Kasper Hyllesteds weblog

En weblog om livet i det moderne IT-samfund

Arkiv for februar, 2007

Fem ting jeg savner

Jeg havde fødselsdag i sidste uge, og det minder mig altid om “de gode gamle dage”.

Jeg har derfor brugt den sidste uges tid på at være lidt nostalgisk, og tænkt på alle de ting, som ikke er længere. Der er naturligvis en masse ting, som det er rart, vi er sluppet af med gennem tiden. Slemme sygdomme og ditto diktatorer, for eksempel. Men der er også ting, jeg savner.

Her er en lille liste over fem af de ting, jeg fandt frem til, jeg savner.

1. Mænd på månen
Hvornår var det lige, at vi opgav drømmen om at bo i rummet? Da jeg var barn, var det min største drøm, og jeg kunne jo se i fjernsynet og læse i Illustreret Videnskab, at NASA og Ronald Reagan gjorde en brav indsats for at gøre det muligt. Men siden 1980′erne er det åbenbart slut. Ingen taler længere om at sende en mand til månen, endsige til Mars. Men hvornår var det lige, at vi droppede den tanke? Jeg savner sgu drømmene. Kunne de ikke tage at tænke lidt større end bare mystiske eksperimenter med blomster i vægtløs tilstand derovre hos NASA? Måske skal vi sætte vores lid til Røde-Kina. De har stadig lidt store tanker derovre, selvom det ikke altid er lige positivt.

2. Concorden
Ja, en anden drøm, jeg havde var naturligvis at flyve med det hurtigste passagerfly på planeten. Og selvom det forurende og larmede som et ondt år, så var det sgu en fed idé at flyve hurtigere end lyden. Og så var det eksklusivt. Jeg glædede mig derfor usigeligt til jeg en dag kom til at tjene penge nok til at betale det astronomiske beløb, en billet kostede, men drømmen brast, og det tætteste, jeg nogensinde kom på at flyve med Concorden var, da jeg i New York besøgte den Concorde, der nu er et museum og et monument over en tid, hvor man tænkte stort - og så lige så stort på omkostningerne. Den tid savner jeg lidt.

3. DOS
Jeg var sgu en haj til DOS. Så jeg en C:\>-prompt, så fløj DIR-kommandoer afsted fulgt af CD det ene og det andet, og BAT-filerne blev programmeret med adskillige GOTO og IF-linjer.
Det bedste ved at styre sin DOS var, at det affødte respekt. Enhver idiot kan i dag finde ud af at betjene en mus og starte Word op, men kunne man finde ud af at skrive DOS-kommandoer, så blev man respekteret. Folk opfattede en som noget særligt. Man forstod et helt andet sprog, som var hemmeligt og uforståeligt for 95% af Jordens befolkning. I dag bliver folk ikke særligt benovede over, at man kan finde ud af at benytte Excels statistik-funktioner eller kan finde ud i hjørnerne af Words Equation-editor. Jeg savner sgu lidt at tilhøre en eksklusiv IT-nørd-klasse.

4. Et ordentligt tastatur
Hvorfor i alverden skal alle nutidens tastaturer være så fancy? Alskens ekstra knapper og funktioner er blevet tilføjet, men i bund og grund er de ikke blevet bedre. Det bedste tastatur, jeg nogensinde har haft var et godt, gammelt IBM PS/2-tastatur, som vejede ca. et kilogram og blot havde 102-taster. Vandringen var fantastisk, responsen klar og tydelig og man kunne mærke, at der var tale om kram. Sådan noget kan man ikke få i dag, og det savner jeg faktisk.

5. Kabler
Ja, det er måske lidt et ambivalent forhold, jeg har til kabler. På den ene side, så er det jo fantastisk, at vi i dag kan rende rundt med vores mobiltelefon og bærbare PC - helt uden at tænke på kabler. Men bare fordi det er trådløst, så bliver det ikke bedre. Snarere tværtimod. Selv de bedste trådløse telefoner slår ikke kvaliteten af mange af de telefoner, der stod boltede til borde for blot få år siden. Samtidig har de trådløse teknologier givet os en masse dårlige vaner. Det er ikke meningen, at man skal sidde og surfe i sofaen. Det er dybt irriterende, at folk vader hvileløst frem og tilbage, når man taler i telefon med dem (jeg gør det selv, og det generer mig faktisk). Og så skal man også huske på, at kabler faktisk både er hurtigere, billigere og langt sikrere end trådløse pendanter - og så kræver de slet ikke batterier.

Listen er langt længere, men her var da fem bud. Flere bud modtages gerne i kommentar-feltet.

[ratings]

4 kommentarer

Når nettet bryder sammen

Det sker jævnligt, at en eller anden hjemmeside bryder sammen, fordi den pludselig bliver besøgt af en masse mennesker på samme tid. I IT-verdenen hedder det at blive “slashdotted”. Begrebet kommer fra det populære web-magasin slashdot, der netop handler om, at brugere kan poste små, interessante historier ofte med links til ukendte sider. Disse sider ligger oftest på små webhoteller, der slet ikke kan håndtere, at der pludselig er måske 10.000, der klikker sig ind på siden i løbet af få minutter. Og det sker ofte, fordi Slashdot har mange, mange tusinde besøgende hver eneste dag.

I dag blev de danske trafik-hjemmesider “slashdotted”, eller hvad man nu skal kalde det, når det var mange tusinde ton krystalliseret vand, der faldt ned fra himlen og lagde sig som en tung dyne over en stor del af landet, der var årsagen til den massive interesse for movia.dk, cph.dk, bane.dk, trafikken.dk osv.

De fleste af siderne var allerede fuldstændig utilgængelige fra morgenstunden af, da danskerne stod op og i både radio og tv fik at vide, at man kunne finde ud af, om ens bus kørte eller om Ringstedvej ved Roskilde var spærret på de bemeldte hjemmesider. Og så er man jo lige vidt.

Dette eksempel viser jo desværre, at godt nok er nettet godt til mange ting, men når der er pres på, så kan selv ikke store, professionelle aktører ikke følge med.

Jeg oplevede selv problemerne, og fandt derfor frem til, at man i sådanne situationer faktisk står sig godt i at bruge nogle af de ældre medier. For i min radio kunne jeg høre en super-tændt Jette Beckman rapportere om trafiksituationen i et hæsblæsende tempo. Og på mit fjernsyn kunne jeg uden problemer finde tekst-tv, der lynhurtigt kunne vise mig de seneste opdateringer på tog, busser og fly.

Tekst-tv, tv og radio er i dag ikke IP-baserede, og det betyder, at uanset hvor mange, der tænder deres radio, så bliver mit signal ikke dårligere af det. Og uanset hvor mange, der slår op på side 400 på DR’s tekst-tv, så tager det ikke længere tid, før jeg får siden frem på mit tv.

Radiobølger har måske ikke samme båndbredde og interaktive muligheder, som nettet har, men i nogle situationer, så er de bare langt mere effektive. Så selvom jeg har en 20 Mbit/s monster-ADSL-forbindelse ind i huset, så må også jeg ty til noget så gammeldags som radio og tekst-tv, når vejret sender danskerne hen foran PC’en i hobetal.

[ratings]

3 kommentarer

MSN Alerts

Xobni outlook add-in for your inbox