Arkiv for august, 2006
Så svar dog!
Vi kender det alle. Vi har trykket på Send, og sidder nu bare og stirrer ind i skærmen, mens vi venter på, at ham eller hende, vi lige har sendt en e-mail, svarer tilbage.
Men den forløsende pop-up nederst i højre hjørne, der annoncerer, at der er ankommet en mail popper bare slet ikke op. Der er stadig “0 ulæste e-mails i din Indbakke”, som e-mail-klienten er så venlig at kundgøre med store bogstaver.
Nu er der endelig lavet en undersøgelse af denne venten og hvad vi gør for at adressere det. Ovre på Tasty Research refererer de en undersøgelse fra Tyler & Tang, der godt nok stammer fra 2003, men som ikke desto mindre stadig er relevant.
Ever sit there waiting for an email response and wonder what’s going on? Did they get it? Did it get filtered? A study looks at the responding habits of a large group of corporate users. They find, among other things, that users would try to ‘project a responsiveness image. For example, sending a short reply if a complete reply might take longer than usual, intentionally delaying a reply to make themselves seem busy, or planning out timing strategies for email with read receipts.’ Tit-for-tat, ‘Users would try to reciprocate email behaviors — responding quickly to people who responded quickly to them, and lowering their responsiveness to people who responded slowly to them in the past.
Blandt de mest interessante resultater er:
Jeg ved ikke med andre, men jeg kan i høj grad godt genkende nogle af disse mønstre - både hos mig selv og andre.
Fakta om undersøgelsen:
Tyler, J. R. & Tang, J. C. (2003). When Can I Expect an Email Response? A Study of Rhythms in Email Usage. Proceedings from ECSCW ‘03: European Conference on Computer-Supported Cooperative Work, 239- 258. [Hent som PDF]
[ratings]
Skriv kommentarSom at smide pengene ud ad vinduet
Når man som jeg har læst dansk, så bliver man ofte konfronteret med underlige sproglige spørgsmål, som man forventes at have svar på. Selv nyder jeg ofte at gå ind i disse diskussioner, og jeg bruger gerne tid på at slå op i mine grammatik-bøger og finde forklaringer.
For nylig stod jeg dog selv i den situation, at jeg var i grundlæggende i tvivl om, hvad der var rigtigt at skrive. Det handlede om et klassisk idiom. Hedder det rettelig: “At smide pengene ud af vinduet” eller “At smide pengene ud ad vinduet”? Altså, den klassiske ad/af-diskussion, som dog her kompliceres af, at der netop er tale om et idiom. Og hvorfor så det.
Min research synes jeg selv var ret interessant, hvorfor jeg her vil dele den med jer, kære læsere.
Flere ordbøger angiver faktisk, at man skal benytte af i denne sammenhæng, men samtidig angives andre eksempler med ad, fx “smage som at række tungen ud ad vinduet” eller “smide noget ud ad vinduet”.
Problemet opstår, fordi man normalt ikke kan høre, om en person siger “ad” eller “af”. Dette kan være grunden til, at disse to ord kan forveksles.
Den hyppigste præposition er “af”, som er 15 gange så hyppig som “ad”. Derfor er det lettere at sige, at “af” bruges, når det ikke skal være “ad”, og det er en ganske god grundregel, som naturligvis har sine udtagelser.
“Ad” bruges om den rute eller vej, som en bevægelse følger, sml. “hen ad”, “ind ad”, “hjem ad”. “Ad” kan også bruges for målet for en bevægelse, sml. “gø ad”, “trække på skuldrene ad”.
Herimod står brugen af “af” for en bevægelse bort eller væk fra noget, sml. “falde ned af stolen”, “stige ud af bilen”, eller foran ord, der betegner en sindstilstand, fx “le af glæde”, “græde af sorg”.
I nogle tilfælde er det valgfrit, om man vil bruge “ad” eller “af”, fx “gøre nar ad/af”, “grine af/ad”, “fnise af/ad”, “le af/ad”. I de fleste tilfælde vil man enten kun kunne bruge enten “ad” eller “af”, eller der foreligger to forskellige betydninger som fx ved “falde ned af stigen” (dvs. komme helt ned og væk fra stigen), og “kravle ned ad stigen” (dvs. være på vej ned ad stigen uden at have ikke forladt den).
Det var reglerne. Men eksemplet med pengene og vinduet er som sagt et idiom, og derfor lidt særligt af to grunde:
1. Ved idiomer overholdes den normale skelnen mellem ad og af ikke altid, ofte gøres der brug af begge varianter.
2. I tilfældet “at smide pengene ud ad vinduet” eller “at smide pengene ud af vinduet” burde førstevalget være “smide pengene ud ad vinduet”, hvis man mener, at man står inde i huset og kaster pengene gennem (det åbne) vindue. Og det er vel den mest “normale” situation.
Hvis man derimod mener, at man står i vindueskarmen og kaster pengene ud, ja så hedder det: “at kaste pengene ud af vinduet”.
Men nu kastes pengene jo netop ikke virkeligt, det ligger i et idiom.
I sådanne sammenhænge benytter man i sprogvidenskaben ofte at studere distributionen i sproget, dvs. man ser på, hvordan folk i det virkelige liv gør. Man kalder det at henvise til usus, den gængse sprogbrug.
Og her er internettet en Guds gave til sprogfolkene.
Ved en Google-søgning finder man 233 belæg med “pengene ud af vinduet” og
158 belæg med “pengene ud ad vinduet”.
Usus viser altså ikke flertal for den sprogbrug, som grundreglen ville have valgt, hvis det havde drejet sig om ægte kast ud ad vinduet.
Summa summarum: Jeg er stadig lidt på Herrens mark. Skal jeg skrive ad eller af.
Jeg vil personligt vælge at kaste pengene ud ad vinduet og også anbefale denne brug for andre. Men jeg ville så også fortælle, at mit råd ikke følges af et flertal af danske sprogbrugere.
Og således blev vi ikke meget klogere, men jeg håber da ikke, at du har betragtet den tid, du har investeret i at læse dette indlæg, som værende rent spild – som penge ud ad vinduet 
[ratings]
Skriv kommentarVi vil have Pluto tilbage!
De senere uger har danske og udenlandske aviser, tv-programmer og weblogs flydt over med historier om den underlige astronomiske beslutning: Pluto er ikke længere en planet.
Da jeg hørte historien første gange, kiggede jeg på min kalender. Men nej, det er ikke den 1. april. Så tænkte jeg: Hvem i alverden kan dog beslutte den slags ting? Er det endnu engang den borgerlige regering, der har været på spil?
Det viste sig dog, at det åbenbart var generalforsamlingen i den Internationale Astronomiske Union i Prag, der blev afholdt den 14. til 25. august 2006, at man traf denne historiske beslutning. Pluto skal nu ud og have nyt visitkort: Fremover er titlen dværgplanet.
Og hvis man ved lidt til det sociale liv blandt planeter, så ved man godt, at det bare slet ikke er sejt at være dværgplanet.
Men jeg forstod - og forstår - stadig ikke helt denne beslutning. Blandt de begrundelser, jeg har kunnet finde, er der to fremherskende argumenter. For det første må en planet ikke krydse en anden planets bane. Og det er et problem for Pluto, for dens noget aflange bane krydser netop Neptuns ditto. Og for det andet, så er der åbenbart nogle, der mener, at Pluto er for lille til at være en planet. Den burde faktisk heller ikek være en dværgplanet, men derimod blot en asteroide.
Pluto er den planet, der sidst blev anerkendt som sådan. Først i det 20. århundrede blev den “opdaget”. Man gik på jagt efter den hypotetiske Planet X, som skulle forklare nogle afvigelser i Neptuns bane, men det stod hurtigt klart at Pluto ikke rigtig var hvad man havde forventet: Den er slet ikke massiv nok til at give anledning til de afvigelser, man mente at se i Neptuns bevægelser (og som iøvrigt skyldtes en fejl i beregningerne!).
Men Pluto er markant mindre end alle andre kendte planeter. Til gengæld er den markant større end de største småplaneter. Siden 1992 har man fundet hundredevis af trans-Neptunske objekter, som alle klassificeres som småplaneter. Det har pustet liv i debatten om hvorvidt Pluto hører til samme “kategori” som de øvrige 8 planeter i Solsystemet, eller om den skal kategoriseres som et af de største trans-Neptunske objekter.
Det er nu denne debat, der har fundet sin første afslutning, og det er altså med en degradering af en af de sejeste planeter i vores solsystem. De seneste historier om generalforsamlingen tyder dog på, at der er tale om et politisk kup. Det er åbenbart ikke videnskabelige argumenter, men derimod benhård afstemning, der afgør den slags ret relevante spørgsmål. Og her mener flere, at generalforsamlingen blev kuppet! Der var nemlig kun ganske få, der var opmærksomme på, hvornår afstemningen fandt sted - og derfor lykkedes det for Pluto-haderne at komme igennem med deres tåbelige forslag.
Derfor: Næste gang, der er generalforsamling i astronom-klubben, så skal vi være klar. Der skal primes og spinnes, og så skal Pluto tilbage på listen over planeter.
[ratings]
2 kommentarerDårlig omtale
Indtil for nylig, var den største begivenhed i den danske medieverden i mit relativt korte voksenliv dengang LO-bosserne lukkede Aktuelt. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, for selvom jeg i flere omgange havde tegnet abonnement på partiavisen, så måtte jeg indrømme, at jeg ikke på det tidspunkt var at finde i IT-systemerne på Kalvebod Brygge. Nu tjener LO’s A-pressen millioner på de basseører, som de smed i MetroXpress for fem år siden - og de bliver ganske fornuftigt brug på Ugebrevet A4.
Men i løbet af det sidste halve år er der sket adskillige ting, som sætter Aktuelt-lukningen i et noget andet perspektiv. Gratisaviserne er nu også begyndt at ankomme i vores postkasse, der nu tager imod ikke mindre end fem aviser om dagen, og om lidt kommer endnu en af slagsen, Nyhedsavisen, samt ikke mindst TV2’s Nyhedskanal.
Dengang Aktuelt lukkede, havde jeg som sagt dårlig samvittighed, og jeg mener stadig, at Danmark mistede en rigtig god avis. I min lokale DSU-afdeling diskuterede vi intenst, hvordan “de borgerlige medier” nu kunne sætte dagsordenen uden modsvar og det var de store følelser og store ord, der kom på banen.
Det er ikke helt de samme store følelser, jeg kan mobilisere over dagens “krig”. Men det er jeg åbenbart alene om. Jeg har nu fulgt debatten om gratisaviserne i et stykke tid, og jeg må indrømme, at jeg er overrasket over den. Ikke så meget indholdet, men derimod snarere retorikken, der anvendes.
Selvom de store danske bladhuse på papiret konkurrerer, så er de bemærkelsesværdige enige om ordvalget, når de skal beskrive deres nye konkurrent, Nyhedsavisen. Den bliver konsekvent omtalt som “den islandske gratisavis”, og især tilknytningen til det islandske Dagsbrun-selskab bliver fremhævet i næsten alle artikler, der skrives om den.
At være “islandsk” er åbenbart noget skidt, hvorimod modstykket ofte fremhæves som det positive. Der tales om “de danske bladhuse”, selvom man med rette må spørge, om Det Berlingske Officin overhovedet kan tillade sig at besmykke sig selv med den titel.
Tilsvarende er der sket en anden udvikling, som jeg finder ganske interessant. Tidligere har “de danske bladhuse” benyttet samme strategi med at nedgøre de nye farlige konkurrenter som MetroXpress og Urban. De blev i 2001 konsekvent kaldt gratisaviser, og alle ved jo, at når noget er gratis, så er det ikke lige så godt som det, der ikke er gratis.
Men nu skulle JP/Politiken og Berlingske selv til at udgive netop gratisaviser. Og så går det jo ikke, at det ord er besudlet. Derfor opfinder man et nyt ord. Nu hedder Metro og Urban pludselig “trafikaviser”. Det er åbenbart skridtet under “gratisaviser”.
At Nyhedsavisen ikke får en særlig positiv modtagelse af sine konkurrenter, er næppe en historie i sig selv. Men det er interessant at se, hvor meget spalteplads, der bliver brugt på projektet. Min yndlingswebservice, Infomedia, har lavet en interessant graf, der viser, hvordan omtalen af Nyhedsavisen har været i de store danske dagblade (eller hvad skal vi kalde dem nu?) i den forgangne uge.
Konklusionen er klar. Det har ikke været positivt, og hvis David Trads var statsminister, så var han nok ude i det man ville kalde et “politisk stormvejr”. Alle medierne er på nakken af ham.
Historierne har været flere: “De generelle miljømæssige konsekvenser af de mange nye gratisaviser ramte alle aviser og senere kom Nyhedsavisens pressemeddelelse om, at projektet mangler investorer, hvilket tolkes som det første tilbagetog i aviskrigen.”
Infomedia har vurderet alle artiklerne efter en skala. Skalaen er inddelt i fem værdier, hvor -2 er meget negativ omtale, mens +2 er meget positiv omtale. Det er der kommet følgende graf ud af:
Se også grafen hos Kommunikationsforum.
Simon Spies mente ikke, at der fandtes dårlig omtale. Og Nyhedsavisen behøver da også blot at sende chefredaktøren ud på en københavnsk frokostrestaurant for at indtage en fiskefillet sammen med en semi-kendt person, før denne udråbes til at være den nye mode/livsstil/ballet/xxx-redaktør.
Men det kunne godt tænkes, at Trads og hans islandske venner skulle have allieret sig med nogle folk, der ved noget om, hvordan man bedst lancerer sådan et nyt produkt, og som måske havde lavet en kommunikationsplan etc.
Men det er jo ikke for sent at hyre en spindoktor - selvom det nok ville være første gang en avis hyrede en sådan. Men hvorfor ikke?
[ratings]
2 kommentarerHvor er B&O?
Nu går jeg ikke vildt meget op i mod og fashion, men jeg kan da undre mig en del over, at vores design-ikon fra Struer - Bang & Olufsen - ikke er at finde på en top ti liste over de smukkeste mobiltelefoner pt.
Listen er udarbejdet af fosfor gadgets fra Sverige, og på 1. pladsen ligger den japanske skønhed, KDDI Penck fra Makoto Saito. Den ser nu også lækker ud - og det gør de øvrige 9 også. Listen kan ses i sin helhed her.
Om B&O’s fravær er der vel blot at sige, at deres Serene - eller pudder-dåsen, som den også kaldes - absolut ikke hører hjemme blandt Struer-gigantens bedste produkter. Ej heller selvom den er urimeligt dyr, ligesom alt andet, de laver deropppe.
[ratings]
Skriv kommentarGet in sync
Jeg har før skrevet en smule om, hvor væsentligt synkronisering af data mellem forskellige enheder er - og ikke mindst bliver i fremtiden. Vores Outlook på jobbet skal være i overensstemmelse med både PDA’en, mobiltelefonen og hjemmecomputeren - og helst også på nettet, så vores bedre halvdel kan se, hvornår vi har tid til at grave have eller lappe taget i carporten.
Der findes utallige løsninger på dette, men fælles er, at de er dyre og besværlige. I dag ser mit setup således ud:
På jobbet synkroniserer jeg min Dell Axim X50v med PC’en, der er koblet på en fælles Exchange-server. PDA’en tager jeg så med hjem og synkroniserer med min private PC, der faktisk også er koblet op til en hosted exchange-service, som jeg har købt mig til hos Wannafind. Derefter synkroniserer jeg min mobiltelefon, Nokia N80, med PC’en via et kabel eller Bluetooth. Nokiaen synkroniserer jeg så med en smart online-tjeneste, der hedder Zyb og som benytter den åbne SyncML-platform.
Det gør, at jeg sådan nogenlunde er up-to-date over det meste - og at jeg sjældent går glip af aftaler eller har gamle kontaktinformationer etc. liggende.
Men det er stadig besværligt for mig at dele mine informationer. Mine kolleger kan se min kalender via vores Exchange-server, men min kæreste kan stadig ikke få adgang til min kalender direkte, ligesom mine venner ikke kan slå op i min kalender for at se, om jeg er ledig til at tage med til fodbold næste søndag.
Zyb er i gang med at udvikle værktøjer til netop dette formål, og jeg satser på, at netop Zyb bliver redningen for mig. Især når deres Outlook-synkronisering kommer til at køre og måske også understøttelse af min Windows Mobile-PDA.
Men først da er jeg fuldt synkroniseret, og der er lidt vej endnu.
Men måske er der også en anden løsning på vej. Google har jo lanceret deres ret geniale Google Calendar, som hidtil har lidt under, at det var ret lukket og at synkronisering ikke var muligt. Google ville have det hele til at foregå på nettet, men en kalender skal være hurtig og ikke fx tage ½ minut at loade på en 3G-telefon eller en PDA. Og man skal også have adgang til den, når der ikke er netforbindelse. Det er derfor, en kalender også skal være offline.
Der er dog en masse, der er gået i gang med at arbejde med Googles API’er til GCal, og nu er der faktisk kommet de første synkroniseringsprogrammer, bl.a. til mobiltelefoner. GCalSync er et lovende synkroniseringsprogram til mobiler, der tilmed udvikles som open source. Har man sin kalender i Outlook, kræver det dog, at man først eksporterer den til GCal og så sætter man sin telefon op til at køre programmet.
Hvis det fungerer godt, så ville det være oplagt for eksempelvis Sony Ericsson at integrere det i deres mobiltelefoner fremover, ganske som man nu integrerer med Googles Blogger.com-tjeneste. Og det ville faktisk give rigtig meget mening - især hvis Google gør alvor af snart at tilbyde folk at abonnere på målrettede begivenheder, så der automatisk stod, hvornår OB spillede i Københavnsområdet i min kalender, mens andre fik at vide, når Sanne Salomonsen gav sin næste koncert.
Indtil da tror jeg, jeg holder mig til Zyb - men GCalSync får et forsøg, og jeg hører da gerne om andres erfaringer.
[ratings]
Tekstbehandling uden program
Som jeg har omtalt tidligere, så er Google i høj grad bannerfører i Web 2.0-bølgen. Deres GMail har sat nye standarder for webmails, og det satser søgemaskine-drengene også på at gøre indenfor alle andre områder, hvor Microsoft i dag dominerer, hvilket især vil sige indenfor såkaldte Office-programmer.
De har tidligere lanceret noget, de kalder et regneark, men som dog knap kan hamle op med den indbyggede Lommeregner i Windows. Det kan i hvert fald blive væsentligt bedre, og det vil tage lang tid, før jeg skifter Excel ud med det.
Noget helt andet er deres tekstbehandlings-tjeneste, som hedder Writely. Google har opkøbt Writely, og tjenesten er stadig i beta. Hidtil har der været lukket for tilmeldinger, men jeg har nu allernådigst fået lov til at være med på bølgen, og har brugt lidt tid på at teste programmet af.
Først og fremmest: Det virker faktisk, og er brugbart. Man kan sagtens lave små dokumenter, gemme dem online og redigere allerede-eksisterende filer, som man eksempelvis har oprettet i Microsoft Word eller Open Office.
Der er naturligvis ikke de samme avancerede funktioner som i Word - slet ikke i nærheden af det. Og en Word-haj som jeg selv, der elsker at bruge de avancerede felt-funktioner og integrere Excel-ark direkte i Word etc. vil hurtigt støde panden mod muren.
Men til daglig brug for langt de fleste mennesker er Writely faktisk udmærket. Der er kun et par enkelte funktioner, som ikke fungerer eller mangler. Eksempelvis forsøgte jeg at tage et screendump med Printscreen og så indsætte det i Writely via Paste-funktionen. Men nej. Det virker ikke.
Til gengæld er online-delefunktionen ret genial, og især den tilknyttede RSS-funktion. Med den kan man eksempelvis deles om et dokument, og så automatisk få besked i sin RSS-læser - eller på Googles Reader - når der er nogen, der har lavet ændringer i dokumentet. Ret genialt tænkt - især fordi det er baseret på en åben standard som RSS, og ikke kræver et eller andet proprietært program.
Writely kan også tilknyttes en weblog - fra blogger.com - og på den måde kan man bruge det til at blogge direkte fra sin tekstbehandler. Om Google vil integrere Writely i Blogger er ikke til at sige, men det vil i hvert fald være en god idé. Microsoft har i øvrigt lavet noget af det samme med deres Live-tjeneste og MSN Spaces.
Writelys store problem er dog fortsat, at det er væsentligt langsommere end et almindeligt klient-baseret program som Word - på trods af smart AJAX-programmering og hele Web 2.0-molevitten. Og samtidig mangler der en masse funktionalitet, før det overhovedet kan måle sig med Word eller endsige Open Office.
Og når man tænker på, at man faktisk kan hente hele Open Office helt gratis ned på sin computer, så har jeg svært ved at se, hvorfor man skulle bruge Writely. Især hvis Microsoft får lavet noget online-funktionalitet, så man kan arbejde bedre sammen med andre. Og mon ikke Microsoft har noget på beding på netop dette punkt.
[ratings]
