Kasper Hyllesteds weblog

Jeg er nok ikke ene om at læse en masse forskellige historier på nettet hver eneste dag. Jeg har en alenlang liste over foretrukne sider, som jeg besøger jævnligt - primært når der er noget i RSS-feed’en, der fanger min interesse.

I venstre side kan man se nogle af de historier, som jeg har markeret i Google Reader som værende interessante - måske også for dig. Dem kan du så klikke på, hvis de fanger dig.

Men nu har Google Reader opgraderet deres service, og selvom det er blevet en smule langsommere at anvende, så er det blevet langt bedre og mere anvendeligt - især hvis man vil dele de gode historier med andre, fx læserne på ens blog.

Der er nemlig indført en særlig delings-funktion, som nok er Googles svar på Digg eller del.ico.us. Hvis det skal blive lige så godt som de to services, så skal det forbedres og gøres hurtigere. Men det fungerer da okay - og du kan se de historier, jeg har valgt at dele her.

Jeg elsker at se TV - og i TV’ets eget hjemland er de nu engang langt bedre til at producere den slags, end vi er herhjemme. Derfor har mit store ønske altid været at få NBC, ABC, Fox News (yes, fair and balanced!) og ikke mindst CNN uden “Malaysia - truly Asia“-reklamer.

Men som de fleste vil vide, så er det ikke muligt i dag. TV-selskaberne vil ikke sende deres signaler herover til os. De har naturligvis deres grunde - primært at det vil kræve, at de klipper reklamerne ud, fordi annoncørerne ikke vil have, at vi opdager, hvor billigt de sælger deres produkter til amerikanerne.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg alligevel kunne få amerikansk tv, og jeg drømmer stadig om en Slingbox i HD-kvalitet med masser af upload-hastighed over there. Desværre er der stadig problemet med NTSC og PAL-systemerne, som ikke rigtigt kan tale sammen.

Men heldigvis kan det være, at internettet overhaler hele tv-industrien indenom. Min gode ven og ekspert udi amerikansk politik, David Troels Garby, gjorde mig opmærksom på et lille program, som er ret genialt.

Programmet hedder TVU Player, og i rigtig Google-stil er det stadig i beta. Det er TVU Networks, der står bag det, og det kan hentes her.

Med dette lille program installeret, kan man faktisk se live tv direkte fra USA. Ud fra programudvalget ser det ud til, at programmerne kommer fra vestkysten, måske San Francisco. Det betyder, at der fx er NBC, ABC og Fox. Der er også en række andre glimrende tv-programmer (Comedy Central, Animal Planet osv.).

Programmet bygger teknisk på en peer-to-peer-løsning, ganske som de berygtede BitTorrent-netværk, som mange “pirater” bruger til at dele ulovlige musik-, film- og programfiler med hinanden.

Det betyder, at signalet sendes ud et sted fra, og så deles det automatisk mellem en række “peers”, dvs. brugere, der har downloadet programmet og ladet det køre. Jo flere, der ser en kanal, desto bedre bliver signalet, altså.

Jeg har testet TVU ganske kort, og er faktisk ret imponeret over, at det virker - selv herovre på den anden side af kloden. Nuvel, der er et par hak engang imellem, men for det meste går lyden klart igennem, og videokvaliteten er ganske udmærket til at blive set på en computerskærm.

Jeg var ganske begejstret for dette lille fund, men David bragte et væsentligt spørgsmål op: Er det lovligt?

Umiddelbart er det jo ganske uskyldigt. Jeg ser jo blot TV-signaler, som i USA er gratis tilgængelige for alle med et fjernsyn og en antenne. Eneste forskel: Jeg er ikke i USA, og jeg ser det over internettet.

Der er ingen tvivl om, at de amerikanske tv-stationer, IFPI og hvad de der “antipirater” ellers kalder sig, kan komme efter ham fyren, der har opstillet PC’en med tv-tunerkortet og som altså er øverste led i “fødekæden”. Han må ikke digitalisere “deres” signaler og distribuere dem ud til andre via nettet.

Men det er jo ikke mig. Jeg sidder blot i den anden ende og ser programmet.

Men her er et andet problem. For i og med, at der er tale om et peer-to-peer-netværk, så er jeg faktisk også med til at udbrede signalet. Andre brugere, der ser samme kanal som mig, får glæde af, at jeg er med til at distribuere signalet videre ud i verden. Og dermed er jeg i samme situation som fyren med PC’en og TV-tunerkortet.

Men ikke nok med det. Lad os antage, at ABC valgte at sende Krøniken eller et andet dansk program. Hvis jeg så brugte TVU til at se det her i Danmark, så kunne DR faktisk komme efter ABC, fordi de ikke har ret til at distribuere Krøniken i Danmark. Det har kun DR. En noget spøjs situation, må man sige.

I bund og grund understreger et program som TVU blot en pointe, som jeg har rejst flere gange før: Både de danske og internationale regler for ophavsret og copyright er helt ude af trit med den teknologiske udvikling. De er nationalt fokuserede og tager udgangspunkt i, at rettighedshaveren har mulighed for at have kontrol over sit produkt fra afsender til modtager. Samt ikke mindst at brugen af produktet kan registreres på en eller anden måde.

Der er ingen tvivl om, at disse regler er en hæmsko for udviklingen af nye produkter. Eksempelvis går vi stadig glip af, at Apple i USA har udvidet deres iTunes-butik med tv-serier. De kan kun købes, hvis man bor i USA, har en amerikansk IP-adresse - og ikke mindst et amerikansk kreditkort.

Og hvad betyder det så? Jo, det betyder, at der er en masse mennesker, der bliver “pirater”, fordi de går ind og downloader videofiler med tv-serier fra USA, eksempelvis gennem BitTorrent-netværk. Havde de samme mennesker bedt deres amerikanske fætter om at optage TV-serien på et VHS-bånd og sende det med US Postal Service til Danmark, så var det helt okay. Det må man gerne. Men hvis man beder samme fætter om at optage det på sin TiVO og sende filen via nettet - så er det ulovligt.

Når vi om føje år har massive bredbåndsforbindelser både ind og ud af vores huse, så vil det uden tvivl forstærke dette problem. Så bliver det nemlig meget svært at forklare folk, at det er en forbrydelse, hvis de bruger den til at se TV på.

Så mon ikke TV-selskaberne og -distributørerne skulle komme i gang med at finde løsninger, måske lidt a la det vi har set på radioområdet. Her kan man jo uden problemer høre radio fra hele verden på nettet. Ja, min Kiss DP-558 kan faktisk streame mere end 6.000 radiostationer direkte uden jeg har min computer tændt. Og man kan nu også købe eksempelvis Logitechs Z10-højtalere, der har indbygget netradio, som hentes over trådløst netværk.

Sådan noget vil jeg også have til mit fjernsyn. Jeg vil gerne betale for det, men jeg gider ikke blive stemplet som pirat, bare fordi jeg gerne vil se amerikansk fjernsyn.

[ratings]

Jeg har altid ment, at Belgien var et underligt land. Et misfoster skabt af Frankrig og Tyskland i en stor kulturel suppegryde, hvor det gik galt med ingredienserne. Resultatet er blevet Belgien - et land, som man gang på gang må undres over.

Det seneste eksempel på belgisk galskab kom frem i går, mandag, hvor en eller anden belgisk domstol afsagde en dom over vores alle sammens ven, Google.

Sagen kender vi også herhjemme fra. Det handler nemlig om dybe links - eller slet og ret links. Internettets natur.

Ligesom i Danmark, har også belgiske netaviser besluttet sig for at erklære krig mod links. I hvert fald når det er andre, der linker til dem. Alle netaviser linker lystigt til andre sider.

Politiken (som selv er synder) har en belgisk domstol nemlig besluttet, at Google News ikke må bruge artikler fra fransksprogede aviser i Belgien.

Nu kunne Google jo så vælge at sige: “Og hvad så?” - men gør de det, så kommer det til at koste dem ikke mindre end en mio. euro … om DAGEN!

Netaviserne kræver - med belgisk lov i hånd - at Google i stedet for at linke direkte til en artikel, de omtaler, i stedet blot linker til forsiden af hjemmesiden og så skriver noget i retning af: “Brug menupunkt 1, klik på 2, og brug søgefunktionen til at finde artiklen, der hedder noget med 3″.

Hvem sagde gammeldags? Hvem sagde maskinstormer?

Hyperlinks er en af grundstene i internettets opbygning. Hvorfor er der så nogle medier, der vil modsætte sig?

Herhjemme har vi den glimrende nyhedstjeneste News.dk. Den må nemlig åbenbart gerne gøre det samme som det nu lukkede Newsbooster gjorde i tidernes (dvs. IT-tidernes ) morgen. Teknisk set er der ingen forskel på Google News, Newsbooster og News.dk. Jo, News.dk spurgte netaviserne om lov - og nogle af dem gav allernådigst news.dk lov til at skaffe dem kunder i butikken.

Som Ingeniørens Lars Jensen skriver om sagen:

Om det er frygten for annoncer, fordi annoncer på forsiden er de dyreste, eller noget andet, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan næppe forestille mig, at det giver flere besøgende, at have en sådan linkpolitik.

Og hvis det var annoncerne, det handlede om, er der jo heller ingen logik i at give News.dk lov, blot fordi de spurgte først.

I takt med at blogverdenen vokser frem, blandt andet med sin trackback-funktion og hyppige brug af links, er der en oplagt mulighed for at få flere ind på artiklerne, så hvorfor vil man nægte adgang?

Og så skriger det vel til himlen, at medierne på den ene side er imod dybe links, imens de selv tilbyder RSS-feeds med direkte links til artikler?

Det ville klæde medieverdenen både herhjemme, i Belgien og i resten af den “civiliserede” verden om den vågnede lidt op af dunsterne fra trykpressen og opdagede, at vi var gået ind i en helt ny tidsalder. En tidsalder, hvor nyheder og informationer ikke formidles på papir, men som bits og bytes.

Og så kunne man måske håbe, at de blev hjulpet lidt på vej af nogle politikere, der indså, at lovgivningen ikke er helt tidssvarende på dette område.

[ratings]

Jeg købte min første scanner tilbage i 1992. Det var på en studietur i 9. klasse til London, og jeg havde sparet de ca. 1.100 kr. op, som Logitechs håndmodel kostede. Scanneren kunne klare at scanne i 256 gråtoner, og ifølge æsken kunne man få flotte billeder ud af den. Ca. 4 år senere købte jeg min første fladbet-model, som kunne klare farver og gjorde det lidt nemmere at håndtere større billeder. I dag har jeg sådan en HP PSC All-in-one-model stående, som både er printer og scanner bygget sammen.

I alle årene har jeg egentlig ikke scannet særligt meget. Men jeg har altid været fascineret af scannere. Deres evne til at omdanne tekst og grafik på et stykke papir til billeder på skærmen fascinerer mig stadig. Scannere smelter den digitale og analoge verden sammen og åbner for nogle fantastiske muligheder.

En af disse muligheder kaldes OCR, hvilket er et akronym for Optical Character Recognition. I bund og grund er OCR blot noget software, som kan analysere et indscannet billede og genkende mønstre og derved omsætte dem til noget, som en computer kan forstå. Det mest klassiske eksempel er naturligvis muligheden for at genkende tekst. Med OCR-programmer installeret kan man således indscanne en sides tekst og få den omdannet til tekst, der kan behandles på en computer, eksempelvis i et tekstbehandlingsprogram.

Min første scanner understøttede også OCR, men jeg fik det aldrig til at fungere. Med min anden scanner blev det væsentligt bedre - især fordi jeg fik fat i et program, der vist nok hed Omnipage, og som var noget af det bedste til formålet. Jeg kan huske, jeg scannede en masse tekster ind - bare fordi jeg kunne. Omnipage havde dog problemer med danske tegn, og det gjorde det jo ret beset lidt uanvendeligt for en dansker som mig.

Senere fik jeg fingrene i et program fra HP, der hed Tesseract. Det var genialt til OCR, og jeg scannede løs til langt ud på natten (husk på, at det var før, der var noget, der hed internet for mit vedkommende. Vi skriver medio 1990′erne, og jeg kom først rigtigt på nettet i 1996. Et eller andet skulle vi nørder jo lave).

Jeg kan huske, jeg havde en drøm om at scanne hele mine forældres bibliotek (det er temmelig stort) ind, og derved få muligheden for at søge på kryds og tværs og selv sammensætte mine bøger etc. Mulighederne var uendelige, hvis det dog ikke bare så ufatteligt langsommeligt at køre OCR på en 80286, 16 MHz maskine med 1 megabyte RAM. Så projektet blev opgivet efter jeg havde scannet et par noveller og rettet de utallige fejl, der var opstået i løbet af OCR-processen.

Derfor var det også med et smil på læben, at jeg læste, at Google nu har købt rettighederne til HP’s legendariske OCR-program, har rettet det lidt til og udgivet det som open source. Historien faldt jeg over på den i øvrigt spændende weblog, google-code-updates.blogspot.com.
Hvorfor i alverden gør Google dog det, tænker de fleste nok. Men der er i høj grad mening med galskaben. Google kan jo kun bruges til at søge på tekst. Lyd og billeder skal omdannes til tekst, før Googles søgemaskine-algoritme forstår sig på det. Og hvis Google nu kunne få en masse mennesker til at scanne papirtekst ind, køre det igennem deres OCR-program og lægge det på nettet, så er der endnu mere tekst, som Google kan indeksere og søge i.

Det ligger i klar forlængelse af Googles projekter med at gøre biblioteker tilgængelige online, ligesom deres nye nyhedsarkiv, der har avisartikler 200 år tilbage i tiden.

I mine øjne er der point til Google. Min gamle drøm om at scanne bøger til den store guldmedalje, kan i høj grad lykkedes, hvis Google får succes med projektet. Hvis de ikke blot får engageret de mange open source-programmører til at udvikle Tesseract, men de også får os andre til at bruge vores scannere og gå i gang med at indscanne de gamle tekster, vi har liggende, så de kan komme på nettet - ja, så har de i høj grad en business case. Og så ligger det jo i smuk forlængelse af Google informationstilgængeligheds-filosofi.

Du kan hente Tesseract her og være med i projektet.

[ratings]