Kasper Hyllesteds weblog

De fleste af os kender til YouTube, Metacafe eller Google Video. De nye tjenster, der gør det muligt for alle og enhver at dele videoklip uden at belaste e-mail-konti eller døje med sløve videoservere. Vidtløftige analytikere har forudsagt, at disse tjenester i fremtiden vil udkonkurrere tv-mediet. De første setop-bokse til fjernsynet, der er forbedret til YouTube, skulle være på vej, og selvom de færreste af os nok vil nøjes med se små videoklip med bloopers fra ferien, så er der ikke tvivl om, at nettet som distributionskilde af tv-indhold vil få stor betydning for os i løbet af ganske kort tid.

Det har de to Kazaa- og Skype-stiftere, Janus Friis og Niklas Zennström, tilsyneladende også indset. Ifølge adskillige blogs og en artikel i BusinessWeek, så har de to entreprenører iværksat et nyt projekt under navnet “The Venice Project”. Der er intet officielt om projektet eller dets indhold, men BW har snuset sig frem til, at det netop handler om distribution af video-indhold på nettet.

Ideen er ganske givet at udnytte den særlige peer-to-peer-teknologi, som de opfandt til Kazaa og udnyttede i Skype til at gøre noget af det samme - bare med videostreams. Med andre ord: De vil gøre det muligt at streame videoindhold - ikke fra dedikerede servere, som eksempelvis YouTube, men derimod mellem brugere. På den måde udnytter man nettets decentrale opbygning, og man undgår de enorme investeringer i serverparker.

The Venice Project kan meget vel blive dagsorden-sættende for, hvordan tv-indhold skal distribueres på nettet. I modsætning til film- og musikindustrien har tv-industrien nemlig indset, at deres produkt faktisk kan have glæde af at blive distribueret åbent på nettet. I forvejen sender de programmerne ud i luften, og det er dyrt for dem. Desuden er det svært at beregne præcist, hvem der ser programmerne - og som vi alle ved, så kræver det, at man sidder foran skærmen, præcis når programmet bliver udsendt.

Hvis Venice-projektet allierer sig med nogle af de store tv-producenter, eksempelvis Disney eller Fox, kan de meget vel komme til at sætte standarden for distribution af tv på nettet. Og dermed vil de udfordre de store tv-distributører som Comcast i USA eller herhjemme Viasat eller TDC Kabel TV.

Men der er stadig et par problemer, der skal løses.

Masse-publikum. Hvad gør man eksempelvis, når 1,2 mio. mennesker vil følge med i Krøniken søndag aften? Ingen nuværende servere kan streame det ud, så alle kan se med præcis kl. 20:00. Problemet kan løses, hvis Venice-teknologien eksempelvis tillader tidslåse (så DR fx kan udsende en låst fil på forhånd, der automatisk låses op kl. 20:00).

Et andet problem er naturligvis kopisikring. I dag tjener DR og andre TV-stationer gode penge på at sælge deres programmer på DVD og ikke mindst på at genudsende dem eller sælge dem til andre stationer. Hvorfor skulle TV2 købe “Venner” fra USA, når alle danskere bare kan se den direkte, når den bliver lanceret i USA?

Reklamer. Der er både fordele og ulemper. Fordelen er naturligvis, at man kan målrette reklamer direkte. Folk, der kan lide øl, kan få ølreklamer osv. Men når indholdet bliver distribueret på denne måde, kan man også spole frem - forbi reklamerne.

Business-casen mangler. Hvordan skal Venice-projektet tjene pengene hjem? Det problem havde Skype også, men løste det ved at blive opkøbt af en aktør - EBay - der kunne se, at det kunne understøtte deres kerneprodukt (auktioner) samt ved at indføre sekundære produkter, der kostede penge (opkald til alm. telefoner).

Konkurrencen er hård allerede. Der er faktisk adskillige andre teknologier, der er på vej. Udover YouTube m.fl., så har eksempelvis Brightcove, Bittorrent-teknologien, og ikke mindst Veoh - der også benytter peer-to-peer - også tiltrukket sig en del opmærksomhed og penge fra eksempelvis Time Warner. Veoh er fx i gang med at udsende Warners nye Stephen King-projekt, og der kommer nok flere til. Netop dette punkt kan blive knald eller fald for The Venice Project. Selv tror jeg faktisk, at kampen kommer til at stå melle Venice og Bittorent, hvor sidstnævnte har den fordel, at det er Open Source-baseret, men den ulempe, at det er tæt forbundet med pirateri.

Alt i alt, så er det spændende at se, hvad der kommer ud af The Venice Project.

[ratings]

Vi kender det alle sammen. Vi støder på en eller anden hjemmeside - eller måske en butik IRL - og tænker: Hvordan i alverden kan det løbe rundt?

Bloggen WeirdTechNewsHub har lavet en top ti-liste over de dummeste online-forretnings-idéer, der har fået succes. Listens nummer 1 er naturligvis den efterhånden legendariske “Million Dollar Homepage” hvor ejeren solgte reklameplads for 1$ pr. pixel.

Nr. 2 er SantaMail , der er et firma, som jeg ville ønske, jeg havde tænkt på. En mand får sig en postbox-adresse på Nordpolen, Alaska. Derefter lader du som om du er Julemanden (selvom vi alle ved, at Julemanden bor på Grønland, så er amerikanske unger jo dumme nok til at hoppe på den), og så tager du 10 dollars fra de stakkels forældre, hvis børn har sendt julemanden en ønskeseddel, hvis du skal sende et svar. Byron Reese, der står bag “servicen”, har efter sigende sendt mere end 200.000 svarbreve siden han begyndte i 2001 - og dermed har han hentet et par mio. dollars hjem.

Listen er ganske underholdende og den kan som sagt læses her

[ratings]

De sidste mange uger har solen banket ned over Dannevang. Ud over at vejret sender Biscas aktier på nye højder, fordi danskerne pludselig æder koldskål med Biscas kammerjunkere til den store guldmedalje, så er det også kronede dage for is-producenterne.

Som mange andre danskere har jeg stået og studeret de blå, rektangulære skilte foran kioskerne, for at træffe det afgørende valg: Hvilken is skal jeg hente op fra den dybe frostboks?

Når det kommer til is, så ved jeg ikke, om jeg er blandt de gode eller dårlige kunder - set med isproducenternes øjne. Jeg er nemlig ufatteligt konservativ. Det der med nye, fancy is med smarte navne og endnu smartere E-numre på indholdsdeklarationen - det er ikke lige mig. Nej, jeg har mine favoritter, og dem holder jeg mig til.

Jeg har prøvet at lave en rangordning, men det var for svært. Hvilken is, jeg foretrækker, er nemlig afhængig af tid, sted og humør. Men følgende fire vil altid være velkomne hos mig:

Københavnerstang. En lækker kombi af vanilieflødeis indeni og et tilpas tykt lag sodavandsis udenpå. Frisk og mættende på een gang. Bedre kan det næsten ikke blive.

Kæmpe-Eskimo. Udover at det er den eneste is med et sjovt navn (kunne man forestille sig eksempelvis Mini-Indianer eller Lille Neger?), så er jeg tosset med de to strenge syltetøj pakket ind i vanilieis og et tyndt lag chokolade.

Astronaut. Selvom vingummien er lidt klam, så er det i mine øjne klart en af de bedste sodavandsis. Kan til nøds erstattes af en Filur.

Isbjørn. Igen har vi at gøre med en fusionsis, der kombinerer is med slik, in casu tyggegummi. Men det er en af de eneste rendyrkede flødeis, hvor der både er rød og hvid is. Jeg vil dog til enhver tid stille mig op i køen, hvis forgængeren med de chokolade-besatte ører - Gavtyven - kom på markedet igen.

Ud over disse fire klassikere, så tilstår jeg gerne, at jeg fra tid til anden nyder en Magnum Mandel (eller hvad konkurrenten nu hedder). Jeg har dog et lidt ambivalent forhold til disse monster-is. Der er simpelthen for meget af det hele. Det er lækkert med den tykke chokoladekappe - men nogle gange kunne producenterne godt lære mådehold. Når man er lidt over halvvejs i en Magnum Mandel, så har man egentlig fået nok. Den søde tand er tilfredsstillet. Men jeg har altid lært, at man skal spise op - især når det er is. Og derfor fortsætter jeg jo ud over vammelheds-grænsen.

Det samme med nogle af de andre is. Jeg ved godt, at der er et mindretal i landet, som af en eller anden obskur grund finder lakrids-is lækkert. Fint for dem - men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Is skal ikke være salt eller surt - det skal være sødt, blødt og lækkert.

Og så vil jeg her til sidst gerne støtte Peters opfordring til producenterne om at sende Amerikaner-vaflen tilbage i isboksene. De vafler, man kan købe i dag, er både dyre og dårlige. Lad os få nogle af de gamle klassikere tilbage og lad være med at tro, at folk bare vil have noget der er nyt og større hele tiden.

[ratings]

DR’s Madredaktion har begået en lille artikel med tilhørende tidslinje. Det hele handler om et af det danske køkkens væsentligste elementer: Smørrebrødet.

DR skriver bl.a.:

Der findes vel næppe det land i verden som har ligeså store og stolte smørrebrødstraditioner som Danmark. Højt belagt smørrebrød er lig med dansk hygge som alverdens turister gerne vil smage i det lille eventyrland med en ægte dronning, prinser og prinsesser. Tyndt belagt smørrebrød er lig med danske madpakker - som for nogens vedkommende bliver smurt aftenen før - og spises på arbejdspladser og i skolerne. Det bugner med frokosttilbud i cafeer og butikker: Lækre pastasalater, croissanter med alskens fyld og store club sandwiches - men ingen smørrebrød! (min fremhævning)

Bemærk det fremhævede citat. Hvor i alverden har DR dog det fra? Der findes da masser af smørrebrøds-restauranter og tilmed også take-away-smørrebrød rundt omkring. Såvel supermarkeder som slagtere og specialbutikker sælger hver eneste dag adskillige hvide papæsker fyldt med det lækreste, højtbelagte smørrebrød. Men DR’s radicoole cafélatte-drikkende, volvokørende, ruccola-fikserede madskribenter kommer velsagtens ikke den slags steder, hvor ganske almindelige danskere jævnligt henter deres mad? Det er vel den eneste forklaring, man kan give på den slags tåbelige påstande.

Jeg ynder gerne at besøge nogle af de bedre københavnske smørrebrøds-restauranter og satte mig sammen med en kammerat engang for at besøge dem alle med henblik på at klassificere og anmelde dem. Vi fik besøgt en masse af dem, men vi nøjedes med maden. Anmeldelserne blev ikke til så meget

Vores store problem - og det er med til at tilbagevise DR’s påstand - var dog ofte, at det var svært at få bord - næsten uanset om det var på Sorgenfri, Kronborg, Gitte Kik, Tivolihallen, Husmanns eller nogle af de andre glimrende etablissementer, der forefindes i vor hovedstad. I hvert fald omkring frokost og om aftenen. Der er simpelthen fyldt op i de små kælderrum, som ofte udgør rammerne om platten og smørrebrødssedlen.

Så nej, DR - den danske smørrebrøds-tradition lever stadig - bare ikke på Café Ketchup eller hvor I nu ellers henter inspiration til jeres skriverier.
[ratings]

De fleste danskere - i hvert fald læsere af nærværende tekst - ved i dag, hvad en blog er. Selvom ordet er en sammentrækning af de engelske ord, web og log, så forstår vi at afkode det umiddelbart. Blogs har ikke haft den samme succes i Danmark som i USA og i andre lande. Hvorfor, kan man kun gisne om, men det forekommer mig, at kun de profesionelle skribenters weblogs har bare en smule succes. Hvilket er synd og skam. Der findes nemlig et utal af eksperter ude i det danske land, som med lethed kan overgå mediernes såkaldte “eksperter”. Det er nørderne, der dedikerer hele deres fritid til at finde ud af alt, der er værd at vide om et eller andet helt specifikt emne.

I gamle dage kom nørderne måske i Kvit eller Dobbelt, men i dag vil vi åbenbart hellere se “kendte” mennesker dumme sig end folk, der ved noget om noget. Synd og skam. Jeg hylder nørderne og dem, der ved noget om et eller andet! Hatten af for dem. Og se så i øvrigt at komme i gang med at blogge!

Et nyt fænomen i den amerikanske blogosfære er de såkaldte blawgs. I bund og grund er en blawg blot en blog, der handler om jura - og ordet er således en uskøn kombi af ordet law og blog.

På blawgs.org kan man se en oversigt over amerikanske blawgs. Der går nok et stykke tid før vi får sådan en oversigt over danske ditto. For der findes ikke særligt mange - hvilket er overraskende, når man tænker på, hvor mange jurister, der hvert år produceres fra de højere læreranstalter.

Jeg er i min søge faktisk kun stødt på en enkelt dansk blawg, nemlig Retsstaten, der er en højreorienteret weblog, der ifølge sig selv er “En rørstrømsk hyldest til retsstatsprincippet (the rule of law) og et opgør med den herskende politiske kultur, hvor ret er erstattet med lovgivning.” Retsstaten er gået et skridt videre og producerer også såkaldte podcasts, hvor de laver “radiointerviews” med kendte mennesker med markante holdninger til især menneskerettighederne. Og tilmed i bedste P1-stil. Jeg har hørt et par stykker af disse podcasts, og må sige, at jeg er imponeret. Kvaliteten er naturligvis ikke helt på højde med P1s bedste, men jeg har hørt programmer på Statsradiofonien, der var væsentligt mindre interessante og velproducerede.

Den anden danske blawg, jeg vil pege på, er relativt nystartet. Man har kunnet finde linket til den i min blogroll i et stykke tid under navnet Justitsen. Justitsen.dk er noget helt andet end Retsstaten. Den er redigeret af to politi- og jura-entusiaster (hvis man kan kalde dem det), og navnet, Justitsenalluderer til slangudtrykket for Justitsministeriet.

De to redaktører er velbevandret indenfor Politi-Etatens arbejdsfelt, hver på sin måde. De skriver levende og engageret om alt lige fra slangudtryk, som politiet benytter i deres radiokommunikation til portrætter af juridiske personae

Justitsen.dk har fundet en niche, som med en vedholdende indsats kan blive en guldgrube for os andre, der levende interesserer os for samfundet og dets indretning. Giv den danske blawg et besøg.
[ratings]

Journalisterne elsker dem - og det gør vi læsere vel egentlig også: Undersøgelser. Kvantificerbare data om alt imellem himmel og jord. I politik er meningsmålinger næsten vigtigere end de politiske budskaber, og i videnskab bliver kvantitative data betragtet som fakta - næsten uanset hvad de peger på.

Men flere og flere “undersøgelser” må man altså tage med et gran salt, og måske var det på tide, at der på journalisthøjskolen blev indført obligatorisk undervisning i at læse og regne med procenter samt forstå statistik og den kvantitative metodes metaforik etc.

I dag kan man således i Politiken læse om en ny britisk undesøgelse fra den britiske tænketank the New Economics Foundation (NEF). Denne “tænketank” har udarbejdet et såkaldt “lykkeindeks”, hvor verdens befolkninger bliver indplaceret på en skala alt efter, hvor lykkelige de er.

På denne skala placerer Danmark sig på en sølle 99.-plads, langt efter lande som det besatte Palæstina (45.) og uroplagede Sri Lanka (15.).

Men det “mest interessante” i undesøgelsen er nok, verdens lykkeligste befolkning leve i den lille østat Vanuatu i det sydlige Stillehav. I hvertfald ifølge NEFs undersøgelse.

Om det skriver Politiken følgende:

Republikkens 200.000 indbyggere placerer sig øverst på sejrsskammelen, med god plads ned til toeren Colombia og Costa Rica, der indtager 3.-pladsen. Marke Lowe fra øens onlineavis, Vanuatu Online, forklarer i den engelske avis The Guardian, at hemmeligheden bag øbefolkningens lykke er, at de er godt tilfredse med ganske lidt.

»Det her er ikke et forbrugsdrevet samfund. Her handler livet om fællesskab og familie og venlighed overfor andre mennesker. Det er et sted, hvor man ikke bekymrer sig så meget. Det eneste, vi frygter, er cykloner og jordskælv«, forklarer han.

Og her er det så lige, at kæden springer af. Hvis man lever i et samfund, der risikerer at blive smadret af cykloner og jordskælv - hvordan i alverden kan man så gå rundt og være lallende lykkelig hele tiden? Det fatter jeg simpelthen ikke.

Computerworld Online bragte forleden en interessant artikel om en af de tele-teknologier, som pt. bliver hypet rigtig meget af alle andre end teleselskaberne, nemlig UMA.

UMA står for Unlicensed Mobile Access, men det har faktisk allerede skiftet navn til GAN (Generic Acces Network). Det er dog stadig UMA-forkortelsen, der bruges - og da ingen af navnene giver mening i sig selv, så holder vi os nok til UMA.

Idéen bag UMA er, at man kobler mobiltelefoni og IP-telefoni sammen i een og samme terminal. Når man er hjemme - eller på kontoret - bruger terminalen det lokale trådløse netværk til at telefonere over. Det er som bekendt meget billigt, især til udlandstelefoni. Når man ikke er i nærheden af et trådløst netværk, så fungerer telefonen som en ganske almindelig mobiltelefon.

Der er som sagt masser af hype omkring UMA, men ifølge Computerworlds artikel, så mener teleanalytikeren John Strand, at vi skal passe på. Folk er nemlig slet ikke så interesserede i UMA, som selskaberne tror:

Der er en meget stor risiko for, at UMA bliver et kæmpe flop, og at teknologien når at blive overhalet af udviklingen på teleområdet… UMA blev udviklet, dengang mobiltelefoni var dyrt, og dengang var konceptet, at man kunne tilbyde folk billigere mobiltelefoni, når de var hjemme. I den mellemliggende periode er der bare sket det, at prisen på mobiltelefoni er styrtdykket med selskaber som Tellmore og CBB i spidsen … Set fra kundens side, så er der ingen fordele ved at købe UMA. Jeg har meget svært ved at se business casen. Jeg tror for eksempel ikke, at kunden er villig til at betale 500 kroner mere for en telefon, fordi den understøtter UMA. Og da slet ikke, når man i forvejen kan tale så billigt i mobiltelefon.

Det sker jævnligt, at jeg er uenig i John Strands analyser og forudsigelser, og det må jeg også sige, at jeg er her. Det handler nemlig ikke kun om minuttakster, når folk køber telefoner. Det handler også om services og teknologiske muligheder. Tillad mig at tage udgangspunkt i mig selv. Jeg har pt. en Nokia N80, der udover at have såvel 2G som 3G indbygget, også har integreret trådløst netværk (Wi-Fi). Principielt har N80′eren altså det, der skal til, for at kunne være en UMA-terminal.

Med den indbyggede avancerede software har jeg i dag mulighed for at bruge det trådløse netværk til at checke min mail og surfe på næsten alle hjemmesider, der automatisk ombrydes til den mindre skærm. Det benytter jeg mig jævnligt af, især når jeg er hjemme eller i nærheden af at trådløst netværk andetsteds.

Når jeg ikke benytter det så meget udenfor Wi-Fi-dækning, så skyldes det ene og alene prisen. Mobil-udbyderne har indgået en kartel-lignende aftale om, at dataprisen skal være omkring 10 kr. pr. megabyte. Det kan gå, hvis man blot henter et par mails med tekst, men hvis man eksempelvis vil benytte DR’s glimrende muligheder for at se musikvideoer, satireklip eller måske TV-Avisen fra i går, så bliver det hurtigt meget, meget dyrt!

I fremtiden vil der komme endnu mere indhold direkte til mobile terminaler, som skal hentes over nettet. Og her er jeg ikke i tvivl om, at danskernes kræmmersjæl endnu engang vil slå igennem. Hvis de kan hente indholdet over deres ADSL-forbindelse, som de i forvejen har betalt for fri trafik på, så vil de meget gerne gøre det. Og de smarte mobilsælgere nede i Fona skal nok få overbevist os om, at de 3-500 kr., en UMA-telefon koster ekstra, er givet rigtig godt ud - både i forhold til at få lave minuttakster, når du ringer hjemmefra - og når du lige vil hente dine podcasts, den nye CD med Nick og Jay eller TV-avisen ned på mobilen, så du har det med i toget - uden at betale ustyrlige megabyte-priser.

Derudover skal man jo ikke glemme, at der ganske givet også snart vil blive udviklet nogle net-tjenster til at afsende eksempelvis SMS’er over. Det vil kunne nedbringe din SMS-pris væsentligt, og mon ikke der er mange af os, der sender mange SMS’er hjemmefra, som gerne vil have mulighed for at sende dem billigere?

I Danmark er det pt. kun Telia, der offentligt arbejder for at udbrede UMA, og i denne sammenhæng er det væsentligt at huske på, at Telia faktisk også satser ret kraftigt på at udbygge deres hotspot-service, dvs. adgangen til trådløse netværk rundt om på offentlige steder. Med en Telia UMA-terminal vil man dermed også kunne bruge disse hotspots til at telefonere over eller hente indhold til mobilen - uden at skulle bruge Telias nuværende EDGE-netværk eller det kommende 3G-netværk.

Spørgsmålet er, hvordan Telia skal tjene penge på dette. De skal naturligvis sælge abonnementerne, både til hotpsots og mobiltelefoni samt ADSL-forbindelsen til hjemmet. Det tjener de gode penge på. Men mon ikke, at de også kunne tjene lidt penge på at levere indhold, eksempelvis musik, som danskerne jo har vist, at de gerne vil betale for på nettet.

UMA er ikke i sig selv truet. Idéen er glimrende. Det kommer til at stå og falde med tre væsentlige forhold: 1) Der skal være penge at spare for forbugeren, 2) der skal være nogle gode terminaler med appeal til målgruppen og endelig 3) der skal ikke være (for mange) tekniske problemer med at bruge det. Det sidste frygter jeg lidt. Hidtil har det været meget svært at lave seamless hand-over mellem IP-telefoni og mobiltelefoni, og her er den væsentlige udfordring for såvel producenter som udbydere.

Men jeg tror stadig, at UMA bliver et hit.