Kasper Hyllesteds weblog

Ja, jeg har netop skrevet om een type konkurrence, da min opmærksomhed bliver henledt på en anden. Det var en god ven, der gjorde mig opmærksom på en artikel i Dagbladet Politiken omhandlende nok verdens mest tåbelige skønhedskonkurrence.

Det er den amerikanske pendant til Dyrenes Befrielsesfront, PETA, der har afholdt en konkurrence, hvor de har kåret intet mindre end verdens mest sexede vegetar. Man kan læse om konkurrencen her.

Og i år 2006 er den mest sexede kød-fornægter åbenbart The Artist formerly known as Prince, der dog må dele værdigheden med Kristen Bell, den 25-årige stjerne i tv-showet Veronica Mars.

Ifølge Politiken siger den unge Bell følgende i en kommentar til konkurrencen: »Jeg havde svært ved at skille det ad; dyrene jeg kælede med - hundene og kattene - og så dyrene på tallerkenen. Og jeg har aldrig været vild med smagen af kød. Jeg har altid elsket mine rosenkål«.

Og så er der ikke så meget mere at sige til det. Kvindemennesket er jo tydeligvis totalt forstyrret oveni hovedet. Hvis man foretrækker rosenkål fremfor kød, så fortjener man også at blive sat i selskab med Prince og andre lige så forstyrrede mennesker.

Kød er mad. Mad er godt og kød er sundt. Vi er skabt til at spise kød og vore umiddelbare værktøjer - tænder og hænder - er eminente til formålet. Vi er til gengæld ikke skabt til at spise rosenkål, og jeg er personligt glad for, at jeg ikke skal arbejde sammen med frk. Bell, hvis hun er så glad for rosenkål. For vi ved jo godt, hvordan kroppen reagerer på større mængder kål…

I øvrigt er en af de mere kuriøse oplysninger i artiklen, at en af de tidligere vindere er ingen ringere end Lauren Bush. Og ja, hun er i familie med Dubya, men hun er ikke en af hans wacky døtre, men derimod datter til brormand JEB, der residerer som guvernør i Florida, og ganske givet selv har præsidentdrømme i maven. Og det kan godt være, at Bush-tvillingerne har givet GWB problemer, men hvis USA får en præsident, hvis datter er vegetar-fanatiker, så er vi mange, der mener, at hun udgør en trussel mod ikke bare den nationale, men den globale sikkerhed.

Begyndelsen af det 21. århundrede desværre har været præget af et forfærdeligt fænomen i Tv-branchen: Almindelige mennesker.

Af en eller anden årsag, så har tv-producenterne fundet ud af, at vi helst vil se folk, der ligner os selv. Derfor må vi trækkes med tåbelige programmer, hvor almindelige mennesker begiver sig ud i tåbelige opgaver, fx som dårlige sangere, som dårlige bilister, som ditto dårlige kokke, som dårlige venner, som dårlige virksomhedsledere osv.

Et af de formater, som jeg bryder mig absolut mindst om, er nok disse her sangkonkurrencer, hvor folk der ikke kan synge, tilmelder sig auditions i håb om, at de bliver udvalgt og bliver kendte.

Men der er masser af folk, der ikke kommer med i Idols, Popstars, Scenen er din eller hvad de nu alle sammen hedder. Men fortvivl ikke! Nettet er din redning!

Nogle driftige mennesker har nemlig formået at kombinere tidens trend for denne type tv-programmer med ny teknologi og nye web-services.

Google Idol er således et websted, som udnytter Googles nye “Google Video“-service, hvor alle kan lægge små videoklip optaget med enten et DV-kamera eller oftere: de små webcams, som ellers normalt blot bliver brugt til MSN-chat på teenageværelset.

Google Idols opfordrer sine brugere til at bruge webcammet til at optage en musikvideo, hvor man mimer til en eller anden kendt sang. Efterfølgende foregår afstemningen ikke via SMS, men simpelthen ved at folk stemmer deltagerne ud en ad gangen.

Der kører løbende afstemninger, og der kommer hele tiden nye bidrag til. Og der er til ganske mange timers underholdning. En af finalisterne til den seneste konkurrence var således et forsøg på at lancere en ny video til Jon Bon Jovis “You give love a bad name“:

Af en eller anden grund er der en overvægt af asiater blandt deltagerne. Om det skyldes, at de har flere webcams eller om de bare har mindre selvrespekt, skal jeg lade være usagt. Men helt ærligt: Ville du ansætte en af disse to herrer?

Og på den måde overgår nettet endnu engang alle andre medier. Om det er til det bedre skal jeg ikke sige.

Vi kender dem alle. De fleste har vi selv bedt om at få, andre fatter vi slet ikke, hvorfor i alverden dukker op.

Jeg taler naturligvis om elektroniske nyhedsbreve. I dag blev jeg spurgt af en kammerat om, hvordan man lavede de der smarte nyhedsbreve, hvor man skulle højreklikke for at få billederne frem. Han ville selv “forbedre” sit nyhedsbrev, som han sagde - og han syntes, at et nyhedsbrev fra en bestemt fodboldklub var smart.

Det fik mig straks til at stejle og det er årsagen til dette indlæg, der skal indeholde mine gode råd til, hvordan man laver et elektronisk nyhedsbrev.

De første råd handler om de mere generelle ting vedr. elektroniske nyhedsbreve:

Du skal have noget at sige
Send kun nyhedsbreve ud, hvis du har noget at sige. Der er ikke noget værre end nyhedsbreve uden egentlige nyheder. Desværre ser man det alt for ofte.

Husk dit nyhedsbrev
Hvis du har lovet at sende et nyhedsbrev hver måned, så duer det ikke, at det kun kommer en gang i kvartalet. Hold, hvad du lover.

Let tilmelding
Det skal være let at tilmelde sig. Det er bedst, hvis du kan bruge en formular på dit website, der er placeret på forsiden. Husk at skrive her, hvad du bruger oplysningerne til. Hvis du giveR/sælger adresserne videre til andre, så skal du skrive det! Det er en dårlig idé at man skal tilmelde sig ved at sende en e-mail til en bestemt adresse, hvor man skriver, at man gerne vil tilmeldes. Det er også en dårlig idé at man skal konfirmere sin mail-adresse - men for nogle kan det være nødvendigt, desværre. Gør det i så fald så let som muligt.

Lige så let framelding

Du har kun brug for mail-adressen
Nogle virksomheder tror, de skal mikro-segmentere deres nyhedsbreve, men det ender altid med, at de laver det samme til alle. Derfor har du heller ikke brug for at kende alt til folks demografiske data og obskure interesser, bare for at sende dem et nyhedsbrev. Navn og e-mail-adresse er alt rigeligt - alle andre oplysninger bør begrundes særskilt.

Klar afsender
Afsenderen skal være klar og tydelig. Man skal ikke bruge en eller anden obskur Hotmail-adresse. Og man skal kunne svare direkte tilbage på mailen. Har man et domæne kan man oftest oprette et alias til sin mail, der fx hedder nyhedsbrev@domæne.dk. Her siger selve e-mail-adressen også alt, hvad der er værd at vide om afsender og indhold. Der er tale om et nyhedsbrev fra dette domæne.

Brug BCC
Nogle af de mest pinlige historier om elektroniske nyhedsbreve har handlet om, at virksomheder har placeret e-mail-adresserne på samtlige modtagere i Til-feltet. På den måde kan alle modtagere se hinandens e-mail-adresser. Ikke særligt heldigt, når det er nyhedsbrevet fra Sydhavnens Swingerklub, man modtager. Måden at undgå den slags problemer er enten at bruge dedikeret nyhedsbrevs-software (evt. hosted som cutandpastescripts.com) eller ganske simpelt at bruge det såkaldte BCC-felt, Blind Carbon Copy i stedet for Til-feltet.

Når disse ting er i orden, så er der også en teknisk side, som er ret væsentlig:

Nej til HTML
HTML får nyhedsbrevene til at så godt ud, men det er en uskik. For det første er vi stadig mange, der har e-mail-klienter, der ikke understøtter HTML, fx mobiltelefoner og PDA’er. Sender du dit nyhedsbrev i HTML, så kan vi ikke læse det. Desuden er der sikkerheds-risici forbundet med at modtage HTML-kode i e-mails - og man bør derfor faktisk slette dem omgående, når man modtager dem.

Brug ren tekst
Ren tekst kan faktisk også gøres pænt. Man kan bruge særlige tegn som grafisk illustration, ligesom man kan bruge VERSALER til overskrifter etc. Det giver et simpelt udseende, og så kan man meget hurtigt danne sig et overblik over teksten, når der ikke er alskens billeder og roderi.

Nej til vedhæftede filer
Mange vedhæfter nyhedsbrevet som PDF eller måske Word-fil. Det kan virke meget godt, men i langt de fleste tilfælde åbner modtageren faktisk ikke filen. Desuden risikerer man at filen bliver blokeret af dårlig antivirus-software i stedet. Og så skal man også huske på, at der stadig er mange hundrede tusinde danskere, der er på nettet via modem eller måske mobiltelefon. De betaler dyrt for at hente din 1 MB store PDF-fil.

Skriv kort
Et godt nyhedsbrev skal kunne læses hurtigt. Derfor er det en god idé at holde sig til fx 4-5 historier, der er bygget op om følgende læst:

OVERSKRIFT
To til tre linjers tekst, hvor historien kort uddybes og det forklares, hvad det er, det hele handler om.
LÆS MERE PÅ: < "indsæt direkte dybt link til historien på dit website">

Link til udskrifts-udgave
Hvis teksterne er lange - fx artikler - så kan det være en fordel at samle dem i en udskriftsvenlig version, som så lægges på nettet. Dette skal helst være i Adobe Acrobat PDF-format, men til nøds kan Word-format gå an. Denne version skal ikke vedhæftes nyhedsbrevet, men lægges på nettet. Nederst i nyhedsbrevet kan man så skrive “Hent den udskriftsvenlige version (PDF) her: < "indsæt direkte dybt link til PDF-filen her">

Her på Arbejdernes Internationale Kampdag er man efterhånden vant til bombastiske udmeldinger og ølkasse-taler. Det er dog blevet noget kedeligere med årene at gå til morgen-appel og tale-parader i parkanlæg rundt om i landet. Men så er det jo godt, at vi har det borgerlige Danmarks ypperste tænkere til at levere argumentationen for, hvorfor i alverden, der stadig er behov for en festdag for solidaritet og fællesskab.

I 1. maj-udgaven af LO’s Ugebrevet A4 har man godt nok sat en noget mystisk historie om statens manglende indsats for at få indvandrere ansat på forsiden. Men inde i bladet gengives en interessant analyse, hvis hovedresultat slås an i indledningen:

Kun et fåtal af danskerne opfatter sig selv som venstreorienterede eller socialister, men alligevel vil et klart flertal have mere omfordeling.

En del af analysen viser, at danskerne tilmed er så venstreorienterede, at de faktisk ønsker en stærkere social profil og øget omfordeling fra de rigeste til de fattigste:

Således viser Ugebrevet A4’s meningsmåling, at hele 57 procent af danskerne erklærer sig helt enige eller delvist enige i, at der bør omfordeles endnu mere fra de rige til de fattige. Blot 24 procent er helt eller delvist uenige i det synspunkt. Desuden peger hele 70 procent af befolkningen på, at der bør gøres op med den negative sociale arv.

Og i en tid, hvor uligheden mellem rige og fattige både her i landet, men ikke mindst globalt set, styrkes markant, så er det vel i og for sig glædeligt, at danskerne godt kan se det både økonomisk og moralsk fornuftige i, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Men det er åbenbart ikke åbenlyst for alle. Den såkaldte “tænketank” CePOS - der af såvel regering som andre borgerlige magthavere er udråbt til Danmarks bidrag til den vestlige civilisations nye grundsten - har en direktør og åndelig leder, der siger noget så klogt som følgende:

»Tænker man over det her, så kan folk godt se, at omfordeling fra rig til fattig er amoralsk. Det er det, folk skal lære at forstå.«

Og her er det så, at filmen knækker totalt for Ågerup. Hvis det er “amoralsk” at sige, at man skal hjælpe de stakkels, syge, sultne børn i Afrika - så kald mig bare amoralsk. Mit moralske kompas har det fint. Hvis det er “amoralsk” at sige fra overfor nedskæringer på hjælpen de enlige mødre på bistandshjælp, der må leve med at tigge hos hjælpeorganisationer, bare for at få en flæskesteg, når det er jul - så er jeg igen klar i forreste geled blandt dem, som Ågerup stempler som værende på moralens skyggeside.

Men jeg er glad for, at danskerne en bloc forkaster CePOS’ menneskesyn og siger ja til at hjælpe dem, der har trukket en nitte i livets lotteri.

Og jeg synes, det er bekymrende, at vi har en regering, der baserer sin politik på både notater og “moralsk oprustning” fra CePOS. For deres moral og politik er helt ude af trit med både danskernes værdier - og det danske velfærdssamfunds moralske og ideologiske grundlag.

God 1. maj!