endnu.

Ser man på sponsorskiltet foran okapi-indhegningen, så er det heller ikke de største guld-sponsorer, der brillerer med at smide penge efter skovens giraffer. Og det er synd. For okapien fortjener al den opmærksomhed, den kan få.

Derfor en opfordring til alle læsere: Næste gang det er godt vejr, så læg vejen forbi Zoologisk Have - og husk at droppe forbi det bagerste hjørne i Søndermark-delen. Helt ovre ved siden af girafferne. Og kig så godt på det spøjse dyr, de kalder for en okapi.

[ratings]