Kasper Hyllesteds weblog

Det er efterhånden lang tid siden, webservicen med det noget underlige navn del.ico.us åbnede og dermed lancerede en af de første sociale tjenester på nettet. Ideen bag del.ico.us var, at man ikke skulle gemme sine foretrukne lokalt på sin computer, men derimod på en web-tjeneste, som man kunne tilgå overalt fra.

Men ikke nok med det: Man skulle også kvalificere sine bookmarks ved at give dem et eller flere emneord, såkaldte tags. De taggede bookmarks blev så delt i hele del.ico.us-systemet, og det betyder, at man let kan finde information, som andre har tagget med det samme tag, som en selv. Når jeg eksempelvis finder et website, der indeholder interessant information om e-læring, så klikker jeg på min “post to del.ico.us” knap i min browser, og udfylder herefter nogle få felter med tags og en kort beskrivelse.

Jeg kunne eksempelvis tagge siden med “e-læring” eller hvis jeg ikke er så dansk i min orientering “e-learning”. Der er masser af andre brugere af del.ico.us, der har tagget websites med “e-learning”, og jeg kan få en oversigt over alle links og beskrivelser i en omvendt kronologisk rækkefølge. Tjenesten del.ico.us er ganske fiks, og der er da også allerede mange tusinde brugere. Sidder man i et kontor, hvor man arbejder med det samme stofområde, er det en oplagt måde at videndele på.

del.ico.us har haft succes, og det har Redmond-giganten Microsoft naturligvis opdaget. Og ganske som sædvanlig, så irriterer det Steve Ballmer, når der er andre end Microsoft, der har succes. De har derfor besluttet sig for at ville udkonkurrere del.ico.us - og løsningen hedder Windows Live Favorites, der ligesom Live Messenger er en del af Microsofts Live-satsning.

Jeg har ligesom BuzzShout testet Live Favorites, og som del.ico.us-bruger er jeg ret skuffet. Det element, der gør del.ico.us genial er netop det sociale - altså muligheden for at dele viden og information med folk, man slet ikke kender. Og det fungerer slet ikke ordentligt i Live Favorites. I stedet skal man offentliggøre sine bookmarks på Microsofts håbløse blog-service, MSN Spaces.

Indtil nu er jeg ikke imponeret over Microsofts Live-satsning - og Live Favorites gør det desværre ikke meget bedre.

Jeg har nu skrevet en del af web 2.0 og de muligheder, der ligger i det. Et af de mest interessante web 2.0-projekter, jeg er stødt på, hedder wetpaint.com.

wetpaint.com er en tjeneste, der benytter de nye tekniske muligheder i ajax etc. til at lancere en social tjeneste, der er perspektiv i. Idéen er, at alle kan oprette en hjemmeside om et bestemt emne. Det har vi længe kunnet, eksempelvis via weblogs, men hvis man opretter en side på wetpaint.com er det ikke kun den person, der har oprettet siden, der kan ændre og tilføje indhold - det kan alle.

Idéen er tyv-stjålet fra wiki-teknologien, og den minder da også i høj grad om netop wikis. Men der er tilføjet nogle smarte funktionaliteter, som øger den sociale interaktion og videndeling. Eksempelvis bliver alt indhold tagget, dvs. man tilføjer et emneord, der siger noget om tekstens indhold Disse tags kender man også fra tjenester som del.ico.us, og i mine øjne er netop taggin en af de væsentligste teknologier i den nære fremtid. Hvis alle folk taggede websites, tekster, film etc., så kunne man skabe et netværk - et spind - hvor alting hang sammen. Når jeg læste en artikel, som jeg syntes var interssant, så kunne jeg tagge den med nogle emneord, som var relevante for mig. Dette indlæg kunne eksempelvis få tags som wetpaint, social services, web 2.0, tagging og mange andre. Når man så skulle vide noget om tagging, så ville en tag-søgning (hint til Google: der er penge at tjene her!) gør det meget let at overskue, hvor man kunne finde relevante informationer. På den måde kunne ikke-søgbart materiale, fx video og lyd, også gøres søgbart - især hvis man kunne tagge på tid, dvs. fx sætte et tag på TV-avisen 18 minutter inde, hvor en bestemt person blev interviewet.

Men nok om tagging. Wetpaint.com er en interssant service, som kan bruges i mange sammenhænge. Har man en brændende interesse for sjældne færøske dialekter, så er det oplagt at lave en wetpaint-side, hvor man måske selv starter med at lave strukturen og lægge de første informationer ind - og så ellers gå i gang med at finde andre interesserede, der kan bidrage. Er emnet tilstrækkeligt interessant for mange, så vil de hurtigt komme til og hjælpe med at bygge op. Det kan man se på de allerede etablerede wetpaints. Der sker virkelig noget her. Tagging-teknologien gør det også let at få indhold fra andre wetpaints på sin egen, fordi man kan inter-linke indholdet.

Alt i alt, så er der ingen tvivl om, at wetpaint.com har fat i den lange ende. Idéer til danske wetpaints er velkomne i kommentar-feltet.

Service handler blandt andet om, at der skal gå max et minut, fra jeg ringer til en telefon-hotline, til der er et menneske, der svarer i den anden ende. Desværre er det alt for ofte, at virksomheder ikke kan finde ud af at levere ordentlig service.

I gamle dage kunne vi fortælle vores venner og bekendte, at de skulle “holde sig langt væk fra XXX” eller at “YYY leverer en rigtig god service”. Uanset budskabet, så kom det ikke særlig langt ud. I dag kan vi bruge nettet til at lave hade-sites for bestemte produkter (www.lortebil.dk var meget populær på et tidspunkt - nu er den lukket) eller vi kan skrive på blogs og i debatfora, at vi er glade for en bestemt virksomheds produkter eller service.

En af de mere spøjse måder at gøre opmærksom på, at et firma ikke leverer, som de lover, finder man på youtube.com. Her har en anonym bruger lavet en lille videofilm, som han optog, da han - endelig - fik besøg af en tekniker fra sin internetudbyder. Tekst, sang og video siger alt:

Comcast er næppe helt tilfredse - men måske skulle de stramme op?

Hvis man er til en IT-konference i disse tider, så kan man ikke undgå at høre ord som “brugerdreven innovation”, “sociale services” og “web 2.0″ adskillige gange. Der er naturligvis i høj grad tale om bullshit bingo-lingo, men til forskel fra andre brancher, så er der lidt om snakken her.

Brugerdreven innovation har mange betydninger, og som altid er det lettest at bruge eksempler til at vise, hvad der ligger bag. Det bedste eksempel er nok det verdensomspændende net-leksikon, Wikipedia, som efterhånden har langt flere og langt bedre artikler end de traditionelle leksika. Jeg bruger Wikipedia flere gange dagligt. Hvor jeg før ofte brugte Googles “define:XXX”-funktion, er jeg i stedet gået over til at google “XXX wiki”. Er der et opslag i Wikipedia om emnet, så ved jeg, at jeg altid får god information. Det er nemlig brugerne, der driver Wikipedia. Vi skriver selv opslagene, retter andres og tilføjer nye informationer. Ideen er genial. Og hvis man kan kommercialisere den, så har man opfundet et columbusæg.

Det ser umiddelbart fra min stol ud til, at det netop er, hvad Danmarks Radio har gjort. DR er nemlig gået i samarbejde med den danske Wikipedia om at udvikle et wiki-baseret sportsleksikon. Det kan man læse i Computerworld:

“Fremover er det ikke kun DR’s journalister, som bestemmer, hvad der skal stå på medievirksomhedens hjemmeside. Stationens sportsfans skal nemlig - sammen med netleksikonet Wikipedias brugere - redigere og skrive historier til et nyt online sportsleksikon, som skal redigeres på samme måde som Wikipedia (…) Samarbejdet er sat i verden for at skaffe DR erfaringer med at være i dialog med brugerne. Selv om lytter- og seerinteraktion ikke er fremmed for DR, har kanalen nemlig aldrig ladet brugerne komme så tæt på indholdet, at de ligefrem selv kan redigere det.”

DR er måske ikke umiddelbart en kommercial virksomhed, men de lever af at producere indhold, det være sig på video, lyd eller tekst. Til det formål har DR hyret en gigantisk mængde journalister (faktisk er de den største danske journalist-arbejdsgiver), der hver eneste dag opsøger nyheder, baggrundshistorier og analyser. Journalister er dyre i drift - faktisk en af de dyreste faggrupper, især taget deres begrænsede uddannelsesbaggrund i betragtning) - og derfor er det naturligvis i DR’s interesse at kunne begrænse antallet så meget som muligt. Men når brugerne samtidig vil have mere og bedre indhold både på TV, radio og dr.dk - så må man gå alternative veje. Og det er her, wiki-samarbejdet bliver kommercielt interessant.

Hvis DR kan få dig og mig til at levere baggrundsartikler om små og store sportsstjerner og begivenheder, så behøver de ikke sætte de dyre journalister til at producere det. De kan så enten vælge at reducere antallet af journalister eller - og det må man håbe - sætte dem til at lave noget andet og bedre - noget af det, som kun journalister kan, eksempelvis kritisk sportsjournalistik.

Men hvorom alting er, så må man tage hatten af for DR. Det er godt set af den store mastodont, at de faktisk har størrelsen, navnet og evnen til at stå bag et projekt som dette - og dermed være med til at bane vejen for, at danske medier åbner mere op for brugerne. Der sidder tusindvis af eksperter ude bag skærmene. Nogle opretter weblogs, hvor de øser af deres viden og meninger - de fleste nøjes med at blære sig overfor venner og bekendte med deres uanede mængder af triviaviden.

Go’e gamle Dubya er blevet godt gal i skralden over, at der åbenbart stadig findes dygtige journalister over there, som ikke bare ordret viderebringer, hvad GWB eller hans håndlangere beder dem om. Sagen drejer sig om, at et par aviser - bl.a. NY Times - har fortalt den amerikanske befolkning, at regeringen siden 9-11 minutiøst har gennemgået alle deres banktransaktioner. “Programmet”, som Bush kalder denne snagen i folks privatliv, er ikke bare på kanten af, hvad en demokratisk stat normalt må og kan gøre overfor sine borgere - det er langt over grænsen. Det ved Bush også godt - og derfor har regeringen da også holdt “programmet” hemmeligt for borgerne.

Men som sagt: Dygtige journalister har - med hjælp af whistleblowers fra D.C.’s mørkeste korridorer - afsløret programmet, dets omfang og hvad regeringen har brugt det til. Ikke en god sag for en præsident, hvis approval ratings i forvejen er i bund.

Det kan dog næppe overraske, at Bush’s kabinet kan finde på den slags ting. I bund og grund respekterer denne administration ikke borgernes rettigheder - i hvert fald ikke, hvis de står i vejen for de politiske mål. Det overraskende er mest den reaktion, som administrationen er kommet med. De angriber nemlig medierne! Politiken skriver:

Say what? Prøv lige at høre, hvad du selv siger, mr. Snow!

Hvem er det lige, der bør tænke længe og grundigt i denne sag? Det er da regeringen! Og de har absolut ikke tænkt sig særlig længe endsige grundigt om. Det har været CIA’s drøm siden oprettelsen efter WW2, at de kunne snage i folks private forhold uden at bekymre sig om lovgrundlag eller dommerkendelser.

Medierne har en pligt til at viderebringe enhver information om et korrupt styres angreb på de grundlæggende frihedsrettigheder. Også selvom det kan betyde, at præsidenten bliver sur.

De sidste uger af juni måned byder på mange glæder: Glade studenter, der fester løs og minder os andre om, hvor sjovt det var at blive student i sin tid; ferien, der står for døren og de mange blomster og træer, der springer ud.

Som faste læsere af nærværende blog vil vide, så har jeg før brokket mig over, at så få unge mennesker, der i dag går op i at lave ordentlig mad. Hjemkundskabsundervisningen består åbenbart primært i at lære at betjene en dåseåbner og afkode vejledningen på bagsiden af Knorrs pakker.

Jeg har før opfordret flere til at koge deres egen fond, og i samme åndedrag vil jeg her komme med en opfordring til alle - unge som gamle - til at lave deres egen hyldeblomstsaft - eller blost, som det retteligt hedder, når man laver det selv og ikke forfalder til Søbogårds noget kedelige udgave.

Det er faktisk slet ikke så svært, og det er heller ikke dyrt. Men til gengæld skal man i gang netop nu, for hylden blomstrer netop i disse dage, og derfor skal man slå til nu.

Desværre har vi ikke selv et hyld i haven, men de findes overalt og de smukke, hvide skærme er ofte lette at komme til. Så udstyret med en saks og en stor spand eller gryde gik jeg forleden på jagt i nabolaget, og kom efter 20 minutter hjem med godt 50 store skærme.

De blev roligt rystet og de største grønne stilke blev klippet af. Herefter blev de lagt i en stor 10-liters gryde. Så skar jeg fire ubehandlede citroner i tynde skiver og lagde dem ned til skærmene.

Så hældte jeg en opløsning af ca. 2 dl. lunkent vand og 75 gram citronsyre (kan købes i supermarkeder eller hos Matas) ned i gryden. Endelig hældte jeg 2 kilogram brun farin (eller puddersukker, som det også hedder) ned i grynden.

Det hele overhældtes med 3½ liter kogende vandt, og så rørte jeg godt rundt i suppen, så det hele blev grundigt opløst.

Derefter er det blot at vente. Gryden skal stå køligt i mindst fem dage, og man rører i det et par gange om dagen. Når den tid er gået, så sier man det hele gennem et klæde, og hælder det på flasker.

Blosten skal ikke drikkes “rå”, men naturligvis fortyndes i forholdet 1:4 eller 1:5 alt efter, hvor stærk man kan lide det.

Hvis man ikke har tænkt sig at drikke blosten med det samme, så skal flaskerne naturligvis skoldes i Atamon-vand og det vil næppe heller skade, hvis man tilsætter en smule Atamon til selve saften. Man kan også konservere blosten ved at fryse det ned, eksempelvis i ½-liters sodavandsflasker, som naturligvis også skal skoldes.

Der er lidt uenighed om, hvordan man bedst laver blost, især når det kommer til syre-tilsætningen. Visse personer foretrækker at bruge vinsyre, andre tilsætter slet intet. Citronsyren giver et citrus-islæt, som jeg godt kan lide, og det er vist den mest gængse metode.

Som man kan se, så er det faktisk ganske simpelt at lave blost, og arbejdsindsatsen er minimal. Det tog mig under en time alt i alt, og det har kostet mig cirka 60 kr. i indkøb. Jeg forventer at få omkring 4 liter blost, hvilket altså giver 16-20 liter saft af den type, som man betaler en formue for på de fancy caféer.

Så se at komme afsted og i gang med at lave blost.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan Google Video pludselig giver ganske almindelige mennesker et potentielt publikum på flere mio. mennesker til deres imitationer af musikvideoer ved hjælp af webcams.

Det er god underholdning, men det er faktisk ikke den eneste måde, kreative mennesker udnytter Google Video-tjenesten.

En af de nyeste trends er egentlig en gammel klassisker fra tv-mediet. Dækbilleder af kendte mennesker eller sjove situationer bruges til at illustrere en sang - eller omvendt.

I dag kræver det bare ikke en TV-teknikker-uddannelse og dyrt udstyr. Nej, lidt tid til internet-research, en mellemhurtig computer, en MP3-fil med en sang og et videoredigeringsprogram er alt, hvad der skal til, for eksempelvis at lave denne ekstremt morsomme “musikvideo”, der har visse politiske og satiriske overtoner: