Kasper Hyllesteds weblog

Hver eneste dag forsøger ambitiøse IT-journalister, der forsøger at overbevise os læsere om, at en eller anden ny dims eller idé er det helt nye og smarte, og at man helt sikkert skal have fat i sådan en, hvis man vil være med i front. Har man ikke en iPod, så er man er taber. Ved man ikke, hvad Skype er, bør man søge akut lægehjælp etc.

Nogle gange - meget ofte, vil mange mene - tager disse journalister grueligt fejl. Men det går jo først op for os alle sammen, når dimsen ligger i bunden af kælderen - i den originale indpakning, fordi vi aldrig har brugt dem.

Nu har CNN’s Money-redaktion været os behjælpelige med en liste over 9 aktuelle “fads”, som vi slet ikke behøver bekymre os om. Der er ikke tale om supertrends, men derimod om forbigående fænomener, der bare er meget hype omkring. Listen over de ni fads kan læses her, og jeg vil her kommentere et par stykker af dem her:

1. Podcasting. CNN mener ikke, at der er forretningspotentiale i podcasting, og derfor vil det gå over. Jeg er uenig. Man kunne have have sagt det samme, da internettet kom frem, men ikke desto mindre må man sige, at det er lykkedes at lave en forretning ud af det.

6. HD-DVD/Blueray. Her har CNN helt ret. Vi har udsigt til endnu en format-krig mellem Blue-Ray eller HD-DVD. Og det er ikke just til forbrugernes bedste. Tværtimod. Og nogle gange kunne man godt ønske sig, at verdensmarkedet var en smule mere reguleret, som vi kender det herhjemme fra. Hvis markedet ikke selv kan finde ud af at samle sig om en standard, så må staten gribe ind og definere, hvad der skal gælde.

9. Kendtes tøjmærker. Den her er gået hen over hovedet på mig. Er der almindelige mennesker, der vil betale penge for at købe et stykke tøj, hvor der står “Britney Spears” i nakken?

Hvorom alting er, så er CNN’s liste ganske interessant at studere.

1 kommentar

Indrømmet. Jeg har altid været lidt af en nørd. I folkeskolen var mit yndlingsfag fysik, og jeg glædede mig ligefrem til de dage, hvor faget stod på skemaet. Interessen holdt ved - lige til 3. g, hvor jeg valgte fysik på højt niveau, men af en eller anden grund mente, at jeg da ikke behøvede at tage matematik på samme niveau, hvilket gav mig en noget ufordelagtig konkurrence-situation ift. de øvrige i klassen. Så der gik jeg lidt ned på den hardcore naturvidenskab, desværre.

Men det betyder jo ikke, at jeg har mistet min interesse for verdens fysiske tilstand. Snarere tværtimod. I dag dyrker jeg det bare på et populærvidenskabeligt plan med DR2’s Viden om, Scientific American og Discovery Channel, når jeg kan komme i nærheden af det.

En af de grene af fysikken, der altid har fascineret mig mest, er astronomien. Jeg har aldrig helt forligt mig med de enorme tal, der udgør fundamentet for denne disciplin, og nogle af de forhold, som man blot må acceptere som en præmis (fx at universet er uendeligt) får mig oftere til at falde i staver, mens jeg i tankerne svæver rundt blandt galakser og stjernehobe, end det får mig til at forstå. Det er grundlæggende mod menneskets natur at begribe noget, man ikke kan forstå. Eller omvendt.

Astronomien har den store fordel, at man faktisk kan gå ud i haven og lære noget ved bare at se op på himlen. Stjerner, planeter, kometer og satelitter lyser op som små krummer på et sort tæppe og danner mønstre, som mennesket siden tidernes morgen har forsøgt at tolke og sætte ind i sit eget billede. Ja, der er tilmed folk, der tror, at himmellegmernes placering har betydning for os hernede på jorden.

Jeg selv tror nu bare, at de er hyggelige at se på. Og jeg har da heller aldrig forsøgt at sætte mig ind i, hvad de forskellige stjernebilleder hedder, endsige hvor de befinder sig. Mest fordi jeg ikke kan forholde mig til, at der er så mange og at de hele tiden flytter sig. Jeg har opgivet på forhånd og har aldrig rigtigt taget mig sammen til at lære, hvordan Store Bjørn eller Cassiopeia ser ud.

Men hvorfor i alverden skulle jeg købe et stjerneatlas på papir, når man nu kan få hjælp af teknologien? Man har længe kunnet hente stjernekort ned til computeren, og et af de mere populære programmer til eksempelvis Pocket PC’er er netop stjerneatlas. Men skal man være rigtig amatør-astronom, så skal man have et dedikeret værktøj. Og sådan et er nu på vej på markedet: SkyScout.

Det amerikanske firma Celestron fremviste på årets CES-messe i Las Vegas den såkaldte SkyScout Personal Planetarium, som man vil kunne købe for $399 fra april i år.

Ideen med SkyScout er, at man retter den mod et objekt på himlen. Den vil herefter bruge den indbyggede GPS-modtager samt analysere mønstret på himlen og lynhurtigt identificere, hvad det er for et objekt, du har fundet. Den har en database over mere 6.000 himmellegemer lige fra planeter over stjerne-konstellationer og galakser.

Når SkyScout har identificeret, hvad det er for et objekt, du peger på, så kan du vælge om du vil vide mere - enten som tekst eller som lyd.

Fantastisk god idé, og et oplagt redskab for eksempelvis skoler at indkøbe. Jeg er ret sikker på, at jeg i hvert fald ville have elsket at rende rundt og sigte efter stjernerne og samtidig lært noget om det fantastiske univers, som vi er en del af.

Om der er nogle danske forhandlere, der får øjnene op for SkyScout, er jo ikke til at sige - men nu er idéen i hvert fald givet videre.

Man kan læse mere hos producenten

Skriv kommentar

Min gode ven, Andreas Krog, har på sin blog lavet en kanon over elektroniske dimser, som han ikke ville undvære. En anden kammerat, Lars Jacobsen, har lavet en lignende IT-kanon, som tilmed er blevet ophøjet hos Bitconomy. Inspirationen kommer naturligvis fra Brian Mikkelsens håbløse kulturkanon-projekt, men hvis idéen var at inspirere til flere kanoner, så er det da lykkedes. Og jeg vil ikke være tabt bag hverken en kanon eller en Volvo, så nu vil jeg også på banen med min helt egen kanon.

Kanon-udvalgene “overraskede” jo som bekendt ved at gå ud over kommissoriet og lave deres egen børnekultur-kanon. Og det er jo ganske fint. Men det undrer mig, at der ikke blev plads til en kanon for den absolut dominerende kulturformidler: Fjernsynet.

Da jeg for efterhånden mange år siden oprettede en af mine første hjemmesider (RIP) på nærværende domæne, havde jeg en række quick-polls, hvoraf den mest populære handlede om hvilken sitcom, der var bedst. Der var meget divergerende holdninger - og tilmed folk, der stemte på “Golden Girls”.

Årsag: Sitcoms er et af de få tv-formater, som virkelig taler til mig og min generation. Den endeløse serie af små vittigheder og morsomme episoder pakket ind i et velkendt univers, som vi alle kan relatere til, men som på ingen måde ligner vores egen hverdag. Det er god underholdning!

Men en afstemning siger jo intet om, hvad jeg mener, så her kommer min kanon over de absolut bedste sit coms:

* Friends/Venner
* Frasier
* Seinfeld
* M.A.S.H.
* Will & Grace
* Blomsterbørns Børn
* Bottom
* Fawlty Towers
* Vores værste år
* Simpsons
* South Park
* Spin City
* To fyre, en pige og et pizzeria

De serier, der absolut ikke kunne blive plads til på hot-listen er naturligvis på not-listen:

* Huset på Christianshavn
* Postmand Madsen - eller hvad f… den hed.
* Kaos i familien
* Mælkevejen 1. til højre
* Rap fyr i L.A.
* Roseanne
* Alf
* Cosby og Co.
* Kirstie Alley Show
* Super Mr.Cooper
* Sex & the City
* Ti tommelfingre
* Alle elsker Raymond
* 8 simple rules to date my teenage daughter
* ‘Allo. ‘Allo
* Nikki
* According to Jim
* The Wayans brothers

Listerne er naturligvis ikke helt udtømmende, men dækker over, hvad jeg ser på de danske tv-kanaler (især dengang jeg havde flere end 3½, som nu *hulk*). Men jeg har set alle serierne - og der er set adskillige afsnit af dem alle. Nogle er bare middelmådige, og falder derfor midt imellem de to lister, fx “Kongen af Queens“. Nu er der sikkert nogle inkarnerede Casper Christensen-fans, der vil falde over mig og råbe “Langt fra Las Vegas”. Til dem vil jeg svare: “Ja, udmærket dansk serie - men meget langt fra topklasse”.

14 kommentarer

Når jeg fra tid til anden falder over et ugeblad, så undrer jeg mig altid lidt over, at der ofte er et dobbelt opslag med navne og billeder af “kendte”, der har fødselsdag i den kommende uge. Hvad i alverden skal jeg bruge den information til? Og er der nogen, der på den baggrund begynder at sende disse “kendte” fødselsdagshilsner og lign.?

Nå, men da jeg selv havde fødselsdag i går, og desværre ikke er nævnt i nogle ugeblade af den grund, så tænkte jeg, at det da kunne være meget sjovt at finde ud af, hvem der ellers har haft samme fødselsdag som mig igennem historien. Og hvad der i øvrigt er sket den 15. februar.

Den 15. februar er Faustinus dag. Faustinus og hans bror Jovita blev kastet for de vilde dyr, som imidlertid angreb og dræbte soldaterne i stedet (hvorfor ved jeg ikke), men Roms kejser i 120 mente, at det var så slemt, at de i stedet for at blive flået af vilde dyr skulle pines med gloende jern og have hældt smeltet bly i halsen. Tak for kaffe!

Denne noget bizare historie er altså baggrunden for navnet på min fødselsdag, som jeg i øvrigt deler med nogle prominente personer. Lad mig blot nævne Galileo Galilei, der som bekendt var fysiker og astronom. Han fødtes den 15. februar i 1564 og døde i 1642.

Senere fødselarer er den danske digter Jens Baggesen hvis “Labyrinten” jeg blev tvunget til at læse på 1. år på danskstudiet. Den var da meget god, men jeg har læst bedre.

Min kæreste vil nok vide, hvem Alfred North Whitehead er - han skulle være en engelsk matematiker og filosof, der blev født i 1861 og døde i 1947.

Om jeg skal være særligt stolt eller beæret over det, aner jeg ikke, men ikke desto mindre, så kom håndbold-ikonet Anja Andersen også til verden den 15. februar 1969. Hun er så vidt vides ikke død endnu, men hvis hun også gør det den 15. februar et eller andet år, så vil hun dele dødsdato med en del prominente danskere, eksempelvis Adam Wilhelm Moltke, der som bekendt var Danmarks første valgte konseilspræsident. Han døde den 15/2 i det forsmædelige år 1864.

I 1902 var det Viggo Hørups tid, der var oprundet. Han blev kun 60 år, men 63 år senere måtte Nat ”King” Cole lægges i graven kun 45 år.

Der er også sket en masse ting den 15. februar gennem historien. Desværre ikke så mange spændende ting, men jeg kan da fremhæve, at det også er dagen, hvor Aksel Larsen i 1959 stifter Socialistisk Folkeparti (SF). 18 år senere - i 1977 - vinder Socialdemokraterne dog dagens folketingsvalg og kan dermed fortsætte i regering. Og så var det i øvrigt også den 15. februar 1989, at den sidste Sovjet-soldat blev tvunget ud af Afghanistan.

På min eksakte fødselsdag, den 15. februar 1978, har jeg ikke kunnet finde ud af, om der er sket noget epokegørende - altså ud over, at jeg blev født Men jeg hører da gerne om det i kommentarerne…

4 kommentarer

Alle kender stregkoder og forstår til dels deres funktion. Men stregkodens tid er snart omme. I stedet bliver alle varer udstyret med små chips, de såkaldte RFID-tags. Fordelen ved tags’ene er, at man derved kan scanne alle varer uden at have fysisk kontakt med dem. I stedet induceres en strøm i chippen som udsender et radiosignal, der kan identificere chippen. På den måde kan kassedamen afløses af en chip-læser, som også kan aflæse ens dankort, uden man behøver tage det op af lommen. Du smider bare varerne direkte i posen og går ud af butikken. Bonnen bliver tilmed ikke skrevet ud, men bare sendt til din private e-boks.

Når dine varer kommer hjem, så genkender køleskabet dem, og den indbyggede skærm fortæller dig, hvornår de nærmer sig udløbsdatoen eller kommer med forslag til retter, hvori de indgår. Dette er ikke fremtidsmusik. Chipsene findes allerede, og mange varer har dem allerede indbygget, fordi producenterne nu bruger RFID-chips til lagerstyring etc.

Men RFID-chips kan jo også bruges til andre, knap så smarte ting. Og en utilsigtet effekt er, at man let kan blive overvåget. Tager man sine varer med ind i andre butikker, kan de også overvåge, hvad du har købt - og dermed kan få et godt indblik i, hvad konkurrenterne tjener, fx. De kan også pludselig vide, hvad du har købt og dermed bruge disse informationer til markedsføring overfor dig.

Det er ikke alle, der er lige begejstrede for RFID-chips og den overvågning, som de kan medføre. Derfor har gode gamle CCC - Chaos Computer Club - fra Tyskland været med til at udarbejde en mini-magnetkanon, som kan zappe livet ud af RFID-chips.

Den lille enhed er lavet af to studerende ved navn Tim og Chris (i vanlig hackerstil er efternavnene ukendte) samt en ukendt “ven”. De kalder deres opfindelse “RFID-Zapper“, og er skabt af et modificeret engangskamera til 25 kroner. Kameraets blitz er lavet om til en mini-EMP (elektromagnetisk puls), der udsender en kraftig elektromagnetisk puls og derved overbelaster elektronikken i RFID-chips.

Chippen skal holdes tæt ind til zapperen, der kun har en meget begrænset rækkevidde.

FoeBuD, som er en tysk organisation, der er modstander af elektronisk overvågning, har allerede taget ideen til sig, og vil nu samarbejde med Tim og Chris om at fremstille RFID-zapperen til private. Og hvis idéen bærer frugt, så kan det vel tænkes, at zapperen bliver indbygget i mobiltelefonen, som man jo alligevel har med på shopping.

Man kan læse mere om zapperen hos CCC

Skriv kommentar

Nej, jeg vil ikke skrive noget om de der tegninger, men derimod henlede læsernes opmærksomhed på nogle andre - væsentligt bedre - satiretegninger af Daryl Cagle.

Nogle af dem kræver, at man følger med i Amerikansk Politik, men jeg tillader mig at tro, at de fleste af mine læsere er velbegavede og fornuftige mennesker, som vil sætte pris på tegninger a la denne:

Der er nye hver dag på www.cagle.com/politicalcartoons

Skriv kommentar

Nogle gange kan jeg altså undre mig over, hvordan danske miljøorganisationer har fået så stor indflydelse på dansk planlægning. Især under SR-regeringen i 1990′erne kunne man gang på gang opleve, at politikere droppede fornuftige og samfundsgavnlige bygge- og anlægsprojekter, fordi en eller anden obskur organisation havde gjort opmærksom på, at nogle mus ville blive stressede eller nogle blomster få grå blade, hvis man lagde en motorvej, hvor de boede.

Men det er åbenbart ikke slut endnu. I dag kunne man på DR Københavns hjemmeside læse en historie med den noget bombastiske overskrift: “Tunnel under Roskilde Fjord vil dræbe ålegræs“.

Det er åbenbart Danmarks Miljøundersøgelser, der nu har fundet det mest tynde argument for ikke at anlægge en tunnel til afløsning for Kronprins Frederiks Bro mellem Frederikssund og Hornsherred. Egentlig var det en tosporet højbro, der vandt arkitekt-konkurrencen sidste år, men det skal jo ikke forhindre visionære politikere i at bygge en fin tunnel i stedet for.

Men nu har Danmarks Miljøundersøgelser altså fundet ud af, at “en tunnel med tilhørende ramper kan give rådne alger i Fjorden, og at ålegræsset vil tage skade af alt det sand, der skal flyttes rundt.”

Det er sgu da utroligt. Ålegræs? Helt ærligt? Tag lige at se på det selv, Danmarks Miljøundersøgelser. Det er sgu da for langt ude.

Når man bygger noget, så er der naturligvis nogle dele af naturen, der ikke har de samme vilkår, som før. Og naturligvis skal man tage hensyn til miljøet, når man bygger broer, bygninger og andre nødvendige og samfundsgavnlige ting. Men det kan da ikke være rigtigt, at en smule græs på bunden af Roskilde Fjord skal stå i vejen for det.

Men det skulle ikke undre mig, at Ejvind Vesselbo, Svend Auken og andre miljø-freaks kan lade sig påvirke af så obskure argumenter. Og det er helt sikkert, at SF eller Enhedslisten vil holde tårevædede taler i Folketingssalen om hvor ulykkelige fremtidige generationer vil være, hvis de ikke får mulighed for at få ålegræs mellem tæerne, når de bader i Roskilde Fjord.

For dem, der ikke ved, hvordan ålegræs ser ud, så kan man finde mere information her.

3 kommentarer