Kasper Hyllesteds weblog

CNN har et teknologiprogram, der af en eller anden årsag kalder “Spark“. I den seneste udgave, der - ligesom så mange andre medie-historier i disse dage - ser tilbage og lidt frem i tiden, har de taget hele nettets historie i øjekast.

Selv kom jeg første gang på nettet tilbage i 1995, men nettets offentlige historie daterer sig tilbage til begyndelsen af 1990′erne, hvor Sir Tim Berners-Lee var med til at udvikle HTTP-protokollen, som gør WWW muligt.

Spark har udfærdiget en liste over 10 af de største hændelser i nettets historie. Blandt disse kandidater er naturligvis .com-boblen, der brast omkring årtusindskiftet, introduktionen af net-telefoni med Skype, lukningen af Napster - pioneren indenfor musik-distribution på nettet.

Flere af kandidaterne har ikke noget direkte med HTTP/WWW at gøre, men mine favoritter har. Det er nr. 4 og 5 på listen:

5. Lewinsky scandal — Matt Drudge breaks the Clinton/Lewinsky sex scandal in 1998. The blog is born.

4. Tsunami and 9/11 — two tragic events set the Web alight with opinion and amateur video.

I mine øjne er det ikke smarte programmer eller algoritmer, der gør nettet til noget særligt, men derimod de mennesker, som bruger det - og som gør information tilgængelig for os andre. Da Matt Drudge i sin “Drudge Report” afslørede sædpletter på en blå kjole fik det ikke bare alvorlige konsekvenser som Bill Clinton, der måtte sove på en sofa i mange måneder og igennem opslidende høringer og forhør om pinlige eksapader. Det betød også, at nettet pludselig blev en alvorlig, central aktør i alle dele af vores samfund.

Pludselig kunne en lille mand skrive noget på nettet, som ellers ikke ville være kommet frem. Mange historier, der har fået alvorlige konsekvenser for politikere, virksomheder og organisationer, er kommet for dagens lys på nettet - og i fremtiden vil vi se endnu mere til det.

Weblogs og generelt muligheden for at publicere sine tanker, viden og holdninger på nettet er og bliver det største, der er sket i de 15 år, der er gået med nettet. Derfor har jeg stemt på Drudge hos CNN’s Spark.

Man kan læse historien her og stemme samme steds.

Lige pludselig er et indlæg her på min blog blevet gjort til genstand for en enorm debat om slanger. Det er ganske interessant - og underholdende - og jeg håber da, at flere vil tage del i debatten. Det hele foregår i dette indlæg og dets kommentarer nederst.

Det er dog ikke klamme slanger, dette indlæg skal handle om, men derimod en anden af mine fobier: Kål.

Jeg hader simpelthen kål i alle dets afskygninger: Blomkål, spidskål, rosenkål (føj - hvem spiser overhovedet det?), grønlangkål, brunkål, hvidkål (bare ordet “kåldolmere” får det til at vende sig i min mave) samt ikke mindst broccoli, som jo bare er kål, der i et forsøg på at få bedre PR har taget sig et fint, italiensk-klingende navn, for at skjule sin egentlige natur.

I mine øjne hører kål fortiden til. Pelle Erobreren fik kun serveret sild, men havde det ikke lige været på Bornholm, så havde det nok været kål. Fair nok, sådan var det i gamle dage, hvor folk ikke havde nogle penge.

Men efter over 125 års aktiv socialdemokratisk kamp har vi faktisk formået at få opbygget et velfærdssamfund. Det betyder, at vi i dag har råd til at købe rødvin til maden og spise kød hver dag. Og alligevel så fylder folk kål i indkøbsvognene.

Et af de bedste argumenter for at udvide EU var netop at sikre, at velstanden også kunne flyde til de nye EU-lande, så deres stakkels indbyggere ikke længere skulle spise dårlig mad (i.e. kål), fordi de ikke havde råd til andet.

Jeg har længe overvejet at gøre en aktiv indsats for at udvide kampen mod kål, og sammen med en kammerat har jeg da også stiftet en forening med netop dette formål: At bekæmpe kål.

Nu har jeg jo så fundet ud af, at jeg faktisk har støtte til i hvert fald dele af denne kamp fra aller-højeste sted både i Danmark og i toppen af amerikansk politik.

Da George W. Bush senior blev præsident tilbage i 1988, indførte han et forbud mod at der blev serveret broccoli i Det Hvide Hus. Nok den mest fornuftige beslutning han tog (helt på linje med at smide Saddam ud af Kuwait). Desværre genindførte Bill Clinton det, da han tog over efter valget i 1992.

Men også i Danmark er der meningsfæller, hvilket jeg fandt ud af ved en kort søgning på nettet. Selveste Københavns nye overborgmester, Ritt Bjerregaard, deltager også i kampen mod broccoli, som man kan læse i denne brevveksling.

Det giver altså Ritt et ekstra plus i min karakterbog. Jeg er helt sikker på, at havde hun brugt det i valgkampen, så havde hun fået endnu flere stemmer, og så havde hverken tåbelige partifæller eller pakistanske familie-fejder kunnet true hendes konstituering.

Næste valg bliver vundet på slogans som: “Ingen broccoli i børnehaverne” og “Kål er ikke for københavnere”.

Jeg er som så mange andre helt og aldeles afhængig af et lille computer-program. Programmet har været en fast bestanddel af min systembar lige ved siden af uret på min XP-boks i adskillige år, og det er et af de programmer, jeg benytter mest - hver eneste dag.

Et enkelt dobbeltklik på en grøn mand, og vupti! Så kan jeg se, hvilke af mine venner og familiemedlemmer, der er online og klar til at chatte.

Jeg har lavet et utal af aftaler, fået afgjort væddemål, ja sågar fået jobs over den fantastiske lille chat-klient, som Redmond-giganten, Microsoft, har gjort mig afhængig af. Messenger er næsten lige så vigtigt som e-mail.

Microsoft har dog et lille problem med sit program: Det er gratis at få fat i, og det er gratis at bruge. Hvordan i alverden skal Bill Gates så tjene sine penge? Indtil nu har de forsøgt at få os til at betale for alle mulige latterlige tjenester, som kun teenagere har kunnet se det fornuftige i. Jeg forbander den dag, hvor det blev muligt at sende Blink og Vink i MSN Messenger. Og jeg ville hellere betale for at undgå den slags ting (eller måske for at kunne straffe afsenderne?), end for at købe flere nye.

Men i dag mødte jeg en ny tjeneste, som jeg straks faldt pladask for. Et firma ved Conversagent har nemlig koble MSN Messenger med en anden af Microsofts gode tjenester, nemlig deres online-leksikon, Encarta.

Det betyder, at man kan tilføje Encarta som kontaktperson i MSN Messenger og stille et hvilket som helst spørgsmål. Programmet hos Conversagent slår så automatisk op i Encarta og sender svaret tilbage meget hurtigt.

Det eneste man skal gøre er at tilføje encarta@conversagent.com som kontaktperson på MSN Messenger.

Herefter kommer der en ny kontaktperson, som altid er online frem i listen. Klikker man på den, kan man stille alle spørgsmål. Dog skal de være på engelsk.

Jeg har fået svar på spørgsmål som “How old is John Kerry?“, “Who is Wayne Gretzky?” eller “What is a moose?” og “Where is the Guinness Brewery?”

Ofte vil programmet lede dig videre til en særlig indbygget browserversion med en hel artikel om det pågældende emne i Encarta og ikke bare svare. Skriver man fx “Helmut Schmidt” får man ikke bare at vide, at “Helmut Schmidt, born in 1918, chancellor of West Germany (now part of the united Federal Republic of Germany) (1974-82). Born in Hamburg.“, men bliver også automatisk ledt videre til en fin artikel om den gamle tyske sosse.

Man kan naturligvis få stor sjov og ballade ud af tjenesten også. Eksempelvis har jeg spurgt “Is there an afterlife?“, hvortil Encarta lakonisk svarer: “I don’t think there is an afterlife. Not at the moment anyway.”

Så er man på Messenger, så er det bare om at få denne nye ven føjet til listen. I det mindste har man så altid en chat-kammerat, når man sidder og stener over specialet til langt ude på natten.