Kasper Hyllesteds weblog

For nylig fortalte jeg om en rigtig smart chat-robot. Ideen var, at man via sin MSN Mesenger kunne spørge en robot, der så slog spørgsmålet op i Encarta-leksikonnet. På den måde havde man let adgang til en smart tjeneste. Jeg bruger den fra tid til anden, og er generelt godt tilfreds.

Encarta-robotten er smart, fordi den kobler to teknologier, der ellers er adskilte. Og den kobles sammen med konkret viden, som man eftersøger. Der er intet nyt i hverken net-baserede leksika, chattjenester eller søgefunktioner. Men koblingen er unik - og gør produktet brugbart.

I Danmark stiftede vi for alvor kendskab til chat-robotter, da Jubii introducerede en i sin chat. Siden begik Socialdemokratiet den store fejl at købe teknologien bag og sætte den på forsiden af sin hjemmeside med navnet Rosa. Det var en eklatant fiasko, primært fordi man lancerede og brugte robotten forkert. I virkeligheden skulle det jo bare være en brugervenlig og avanceret søgefunktion, men den blev lanceret som et medie for politisk kommunikation mellem parti og vælger. I en tid, hvor afstanden i forvejen var stor - og øgedes konstant.

Rosa var dum og latterlig. Og det piner mig at sige, at teknologien åbenbart ikke er kommet meget videre på de sidste fem år. Et dansk firma har ifølge Computerworld udviklet en chatrobot til MSN. Tilføjer man spleak@hotmail.com som ven i sin Messenger, så kommer der en 20-årig tegneserie-tøs i toppen af ens kontaktpersoner. Hende kan man så “chatte med” på engelsk.

Jeg prøvede lidt, og tøsen gik straks i gang med at udspørge mig om mit navn, alder, køn etc. (mon hun har været på forhørskursus hos CIA eller Annemette Hommel?). Jeg gad ikke rigtigt høre om hendes personlige trivia, men tænkte, at det ville være interessant at vide lidt om hendes politiske synspunkter. Men det gik helt galt. Simple spørgsmål som: “Hvem stemte du på: Kerry eller Bush?” fik hende til at gå helt i sort og begynde at tale om, at hun ikke var så klog endnu. Så spurgte jeg, om hun synes, tropperne skulle hjem fra Irak. Ej heller dette spørgsmål, som de fleste borgere jf. meningsmålinger ellers har en holdning til, kunne hun svare på. Og sådan fortsatte det lidt endnu, indtil jeg gav op og gav hende besked på at sige til sine programmører, at de skulle fodre hende med bare en smule holdninger til andet end make-up og James Blunt.

Hvis chatrobotter skal bruges til noget som helst fornuftigt, så skal de kobles med viden. Og hvis det endelig skal være hygge-chat, så må de i det mindste give os nogle lidt mere fornuftige “personer” at chatte med.

I dag lancerede Brian Mikkelsen så sit længe ventede kanon-projekt: En række lister over, hvad småborgerligheden kan finde sammen om at kåre som ”god kultur”.

Jeg har aldrig helt forstået sådan noget. Her er jeg lidt på linie med statsministeren, der for mange år siden sagde fra overfor smagsdommere. At han så ikke helt har en konsistent politik på det område, kommer ikke som den store overraskelse for mig.

Måske er jeg lidt mere liberal end den “liberale” regering, men jeg mener nu engang, at vi som borgere godt selv kan tage stilling til, hvad der er god - og dårlig - kultur. Og jeg synes slet ikke, det er statens opgave at blande sig i det.

Resultatet af kanon-udvalgene vidner da også om, at der er gået rundkreds og super-demokrati i den. De har skullet være enige, og derfor er man landet på det forudsigelige. Det vidste udvalgene nok godt, så de har sørget for at lancere en lille ekstra historie, som medierne så kan kaste sig over: Børnekulturkanonen. Ganske godt spin-arbejde, må man sige. Man ved, at man har en dårlig, eller i bedste fald, middelmådig historie, og derfor finder man lige på noget andet, som passer godt ind i nyhedstrekanten, og så sidder den på alle mediernes hovedhistorie om kanonen.

Men samtidig med kanon-offentliggørelsen, så kunne Politiken præsentere kandidaterne i en helt anden konkurrence: Danmarks største makværk.

Avisen har i et par uger bedt læserne - i bedste public journalism-stil - om at nominere bygningsværker og anlægsarbejder, som kunne kvalificere sig til titlen som Danmarks største makværk.

Der har været masser af gode forslag, og nu kan man så stemme på syv af de 21 nominerede. Se, det er både interessant, sjovt og demokratisk. Det kan ikke bruges til meget andet end at vække til eftertanke - både hos os borgere og ikke mindst hos politikere, arkitekter og byplanlæggere.

Jeg ville egentlig selv have nomineret et lokalt makværk, men har ikke fået taget billeder af det: Den nye Falkoner Plads på Frederiksberg. Enhver der har lagt vejen forbi den nye plads, der kom til at koste i nærheden af 100 mio. kr., vil være enige med mig i at den i hvert fald hører hjemme i selskabet af de  nominerede. Den er både grim, uhensigtsmæssig, tom og farlig. Tilmed er den komplet overflødig.

Men da den ikke var på listen over de nominerede hos Politiken, så har jeg stemt på nogle andre, bl.a. Parken, Svinestationen på Orø og ikke mindst Nørreport station, som jeg håber vinder konkurrencen om at være det største makværk.

Man kan som sagt se de nominerede og læse begrundelserne og ikke mindst stemme hos Politiken. Og man er velkommen til at bruge kommentar-felterne til at nominere andre i min lille alternative konkurrence.

Jeg elsker aviser. Der findes i mine øjne ikke noget mere terapeutisk og beroligende end at sætte sig enten i sofaen, på en café eller i IC3-toget med en stak aviser og så ellers gå igennem bunken fra ende til anden. Og der går da normalt heller ikke mange timer mellem jeg checker de store avisers websites eller TextTV side 110, for jeg er og bliver en nyhedsjunkie.

Men det er jo ikke alle aviser, der er lige gode. Og i de senere år er det kun gået een vej for langt de fleste af de danske avisudgivelser, nemlig nedad. Danskerne dropper abonnementet på morgenavisen og nøjes i stedet med TV2 Nyhederne, MetroXpress og http://www.eb.dk/.

Især internettet har voldt aviserne problemer.  For god journalistik er jo ikke gratis at producere, selvom man næsten skulle tro det, når man tænker på, hvor let det er at få adgang til nyheder gratis enten i TV, i radioen, på nettet eller i S-toget.

Avisernes chefer klynker og vil have os til at acceptere mikrobetaling for artikler. Berlingske Tidende har indført abonnementsordninger på deres website, andre lægger kun få artikler ud på nettet. Politiken forsøger at forfølge en ny strategi, som Peter Engels Ryming beskriver på sin blog.

Politiken dropper snart de korte nyheder i papiravisen. De skal i stedet bringes på pol.dk, der følgeligt får udvidet redaktionen. Idéen er så at lade os abonnenter på papiravisen få analyserende og perspektiverende artikler, der går i dybden og bringer baggrunden for nyhederne.

Måske er Politken inspireret af de få danske aviser, der faktisk har fremgang, i.e. Information, Kristeligt Dagblad og Børsen. De har netop formået at finde en niche og levere noget andet i papirudgaven end på nettet. Og det vil folk åbenbart gerne betale for. Det har nok også hjulpet, at både KD og Inf. har fået store tilskud til markedsføringskampagner, men indhold og stil har naturligvis betydning for fremgangen.

Men alt dette snakkeri om danske dagblade er egentlig blot skrevet for at lede mig over til en anden diskussion: En kåring af Danmarks dårligste avis.

Det er naturligvis svært at afgøre ud fra objektive vilkår, og derfor har jeg iværksat en rask lille afstemning i højre side. Her kan du selv stemme på hvilken avis, du mener, er den mest ringe.

Personligt har jeg sat kryds ud for B.T. Jeg har desværre et ret indgående kendskab til netop B.T., da jeg gennem de seneste par år har fået den ind ad døren hver eneste morgen. Gratis, forstås. Jeg ville aldrig betale penge for B.T.

B.T. mangler redaktionelt fokus - eller i hvert fald et fokus, der tiltaler mig. Det eneste positive jeg kan finde ved avisen er, at den fungerer udmærket til at fyre op i brændeovnen. Og så har den fra tid til anden nogle interessante artikler i sports-sektionen.

Men en avis, der slår sig op på et ugentligt tillæg med navnet “Kun for kvinder”, har jeg svært ved at tage seriøst.

Men smid en kommentar og stem ude til højre.

Det hænder alt for ofte, at jeg støder på nye dimser, hvor jeg tænker to ting: “Hvad i alverden skal man bruge det til?” eller “Hvilke stoffer, var de på, da de fandt på den idé?”.

Begge dele tænkte jeg i dag, da jeg stødte på et nyt dansk-designet produkt, den såkaldte satuGO.

satuGO, der er opfundet af de to danske designere Mads Ny Larsen og Eschel Jacobsen er i bund og grund en hoppebold  med indbygget webcam og hukommelse.

På produktets hjemmeside præsenteres idéen således: “Imagine combining your love for bouncing balls and your obsession with taking pictures into one, now it has a name SatuGO. Simply throw SatuGO into the motive to catch the moment, where it hits you get a picture, or take air photos by activating the timer before throwing the SatuGO.”

For det første: Jeg har ikke en trang til at kaste med bolde. Da jeg var mindre, kunne jeg måske få et kvarters tid til at gå med en hoppebold - men let’s face it: Hoppebolde er jo ikke just LEGO. Det er ret begrænset, hvad man kan få af sjov ud af sådan en.

Men der må jo i opfindernes optik findes et kæmpe marked af folk, der åbenbart både er vilde med hoppebolde og at tage billeder.

Og hvad skal de så med denne nye dims?

Umiddelbart kunne jeg forestille mig, at teenage-knægte nok kunne have sjov ud af at kaste bolde op over hækken, når naboens datter tager sol - eller måske ned i jorden på rulletrappen i “fields”, for at fange et glimt op under den foranstående kvindes nederdel.

At de så nok får nogle lidt tåbelige billeder fyldt med fartstriber er så en anden sag.

Ikke desto mindre, så mener opfinderne, at de kan få folk til at betale 450 kr. for bolden. Jeg hører gerne forslag til, hvad i alverden man kan bruge en saTUGO til  - smid en kommentar.

En af de ting, jeg holder mest af udi gastronomien er en god fond, og her taler jeg ikke om en eller anden pengetank, der deler penge ud til godgørende formål eller driver erhvervsvirksomhed. Nej, jeg taler om fond - udtalt en francais som fång - som man kan bruge i snart sagt alle gode madretter.

I mine øjne er det sørgeligt, at så få unge danskere i dag koger deres egen fond. I stedet forlader de sig på sekundavarer som “Touch of Taste” eller de såkaldte “Maggi-terninger”. Man kan gøre sig mange tanker over, hvorfor fond-kogeriet er gået af mode, men jeg vil i stedet for at moralisere komme med både en opfordring til at gå i gang - og samtidig min egen lille opskrift på en god fond.

Man kan lave et utal af forskellige typer fond, men jeg vil her koncentere mig om en oksefond. 
 
Du skal bruge:
2 kg okse- og/eller kalveben (eksempelvis skank eller haler)
Lidt mel
To skefulde tomatpuré
2-3 store løg
5 gulerødder
Bladselleri eller et halvt knoldselleri
En dusk persille
5 laurbærblade
15 hele peberkorn
Et par kartofler
Et par hele fed hvidløg
Vand og salt
En stor suppegryde, en si samt en hulske
 
Før man går i gang, skal man forberede sig grundigt. Benene kan flækkes, hvis man har en kødøkse. Det giver et bedre resultat.

Ellers vaskes alle grønsager grundigt. De skal ikke skrælles. Derefter skæres de ud i mindre, men ikke helt små stykker.

Læg benene på bradepande, smør tomatpuréen på benene og drys mel over. Disse brunes i ovnen, så safterne træder frem. Ovnen indstilles på 225° og det hele tager max. 20-25 minutter. Man kan også brune grønsagerne med.

Kom kødbenene i gryden, og kom grønsagerne ved. Tilsæt krydderurter og de hele peberkorn. Hæld vand ved, så ben og grønsager akkurat er dækket. Bring langsomt gryden i kog.

Når gryden er i kog, skrues ned, så det kun simrer med bevægelse på overfladen. Mens det koger, skummer man jævnligt urenheder af med hulskeen.

Nu skal du lade fonden koge lang tid. Faktisk bliver den næsten kun bedre af at koge. Men minimum er 4 timer, og gerne 10-12 timer.

Du kan vælge at koge uden låg, men så skal emhætten nok stilles på max. Og man skal jævnligt tilsætte ekstra vand.

Tag benene op af gryden, si fonden, og smag den til med salt. Hvis fonden skal bruges til sauce og derfor skal koges yderligere ind, skal man vente med at salte, til dette er gjort.    

Det kan godt være, at det er en langsomme proces, men det kan i høj grad betale sig. Fond kan nemlig bruges til rigtigt meget. Det mest oplagte er naturligvis sauce, men også gode sammenkogte retter bliver langt bedre med en god fond.

Jeg plejer at fryse fonden ned i fryseposer med ca. ½-1 liter i hver. Derudover koger jeg gerne et par liter ind i en kasserolle og smider den reducerede væske i isterningeposer. De er lette lige at hive op og bruge til en sauce.

De frosne poser fond kan hældes direkte i andre retter. En bolognese til lasagne bliver langt bedre med fond og en god vin. Det samme gælder gullasch eller hvad man nu ellers kan finde på.

Går man i gang med at koge fond, så bliver man bidt af det. Et godt råd er derfor at give sine forskellige fond-poser nogle farvekoder, så man kan kende forskel på eksempelvis okse- og hønsefond.

Jeg er egentlig normalt ret venligt sindet over for de fleste mennesker. Det er sjældent, at jeg direkte ikke bryder mig om folk. Men hvis der er een person, jeg virkelig ikke bryder mig om, så er det Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der blev valgt til præsident den 24. juni 2005.

Han er tydeligvis bindegal, og samtidig er han regeringsleder for en slyngelstat og fører en politik, der ikke bare er til skade for landets befolkning, der ellers har lidt under næsten 30 års diktatur og en tåbelig krig. Nej, den er også til skade for hele verdensfreden.

Jeg var nu heller ikke begejstret for hans forgænger Mohammad Khatami, der i Vesten blev betragtet og præsenteret som “reformtilhænger”. Jeg syntes, at det var så som så med reformerne. Men nu ønsker man sig næsten tilbage til Khatamis tid.

Ahmadinejad viste først verden sine intellektuelle kundskaber ved at påstå, at Holocaust - altså nazisternes drab på 5-6 mio. jøder under 2. verdenskrig - aldrig har fundet sted. Og da det internationale samfund begyndte at reagere på denne uhyrlighed, så reagerede han ved at instruere det iranske journalistforbund om at afholde en konference med det formål at bevise, at Holocaust aldrig har fundet sted. Og fulgte lige op med et forslag om at flytte Israel til Europa.

Men han er som sagt ikke bare dum. Han er også farlig. Forleden gav han ordre til, at Irans atomprogram skulle genoptages, selvom anlæggene var forseglet af IAEA. Jeg er ikke i tvivl om, at iranerne ikke vil bruge teknologien til at lave et par små atomkraftværker, men derimod på at skaffe sig adgang til en atombombe, og dermed kunne få kontrol over Mellemøsten.

Nu skal FN’s Sikkerhedsråd ganske givet tage stilling til sagen, og det ender nok med et resolutionsforslag, der indeholder sanktioner. Spørgsmålet er så, om Putin eller Røde-Kina vil støtte dette. Putin tjener jo gode penge på at hjælpe Iran, og har brug for et brohoved i Mellemøsten. Og Røde-Kina er jo generelt sjældent til at stole på i internationale sammenhænge.

Vi burde for længst have indført sanktioner mod Iran. Alene på grund af de massive krænkelser af menneskerettighederne (fx bliver kvinder stadig stenet ihjel for utroskab etc.). Og hvis ikke det virker, så må vi vel bede vore venner i Israel om at gøre det samme, som de gjorde i begyndelsen af 80′erne, hvor Saddam Hussein lavede tilsvarende anlæg. Dengang blev anlæggene bombet.

Man kan jo selv gå i front. Skriv til Arla og få dem til at stoppe eksporten af ost til dette terror-regime. Køb ikke iranske varer i butikkerne. Og skriv læserbreve, hvor du opfordrer regeringen til at arbejde for sanktioner i FN.

2005 bød på nogle ret store omvæltninger i mit liv: Barn, bil, hus og fast arbejde, for blot at nævne et par stykker. Min plan for 2006 er derfor, at tempoet skal lidt ned. Det går godt, så der er ikke brug for de store omvæltninger. Der er også dømt reformpause for mit personlige vedkommende.

Men det betyder jo ikke, at der ikke skal ske noget i 2006, og et af de områder, hvor jeg påtænker, at der skal ske en fortsat udvikling er på dimsefronten. Min gode kammerat, Lars, har på sin nye blog skrevet om, hvilke teknologier, der fangede hans opmærksomhed i 2005, men det synes jeg er lidt bagstræberisk, og derfor vil jeg hellere se fremad. Med andre ord: Her er mine umiddelbare planer (nogle vil kalde dem drømme) om dimse-anskaffelser i 2006:

Flere tv-kanaler. I vores nye hus er der ikke installeret kabel-tv, og selvom vi kun har boet her i knap 14 dage, så er jeg allerede ved at gå til over, at vi kun har 3½ kanal. Jeg er derfor i gang med at undersøge, om jeg skal betale en formue til TDC for at få lov til at betale dem en formue hver måned for at se fjernsyn, eller om jeg skal gå efter en parabol-løsning. Der er dog ingen tvivl om, at en af tingene snart vil finde vej til Frederiksberg.

Nyt fjernsyn. I 2005 afgik mit bedagede BEOVISION L2502 ved døden, og siden har vi måttet nøjes med soveværelses-fjernsynet på 21″ tilmed uden text-tv-hukommelse. Det kan man jo ikke byde en mand som mig, så der skal mindst eet nyt TV-apparat på banen i det nye år. Hvilket, har jeg ikke lagt mig fast på endnu, men det bliver næppe en top-model fra Loewe, selvom det står højest på ønskesedlen.

HDD-recorder med EPG. Tro det eller lad være. Vi ser så få videofilm, at vi faktisk ikke har en DVD-afspiller i hjemmet. Årsagen er, at vi har villet vente med at købe noget, til harddisk-optagere var faldet lidt i pris. Det er de nu, og derfor vil 2006 ganske givet byde på en dims til det nye fjernsyn. Jeg har tidligere testet danske KiSS’ DP-558, som er en smart DVD/HDD-optager, der kan gå på nettet. Dermed kan den programmeres direkte fra en webbrowser - uanset hvor man er i verden. Samtidig kan den hente info ned fra nettet, fx vejrudsigter. KiSS har lavet en opfølger, DP-600, men DP-558 er så billig, at det nok bliver sådan en. Hvis jeg da ikke finde en masse penge og kan købe et rigtigt Media Center.

DAB-radio. Jeg elsker at høre radio, og 90 pct. af min radiolytning går med DR P1. Og selvom jeg egentlig helst havde set, at vi i Danmark også havde satset på satellit-radio ligesom i USA, så må vi nøjes med DAB. Jeg forventer ikke, at DR får gjort noget ved den elendige dækning lige foreløbig, men ikke desto mindre, så tror jeg, at det bliver til en model til både køkken og bil. Så skal jeg bare have fundet en DAB-radio, der også kan afspille MP3-filer, så jeg kan bruge den til at høre podcasts på en eller anden måde.

Videokamera. Indtil videre har jeg kunnet klare mig fint med et almindeligt Canon Ixus digital-kamera. Det er blevet (mis-)brugt til at tage henved 3.000 billeder af min fantastiske lille søn, og har også klaret adskillige videoklip. Men i det kommende år skulle han gerne begynde at krybe, kravle og gå - og så skal det naturligvis filmes på rigtig vis. Vi har haft DV-kameraer på markedet i adskillige år, og teknologien er efterhånden bedaget. Så jeg håber, at vi får mulighed for at købe et kamera, der kan optage i god kvalitet på en flash-disk af en slags. Der findes nogle sådanne modeller i dag, men de er enten elendige eller alt for dyre. For at jeg køber det, så skal det være lige så let at betjene som vores Ixus-kamera, men mon ikke det kommer?

Slingbox. Harddisk-recordere har givet os mulighed for time-shifting, når vi ser fjernsyn. Populært sagt, så handler det om, at man kan se et tv-program og trykke pause. Når man har lavet sin kaffe, så trykker man play, og afspilningen begynder, hvor man sluttede sidst. Men nu er det ikke kun tid, det handler om. Jeg vil også kunne se tv, hvor som helst. Ikke bare hjemme i sofaen. Det kaldes place-shifting. Derfor skal jeg have en Slingbox i det nye år. Det er en dims, som man kobler til sit tv-signal og internettet. Når man så til sommer sidder og sveder på arbejdspladsen, og gerne vil se Tour De France, så kan man starte et lille program og vupti! Alle de tv-kanaler, man har derhjemme, har man også adgang til her. Jeg ville naturligvis helst have en Slingbox stående hos en venlig mand i USA, men jeg kan nøjes i år.

3G. Selvom jeg har testet adskillige fancy mobil-telefoner gennem tiden, så har jeg stadig selv kun en ældre model fra SonyEricsson, model T630. Den har fungeret fint til mit behov, men nu er det på tide at skifte den ud. Og jeg skal naturligvis med på 3G-bølgen. Ikke fordi jeg elsker at videochatte med min lillebror, men for at få en hastighed, der er noget højere end de nuværende 50 Kbit/s, GPRS-forbindelsen over GSM giver mig. Jeg ville helst have en Qtek 8310, men den er ikke 3G-kompatibel, men har kun 2½G, dvs. EDGE. Det er egentlig oplagt til mit behov (EDGE giver høje hastigheder, men ikke mulighed for videotelefoni), men da det kun er Telia (som der er alt for mange dårlige historier om), så er jeg bekymret. Jeg vil derfor begynde med at prøve om Telmores 3G fungerer med en lånt Nokia-model, når Telmore på min fødselsdag (15/2) åbner for 3G for alle.

Ny PDA. Hvert år kommer der nye PDA-modeller, og mon ikke, der også kommer en ny model i år, som jeg bliver nødt til at have. Indtil nu holder producenterne kortene tæt til kroppen, men mit bud er, at HP opper sig og kommer med en ny top-model til afløsning for iPAQ hx4700. Og hvis ikke Dell kan matche den til en lavere pris, så ryger jeg tilbage til HP eller til et helt tredje mærke.

GPS. Jeg har også testet rigtigt mange GPS-modtagere gennem tiden, og jeg er faldet pladask for en lille, smart model fra Garmin kaldet nüvi 350. Ud over at vise vej, så kan den også modtage TMC-signaler, der fortæller maskinen, hvor der er køer, trafikuheld etc. Så bliver man automatisk ledt uden om det. Den kan også udvides med et SD-kort, som kan indeholde MP3-filer, lydbøger, billeder og meget mere. Hvis der blot var mulighed for afspilning af film og tilslutning til TV, så var jeg helt solgt.

Roomba. Jeg har fortalt om den tidligere her på bloggen, men den er stadig ikke en del af min husholdning: En robot-støvsuger. Jeg havde fornøjelsen af at teste tre af slagsen i efteråret, og der var ingen tvivl om, at sådan en måtte jeg bare have. Min kærlighed er faldet på en Roomba, og da prisen er relativt lav, så tror jeg såmænd også, at den bliver indkøbt i det indeværende år. Med mindre andre producenter kommer på banen med et bedre tilbud.

X-Box 360. Jeg har aldrig ejet en konsol, men jeg har faktisk fået lovning på en, når jeg afleverer mit speciale Så jeg forventer at blive bidt af enten X-Box-bølgen eller måske PSP-bacillen til februar.

Det var min umiddelbare liste. Den bliver forhåbentlig meget længere, når jeg gør status om 365 dage. Og jeg hører da meget gerne om idéer til andre dimser, som jeg har glemt eller overset. Skriv løs i kommentarerne - men hold slanger og kål udenfor debatten